Min vej ud af komfortzonen.

Jeg skrev forleden om, at vi voksne skal vise, at vi sagtens kan gå ud af komfortzonen. Det har fået mig til at tænke over, hvornår og hvor tit jeg selv træder ud af den.

Det at træde ud af komfortzonen kan lyde meget stort og måske nærmest grænseoverskridende. Hvilket gør, at vi jo slet ikke har lyst til at tage den rejse.
Men det behøver slet ikke at være stort og forkromet. Ligesom alt andet, kan vi øve os i det små og blive dygtige der, inden vi udfordrer os selv mere.
Bare inden for det sidste døgn har jeg trådt ud et par gange. Jeg har stået foran meget kompentente mennesker, som jeg synes besidder stor viden og erfaring, og har ytret mig om, det der har betydning for mig. Jeg har skulle håndtere opgaver (også meget små), som jeg synes har været svære. Men SURPRISE!!! Jeg kunne jo rent faktisk godt klare dem. Og det har endnu engang givet blod på tanden til at sige ja til nye opgaver.

Så til trods for at komforten kan virke tiltrækkende, bekvemt og familiær, så mærker jeg et indvendige sus af at lykkes, når jeg træder ud af min komfortzone. Og suset gør det tiltalende at besøge det ukendte.
Der er dog nogle gange, hvor besøget er ubehagelig. Det er, når jeg ikke kan have mine værdier med mig. Udlevelsen af mine værdier gør, at det giver mening at træde ud på dybt vand og være usikker - men samtidig have et kompas, der kan vise mig vej gennem udfordringerne.

Skridtene ud i minefeltet bliver måske taget forholdsvis tilfældigt, men derefter er jeg bevidst om, hvordan jeg igen får sikker grund under fødderne.
Min vej ud af komfortzone er ikke bare en hovedet-under-armen rejse, men derimod en mere bevist udforsken af mulighedernes verden.