Hvor godt skal vi kende hinanden, før vi kan blande os?

Der er et menneske i mit liv, som jeg fornemmer ikke trives i øjeblikket. Jeg tænker på at ringe for at høre, om jeg har ret. Den geografiske afstand er desværre så stor, at jeg ikke bare lige kan droppe forbi til en kop kaffe.
Men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg egentlig kender vedkommende godt nok til, at det vil føles rart med min indblanden.

Måske er der nogle af jer andre, som har stået i samme dilemma. På mange måder er jeg et privat menneske og også ærekær. Jeg vil gerne dele mine dybeste bekymringer med dem, der står mig nær. Men jeg er ikke så vild med at skulle fortælle om det der trykker til mennesker, jeg ikke kender så godt - og ikke ved, hvordan vil håndtere den viden. Og hvis jeg har det sådan, er der sikkert også andre mennesker, der har det på samme måde. Så vil jeg gå for tæt på, hvis jeg (godt nok i venlighed) forsøger at få personen til at åbne sig?

Omvendt har jeg stået i svære situationer og perioder i mit liv, hvor bekendtskaber er blevet til venskaber, fordi et andet mennesker rakte ud og var lyttende, da jeg virkelig havde brug for det.

Gad vide hvornår vi kender hinanden godt nok til bare at ringe op og spørge løs til livet med alle dets udfordringer? Og gad vide hvornår vi kender hinanden godt nok til at kunne svare ærligt og hudløst - og til at kunne tage imod det den anden fortæller os?