Lad børn stå af samligningsrouletten

Igennem årene har jeg mødt mange børn, som har lært at sammenligne sig med andre. For nogle af dem har sammenligningen handlet om, at de kan fortælle om alle de ting, de er bedre til end alle deres kammerater. For andre handler det om, at de altid synes, at de ikke er lige så gode eller dygtige som deres omgivelser.
Begge dele er trist for børnenes sociale relationer - og deres syn på sig selv og andre.

For den første gruppe er det så vigtigt hele tiden at være bedst, at de hele tiden finder "fejl" ved andre. Mens den anden gruppe hele tiden finder "fejl" ved sig selv. Men ingen af børnene i de gruppe, ser deres omgivelser som ligeværdige. Hvilket bl.a. betyder, at de heller ikke ser sig selv som en ligeværdig del af fællesskabet.

Derfor skal vi voksne sørger, at vores børn og unge (hvad enten det er vores biologiske eller alle de andre, som beriger vores liv) kan stå af sammenligningsrouletten, hvor de er dømt til tabe i fællesskabet - og højst sandsynlig også i deres egne øjne
.
Der er flere veje til et liv uden sammenligning, bl.a. lær barnet at:

• Det er god nok, som det er - og det er hendes/hans kammerater også.
• Det er OK ikke at kunne alt, og at vi alle har forskellige talenter.
• Læring er en proces. Alt hvad andre kan - kan også læres af dit barn.
• Se kvaliteterne i kammeraterne og i sig selv.

For at disse ting skal blive en naturlig del af barnets liv, skal vi voksne være gode rollemodeller. Vi skal lade være med at kritisere os selv eller andre - heller ikke selvom vi ikke tror børnene hører det. For børn opsnapper også alt det vi ikke siger!

Det kan lyder super nemt, men jeg har desværre erfaret, at jeg er nød til at være meget bevidst, for ikke selv at kritisere (og dermed sammenligne mig selv med andre). For mig har vejen til mindre sammenligning (for jeg er ikke helt i mål endnu) været, at i første omgang lade være med at sige min kritik højt. Da jeg havde praktiseret det i et stykke tid, opdagede jeg, at jeg havde langt færre kritiske tanker om andre. Når jeg slet ikke sige sammenligner højt, er det som om, at de ikke får ilt og energi til at vokse. Derfor svinder kritikken langsomt ind, og jeg ser mine medmennesker i et helt andet lys.

Jeg synes, at vores børn og unge fortjener at vokse op i et fællesskab, hvor de ikke hele tiden skal være vindere eller tabere - men derimod værdifulde unikke individer i et stærkt fællesskab.