Hvad hvis du dumper?

"Hvad hvis du dumper?", spurgte min søn mig, da jeg tilbage i januar gik i gang med at læse første modul på diplomuddannelsen i ledelse. "Det er ikke en mulighed.", svarede jeg lidt halvkækt, men også i fuld alvor. Jeg tror, at mange voksne, der går i gang med videre- eller efteruddannelse - enten betalt af en arbejdsgiver med forventninger om et eksamensbevis eller betalt ud af familiens budget, hvilket ikke gør presset mindre, ved at der skal leveres.

Nu sidder jeg her og kæmpere med eksamensopgaven på andet modul, og jeg synes, at det er svært. Jeg kæmper med teorier, som egentlig gav mening, da vi arbejdede med dem i undervisningen, men som virker svært tilgængelige, når jeg sidder alene med dem. I de sidste par timer har jeg været mange følelser igennem, bl.a. følelsen af ikke at være klog nok.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at undervise enten frivilligt eller professionelt. Jeg har set så uendelig mange børn og unge have svært ved noget - kæmpe med det - for til sidst at lykkes. Jeg ved, at læring er en proces. Jeg ved, at man egentlig ikke kan være for dum til noget. Man er bare på vej til at lære og mestre det. Og jeg ved, at en karakter overhovedet ikke er vigtig i forhold til min udvikling som leder...

Men jeg bliver alligevel ramt på at ville være god nok. Hvad hvis jeg dumper eller lige består med et 02? Hvad tænker andre så om mig? Hvad tænker jeg om mig selv? Hvad vil jeg fortælle andre? Hvordan vil det føles at bære den oplevelse?

Når jeg træder to skridt tilbage og se det hele ude fra, så ved jeg godt, at jeg lægge alt for stor betydning i det. Jeg kan høre alt det, jeg siger til de unge mennesker, der er paniske over at skulle til afgangsprøver lige om lidt. At de skal gøre deres bedste, forberede sig godt og tilgive sig selv, hvis de ikke op til egne eller andres forventninger.

Så de ord vil jeg tage med mig nu. For hvad så hvis jeg dumper? Solen står jo op i morgen alligevel og byder velkommen med endnu en ny chance.