Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.

Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Det er ungdommen også

Smilet bredte sig i mit ansigt, da jeg så de unge mænds opførsel.

Midt i toget stod en ældre dame (80 år fortalte hun mig senere), og var lettere forvirret, nok pga. togskift og hendes megen bagage.
Men der var ingen grund til hverken forvirring eller bekymring, for et par gymnasiegutter, havde spottet hendes behov for hjælp allerede på perronen. De havde hjulpet hende med at tjekke rejsekortet ind, givet hende støtte til balancen på vej ind i tog og havde båret hendes bagage ind i kupeen. Da de lagde kuffert og tasker op på bagagehylden, spurgte de høfligt ind til, hvorlangt hun skulle bare for at sikre sig, at de kunne hjælpe hende med bagagen ved rejsens slutning.
Inden de hjalp hende helt hen på hendes plads, spurgte de også til, om der nu var nogle til at hente hende.

Det scenarie gjorde mig glad, og jeg følte, at det har særligt at være vidne til.

Ungdommen er mange ting - og de er bl.a. hjælpsomme, betænksomme og ansvarsfulde.

Hvad forventer du egentlig?

Jeg tror, at vi alle har nogle mennesker i vores liv, som vi ikke enes sådan supergodt med. Det kan være familiemedlemmer, arbejdskolleger eller venners venner. Nogle som på en eller anden måde dukker op i vores liv uden, at vi selv har valgt dem til.

Og nogle gange når jeg har talt med nogle af disse mennesker, så sidder jeg tilbage med følelsen af at være misforstået. Og faktisk falder jeg ofte ned i en tankegang, som handler om, at jeg bare ville ønske, at "de andre" bare ville have tiltro til mine gode intentioner - og forvente, at det jeg siger eller gøre udspringer af noget ordentligt.
...så er det at jeg kommer til at tænke på, om JEG ikke bare kunne have tiltro til dem og deres intentioner? Kunne jeg ikke bare forvente noget godt af vores møder og samtaler?

Det er så nemt at give de andre ansvaret - og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan ændre udfaldet bare ved at ændre min tilgang.
Men alligevel synes jeg, at det er interessant at opdage, at jeg opfører mig på præcis den måde, jeg mistænker andre for at gøre...

Andres meninger skal ikke påvirke dine valg.

Vi skal gøre det der er rigtigt for os, uanset hvad andre synes om det!
Altså hvis et valg i livet er rigtigt for dig (og nu snakker jeg ikke om valg, hvor du skader andre eller begår noget kriminelt... men om helt almindelig valg, vi skal tage i vores liv), så skal du tage dem.

Det kan være uddannelsesvalg, jobvalg, kærestevalg, bopælsvalg, moralske valg eller nogle af alle de små valg vi tager i dagligdagen. Dem skal vi tage ud fra, hvad vi ved er det rigtige at gøre - og ikke ud fra hvad naboen, bedstevennen eller nogle helt fremmede synes. De skal jo ikke leve vores liv - og vi skal så sandelig ikke lade dem styre det.

Det skal vi også huske, når vi vælger de politikere, vi gerne vil have til at repræsentere os, når det samfund vi drømmer om skal skabes.
Så hvis andre lande synes ét eller andet om Danmark, så skal vi ikke lade os påvirke...men i stedet spørger os selv, hvad der er rigtigt for os.

For mig er det fx vigtigt, at jeg lever i et samfund, hvor vi hjælpe hinanden. Derfor synes jeg, at det er fint at betale høj skat. Så er jeg sådan set ligeglad med, at der findes en masse mennesker i en masse andre lande, der synes en masse om det. For de skal ikke leve mit liv i dette land.
Derfor håber jeg også, at vores folkevalgte politikere holder op med at lade sig påvirke af propaganda og hård retorik fra andre lande ( også selvom vi ofte har set disse lande som venner), og i stedet vil kigge indad og se alt det gode vi har skabt sammen... og tage deres valg ud fra, hvad der er det rigtige for os.

Teenagere med overskud.

I dag har efterskoler landet over haft travlt. Det er nemlig Efterskolernes dag. Og på min efterskole er det eleverne, der står for planlægning og afholdelsen af selv dagen.
Jeps!

Selvom jeg er forstander, er det ikke mig, der bestemmer indholdet den dag. Jeg bliver ganske vist spurgt til råds, men den store idegenering, opgaveløsning og detajleplanlægning er jeg slet ikke en del af.

Og dagen forløb helt fantastisk!

For de unge kan meget mere end, vi ofte går rundt og tror. Hos os får de ganske vist en projektlederuddannelse, som hjælper en helt del, når man skal arrangere sådan en dag.
Men lige nu er de jo stadig i den spæde begyndelse af deres uddannelse.
Så der er ganske enkelt tale om en flok teenagere med et helt særligt overskud.

Mere end vi forventer...

”Er det godt nok?”
Det spørgsmål har du sikkert ligesom mig både hørt og stillet selv mange gange. Og det er også af og til er reelt spørgsmål, som handler om at forventningsafstemne eller lære om konkrete standarder. Meeeen.. jeg har altså selv brugt det til at sikre mig, at der ikke blevet stillet flere krav til mig. Og det er jeg nok ikke alene om 😉

Men hvis vi alle tænker sådan, så bliver det vi gør sammen eller gør for hinanden temmelig fattigt. Når vi bruger det som laveste fællesnævner, så fratager vi fællesskabet og os selv noget værdifuldt.

I stedet skal vi hellere tænker i, hvordan vi kan bidrage mere eller gøre tingene bedre, end der forventes af os. Hvordan vi alle kan lægge til fællesmængden...
Tænk på hvordan venskaber, familier, arbejdspladser og møde mellem tilfældige fremmede kan udvikle sig, hvis vi alle gør mere, end andre forventer. Tænk på hvordan vores natur og vores ressourcer vil blive passet på, når vi alle tager ekstra ansvar og passer bedre på.

Det er egentlig så såre enkelt og så såre nemt at gøre. Og så bliver du bare gladere af at bidrage...

Det kan betale sig at forberede sig...

Der er gang i prøve- og eksamensforberedelserne hos en stor del af den danske ungdom. Eller det håber jeg i hvert fald, at der er. 

For selvom vi måske kan sige en masse om prøver og eksamener, så er det sikkert og vist - at det gør en forskel, om man er forberedt eller ej.

Desværre møder jeg ikke så sjældent unge, der er forskellige årsager mere eller mindre har droppet at læse op på pensum og forberede sig i dybden med emnerne. Og så står de foran det grønne bord. Og når man nu ikke rigtig ved noget om det emne, man skal eksamineres i... så er der stor risiko for fiasko. 

Så jeg håber på, at alle os omkring disse unge mennesker, kan hjælpe dem i gang med det “hårde” benarbejde, det bare kræver at lære og udvikle sig. Ikke mindst at få dem til at indse, at det kræver arbejde...

Vi skal lære dem, at det er helt normalt at skulle knokle og forberede sig. Vi skal vise dem, at vi også selv må gøre det samme for at have succes (hvordan den så end ser ud...). Og vi skal bakke op omkring deres anstrengelser - og fejre deres fremgang undervejs. 

Du bliver, hvad du putter ind i hovedet...

De fleste af os er nok med på, at vores kost har stor betydning for vores velbefindende. Det er bare ikke sikkert, at vi er lige så opmærksomme på, at det har vores mentale kost også.
Så jeg synes, at vi skal være mere skarpe på, hvad det egentlig er, vi putter ind i vores hoveder...

Hver morgen når jeg alligevel gør mig klar til en ny dag, lytter jeg til inspirerede og motiverende ord fra adskillige mennesker. Deres historier og fortællinger giver mig bl.a. indsigt i forskellige livsudfordringer - og hvordan de er blevet håndteret, eller i hvordan ændringer i tankegange (ikke mindst dem der handler om vores selvbillede) har gjort en forskel. På den måde starter jeg dagen med et sundt og positivt afsæt, hvilket påvirker mine evner til at møde dagens, ugens eller månedens større eller mindre bump på en gode måde.

Som en del af den samme tankegang, har jeg også haft fokus på, hvilke samtaler jeg vil deltage i. Så jeg sætter mig altså ikke ved siden af firmaets største brokkehoved til frokost. For jeg har simpelthen bestemt mig for, at jeg ikke ønsker at lade det negative fokus påvirke mig.

Jeg er dog klar over, at det ikke er alle samtaler, jeg kan komme uden om. Men vi har alligevel større valgmuligheder end vi lige går rundt og tror.

Og når vi nu er i gang med at rydde op i, hvad der kommer ind - så kan vi lige så godt ogs¨have fokus på, hvad der kommer ud... så vi heller ikke forpester andres tankegang.

I den gode gernings tjeneste.

På vej til Jylland med god stemning og hygge i bilen opdagede vi pludselig to mennesker løbe i rabatten ved siden af motorvejens nødspor. Min mand, som er en af den venligst mennesker, jeg kender, kørte hurtigt ind i nødsporet og fik samlet, hvad der vidste sig at være far og søn op.

De var lige som os på vej til “kommende-elevers-dag” på en efterskole, men var desværre løbet tør for benzin lige der midt på den fynske motorvej. De havde fundet den løsning, som lå først for, nemlig at løbe til den den nærmeste tankstation.
Nu sad de så pludselig i vores bil, og vi ville hellere end gerne køre dem til tanken. Ikke bare fordi, det der med at løbe langs motorvejen er en ikke helt risikofri sag, men også fordi de jo nu var fuldstændig presset på tid. Jeg forestiller mig, at stemningen i deres bil ikke helt havde været den samme som hos os.

Men sammen fandt i en tank - og vi fik kørt dem tilbage til deres egen bil, så de kunne komme om på sønnens kommende efterskole - og forhåbentlig få en skøn dag sammen.
De var meget taknemmelige og ville meget gerne betale os. Det blev der heldigvis ikke noget af.

For i den gode gernings tjeneste skal vi alle kunne hjælpe medmennesker i nød - om end det kun handler om manglende benzin. Vi skal få øje på dem, der har brug for hjælp - og være villige til at give den lille ekstra hånd, som kan have så stor betydning for andre.

En hjælpende hånd væk fra kanten.

Livet består af så mange forskellige valg. Valg der bringer os i mange retninger, ind imellem også helt ud til kanten. Og når vi står helt derude, hvor al vores energi bruges til bare at holde balancen, kan det være en meget lang og uoverskuelig rejse, at komme tilbage på sikker grund.

Selvom dem der står og kæmper for balancen på kanten oftest ikke taler højt om deres kamp, så ved mange af os det godt, når vi møder én på kanten...
Og hvad gør vi så? Tænker: “Godt det ikke er mig.”, eller “Det er da, deres egen skyld.” Det ville på mange måder være meget nærliggende....

Men uanset hvad der har fået mennesker helt derud, så bliver det på ingen måde nemmere at vende tilbage, hvis andre vender ryggen til.
De der ude på kanten er vores medmennesker - og derfor langt fra uvigtige. De fortjener en hjælpende hånd, så de også kan komme tilbage i sikkerhed.

En hjælpende hånd kan være et smil, en spontan samtale, en invitation ind i fællesskabet - eller helt konkret en hjælpende hånd med praktiske gøremål eller lign.

Lad os stå sammen og hjælpe hinanden til et godt liv for os alle.

Kære forældre

Kære forældre

Dit barn kan så meget mere, end du måske tror.
Det kan fx godt bære sin skoletaske selv, binde snørebåndene selv og rydde op efter sig selv. Det kan også sagtens være høflig, tage hensyn til andre og vente på tur - uden at det overhovedet tager skade. Faktisk tværtimod.
Når du stiller alderssvarende og reelle krav til dit barn, signalerer du, at du for alvor har tiltro til dit barn og dets evner - og ikke anser ham eller hende for at være et sølle skvat, som kun kan klare sig i hverdagslivet, hvis du lige løber i forvejen med kosten og fejer alle forhindringer af vejen...

Dit barn kan også sagtens tåle at blive irettesat af voksne, hvis det dummer sig. Det kan sagtens tåle at sige undskyld for fejltagelser. Og det kan tåle at være ked af det - eller endnu være at kede sig. Igen helt uden at du behøver at gøre noget som helst - udover at sige til dit barn, at han eller hun skal stramme sig an, opføre sig ordentligt og havde tiltro til sine omgivelser.

Men dit barn kan ikke rigtig tåle, at du hele tiden ændrer mening, så han/hun ikke ved, hvilke regler der gælder i dag. Det kan heller ikke tåle, at du viser at arbejde, fritidsinteresser eller skærmen er vigtigere end dit barn. Og det har ikke godt af at leve i en verden, hvor de voksne ikke kan enes - og hvor de bruger barnet til at “læsse” af på.

Dit barn skal mærke, at det har værdi, bl.a. gennem de krav du stiller til det, men også igennem den nærhed, hvorved du kan vise din kærlighed.

Jeg ved dog, at det ikke altid er nemt. Så tag pauser til at finde fodfæste i forældrerollen. Det kræver ro til at finde vejen og mod til ikke at følge det, som “alle de andre” siger, er det rigtige.
Men kast dig nu alligevel ud i den udfordring - fordi du kan også så meget mere, end du måske selv tror.

Tag ansvar - og drop de dårlige undskyldninger

Hold nu op, hvor er vi mennesker gode til undskyldninger - dårlige undskyldninger.
Men det handler i bund og grund om, at vi ikke tager ansvar for vores handlinger, vores valg og vores liv.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke kommer for sent pga. de andre trafikanters tempo, men fordi jeg tog afsted hjemmefra alt for sent.
Jeg ved også godt, at jeg ikke blev forbigået til forfremmelse, fordi andre kender de “rigtige” mennesker, men fordi jeg ikke havde de rigtige kvalifikationer.

Alle de undskyldning, vi finder på, er med til at gøre os til ofre i livet. Og er det virkelig det, vi ønsker for os selv?

Hvis det ikke er... så skal du droppe undskyldningerne og tage ansvar!
Tag ansvar for dine valg. Husk at alle dine valg har konsekvenser. Har du lyst til at leve med de konsekvenser?
Når du begynder at tage ansvar vil du mærke, at der også er frihed og glæde forbundet med det.

Sig du bare ja til dine børn.

Egntlig ville jeg have skrevet noget om kærligheden i at sige nej til vores børn. Men så kom jeg til at tænke på, hvor negativt det kan virker på dem at høre ordene “nej, nej, nej”. Derfor får I her et indlæg om at tage JA-hatten på til glæde for vores børns udvikling.

Så sig endelig ja til dine børn. Sig fx:

• Ja, du må gerne snørre dine egne sko.
• Ja, du må gerne bære din egen taske.
• Ja, du må gerne løse opgaven selv.
• Ja, du må gerne selv transportere dig til skole/vennerne/fritidsinteresser.
• Ja, du må gerne hjælpe med rengøringen/opvasken/oprydningen.
• Ja, du må gerne være høflig, venlig og empatisk.
• Ja, du må gerne gøre, hvad du bliver bedt om.
• Ja, du må gerne bakke op om fællesskabet.
• Ja, du må gerne vente til det bliver din tur.

Og sig et endelig med en fasthed i stemmen, så de ved, at dit ja til deres udvikling er et ja, du mener, fordi du ønsker det bedste for dem. 

Jeg håber, at du kommer til at fortryde mange ting i dit liv.

I kølvandet på nyheden om Prins Henriks demensdiagnose, så jeg i dag en overskrift, hvor der stod at Se og Hør ikke fortryder noget i forhold til deres dækning af prinsen hen over sommeren.
Det synes jeg godt nok er ærgerligt. Ikke bare fordi de går ubehagelig tæt på et menneske, men også fordi det ikke at fortryde på en eller anden måde må betyde, at de mener, at de gjorde det bedste...

Faktisk hører jeg tit andre mennesker sige, at de intet fortryder. Nu kan jeg jo ikke udtale mig om, hvorfor de ikke gør det. Men jeg fortryder mange ting i mit liv - og det håber jeg også, at du gør. Først og fremmest fordi det viser,  at vi har en forståelse for at vi kunne have handlet anderledes. Enten hvis vi havde vidst bedre og mere, eller hvis vi havde valgt en af de andre mulige veje en given situation altid kan lede os.

Hvis vi intet fortryder mangler vi enten empati, eller også mangler vi at interagere med andre...

Vi skal helst gå ud og leve livet fuldt ud med alt, hvad det indebærer - også af fortrydelser. Ellers har vi ikke levet nok.

Giv selvstændighedens gave til dine børn.

Mine teenager er i fuld gang med fritidsjobsøgningen. Rigtig mange job kan de i dag søge online, hvilket betyder, at de fra hjemmets trygge rammer kan byde ind på arbejdsmarkedet. Ulempen er dog, at de blot bliver én i en stor mængde af ukendte navne.
Heldigvis er det ikke alle job, der kan søges på den måde. Der er stadig job, som kræver, at de unge møder op og viser, at de kan kigge fremmede i øjnene, give et ordentlig håndtryk og finde modet frem til at spørge, om der overhovedet er brug for dem, og det de har at byde ind med på den pågældende arbejdsplads.

Her er der ingen letkøbt løsning. Begge mine teenagere har måtte konstantere, at jobsøgning på den måde, kræver at de træder ud af deres komfortzone. Og de har på ingen måde synes, at det var sjovt.
Min mand og jeg kunne sagtens have kontaktet arbejdsgivere i vores netværk, men vi har valgt at kaste vores børn ud på det dybe vand - for at sammen med dem at opleve, at de kan klare sig.

Det har altid været vigtigt for os, at vores børn var selvstændige og robuste nok til at kunne håndtere de krav, livet naturligt vil stille dem. Derfor er de krav, vi sætter til dem også sat udfra en tiltro til, at vores børn kan lykkes. At de har det i sig at kunne gøre det godt. De har trænet livsfærdigheder altid - naturligvis på et alderssvarende niveau.
Alt for ofte har jeg mødt forældre, der i en blandning af kærlighed og (i mine øjne) misforstået omsorg ikke stiller krav til deres børn. Børn som desværre vokser op og bliver teenager og unge mennesker med ønske om at være uafhængige af deres forældre, men som ikke har selvstændighedstræning nok til at få succes på den bane.

Som det kræves af os andre, må børn og unge prøve sig frem for at opnå det, de ønsker. Nogle gange lykkes det, andre gange bliver de kun rigere på erfaring. Men de vil opbygge et godt fundament til at sætte af på inden de kaster sig over livets muligheder og udfordringer.

Det kræver en landsby...

Det er et ordsprog (vist nok afrikansk), der lyder: "Det kræver en landsby at opfostre et barn." Og jeg kunne ikke være mere enig.

En af de bedste gaver, vi kan give vores børn, er at lade dem indgå i større fællesskaber, hvor de møder voksne, der bekymrer sig nok om barnets udvikling, at de stiller krav. For uanset hvor gode forældre vi er, så repræsenterer vi kun en lille bitte del af samfundet.
Landsbyen kan have mange forskellige størrelser og sammensætninger. Det kan bl.a. være storfamilien, spejdergruppen, skolen eller daginstitutionen, sportsforeningen, vennekredsen eller lignende - og selvfølgelige dem alle sammen i fællesskab.

For nogle børn bliver landsbyen et fristed, hvor deres fremtids fundament bliver stabiliseret, mens den for andre bliver en tilbygningen til den nære families allerede eksisterende styrker.
Uanset hvad det end måtte være for ét enkelt barn, så skal vi som voksne huske at være en del af landsbyen for de børn, vi møder.

Vi skal viser børnene, at de har værdi i vores øjne. Det kan vi fx gøre ved at stille krav til dem. Alderssvarende krav - selvfølgelig. Ikke krav om præstationer, men krav om deltagelse i vores fællesskab. Lad dog barnet - gøre tingene selv.
Vi kan også gøre det ved at vise barnet oprigtig interesse. Lyt til barnet og del oplevelser. Grin sammen - og vær alvorlig sammen. Mest af alt skal I bruge tid sammen.

I morgen drager jeg sammen med næsten 40.000 andre spejdere fra ind- og udland til Spejdernes Lejr i Sønderborg. Spejderbevægelsen har altid været en vigtig del af min landsby - og mine børns, derfor har den en særlig plads i mit hjerte. Jeg er dog sikker på, at landbyen også findes i sportsforeninger og fritidsklubber.
Når jeg bevæger mig rundt blandt alle de forskellige spejdergrupper på en sådan lejr, så ser jeg netop mange forskellige tilgange til, hvordan vi kan hjælpe med at opfostre et barn. Og der er ingen facitliste til, hvordan de gøres helt rigtigt. Men jeg ser, at der stilles krav, gives knus og bruges tid sammen.

Det der er fascinerende er, at så mange voksne bruger en stor del af deres fritid og deres liv på at give børn og unge noget ekstra med i livet.
Så uanset om du er en del af et barns liv, fordi du er pædagog eller lærer, om du møder dem i din og deres fælles fritid, eller du er en del af barnet familie - så husk at gøre en forskel. Du er en del af barnets landsby - og du har et ansvar for opfostringen af barnet.

Er du til at stole på?

At lyve er ikke moralsk rigtigt, vil de fleste af os kunne blive enige om. Alligevel oplever vi gang på gang, at løgne og fordrejning af sandheden er en indgroet del af samtaler og udtalelser på alle niveauer.

For de fleste af os er det små uskyldige ting som fx:

• Forældre der siger: "Hos os spiser vi sundt.", samtidig med at de spiser masse af slik selv, når ungerne er lagt. 
• Vi lover, at vi nok skal gøre en ting, som vi så glemmer.
• Vi siger ikke sandheden (selvom vi bliver spurgt direkte) om venindens mad.

Og når vi skal tale om virkelig at være til at stole på, så rammer de ovenstående eksempler lige ned i min dårlige samvittighed. For jeg har desværre været uærlige med disse ting...

Men det er vigtigt, at vi er til at stole på. Hvis vi hele tiden bøjer sandheden, ender det med, at vi ikke selv kan finde den. Værst af alt mister vi også os selv i processen.
Ofte vil vi kunne være meget mere ærlige, hvis vi ikke prøvede at fremstå bedre end vi er. Jeg siger tit til andre, at jeg nogle gange kommer til at glemme ting. Det er bl.a. derfor jeg skriver aftaler ned. Jeg indrømmer også, at jeg (og mine børn) ikke altid spiser sundt.

At være til at stole på, handler om også om at gøre det rigtige, selv når andre ikke ser det. Jeg hjælper fx gerne med at rydde op - også selvom ingen ved, at det er mig, der gør det. Moral er ikke en bøjelig størrelse - i hvert fald ikke, hvis du være én af dem, vi andre kan stole på.

Men måske kan det være svært ikke at komme til at "lyve". Så er der hjælp at hente...Én af de bedste måder at finde ud af om, du er til at stole på - er at være sammen med børn. De skal nok fortælle dig, hvis du halter på det område.