De voksne skal gå først ud af komfortzonen.

I mit arbejde med især unge har jeg ofte talt med dem om, at de skal øve sig i at gå ud af deres komfortzone. Det er nemlig uden for komfortzonen, at vi så mennesker har mulighed for at vokse og blive dygtigere. Men det er også her, at vi kommer på usikker bund. Vi bliver nervøse og tingene tager længere tid. Lige indtil vi har lært alt det nye,  og vores komfortzone er blevet udvidet. Så er det  på tide at tage nye skridt ud af det vante.

De fleste unge, jeg har mødt, kan godt forstå, at de er nødt til at gøre noget for at lære nyt og vokse. De er bare ikke så vilde med ideen om, at de skal gøre noget, som gøre dem usikre. De har ikke lyst til at gøre noget, de ikke har styr på - og som i værste tilfælde får dem til at se grimme eller dumme ud. Det kan jeg egentlig godt forstå. Sådan har jeg det på mange måder også. Jeg er bare så interesseret i alt det gode, jeg kan få, hvis jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan endnu, at komfortzones tryghed bliver mindre tiltrækkende.

Mange af de unge i dag har svært ved at lade facaden falde og risikerer at dumme sig. Det har jeg tænkt meget over. Men måske er det slet ikke så underligt. For hvor tit ser de deres forældre træde ud af deres komfortzoner? Hvor tit indrømmer forældrene alt det de ikke kan endnu?

Hvis vi vil have vores børn og unge mennesker til at turde lære, udvikle sig og vokse som mennesker, er vi nødt til at vise dem vejen. De skal opleve på tættest hold, at livet uden for komfortzonen er noget, vi alle besøger regelmæssigt. Og ikke alle besøg er lige heldige eller kønne. Men det overlever vi også. Hvis vi fejler, gør vi det sammen med alle andre, som tør kaste sig derud.
Livet uden for komfortzonen kan virke skræmmende, men vi skylder vores børn at gå derud.