Jeg elsker ord - de må bare ikke fylde det hele.

Jeg elsker ord! Ord kan forme tanker og ideer, samt gøre det muligt at dele disse tanker og ideer med andre. Ord kan sætte i gang - og få mig til at stoppe op. Ord kan skubbe til følelserne, og nogle gange kan ord også forklare følelser. Ord kan skabe kontakt mellem mennesker.

Og jeg har mange ord i mig - og jeg har meget op hjertet, som jeg gerne vil bruge mine ord til at formidle. Men ordene kan også spænde ben for det, som er vigtigt.
For nyligt stod jeg i en situation, som bragte minder frem om min yngre udgave. Midt i en samtale gik det op for mig, at jeg som yngre ofte brugte mine mange ord til at holde afstand. Jeg brugte dem til at fortælle om alt muligt - og gjorde det gerne meget hurtigt. For hvis jeg kunne fylde rummet med fortællinger, som indeholdte rigtig meget fyld, kunne jeg undgå at fortælle om det, der virkelig betød noget for mig. Det som jeg virkelig havde på hjertet. Selvom det kunne virke som om, at jeg fortalte meget om mig selv, så kom det fra et mere eller mindre overfladisk sted. Ikke fordi jeg ville være uærlig, men fordi jeg endnu ikke havde fundet modet til at dykke ned i mit betydningsfulde indre hav.  Ordene blev simpelthed skjolde jeg gemte mig bag. Skjoldet som beskyttede mig fra dels en omverden, jeg ikke følte mig sikker nok i - og dels en stilhed jeg ikke helt turde være i, af frygt for at jeg ikke i mig selv var nok til at fylde den ud.


I dag bruger jeg ord meget mere bevidst. Hvis de bruges som fyld, så er det generelt også et aktivt valg, jeg har taget. Ordstrømmen er blevet mindre. Samtaleemnerne er mere velvalgte, og mange af dem er blevet meget dybere. Jeg omfavner gerne stilheden i samtalerne, hvilket giver mig mulighed for at dykke ned, hvor jeg finder betydning. Stilheden hjælper mig med at finde de rette ord, så jeg kan forstå sammenhænge mellem min indre og ydre verden.
Ordene opleves ikke mere som et skjold, men som den åbne dør ud til min omverden.