At være min søns mor

Der er oplevelser, som forandrer dig - uden at du kan forberede dig på dem. Spørg bare nybagte forældre. Jeg husker tydeligt, da vi første gang stod hjemme i vores lejlighed med vores lille datter. Hun blev født dengang, man ikke blev sendt direkte hjem fra fødestuen. Så jeg havde haft et par dage på hospitalet til at vænne mig til min nye rolle. Men at stå hjemme, uden hjælp fra de erfarne professionelle, det var jeg ikke forberedt på. Jeg følte, at jeg manglede en udførlig brugsanvisning.

Da hendes lillebror så dagens lys ca. 20 mdr. senere, var jeg noget mere forberedt. Jeg viste dog ikke dengang, at det at være hans mor, ville kaste mig ud i endnu flere uforberedte situationer.

Da Roar var ca. 5½ år gammel, begyndte han at lide af voldsom vokseværk - troede vi. Jeg glemmer ikke en morgen, hvor jeg stod på badeværelset og var ved at gøre mig klar til en helt almindelig dag. Jeg hørte et bump oppe fra børnenes værelse, og troede først at én af dem, var faldet ud af sengen. Da jeg kom derop, så jeg, at Roar lå midt på gulvet. Hans små ben havde ikke kunne bære ham...
Det blev begyndelsen til mit liv, som mor til et gigtramt barn. En helt almindelig dag kom med ét til at betyde noget ganske andet.

Roar kom hurtigt til forskellige undersøgelser, og indenfor kort tid kunne lægerne på Rigshospitalet konstatere, at han led af børnegigt. Pludselig led han ikke bare af vokseværk - han led af en kronisk sygdom. Og selvom diagnosen hjalp med at forklare, bl.a. hvorfor han ikke kunne gå så stærkt, eller hvorfor han ikke kunne åbne munden særligt meget - betød det også en masse bekymringer. Bekymringer, som er kommet til at præge mit moderskab voldsomt meget.

Der har været perioder af Roars liv, hvor han ikke rigtig har kunne gå. Han har i uger af gangen boet i stuen, fordi han ikke kunne forcere trapperne op til sit værelse. Især da han været lille, græd han sig ofte i søvn pga. af smerterne.
Og jeg har grædt - fordi jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg ikke kunne fjerne smerterene og mest af alt, fordi jeg ikke har kunne beskytte ham fra "det onde" i verden.
I alle de bøger, jeg har læst om børn og børneopdragelse, har der ikke været ét eneste afsnit eller et godt råd, der kunne forberede mig på disse oplevelser.

Mest af alt har udfordringen været, at lade Roar være alt, det han kan være og har potentiale til  - uden at glemme at passe på ham. For jeg reagerer på hans smerte. Og jeg ved, at han ved det - selvom ingen af os ikke siger noget om det.

I går var vi ud og køre en tur sammen. Da han skulle ud af bilen, var han nødt til at støtte sig til dørstolpen. Knæene drillede...I dag er han så ude og løbe på løbehul. For sådanne dage har han også.

At være min søns mor har kastede mig ud i så mange uforberedte hændelser, jeg aldrig har bedt om - og som jeg nogen gange ikke har troet, at jeg kunne magte. Men det har også styrket mig i glæden og taknemmeligheden. Det har bragt vores familie tæt sammen. Og dette har lært mig, at når jeg ikke tror, at jeg kan mere - så er der faktisk stadig kræfter at hente.