Viser opslag med etiketten Ordentlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ordentlighed. Vis alle opslag

tirsdag den 22. januar 2019

Venlige grænser

Nogle gange har jeg i mine tanker kæmpet med, hvordan jeg sætter grænser eller er tydelig - når jeg nu også gerne vil være venlig.
Men disse ting er på ingen måde hinandens modsætninger.

For du kan sagtens være venlig - og have tydelige grænser.
Det er bare måden, du sætter de tydelige grænser på, som gør forskellen.

Så sig det, der har betydning for dig på en ordentlig måde.

lørdag den 20. oktober 2018

Det er ikke din historie at fortælle!

Jeg har helt med på at der ikke altid er tale om sladder, når vi taler sammen med fx vores venner om andre mennesker. Nogle gange handler det jo om, at vi er oprigtig begejstret på andres vegne.

Men ofte har jeg oplevet mig selv og andre dele historier, som bare ikke er vores egne - og derfor ikke vores at fortælle.

Så næste gange du får lyst til at dele din viden om et andet menneske, så vurder lige om det overhovedet er noget, som du skal sige højt - eller om du bare skal lade personen selv bestemme over sine egne fortællinger.

lørdag den 6. oktober 2018

Og jeg mener det!

Det er en masse ting, som jeg ikke mener noget som helst om... Og så er der en hel del, som jeg virkelig mener noget om.

Men du behøver ikke være enig med mig. Faktisk gør det ofte samtalen mere interessant, hvis vi ikke ser tingene helt ens. Ihvertfald hvis vi husker at samtalen stadig skal foregå på en ordentlig måde.

Jeg deler gerne ud af begrundelserne til min meninger - og vil gerne lære om dine.

lørdag den 1. september 2018

Vil du være ordentlig i dag - og alle de andre dage?

Jeg er klar over, at set udefra vælger jeg ikke altid denne nemmeste vej her i livet...
For jeg har en fast aftale med mig selv om, at jeg vil leve et liv fyldt med bl.a. integritet, oprigtighed og venlighed. Det skyldes, at jeg bare er et gladere mennesker, når jeg er tro overfor den jeg er - og ordentlig overfor andre.

Den aftale med mig selv har ofte betydet, at jeg har taget svære samtaler - selvom det havde været nemmere at lade være. Eller at jeg har sagt fra overfor fx hvad jeg har opfattet som uretfærdigt, selvom det har "kostet" på den sociale konto.

Til gengæld har jeg ofte været stolt af mig selv over mit mod og mine valg. Jeg har haft gode indre samtaler, fordi jeg ikke har givet køb på det, som er vigtigt for mig.

Til at starte med tog jeg en masse vigtige daglige valg om, hvilket menneske jeg egentlig gerne ville være. Valg som krævede MEGET ærlige samtaler med mig selv.
Men jo flere gange jeg har taget de samtaler og valg - jo nemmere er det blevet at navigere i alle de situationer, som sætter vores integritet, oprigtighed og venlighed på spil.

Udefra lyder det måske besværligt, men hold nu op, hvor er mit liv blevet nemmere, fordi jeg ikke hele tiden skal tage beslutninger om, hvorvidt jeg vil være ordentlig i dag eller ej!

lørdag den 11. august 2018

Mere end vi forventer...

”Er det godt nok?”
Det spørgsmål har du sikkert ligesom mig både hørt og stillet selv mange gange. Og det er også af og til er reelt spørgsmål, som handler om at forventningsafstemne eller lære om konkrete standarder. Meeeen.. jeg har altså selv brugt det til at sikre mig, at der ikke blevet stillet flere krav til mig. Og det er jeg nok ikke alene om 😉

Men hvis vi alle tænker sådan, så bliver det vi gør sammen eller gør for hinanden temmelig fattigt. Når vi bruger det som laveste fællesnævner, så fratager vi fællesskabet og os selv noget værdifuldt.

I stedet skal vi hellere tænker i, hvordan vi kan bidrage mere eller gøre tingene bedre, end der forventes af os. Hvordan vi alle kan lægge til fællesmængden...
Tænk på hvordan venskaber, familier, arbejdspladser og møde mellem tilfældige fremmede kan udvikle sig, hvis vi alle gør mere, end andre forventer. Tænk på hvordan vores natur og vores ressourcer vil blive passet på, når vi alle tager ekstra ansvar og passer bedre på.

Det er egentlig så såre enkelt og så såre nemt at gøre. Og så bliver du bare gladere af at bidrage...

lørdag den 26. maj 2018

Spørg endelig om hjælp.

Jeg har de sidste par dage været fuldt beskæftiget med at skrive eksamensopgave, noget der sikkert er mange, der kan relatere til i øjeblikket.

Men det er med eksamner er en underligt ting. For nok handler de om, at vi viser, hvad vi kan... men det virkelige liv handler for mig meget mere om samarbejde. Og det synes jeg også at eksamner skal gøre - eller i det mindste forberedelsen til dem.

Så når vi sidder der og sveder over alt det, der skal ind i vores hoveder, så skal vi huske at spørge om hjælp. Og ikke mindst tilbyde hinanden hjælp. For der er ingen af os, der er blevet dummere eller kommet nemmere igennem noget, bare fordi vi hjælper hinanden og bruger "fælleshjernen".
Vi skal rykke sammen og løfte hinanden - ikke bare i eksamensperioden, men i livet generelt.

tirsdag den 22. maj 2018

Hold fast - lidt endnu...

Kære forældre

Dagens blogindlæg er til jer...
Jer der har gjort en god, vedholden og (for det meste) velovervejet indsats med at opdrage jeres børn.
I har sikkert store børn nu, måske nærmere de sig endda voksenlivet - sådan juridisk i hvert fald - og helt sikkert, hvis de selv skal sige det.

Nu er det tid til, at jeres store indsats skal prøves af - og det bliver den af ungerne. Hele tiden 😃.  Men I kan ikke slappe af endnu. For de store børn, som måske er et helt hoved eller mere højere end jer, er ikke klar til at håndtere livet selv. De navigerer stadig gennem oprørte og til tider utrygge farvande, hvor de påvirkes af jævnaldrende, medier, sekundære voksne eller måske helt fremmede. Og her skal I være deres moralske fyrtårne, som står fast, så de altid kan finde sikkert hjem igen.

For de prøver ikke at være dumme, skrupelløse eller amoralske. Selvom I har haft styr på ordentligheden og værdierne hjemme, kan de altså godt blive presset til at gøre noget, som tydeligt (for andre) strider mod det, de har lært gennem hele livet.
Og lige præcis her må I ikke overlade, det til dem selv at få rettet op. For så risikerer de at gå helt galt i byen. I skal i stedet tage endnu en moralsk snak med dem om bl.a. hvordan situationer kan håndteres, når ordentlighed er i højsædet. Og hvordan jeres kære unge mennesker kan holde fast i følelsen af, hvad der er rigtigt og forkert - selv når de er under pres.

Jeg ved at I har arbejdet hårdt med og for jeres børn igennem mange år - jeg beder jer bare om at gøre det lidt endnu.

søndag den 13. maj 2018

Forpligtelser er ikke kun en skidt ting...

I morges da jeg stod op, var jeg noget ugidelig. Faktisk var jeg ikke helt gearet til at tage til den konfirmationsfest, som var en del af planen for i dag.

Men jeg tog naturligvis af sted. For det havde jeg lovet konfirmanden og hans familie, og de ventede mig jo.

Og hold nu op, hvor blev det en god dag og fest. Jeg var med til at fejre en skøn ung mand. Jeg deltog i mange interessante og givende samtaler. Jeg har synget, grint og hygget. Det har været en helt igennem skøn dag.

Og sådan nogle har vi mange af. Altså dage som kan starte med, at vi egentlig ikke føler overskud til det, vi har lovet. Men hvor vi ved, at vi har en form for forpligtelse, som vi som ordentlige mennesker vil overholde - og hvor belønningen er givende på mange måder.



onsdag den 9. maj 2018

Laver du ofte en udligning?

I dag talte jeg med min 16-årige søn. En del af de emner, vi kom ind på, var, hvordan han vil håndtere , at ikke alle mennesker er ordentlige overfor andre.
“Jeg vil sørge for at udligne, det bedste jeg kan”, svarede han prompte.

Sikke et svar. Jeg blev totalt begejstret. Tænk at et så ungt menneske allerede har tænkt, at det ikke gøre noget godt, hvis vi alle bildte os selv ind, at hvis nogle kan snyde, bedrage eller på anden måde være uærlige - ja kan vi andre jo ligeså godt følge trop...

Jeg er helt enig med min søn. Når vi møder noget, så ikke bidrager til noget positivt, så skal vi gøre vores bedste for at udligne. Være mere venlige. Være ærlige og have integritet.
Det vil hjælpe os alle, er jeg sikker på.

Prøv selv at finde ud af, hvad du kan gøre for at udligne.

tirsdag den 10. april 2018

Jeg forstår det godt - også når du taler pænt.

Jeg har egentlig stor forståelse for, at vi alle kan komme til at dumme os. Blive presset og sige noget vi fortryder - eller på måder vi fortryder...

Jeg synes dog, at det er rigtigt svært at være den, som skal modtage en sur besked leveret i en temmelig kedelig tone. Ikke mindst når jeg føler mig “uskyldig” i forhold til, hvad end den anden er irriteret over.

For jeg forstår faktisk godt alvoren og vigtigheden af det andre gerne vil fortælle mig - også selv når de siger det pænt og roligt. Eller rettere sagt... jeg forstår dem ikke bedre, når de taler ned til mig, kalder mig navne eller gør grin med mig.
Måske ved jeg ikke helt, hvordan den anden opfatter verden, eller hvorfor de reagerer som de gør. Men mød mig med tålmodighed, venlighed og tillid til, at jeg rent faktisk gerne vil forstå - så tror jeg, at vi kan blive bedre sammen.

søndag den 25. marts 2018

Med gode intentioner fejler du aldrig helt.

Der er rigtig meget godt, som nemt kan misforstås. Altså noget andre har gjort, som var ment som noget godt, men som bare blev til noget rigtigt skidt.

Muligvis er vi påvirket af, at mange desværre også har oplevelser af forskellige slags, som ikke er udsprunget af gode intentioner...

Men heldigvis er det nu sådan, at de fleste mennesker er nogle ordentlige nogle af slagsen. Altså sådan nogle, som gerne vil være ordentlige og til at stole på. Det kan godt være, at de kommer til at sige eller gøre ting på en uheldig måde, men det er virkelig ikke det, de ønsker.

Selvom misforståelser ikke sådan lige vil kunne undgås, er det vigtigt, at vi er klar over vores egne intentioner med det, vi gør.
Hvad er det egentlig, der motiverer os til at handle, som vi gør?
Hvad er det, vi ønsker at sende ud i verden med vores gøren og laden?

Hvis du virkelig husker at handle ud fra gode intentioner, så kommer du aldrig til at fejle helt - uanset, hvordan det ser ud udefra...

torsdag den 15. marts 2018

Al magt - til dem det berører!

I går onsdag d. 14. marts 2018 kl 10:00 (lokaltid) udvandrede tusindvis af elever fra amerikanske gymnasier i protest over de mange skoleskyderier og politikernes håndetering af dem.
Demonstrationerne var fyldt med engageret unge mennesker, hvis hverdag i den grad er påvirket af det, som allerede er sker - og af det, som mange politikere ikke har modet eller lysten til at ændre.

Efter mange år med unge (både i USA og andre steder - ikke mindst herhjemme), som har fundet sig i den måde, at dem med magt har forvaltet både de unges fremtid og deres nutid på. Så er det forfriskende og opmuntrende at se unge mennesker, som i den grad ønsker indflydelse over deres eget liv. Som ikke er bange for at tage de “slag”, det giver at stå for noget.
#ENOUGH har været deres “slagord”. For de har lige præcis fået NOK. Nok af snak og manglende handling.

Nu er det heldigvis ikke alle, som lever i en verden, hvor skoleskyderier er hverdagskost. Men der er helt sikkert nogle ting, som vi herhjemme har fundet os i alt for længe. Noget vi har fået så meget NOK af, at vi ikke kan eller skal tie længere.

Hvis du er én af dem, der bliver berørt at beslutninger, som du ikke kan acceptere - så brug din stemme og lad magthaverne vide det. For nogle gange er NOK bare NOK!

fredag den 9. marts 2018

Kære forældre - lad os stå sammen.

Kære forældre

Jeg er et af de mennesker, som dit barn møder hver eneste dag i skolen.
Jeg har et meget klart mål med mit arbejde i folkets skole, nemlig at hjælpe dit barn med at se sin egen værdi og at kunne byde ind i fællesskaber, hvor de kan mærke, at de har betydning.
Men det arbejde betyder også, at jeg sætter rammer og grænser for dit barn. Jeg er tydelig i mine holdninger, og i hvad jeg synes fællesskabet skal finde sig i.

Jeg ved fra erfaring, at du eller dit barn kan synes, det er svært. Men du skal vide, at jeg gør det fordi, jeg vil hjælpe dit barn til at være en ligeværdig og positiv del af det fællesskab, som er så vigtig for folkeskolen og for samfundet. Hvis jeg var ligeglad med dit barn eller ikke troede på hendes eller hans gode egenskaber og evne, så ville jeg slet ikke lægge så meget energi i at hjælpe dit barn godt på vej.

Så kære forældre lad os stå sammen om at værne om børnenes dannelse og det fællesskab, som skal være et trygt sted for dem at vokse, lære og udvikle sig.
Stil gerne spørgsmål til mig og alle os andre i dit barns skole, men gør det gerne med en oprigtig tiltro til, at vi også vil dit barn det bedste.
Når vi voksne står sammen, skaber vi trygge omgivelser for børnene og de bedste muligheder for, at de får succes.

Med venlig hilsen
En ildsjæl fra folkeskolen

torsdag den 8. marts 2018

Lad medmenneskeligeheden smitte.

Gennemlæsning af dagens nyheder eller opdatering fra TV-Avisen kan ofte få mig til at tvivle på det gode i mennesker omkring mig. Eller rettere sagt det gode i menneskeheden.
Det er blevet fuldstændigt acceptabelt at lange ud efter vores medmennesker, stramme grebet om dem, der har det svært i livet eller stiller særlige krav til dem, der ikke har så meget.

Til gengæld glædes jeg ofte i samtale med mennesker jeg møder (altså sådan i virkeligheden) over deres medmenneskelige syn. Jeg glædes over historier, hvor fremmede hjælper hinanden, fordi de inderst inde ved, at vi er mere ens, end vi er forskellige. Jeg glædes over impulsiv medmenneskelighed. Og jeg glædes over det sammenhold, der spontant kan opstå når mennesker mødes.

Når jeg er sammen med andre, mærker jeg, at der stadig er så meget godt i verden - alle steder. Og at så mange er villige til at gøre noget ekstra for andre - også dem de endnu ikke kender.
Samtidig mærker jeg, at der graves grøfter mellem mennesker af dem, der har magt, dem der har meget taletid og dem der har mere end gennemsnittet. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan - det kan psykologer, antropologer, sociologer og andre kloge sikkert sige en masse om. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er helt forkert.

Men jeg håber til gengæld, at al den medmenneskelighed, som jeg møder så mange forskellige steder kan smitte - sprede sig som en steppebrand.
Lad os kigge hinanden i øjnene og se hinandens værdi. Og lad os vise magthaverende, at vi ikke vil finde os i et samfund, hvor mennesker stilles overfor hinanden som fjender. I stedet skal vi alle bære ved til et samfund, hvor medmenneskelighed, samhørighed og fællesskab er omdrejningspunkterne.

onsdag den 21. februar 2018

Du har retten til at være ordentlig!

Desværre er der i USA igen behov for at havde fokus på retten til at bære våben. Som dansker har jeg en smule svært ved at forstå, hvorfor alle og en hver (næsten) kan have det behov... altså at bære våben.
Men i vores lille land er der sikkert nogle andre rettigheder, som vi holder fast i - og som måske ikke giver mening for andre.

Det kunne dog være skønt, hvis vi talte højt om en hel anden slags rettigheder (og måske pligter), som vi alle skulle holde mere fast i og dyrke. Fx retten til at være ordentlig overfor andre. Retten til at holde ord. Retten til at være hjælpsom. Retten til at værne om fællesskabet.

For når vi taler om rettigheder, så taler vi som regel om noget til gavn for den enkelte - og det synes jeg er en smule trættende i længden. Vi skulle meget hellere tale om det, der kan gavne mange.

torsdag den 8. februar 2018

Servicetjek til værdierne.

Værdier... i mine øjne nogle super gode pejlemærke, der kan lede os rimeligt sikkert gennem en omskiftelig verden.
Måske har du allerede fundet frem til dine. Og måske bruger du dem allerede bevidst.
Sådan er det i hvert fald for mig.

I dag blev jeg dog udfordret... egentlig ikke på mine værdier, men på mine handlinger. For når jeg nu går rundt og synes, at jeg har rimelig godt styr på mine værdier - kan det så ses og mærkes af mine omgivelser?

Jeg har ikke helt svaret - men det er interessant at give sig selv et servicetjek på den front.

tirsdag den 5. december 2017

Jeg kan godt håndtere sandheden.

Hvis løgnenes klamme svøb har haft fat i dig - så ved du, hvor ubehagelig det kan være... Det kan efterlade dig med følelsen af at være ført bag lyset, latterliggjort og ikke mindst fremstillet som én, der ikke kan kende forskel på sandhed og løgne.

Det er heldigvis er det mange, mange år siden, at jeg har oplevet store tunge løgne. Derfor er det de små hverdagsløgne, der fylder for mig.
Men jeg kan godt håndtere sandheden - så der er ingen grund til at lyve.

Jeg kan godt håndtere at få af vide, når jeg er irriterende.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, hvis jeg skal gøre det bedre.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, at jeg ikke ser godt ud i dine øjne.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, at jeg gjorde dig ked af det.

Men jeg synes, det er svært at håndtere, at du vælger at lyve overfor mig - og dermed også nedgøre den kommunikation vi kunne have haft.

onsdag den 22. november 2017

Ordentlighed i demokratiet

Valgdagen er veloverstået. Næsten alle kommuner og regioner har fundet frem til vinderne - men enkelte steder er valggysere stadig i gang. Det er noget af det spændende ved at bo i et demokratisk land, hvor resultatet ikke er givet på forhånd.

Desværre ser jeg også direkte dårlig opførsel mange steder. Det er helt i orden, at politikerne ikke er enige... politisk. Men at de latterliggør, lægger fælder for og taler nedladende om hinanden, det er ikke i orden.

Jeg ønsker mig, at de mennesker der skal være repræsentanter for os alle sammen i vores dyrebare demokrati, går foran som gode rollemodeller. Jeg ønsker, at de har en opførsel - politisk, professionelt og personligt, som er værd at efterleve.
Samtidig er jeg bevidst om, at jeg ikke kan stille det ønske, hvis jeg ikke også selv er villig til at udvise integritet og en høj personlig og professionel standard.

Det er derfor mit håb, at vi alle vil tage os selv og hinanden mere alvorlige  - og behandle vores medmennesker med respekt og forståelse. Det kunne revolutionere den politiske dagsorden.

onsdag den 25. oktober 2017

Vi må aldrig have for travl til at være hjælpsomme eller venlige.

Vi kender det alle sammen.... De gange hvor vi ikke lige gider holde døren for personen bag os, fordi vi lige synes, at vi havde lidt travlt. De gange hvor vi lod som om, at vi ikke så den ældre mand i bussen, som lige så godt kunne få vores plads. Og de gange hvor vi ikke hjalp med opvasken hos vores gode venner, fordi det var nemmere at lade være.

Men vi må aldrig have så travlt, at vi ikke har tid til at være hjælpsomme eller venlige.

Det forandrer ikke bare de andres liv, men i høj grad også vores eget liv til det bedre, når vi bruger vores tid på hjælpsomheden og venligheden. Selv små gode gerninger gør en kæmpe forskel i det store livsregnskab.

Så sæt dit tempo ned, vær opmærksom på dine medmennesker og dine omgivelser - og giv den fuld gas med hjælpsomheden og venligheden. Mærk glæden sprede sig.

lørdag den 30. september 2017

Diskuter ordentlig

Uenigheder kan være givende for vores udvikling - derfor er det også skønt at diskutere med dem, der har andre holdninger end os. Desværre synes jeg, at mange diskussioner ender med at blive personlige - og ikke saglige. Faktiske kan de blive direkte ubehagelige...

Lad os mødes i ordentlige diskussioner, hvor vi dykker ned i sagen indhold, men lader personlige forhold blive udenfor.