Stjernestunder med min mor

Når jeg kigger på min mor, ligner hun næsten sig selv. Hun er pæn i tøjet, måske ikke helt som i "gamle dage" men stadig nydelig. Hendes hår sidder godt, og hun har neglelak på i en af hendes yndlingsfarver.
Men pga. hendes fremskreden demens er hun langt fra den mor, som jeg husker fra min barndom, min ungdom og mit voksenliv. Jeg kigger intens på hende. Hun er stadig smuk, lattermild og virker stærk. Selvom hun sidder lige ved siden af mig, er hun på en måde så langt væk.

I dag ville hun meget gerne snakke. Selvom jeg ikke helt forstår, hvad hun vil sige, snakker jeg med. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nogenlunde ved, hvad samtalen handler om. Det gør jeg måske slet ikke, men det giver mig ro indeni at kunne "tale" med hende.

Hun tog mig i hånden med det samme, hun så mig. I lang tid kunne jeg nyde at mærke hendes hud så tæt på min. Det gjorde mig tryg og glad.

Demens kan slå benene væk under alle familier. Mens sygdommen skrider frem, mister de pårørende igen og igen deres kære. Jeg ved aldrig, om min mor kan kende mig. Men stjernestunder som i dag har stor betydning, og jeg er taknemmelig over, at hun stadig er hos mig.