Ting uden betydning

Min familie og jeg er i fuld gang med at forberede salg af vores hus. Det betyder, at rydder op og smider ud, så vi er klar til en nemmere flytning, når vi når så langt.
Derfor har jeg tilbragt dagen med at gennemgå en masse af vores ting og pakke ned. Og efter mere end 12 år i samme hus har vi faktisk en del ting uden egentlig betydning...

Det fik mig til at  tænke over, hvorfor vi mennesker dog gemmer alle mulige ting, som vi ikke har glæde af, hverken praktisk eller følelsesmæssigt.

Jeg har fx svært ved at skille mig af med ting, som har været dyre, som har været gaver eller som engang var noget jeg var glad for, men som jeg ikke længere har brug for. Egentlig tror jeg, at det er fordi, at jeg ikke vil være utaknemmelig over, alt det jeg har - især det andre har syntes, at jeg skulle have.
Desværre kan en større samling af disse ting forplumre mit syn på mit eget værd. Der er som om, at alle disse ting får lov til at fylde og i værste tilfælde overskygge, det som egentlig har betydning i mit liv her og nu.

Heldigvis er jeg et menneske, som elsker handlinger ligeså meget som jeg elsker refleksion, så jeg er i fuld gang med udsmidning. Til gengæld oplever jeg en masse glæde og det jeg vælger at beholde...

Oprydning og udrydning

De fleste af os har alt for meget i vores hjem. Tallerkner vi næsten aldrig bruger. Mere tøj end vi kan nå at bruge - eller egentlig kan lide, sådan rigtigt. Skuffer og skabe er fyldt med en fortid, som ofte ikke stemmer overens med vores nutid.

Derfor brugte jeg søndagen på at rydde op og rydde ud. Poser med forskellige ting er nu pakket og klar til genbrugsbutikken, hvor indholdet forhåbentlig kan gøre glæde for andre.
Min glæde i at mindske mit hjems indhold ligger især i genopdagelsen af mange af de ting, som jeg helt havde glemt var her. For når vi har mindre, træder de enkelte ting mere frem.

Selvom jeg ved, at der langsomt vi snige sig nye ting ind - så er enkeltheden fantastisk lige nu.

Hvad er prisen på en kop kaffe?

Jeg er vokset op med, at vi næsten aldrig gik ud og spise. Mine forældre ville ofte belære mig, om hvor dyrt det var. De mente, at det var spild af penge, når vi kunne spise lige så fint hjemme. Jeg husker dog, at min mor engang imellem ville hente mig efter skole, og sammen gik vi på cafeteria. Her havde jeg hendes fulde opmærksomhed, og jeg følte mig meget privilegeret over denne luksus - både mht. til mad og hendes uforstyrret interesse for, hvad der foregik i mit liv.
Som ung voksen, da caféerne havde gjort deres indtog i Danmark, elskede jeg til gengæld at gå ud og spise eller drikke kaffe - både med mine venner eller alene. Nok så meget at store dele af min SU og løn blev lagt på de københavnske caféer og restauranter. Med dette forbrug kom også den dårlige samvittighed, som den dyre kaffe kom til at symbolisere.


Da jeg så fik familie, var tiden der ikke til det på sammen måde mere. Og i de senere år kan jeg mærke, at nærigheden fylder mere, end lysten til at give 40-50 DKK for en kop kaffe, når jeg ligeså god kunne nyde en i mit hyggelige hjem.  Måske er det også den gamle dårlige samvittighed, der er kommet på besøg. Jeg har langsomt valgt det fra. Og det er jo et ganske fornuftig valg, truffet på baggrund af voksne ansvarlige overvejelser.


I går havde jeg dog inviteret min mand på café. Vi fik en lækker kop kaffe, som jeg nok ikke lige kunne have lavet hjemme. Men det var ikke det vigtigste... Det vigtigste var, at caféen dannede en nærværende ramme om os. Det handlede om god kaffe og god samtale - ikke om vasketøj, indkøb eller hundeluftning. De handlede om os.


Vi havde brugt samme koncept for et stykke tid siden, da vi som familie skulle have styr på vores søns konfirmation. Da var vi alle fire taget på café. Over kaffe, te og varm chokolade fik vi hurtigt styr på mad, bordpynt og andre vigtige beslutninger. Fordi vi var taget væk fra de vante rammer, skete der noget med vores ideer og vores samtale. Da vi rejste os den eftermiddag, havde vi overblik og overskud.


Selvfølgelig kunne vi bare sørge for at skabe de samme ramme hjemme, hvilket vi heldigvis også tit gør. Men når jeg tager café og køber dyr kaffe, må jeg konstaterer, at alt det jeg også får med, opvejer prisen.
Så jeg vil, som det voksne og ansvarlige menneske jeg er, vælge dyr kaffe på hyggelige caféer til. Det er i den grad, det værd for mig.

Følelser og ting

Jeg har ting i mit hjem, som jeg desværre på en eller anden måde er blevet følelsesmæssig knyttet til. Og det er ikke ting, som har affektionsværdi. Men ting som påvirker nogle underlige følelser hos mig... Som fx nogle gamle jeans. Jeg bruger dem godt nok ikke rigtig mere, men de fejler ikke noget og hvad vigtigere er, de minder mig om fantastiske stunder fra da jeg var yngre. Jeg kan derfor ikke nænne at smide dem ud, selvom den lave talje ikke fremhæver noget særlig positivt ved min 44- årige krop. Hvis jeg skal smide dem ud, så skal jeg også gøre op med de følelser, som stadig rumsterer i mig.

 Da jeg jo elsker at genbruge ting og forlænge deres liv, får jeg også tit noget af min velmenende omgangskreds. Mange af disse ting har virkelig fået nyt liv og giver mig glæde. Men nogle af tingene passer ikke mere til min hverdag eller er på andre måder blevet til overs. Alligevel fylder de i mit hjem, nok mest fordi jeg føler at jeg vil være utaknemmelige, hvis jeg skiller mig af med dem. Vel vidende at det er præcis, hvad den forrige ejer gjorde. Hvorfor vælger jeg så at beholde disse ting? Tyngdes jeg af "pæn-pige-syndromet"?

Hvor mange ting har vi ikke alle sammen liggende, som ikke bidrager til vores nuværende liv? Ting som holder os fast i en fortid, uanset om den bringer positive eller negative følelser frem i os. Og hvorfor?

Mens jeg skriver det fyldes jeg med en indre oprørsfølelse. En lyst til at gøre hvad jeg vil med de ting, som nu engang er mine. En lyst til at være tilstede her og nu - og ikke knytte mig til materielle byrder.
Jeg vil være en glad forbruger - være glad for de ting jeg ejer. Jeg vil omgive mig med ting, som bidrager positivt til det menneske, jeg er nu - ikke til den jeg var eller andre tror jeg er. Jeg vil rydde ud med glæde og god samvittighed 😄
Hvad trænger du til at rydde ud i?