Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Antagelser

Antagelser... Ja, jeg antager, at vi alle har dem, i hvert fald ind imellem. 😏
Faktisk kan vi vel ikke helt undgå at antage forskelle ting, når vi forsøger at forstå verden omkring os.

Men nogle gange bliver jeg dog ramt af andres antagelse om mig, eller om det jeg gør. For det er bare ikke altid, at andres antagelser stemmer overens med mine intentioner... Og det er ikke særligt rart at mærke, hvordan antagelser kan ramme helt forkert i forhold til min egen opfattelse af den, jeg synes, jeg er i verden... Altså når nogle synes, at jeg er på en måde, som fx ikke er ordentlig, ikke er omsorgsfuld - eller på andre måder, som jeg gerne vil være.

Så er det, at jeg ønsker, at vi mennesker ville holde op med at antage så meget, og i stedet stille os oprigtig nysgerrige overfor hinanden. Og stille de andre spørgsmål, som kunne gøre os klogere på hinanden - og forhåbentlig også bringe os tættere sammen. Eller i det mindst mindske misforståelser.

Men jeg er også klar over, at jeg jo også glemmer spørgsmålene og springer direkte til antagelserne (og ofte også misforståelserne)...

Så hvis jeg stiller en masse spørgsmål næste gang, vi mødes, så er det bare fordi, jeg gerne vil forstå dig - og ikke antage, at jeg gør det automatisk.

Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Hvad er din historie?

Alle har historier at fortælle!
Om deres oplevelser.
Om deres interesser.
Om deres liv.

Måske synes du ikke, at du lige har nogle historie at fortælle, som vi andre vil være interesseret i. Men der tager du fejl. For du er interessant.
Så del endelig historierne med os.
Fortæl dem så vi forstår dem - og giv os tid til at stille spørgsmål.

Til gengæld skal vi lytte og lære dig at kende.

Måske er din nabo den mest fantastiske person, som du ikke har mødt endnu...

Uanset om du allerede har en masse fantastiske mennesker i dit liv - er om du er på udkig efter en eller to personer, som vil inspirere dig, give dig nye indsigter og bringe en masse glæde ind i dit liv, så er der stor sandsynlighed for, at de personer allerede er tættere på dig, end du måske lige tror.

Når jeg siger det, så bunder det ikke kun i min grundlæggende tro på, at alle mennesker har noget særligt og værdifuldt at bringe med til fællesskabet.
Det handler i høj grad om, at rigtig mange mennesker ønsker at gøre en forskel for andre. Og når vi “bare” tager os tid til at møde hinanden og lytte til hinanden, så bliver vi overrasket over al det fantastiske, som bor lige ved siden af os...

Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.

De spørgsmål jeg ikke får stillet...

Jeg er nysgerrig på, hvordan andre ser verden. Og jeg vil meget gerne lytte til dem, når de fortæller om oplevelser eller holdninger. Mange vil nok også sige, at jeg er meget direkte i mine spørgsmål - og indleder ofte samtaler uden al for megen hyggesnak...

Men alligevel opdager jeg af og til lidt for sent i samtaler, at jeg ikke får stillet de spørgsmål, jeg egentlig gerne ville. De spørgsmål, som ville gøre mig klogere på andre og mig selv.
De spørgsmål, som går tæt på mig og andre.

Fx var der én, som forleden sagde til mig, at han oplevede en situation på en bestemt måde... Jeg lyttede og lod ham tale færdig - og han var snart i gang med et nyt emne.
Senere på dagen tænkte jeg over, at jeg slet ikke havde spurgt nærmere ind til, hvordan situationen kunne have været bedre for ham - eller hvad jeg kunne have gjort anderledes.
Altså jeg havde fint lyttet - men var ikke blevet klogere, sådan rigtigt....

Sådan er det desværre ofte - og nok ikke kun for mig. I al vores venlighed og flinkhed prøver vi at lytte til hinanden, men bliver bare ikke klogere af samtalerne.

Derfor vil jeg øve mig i at stille de spørgsmål, som virkelig gør en forskel i, hvordan jeg ser verden - og agerer i den.

Giv plads

Ti stille... bare ind imellem.
Pauserne kan bruges til, at andre kommer til orde. Dem du ikke så ofte hører eller lytter til. Dem som ikke så ofte hører sig selv.

Giv dem plads og taletid. Ikke af pligt - men af ren og skær venlighed.

Har du hørt, hvad du selv siger?

Har du prøvet at være opmærksom på, det du selv siger?
Ikke bare til dig selv inden i hovedet, men også til det, der kommer ud af din mund?
Nogle gange er det helt vanvittigt, hvad vi synes om alt muligt. Eller hvad vi giver udtryk for, at vi synes...

Jeg vil gerne bruge mindre energi og færre ord på det, der ikke vedkommer mig og på det, jeg ikke ønsker i mit liv.

Nye samtaler

Flere gange har jeg slået et slag for de små samtaler og ikke mindst samtaler til at styrke relationen til dem, der har betydning i vores liv.
Men inspireret af en god samtale med en fremmed i dag, vil jeg gerne opfordre jer til at tale med dem I endnu ikke kender endnu - eller måske aldrig kommer til at møde igen.

For hver eneste menneske vi møder, har noget interessant at dele med os. Hvis vi er oprigtig interesseret, nysgerrige og stille nok til at lytte - så kan vi selv i korte øjeblikke få indblik i andre liv - og dermed udvide synet på og forståelsen af vores eget...

De små samtaler

Dagen begyndte med en 1½times køretur med en af mine gode venner. Vi har begge en travl hverdag, så der kan godt gå et godt stykke tid mellem vores samtaler, så køretiden i dag var en hel gave.

Fra det øjeblik jeg satte mig ind i bilen til jeg steg ud igen, fik vi vendt store og små ting i vores liv. Og selvom 1½ time engang imellem ikke er lang tid, så er det alligevel værd at holde fast i. På samme måde det er værd at holde fast i 5 minutters telefonsamtaler, som måske ikke syntes af så meget her og nu - men som alligevel gør en forskel i det lange løb.

For selv små samtaler har stor betydning i vores relation til andre. Det er ikke samtalens længe, men dens dybde der afgør om, den får betydning for os.

Derfor elsker jeg små samtaler, som akkumuleres og danner ramme om relationer.

Og jeg mener det!

Det er en masse ting, som jeg ikke mener noget som helst om... Og så er der en hel del, som jeg virkelig mener noget om.

Men du behøver ikke være enig med mig. Faktisk gør det ofte samtalen mere interessant, hvis vi ikke ser tingene helt ens. Ihvertfald hvis vi husker at samtalen stadig skal foregå på en ordentlig måde.

Jeg deler gerne ud af begrundelserne til min meninger - og vil gerne lære om dine.

Hvad bringer du med til samtalen?

I morgen har jeg tildelt mig selv noget taletid... Det sker, når jeg har samling med eleverne på min efterskole.
Det er en super skøn flok unge mennesker, som rent faktisk er interesseret i, hvad jeg har at sige.

Derfor gør jeg mig også umage. For det er ikke en selvfølgelighed, at unge gider lytte til voksne. Og da slet ikke, hvis vi ikke gider lyttet til dem...

Men i morgen vil jeg altså stå på tæer og gøre mig umage. For jeg er meget begejstret over, at de tildeler mig deres opmærksomhed, og jeg ønsker ikke at spilde vores tid sammen.
Den tilgang, tror jeg, kan bruges i mange møder og samtaler mellem mennesker.

Hvis vi tog alvorlig, at vi tildeler hinanden vores opmærksomhed - og er bevidste om, hvad det er, vi bringe med til samtaler, så tror jeg, at vi kunne opnå en større forståelse af hinanden og en større glæde af at være sammen.

Når du bliver i det, der er svært...

I dag var jeg i samtale med et menneske, som jeg ikke rigtig kender. Faktisk har jeg kun mødt hende én gang før - og det er første gang, vi taler sammen.
Samtalen handlede om stresshåndtering og vores tankemønstrer i den forbindelse.

Det var tydeligt, at den næsten fremmede, jeg talte med, var presset mere end almindeligt - og nok også mere end det var sundt...

Så pludselig stod jeg der - midt i en samtale, som havde taget en drejning hen imod noget meget personligt og egentlig også noget meget svært.
Jeg kunne have afsluttet samtalen hurtigt uden, at det umiddelbart havde været underligt. For vi kender jo slet ikke hinanden - og da slet ikke nok til at være personlige.
Men jeg blev stående - og holdt fat i emnet.

For jeg har stået der selv. Midt i noget der var ved at stige mig over hovedet...
Uden styrke til at kunne bede om hjælp...
Men med håb om, at bare én eller anden ville lytte til mig. At jeg ikke var ved at blive usynlig i takt med, at jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejdslivet.


Nogle gange har vi bare brug for at mærke andre - at mærke at vi har betydning for selv fremmede, om det så kun er for et øjeblik.
Og vi skal finde modet, empatien og nærværet frem til at blive i samtalen, selv når den bliver svær eller vækker ubehagelige minder hos os.
For når vi gør det, kan vi styrke en samhørighed med andre, som samtidig giver os fornyet kræfter til at være stærke i det, der er svært.

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

Skriv til dig selv.

Vi har mange og ofte lange samtaler med os selv dagen lang. Desværre er en hel del af disse samtaler temmelig negative. Altså i nogle af dem er indholdet så hårdt om os selv, at vi aldrig ville sige det højt - og da slet ikke tale til andre på sammen måde, som vi gør til os selv.

Det kan bare være svært lige at lave om. Men så slog det mig, at når nogle vælger at skrive et brev til dem selv, fx til deres yngre jeg eller til deres fremtidige jeg, så er tonen slet ikke så hård mere.

Så handler brevenes indhold ofte om, at vi skal huske os selv, rose os selv og huske at tage det med ro. Sætningerne er formuleret med en omsorgsfuld  og opbakkende tone. Det handler om, at livet leves og læres samtidig, og at vi derfor laver fejl. Men pyt med det, det skal alt sammen nok gå.

Det kunne derfor være livsforandrende, hvis vi begyndte at tale til os selv, som vi skrev til os selv. Og hvis det er lidt for svært bare sådan lige at ændre, så kunne vi jo begynde dagen med et lille positivt brev til os selv. Så skal talen nok komme...

Ryk tættere på.

Jeg er i disse dage i gang med at lære ca. 100 unge mennesker at kende. De er sjove, alvorlige, interessante, nysgerrige og super skønne at tale med.

I gennem de mange år jeg har arbejdet med unge mennesker, har jeg ofte mødt forældre og andre voksne, som følte at de unge ikke gad tale med dem. Og der er selvfølgelig også af og til en stille protest fra de unges side... Men i bund og grund vil de bare gerne ses, høres og opleves som de individuelle personer de er.

Derfor skal vi voksne turde rykke tættere på i samtalerne og i mødet med de unge. Ikke som kontrol - men for at vise oprigtig interesse.
Vi skal så tæt på, at de unge kan sætte retning for samtalen. Så tæt på at de mærker, at vi lytter - uden vores egen agenda.  Så tæt på at vi ser følelserne  i deres øjne og hører undertonerne i deres stemme.

Hvis vi vil kende de unge, så sker det nemlig ikke på afsted, for så kommer der alt for let misforståelser i mellem os.