Jeg gør det faktisk meget godt

Der er bare tider, som er sværere, hårdere eller vanskeligere end andre.
Tider hvor vi virkelig tager os sammen for bare at få de mest almindelige og forventelige ting til at hænge sammen. Tider som slet ikke er sjove.
Når jeg går igennem sådanne tider, kan det være svært for mig at se, at jeg overhovedet bidrager med noget som helst.
Jeg prøver... og jeg gør også noget hver eneste dag. Det virker bare ikke rigtigt som særligt meget.

Heldigvis er jeg omgivet af en masse gode mennesker i min familie, i min vennekreds og på mit arbejde, som hjælper mig med at se, at jeg rent faktisk gør det meget godt.
Og det er netop i de svære perioder af vores liv, hvor vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi gør det godt nok.

Det skal vi også huske at fortælle os selv. Prøv lige at kigge ordentligt på dit liv - alt hvad du laver. Og se alle de ting som du faktisk gør ret godt.
Nogle gange handler det bare om, at du trods din egen indre sindstilstand husker at være der for dine nærmeste eller nogle, du møder på din vej.  Eller du trods træthed og manglende overskud husker at være hjælpsom.
Der er så meget vi gør, som virker som bittesmå ting, men som i virkeligheden beviser, at vi gør det godt nok.

Så brug endelig dagen på at finde alle de ting, du gør godt. Lav en liste hvis du for alvor har brug for at blive mindet om dem. Ros dig selv - for du har i den grad fortjent det.

Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Høfligheden er der....

Dagen startede med morgenløb sammen med eleverne på den efterskole, hvor jeg slår mine folder. Til trods for at de var trætte, havde de alligevel overskud til at være høflige. Alt imens de overhalede mig, sagde de pænt godmorgen og ønskede mig en god tur.
Det er alligevel lidt stort, at unge mennesker - som ofte bliver beskyldt for at have dårlig opførsel - viser det overskud.

Men den er der - høfligheden.  Ikke bare hos mine elever, men hos de fleste unge jeg har mødt. Ofte har jeg haft klasser, som havde dårligt ry - men som efter at være blevet mødt med venlighed og at blive talt pænt til, forholdsvis hurtigt viste, at de også sagtens kunne være venlige og høflige. De havde bare brug for at blive mødt på sammen måde. For de vil gerne. De ikke ønsker faktisk ikke at være til besvær. De vil bare gerne selv blive mødt på en venlig og høflig måde.

Derfor synes jeg, at vi voksne skal lade være med at brokke os over de unge - og istedet give dem de bedste muligheder for at vise at det gode inde i dem - og være gode rollemodeller, så de kan se, hvordan høflighed og venlighed kan folde sig ud.

Hvem er det, der tæller?

Jeg tror ikke på dem, der siger, at de er ligeglade med, hvad andre siger. For forhåbentlig er der mennesker i vores liv, hvis meninger vi rent faktisk ikke er ligeglade med.
Problemet er dog ofte, at vi går lidt for meget op i, hvad andre mener og siger. Og det er ikke vores nærmestes mening, som tæller her.

Hver eneste gang vi møder et andet menneske, er der mulighed for, at de har en mening om os - og en mening som vi slet ikke kan styre. Hvis du ser dig selv som rar og venlig, kan du sagtens bliver opfattet som vag og irriterende. Hvis du ser dig selv som handlekraftig og initiativrig, kan du sagtens blive opfattet som en, der tromler andre. Eller du kan blive opfattet som det modsatte 😉

Derfor tror jeg det er vigtigt, at vi virkelig gør op med os selv, hvis meninger der tæller i vores liv - og så kun forholde os til dem.

Disciplin

Disciplin.., i mange år havde jeg det faktisk lidt svært med det begreb. Jeg forbandt det mest med topsportsfolk, der trænede ud over det sædvanlige. Altså sådan noget med tidligt op, mange timers træning, særlig kost (nej tak til lækkerier og alt det sjove) - kort sagt et liv i meget faste rammer.

Men gennem årene har jeg lært at sætte pris på...måske ikke lige frem selv disciplinen, men hvad disciplin kan gøre for mig.
For mig handler det om, at når jeg laver aftaler med mig selv - og så overholder jeg dem! Jeg letter min nogle gange dovne krop og det til tider lige så dovne sind, og gør det, jeg ved, jeg skal - og gør det med det samme.

Alt det der følger efter disciplinen er i den grad, det hele værd.
Når jeg kommer op af sofaen eller sengen om morgenen og dyrker motion, så bliver jeg gladere. Eller når jeg færdiggør svære eller kedelige opgaver, så frigøres der en masse energi.
Vigtigst er nok, at jeg med hjælp fra disciplinen, når det jeg gerne vil i mit liv - eller I det mindste bevæger mig i den retning, jeg gerne vil. Og jeg bliver stolt af mig selv, for det kunne være så nemt bare at hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

• Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
• At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
• Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
• Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 

Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 

Klap dig selv på skulderen

Den smukke morgenstund dannede et den ideelle baggrund for min løbetur. En tur som jeg både havde lyst til og slet ikke havde lyst til - dels fordi jeg rent faktisk godt kan lide at løbe og opleve verden omkring mig, og dels fordi jeg slet ikke er i form, og jeg vidste at det ville være hårdt....

Jeg tog mig sammen og satte det ene ben foran det andet. For det meste i langsomt løb, og ind imellem også gående... Men jeg gjorde det. Jeg tog den første løbetur i lang tid. Jeg nød solen, brisen, naturen og at mærke mine fødder flytte mig fremad. Jeg var stolt af, at jeg valgte denne oplevelse trods en kondition, som ikke er særlig god. Jeg er stolt af, at jeg ikke tog den nemme valg, som kunne have været at blive siddende i sofaen.

Det er selvfølgelig ikke jordens største eller mest imponerende handling. Men der midt på stien mellem træer og blomster klappede jeg mig selv på skulderen - sådan helt bogstaveligt. Jeg løftede den højre hånd og rakte over mod den venstre skulder og gav mig selv et par opmuntrende klap.

Det kan virke fjollet, men jeg tror, at vi alle kan trænge til disse skulderklap - og vi skal i høj grad også huske at give os selv dem. Ved at gøre det rent fysisk (uanset om det virker underligt), kan vi for alvor mærke vores egne opbakning. Så klap endelig dig selv på skulderen, hver eneste gang du er stolt af noget.

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Det er, hvad det er... indtil det lige er lidt mere

Der er bare nogle ting i livet, som nu engang bare er, som de er. Noget vi ikke kan lave om på. Og mange af os ved også godt, at det ofte handler om, hvordan vi reagerer, når livets realiteter rammer os... mere end, hvad der rent faktuelt sker.

Derfor siger jeg også ofte: “Det er, hvad det er.”
Og det har generelt virket fint.

Men det sker alligevel, at følelserne taget over. At det er lagt for meget ned i baljen med ting, som bare er, som de er... Også bliver virkeligheden ganske anderledes. Så virker det som om, at alt det, der er lagt til side, trænger sig på - sådan på en temmelig irriterende og insisterende måde. Lidt som om at baljens indhold er vokset - og der er ingen måde, hvorpå det kan komme tilbage på plads igen, indtil vi har taget hver enkel del op - og har forholdt os til det.

Alt dette er jo naturlig nok. Men i vores forsøg på at være evig positive og overskudsagtige, så kan det være svært at indse. Altså lige indtil virkeligheden tvinger os til det....

Antagelser

Antagelser... Ja, jeg antager, at vi alle har dem, i hvert fald ind imellem. 😏
Faktisk kan vi vel ikke helt undgå at antage forskelle ting, når vi forsøger at forstå verden omkring os.

Men nogle gange bliver jeg dog ramt af andres antagelse om mig, eller om det jeg gør. For det er bare ikke altid, at andres antagelser stemmer overens med mine intentioner... Og det er ikke særligt rart at mærke, hvordan antagelser kan ramme helt forkert i forhold til min egen opfattelse af den, jeg synes, jeg er i verden... Altså når nogle synes, at jeg er på en måde, som fx ikke er ordentlig, ikke er omsorgsfuld - eller på andre måder, som jeg gerne vil være.

Så er det, at jeg ønsker, at vi mennesker ville holde op med at antage så meget, og i stedet stille os oprigtig nysgerrige overfor hinanden. Og stille de andre spørgsmål, som kunne gøre os klogere på hinanden - og forhåbentlig også bringe os tættere sammen. Eller i det mindst mindske misforståelser.

Men jeg er også klar over, at jeg jo også glemmer spørgsmålene og springer direkte til antagelserne (og ofte også misforståelserne)...

Så hvis jeg stiller en masse spørgsmål næste gang, vi mødes, så er det bare fordi, jeg gerne vil forstå dig - og ikke antage, at jeg gør det automatisk.

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Er du OK?

Ofte er det egentlig så ganske nemt at være omsorgsfuld. Og lige så ofte tror vi, at det er svært.

For når en kollega, en ven eller en vi bare kender hænger lidt, hvad siger vi så?
Ingenting, måske. Og måske fordi vi ikke lige ved, hvad de kloge eller venlige ord skulle være. Måske fordi vi ikke synes, at vi kender den anden god nok til at "blande" os.

Vi behøver dog ikke at være verdensmestre i indsigt i andre. Nogle gange er alt der skal til et "Er du OK?" Efterfulgt af lyttende oprigtig opmærksomhed...

Det er ungdommen også

Smilet bredte sig i mit ansigt, da jeg så de unge mænds opførsel.

Midt i toget stod en ældre dame (80 år fortalte hun mig senere), og var lettere forvirret, nok pga. togskift og hendes megen bagage.
Men der var ingen grund til hverken forvirring eller bekymring, for et par gymnasiegutter, havde spottet hendes behov for hjælp allerede på perronen. De havde hjulpet hende med at tjekke rejsekortet ind, givet hende støtte til balancen på vej ind i tog og havde båret hendes bagage ind i kupeen. Da de lagde kuffert og tasker op på bagagehylden, spurgte de høfligt ind til, hvorlangt hun skulle bare for at sikre sig, at de kunne hjælpe hende med bagagen ved rejsens slutning.
Inden de hjalp hende helt hen på hendes plads, spurgte de også til, om der nu var nogle til at hente hende.

Det scenarie gjorde mig glad, og jeg følte, at det har særligt at være vidne til.

Ungdommen er mange ting - og de er bl.a. hjælpsomme, betænksomme og ansvarsfulde.

Ikke for de få udvalgte

At være venlig og tålmodig er ikke svært... når vi er omgivet af mennesker, som vi synes om.
Det bliver først udfordrende, når det skal gives til dem, som vi enten ikke bryder os om, dem i hvis selskab vi er utrygge, eller dem som er så langt fra os i tanke, handlinger og værdier.

Men det er til gengæld lige præcis der, det giver allermest mening at være venlige og tålmodige.
For dét bør aldrig være forbeholdt vores få udvalgte, som allerede mærker vores opbakning. Og vi skal ikke begrænse de ressourcer inde i os selv.

Når vi åbner op for venlighed og tålmodighed, der hvor det kræver mest af os, skaber vi ikke bare særlige bånd i ofte skrøbelige relationer - vi opdager også, hvor stor styrke der egentlig er i at være der for dem, som mindst venter det.

Vær den person...

Brug tid til at lytte til andres historier... og du vil finde ud af, at det ofte er én person måske to udenfor den nærmeste familie, som har gjort en forskel i, hvordan livet har udviklet sig. Og hvis du lytter til den, som endnu ikke har fundet “sin”person - så er det som regel, det største ønske for personen.
For vi har alle brug for at have nogle som virkelig tror på os. På det gode i os - og på vores evner, selvom de måske ikke er så tydelige endnu.

Og lige her. Lige nu... har du muligheden for at være den person i en andens liv.
Måske kender du allerede til én, som du ved har brug for opbakning og din tror på deres bedste. Måske har du ikke mødt vedkommende endnu...
Men hvis du bestemmer dig for, at du vil være netop den person, som bringer andre troen på dem selv og viser dem, hvor meget de kan betyde for andre - så vil du gøre en forskel, som vil række langt ud over et enkelt liv.

Selvfølgelig ved du det ikke...endnu!

Mange mange gange - faktisk bekymrende mange gange har jeg talt med unge mennesker omkring de 15-16 år, der følte sig meget frustreret over, at de slet ikke vidste, hvad de ville med deres liv.

Som voksen kan det virke meget normalt, at de unge ikke ved det. Og det der det heldigvis også. Men det ved de unge bare slet ikke.
De ved det bl.a. ikke fordi, de hele tiden bliver mødt med "hvad-vil-du-egentlig-være-spørgsmål". Og i det øjeblik de vover at svare ærligt og åbne op for deres drømme, så skal de straks stå til ansvar for om hvorvidt de nu også har det, det kræver at blive det ene eller det andet.

• Har de de rette karakterer? 
• Har de de rette forbindelser? 
• Eller den rette indstilling og arbejdsindsats?

Selvom jeg er stor fortaler for, at unge tager den gratis uddannelse de bliver tilbudt seriøst, så synes jeg, at vi stiller forkerte forventninger til dem.

For selvfølgelig ved en 15 årig ikke, hvordan resten af livet skal udfolde sig. Og hvis hun eller han siger, at de har styr på det allerede, må de indstille sig på en masse justeringer under vejs.

At indstille sig på justeringer gælder også for os voksne omkring dem. Vi skal holde op med at presse de unge til at lægge livsplaner, men i stedet tale med dem om det, som har betydning for dem her og nu. Tale med dem om hvilke (personlige) karakterer de ønsker at danne og udleve - og om hvordan vi kan hjælpe dem på vej.

Og når de sidder frustrereret over deres uddannelsesplaner og over om de overhovedet er uddannelsesparate, så skal vi minde dem om, at det er helt normalt og helt i orden, at de ikke ved, hvad livet skal byde på endnu.