Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.

Slow living - hvornår?

Jeg tror, at rigtig mange mennesker godt ved, at de ville både fysisk og psykisk ville have godt af at leve lidt langsommere. Det er bare ikke altid lige til at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. For der er jo ting, som skal nås og gøres. Og så er der alle de ting, som vi måske slet ikke har lyst til at opgive...
Fx er det med at være virksom er faktisk noget jeg trives med.

Men slow living behøver ikke være alt eller intet. Du kan sagtens vælge slow living til i bestemte tidsrum - og leve dit "normale" liv resten af tiden.

I mange år har jeg stået op før min familie (og ja - jeg er et A-menneske, så det er ikke så svært) og har skabt mig rolige stunder, før dagen for alvor gik igang. Det er her, hvor jeg siddende i min sofa med en kop kaffe har tid til at kigge ud af vinduet. Måske opdager jeg skyernes bevægelse over himlen. Måske hvordan havens planter langsomt vokser frem - eller langsomt mister bladene. Det er en tid, hvor jeg selv bestemmer tempo og indhold. Hvor jeg har ro omkring mig (altså ikke sociale medier, tv eller lign.), og hvor tanker derfor kan dukker frem og flyve væk igen uden at være del af en større plan.

Slow living kan også være gåture efter arbejde, som ikke handler om puls eller distance, men bare om at komme lidt væk fra alt det, vi ellers skal og nyde øjeblikket.
Eller som eleverne på min efterskole elsker at gøre, når bare der er den mindste smule sol - at smide sig på et tæppe på græsset sammen med gode kammerater og lave absolut ingenting. Det betyder ikke, at eleverne på nogen måde er dovne (faktisk tværtimod), men de har husket glæden ved dette "ingenting".

Faktisk tror jeg at de fleste menneskers dagligdag giver mulighed for denne slags pauser - hvis vi bare er interesseret i at finde dem. Og når vi tager os tiden til at tage det roligt og sætte tempoet ned og bare være, så tror jeg også, at vi møder os selv og andre med mere overskud og venlighed.

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃

Livet i hverdagen

"Life is what happens to you, while you're busy making other plans."

- sådan sang John Lennon til sin yngste søn. Og jeg har sagt ordene mange gange... til mine børn, til mig selv og til nogle af alle de unge mennesker, som jeg har haft fornøjelsen af at dele hverdag med.

Men ligesom så mange andre ord og citater, der nok giver os en form for mening eller får betydning for os i livet, så har jeg ofte glemt at stoppe op og tænke over, hvad de egentlig betyder for mig - altså sådan for alvor.

I det sidste stykke tid har jeg sørget for at holde pauser nok i min hverdag, så tankerne kan få frit løb. Og netop i dag på en gåtur efter en skøn men egentlig ganske almindelig dag, kunne jeg igen mærke, hvad John Lennons sangtekst betød for mig.

For dagen startede på ingen måde som noget særligt. Ej heller har den indeholdt særlige begivenheder. Men den har rummet liv - i form af samtaler, overvejelser, tanker, tid alene og tid sammen med andre. Den har været så ganske almindelig, som man nu kan forvente af en januarsmandag - og på samme tid været helt særlig.. fordi jeg har givet mig tid til at mærke det liv, som sker på netop sådan en helt ordinær dag...

Det må godt være træls!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noget af det værste jeg kan forstille mig, er at leve et fuldstændigt monotomt liv. Ingen forandringer og ingen udsving.

Når vi virkelig mærker livets modgang og skal grave dybt for at finde frem til vores egen styrke... så kan det virke tiltalende at leve et liv, hvor alt bare er sådan lige ud af landevejen.
Ingen "ups and downs". 
Og så alligevel ikke...

For mig et det gode liv nemlig ikke monotomt eller ensformigt.
Det er store øjeblikke, små øjeblikke - svære, gode, sjove og sørgelige. Det er der, hvor jeg mærke værdien af livet, betydning af dem omkring mig og netop finder ud af, hvad jeg også er gjort af.

Så det er helt i orden, at livet, hverdagen eller oplevelserne ind imellem er træls!

Lad os hilse på hinanden.

Jeg elsker at gå en tur i byen og hilse på alle de mennesker jeg kender. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke møder nogle. Det gjorde jeg heldigvis i dag. Der var fleste jeg “bare” hilste på, og nogle jeg stoppede op og talte med. 

Sådan er det også, hvor jeg bor. Nogle hilser jeg kun på, fordi vi måske ikke bor tæt nok på hinanden til, at vi er begyndt at tale sammen. Mens der er andre, jeg ofte taler med.

Og så er der desværre også dem, som ligesom ikke hilser på nogen af os. Måske fordi de aldrig har oplevet værdien af det.

For der er virkelig værdi i, at vi hilser og småsnakker. Vi skaber et fællesskab sammen, hvor vi hver især bringer vigtig input til det. 

Så i dag vil jeg slå et slag for, at vi hilser mere på hinanden og åbner lidt mere op. Smil, vink og stop op. Lad os også se hinanden på den måde. 

Arbejdsfællesskab skaber arbejdsglæde.

Egentlig synes jeg, der er mange “hus og have ting”, som ikke er sjove. Selvom jeg godt ved, at mange af dem er sådan nogle... gør det nu bare og få det overstået ting, så kan det være svært for mig at få sparket mig selv igang.

Derfor elsker jeg også at lave de her praktiske aktiviteter sammen med andre. For så giver det pludselig mulighed for fællesskab, gode snakke og ikke mindst at komme tættere på hinanden. Og arbejdet går hurtigere og lettere, når vi hjælpes ad.

Hvor er din oplader?

Jeg har genfundet et stille hjørne af mit hjem. Nu kan det lyde som om, at jeg har et kæmpe hus, som jeg ikke helt kommer rundt i hver uge - og ups der var da lige et hjørne, jeg ikke har set længe... Men sådan er virkeligheden heldigvis ikke.

Men jeg har genfundet et hjørne med udsigt til haven, som er en lille smule huleagtig og meget hyggelig. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at sidde her.

Det er et sted, hvor jeg kan trække mig tilbage fra en ofte hektisk hverdag. Her er tiden helt min egen. Det er her, jeg får et pusterum og lader op. Hvilket selv et meget ekstrovert menneske som mig har brug for.
For jeg vil gerne så meget - og give meget, men det er ikke muligt, hvis ikke jeg husker at passe på mig selv. Ofte stiller vi meget store forventninger til os selv og bliver skuffet, hvis vi ikke lige har overblikket eller overskuddet til at indfri dem. Derfor skal vi huske pauser i små hyggelige hjørner gemt væk fra omverden.

Hvor lader du op inden, du går ud i verden med de bedste intentioner for os andre?

Gør det med glæde.

Lige i det øjeblik er mine teenageunger i gang med opvask og oprydning efter aftensmaden. Det er en del af deres pligter.
Jeg har mødt mange teenagere, som ikke ville gide gøre det - og ligeså mange forældre, som ikke tror,  at deres børn kan løfte opgaven.
Derfor er jeg helt igennem glad over at høre mine to unger i fuld gang med deres opgaver, mens de synger og hygger i køkkenet. Hvor er det skønt, at de allerede i deres unge alder har fundet frem til at gøre arbejde med glæde.

Jeg er sikker på, at det bliver stunder, de vil huske som noget ganske særligt.

Ro på!

Efterhånden er mange hjemvendt fra ferie og er godt i gang med arbejde og skole. Eller i hvert fald i gang.
For hvor godt føles hverdagen lige? Alt for mange af os har alt for travlt. Og oveni travlheden putter vi lige den dårlige samvittighed, som kommer af alle de projekter vi slet ikke når, men synes at vi burde nå...

Hverdagen er jo den der er allermest af i vores liv, og derfor skulle den jo gerne fylde os med glæde. Glæde som vi også har tid til at mærke. Og det kræver ro.

Så sæt tempoet ned. Kig på skyernes dans over himlen, bladenes blafren i vinden eller blomsternes form og farve. Lad tankerne komme og gå. Smæk benene op og sid i et stille hjørne af hverdagen - og nyd den i fulde drag.
Find roen og mærk dig selv. Det er være svært men givende.