Drop det lystbetonet og gør noget for andre.

Jeg synes, at der gennem mange år har været så meget snak om, at vi skal gøre det, der er vigtigst for os selv. Altså at vi skal have fokus på, hvad der er vigtigst her og nu for os som individer...
Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg er blevet ældre, at jeg har ændret mit syn på vores lystbetonet navlebeskuende tilgang - eller om det skyldes at samfundet omkring mig har ændret sig.

Som jeg har skrevet så mange gange før, så skal vi flytte vores blik fra vores egen lille andedam og kigge ud til den verden, som vi er en del af. Jeg synes, det er så trist, hvis vi hele tiden kun gør det, som lige falder os ind her og nu. Det her handler ikke om ikke at passe på sig selv, men at opgive den selvdyrkelse, der har præget samfundet gennem mange år.

Vi er bare en lille brik i et stort fællesskab, som har så meget at give os, hvis vi vil byde ind i det.
Nogle gange har jeg da ikke præcis lyst til at lytte til andres problemer. Altså hvis et valg blev opstillet, som fx Vil du helst have en times massage? eller Vil du helst lytte til din vens problemer? Gad vide hvad jeg så ville vælge, hvis jeg kun skulle vælge efter lyst.
Men det at vi deler livet på godt og ondt med hinanden, giver mig en følelse af ...

• samhørighed, fordi når jeg bliver lukket ind i andres liv, ser jeg flere ligheder end forskelle.
• normalitet, fordi jeg ikke er den eneste i verden, der kan stå med problemer, sure dage eller falder ned i et sort hul.
• værdifuld, fordi nogle synes, at jeg er værd at dele livet med.
• betydningsfuldhed, fordi jeg i samtalen oftest får mulighed for at byde ind viden, råd og hjælp.

Så husk at byde ind i andres liv. Drop løbeturen, manicuren eller tv-tiden og sæt i stedet tid af til fx at drikke kaffe med en ældre slægtning, ringe til en ven, som du ikke har talt med længe eller lyt (sådan virkelig) til en af dine niecer eller nevøer.

Nogle gange er det vigtigste ikke det, som er vigtigst for mig, men det der er vigtigst for fællesskabet - både det store og det lille.