Vi skal gøre os værdifulde i børn og unges øjne.

Hvornår har du sidst taget dig tid til at lytte til dine børn uden at afbryde eller stoppe gode råd ned i halsen på dem? Hvornår har du prioriteret tid sammen med dem uden forstyrrelser? Og hvornår har du gjort dig fortjent til deres beundring?

Alt for ofte har jeg mødt (eller hørt om) børn og unge, der føler sig som statister i de voksnes liv. Som om ingen ser dem...

Måske strider denne udtalelse imod, de billeder vi har af curlingforældrenes børn, hvis mor og far ikke er bange for at skælde læreren ud over lektier, bærer børnenes tasker næsten hele vejen til ungdomsuddannelserne eller sidder med til jobsamtaler.  Men curlingforældrenes handlinger udspringer nok mest af dårlig samvittighed over ikke at være nærværende - hverken kvantitativt ellers kvalitativt. Det er en skæv måde at vise omsorg på. Når ungerne er blevet tilsidesat alt for længe, kan det virke som et plaster på såret, at mor og far i det mindste fjerner alle ubehageligheder på vejen.

Samtidig med alt dette finder sted, møder jeg (og andre professionelle) børn og unge, som ikke synes, de har nogen at tale med. I hvert fald ikke nogle, som de har tillid til vi lytte uden at dømme. Livets store spørgsmål og problemstillinger deles enten med ligeså uerfaren jævnaldrende eller de voksne, som kun er perifær i ungernes liv, enten fordi de står for fritidsaktiviteter en gang om ugen, eller fordi de underviser dem i X antal lektioner jævnt fordelt henover ugen.

Vi forældre skal oppe os og stå lidt på tæer. Vi skal gennem vores handlinger vise vores børn, at vi er der for dem. Når livet bliver svært, fejer vi ikke besværlighederne væk. Istedet viser vi, at vi har tillidt til ungerne lykkes. Og skulle det ikke ske, er vi klar til at samle dem op. Børste støvet af, og hjælpe dem tilbage i livets arena igen.
Vi skal lytte til ungdommens spæde erfaringer med livet, uden at sukke over det manglende overblik. Vi skal spørge nysgerrigt til oplevelser og guide til mulige løsninger. Vi skal øve os i at se verden gennem vores børns øjne, så vi kan opleve fascinationen endnu uprøvede muligheder igen.
Vi skal stå fast, så vores børn trygt kan læne sig op af os.
Og helt banalt skal vi lægge telefoner væk, slukke for skærmen og være helt til stede for vores guld.

Det er egentlig ikke min mening at lange ud efter andre forældre, for jeg må indrømme,at det at være mor, er det ubetinget sværeste jeg nogenside har gjort. Men vi står med smukke unge væsners liv i vores hænder - også når de er blevet et par hoveder højere end os, og svarer i en lettere nedladen tone.  Må vi ikke forspilde chance for at være betydningsfulde, nærværende og værdifulde.