Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Lad os hilse på hinanden.

Jeg elsker at gå en tur i byen og hilse på alle de mennesker jeg kender. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke møder nogle. Det gjorde jeg heldigvis i dag. Der var fleste jeg “bare” hilste på, og nogle jeg stoppede op og talte med. 

Sådan er det også, hvor jeg bor. Nogle hilser jeg kun på, fordi vi måske ikke bor tæt nok på hinanden til, at vi er begyndt at tale sammen. Mens der er andre, jeg ofte taler med.

Og så er der desværre også dem, som ligesom ikke hilser på nogen af os. Måske fordi de aldrig har oplevet værdien af det.

For der er virkelig værdi i, at vi hilser og småsnakker. Vi skaber et fællesskab sammen, hvor vi hver især bringer vigtig input til det. 

Så i dag vil jeg slå et slag for, at vi hilser mere på hinanden og åbner lidt mere op. Smil, vink og stop op. Lad os også se hinanden på den måde. 

Brug bålet til at danne ramme omkring fællesskaber.

Set udefra ligner Sct. Hans traditionen en underlig fokus på bål og brand... hvilket ofte ikke har varslet gode tider.

Men når jeg lige om lidt er klar til at feje Sct. Hans aften sammen med min nærmeste famile og en flok gode venner, så kommer bål og brand til at symbolisere varme, hygge og fællesskab. Det sidste skyldes ikke mindst, at jeg gennem mere end 25 år jævnligt har mødtes med netop disse mennesker omkring lejrbålet rammer.

Og selvom jeg ved, at vi i aften kommer til at dyrke vores eget lille fællesskab, så vil jeg alligevel sende et håb ud om, at vi og alle andre vil bruge den varme og hygge, der er at findes omkring bålet til at invitere endnu flere ind i fællesskaber rundt omkring i landet.

Hvad er en mærkedag værd?

Grundlovsdag... i mine øjne den vigtigste dag at fejre for alle os, der er så heldige at leve i det danske demokrati. Og dagen er da også blevet brugt til flagning, fejring og flotte taler.
Der er endnu engang blevet sat fine ord på, hvad demokratiet bl.a. er for en størrelse, hvordan det opstod og hvorfor vi skal værne om det.

Men hvad er sådan en mærkedag egentlig værd, hvis det altsammen er glemt i morgen eller i næste uge eller når grundloven, almindelige love eller internationale konventioner ikke lige passer os eller de folkevalgte politikere?
For mig bliver dagens særlige betydning i hvertfald udvandet, latterliggjort og tvetydig, hvis vi ikke har fokus på ALLES grundlovssikrede rettigheder hver eneste dag - også når det hverken er nemt ellerbekvemt!

Den lille venlighed.

Det, der egentlig gør hverdagen rar og positiv, er den lille venlighed.

Der hvor du hilser på andre - kigger dem direkte i øjnene og hilser  - og gerne bruger deres navn, hvis du kender dem.
Holder døren for dem. Spørger om de har et godt, eller hvad de laver. Eller hjælper med selv ganske små opgaver.

Den lille venlighed er så uendelig nem at bruge hver eneste dag. Desværre også så nem at glemme...
Men den gør os gladere og bringer os tættere sammen.

Laver du ofte en udligning?

I dag talte jeg med min 16-årige søn. En del af de emner, vi kom ind på, var, hvordan han vil håndtere , at ikke alle mennesker er ordentlige overfor andre.
“Jeg vil sørge for at udligne, det bedste jeg kan”, svarede han prompte.

Sikke et svar. Jeg blev totalt begejstret. Tænk at et så ungt menneske allerede har tænkt, at det ikke gøre noget godt, hvis vi alle bildte os selv ind, at hvis nogle kan snyde, bedrage eller på anden måde være uærlige - ja kan vi andre jo ligeså godt følge trop...

Jeg er helt enig med min søn. Når vi møder noget, så ikke bidrager til noget positivt, så skal vi gøre vores bedste for at udligne. Være mere venlige. Være ærlige og have integritet.
Det vil hjælpe os alle, er jeg sikker på.

Prøv selv at finde ud af, hvad du kan gøre for at udligne.

Er du ligeglad, er du sikkert priviligeret.

Forleden i en samtale hørte jeg den anden sige, at det er med kvinders rettigheder ikke var særligt interessant. Ikke noget rigtigt at gå op i. Først blev jeg en smule stødt over, at nogle sådan valgte andres rettigheder fra som noget uinteressant.

Men det fik mig også til at tænke på, at når vi sådan helt reelt kan vælge til og fra i forhold til, hvad vi gider bruge vores krudt på - så er vi faktisk temmelig priviligeret - måske ligefrem forkælet.
For jeg synes ikke, at jeg som kvinde kan være ligeglad med de rettigheder, jeg og mine medsøstre har kæmpet for eller ikke har opnået endnu.

Desværre er der så andre rettigheder, som jeg helt overser eller glemmer at tage alvorligt - ene og alene fordi jeg som hvid, veluddannet og vellønnet kvinde i et vestligt demokrati er så priviligeret, at jeg ikke mærker, at det skulle have nogen form for betydning. Jeg lever et så nemt og ubekymret liv, at jeg kan skøjte hen over andres kamp for det, jeg tager for givet.

Heldigvis er der en masse mennesker, som også er priviligeret men som samtidig kæmper for lighed. Og stor tak til dem. For vi har brug for at komme ud af vores små gyldne tårne og stå sammen.

Så næste gang du er ligeglad med andre rettigheder og muligheder, så tjek lige om det ikke skulle være fordi, livet er temmelig nemt for dig. Og måske du skulle bruge dine privilegier til at gøre en forskel for andre.

Al magt - til dem det berører!

I går onsdag d. 14. marts 2018 kl 10:00 (lokaltid) udvandrede tusindvis af elever fra amerikanske gymnasier i protest over de mange skoleskyderier og politikernes håndetering af dem.
Demonstrationerne var fyldt med engageret unge mennesker, hvis hverdag i den grad er påvirket af det, som allerede er sker - og af det, som mange politikere ikke har modet eller lysten til at ændre.

Efter mange år med unge (både i USA og andre steder - ikke mindst herhjemme), som har fundet sig i den måde, at dem med magt har forvaltet både de unges fremtid og deres nutid på. Så er det forfriskende og opmuntrende at se unge mennesker, som i den grad ønsker indflydelse over deres eget liv. Som ikke er bange for at tage de “slag”, det giver at stå for noget.
#ENOUGH har været deres “slagord”. For de har lige præcis fået NOK. Nok af snak og manglende handling.

Nu er det heldigvis ikke alle, som lever i en verden, hvor skoleskyderier er hverdagskost. Men der er helt sikkert nogle ting, som vi herhjemme har fundet os i alt for længe. Noget vi har fået så meget NOK af, at vi ikke kan eller skal tie længere.

Hvis du er én af dem, der bliver berørt at beslutninger, som du ikke kan acceptere - så brug din stemme og lad magthaverne vide det. For nogle gange er NOK bare NOK!

Uden værdier mister vi fodfæste.

I en verden fuld af muligheder og valg, hvor det kan virke som om, at morale og etik hører fortiden til, kan det være svært at finde fodfæste. Det kan virke som om, at alt er tilladt... men når først handlinger og ord er ude i blandt andre, er fordømmelse og pegen fingre normalen.

Det kan være usikkert og forvirrende at bevæge sig rundt i en verden, hvor det er så nemt at være forkert på den... Ikke mindst fordi det også rammer indad.
Men vores personlige værdier kan være der, hvor vi finder fodfæste - og hvorfra vi kan nagivere sikkert igennem en foranderlig verden.

Jeg mener, derfor, at vi som enkeltindivider skal finde frem til, hvilke værdier der er vigtige for os - og som samtidig støtter op om vores fællesskab.
Og når vi har fundet frem de grundlæggende værdier, som vi ønsker at bygge vores liv op om, så det  bliver dem, vi tager vores valg ud fra.
Når vi har det på plads, er jeg sikker på, at mange flere vil kunne nagivere sikkert gennem deres liv med fødderne plantet godt på (rimelig) sikker grund.

Lad medmenneskeligeheden smitte.

Gennemlæsning af dagens nyheder eller opdatering fra TV-Avisen kan ofte få mig til at tvivle på det gode i mennesker omkring mig. Eller rettere sagt det gode i menneskeheden.
Det er blevet fuldstændigt acceptabelt at lange ud efter vores medmennesker, stramme grebet om dem, der har det svært i livet eller stiller særlige krav til dem, der ikke har så meget.

Til gengæld glædes jeg ofte i samtale med mennesker jeg møder (altså sådan i virkeligheden) over deres medmenneskelige syn. Jeg glædes over historier, hvor fremmede hjælper hinanden, fordi de inderst inde ved, at vi er mere ens, end vi er forskellige. Jeg glædes over impulsiv medmenneskelighed. Og jeg glædes over det sammenhold, der spontant kan opstå når mennesker mødes.

Når jeg er sammen med andre, mærker jeg, at der stadig er så meget godt i verden - alle steder. Og at så mange er villige til at gøre noget ekstra for andre - også dem de endnu ikke kender.
Samtidig mærker jeg, at der graves grøfter mellem mennesker af dem, der har magt, dem der har meget taletid og dem der har mere end gennemsnittet. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan - det kan psykologer, antropologer, sociologer og andre kloge sikkert sige en masse om. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er helt forkert.

Men jeg håber til gengæld, at al den medmenneskelighed, som jeg møder så mange forskellige steder kan smitte - sprede sig som en steppebrand.
Lad os kigge hinanden i øjnene og se hinandens værdi. Og lad os vise magthaverende, at vi ikke vil finde os i et samfund, hvor mennesker stilles overfor hinanden som fjender. I stedet skal vi alle bære ved til et samfund, hvor medmenneskelighed, samhørighed og fællesskab er omdrejningspunkterne.

Når de store tryner de små...

Det er magt alle steder i vores samfund - også der hvor de fleste demokrati-elskende dansker ikke ønsker at se det.

Gå en tur gennem skolegården - og du vil straks opleve forskellige magtforhold. Det samme kan du se i frokoststuen, blandt venner eller til fritidsinteresser.
Og magtudøvelse er ikke altid kun en dårlig ting. Jeg har se voksne bruge den indflydelse, magt giver dem til at skabe positive forandringer for kolleger og medarbejdere. Jeg har set små elever blive hjulpet af de store, når der var brug for det. Bare tænk på hvordan Pippi udøvede sig magt til manges glæde.
Men jeg har desværre også set et modsatte.

Når dem som er store og har magt tryner dem, som er mindre (på den ene eller anden måde), er det ikke bare uretfærdigt - det er også uanstændigt og uansvarligt.
At have magt kræver jo, at nogle har givet den til andre - eller i hvertfald accepteret at andre har den. Det er på mange måder en af de fineste tillidserklæringer, som vi kan give hinanden.

Derfor rammer det også så hårdt, når tilliden brydes. Når de store ikke tager hensyn til de mange, men fokuserer på egne interesser... ja, så smuldrer det fundament vores moderne samfund er bygget på.
Vi skal dog huske, at de mange små har magten til ikke at finde sig i det.



“Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse at være sød ved andre.” - Pippi

Du kan ikke bage kagen på halv tid!

Piet Hein har bl.a. sagt de kloge ord: Ting Ta'r Tid. Ord jeg har taget med mig gennem mange år.

Det tager nemlig tid at lade ting, forhold eller mennesker udvikle sig. Det taget tid at blive god til noget eller at lære nogen at kende. Jeg tror faktisk, at de fleste kan være enige om den grundtanke. Der er ro i tanken om, at vi er på vej - og ikke behøver at kunne eller være noget bestemt her og nu.

Det indhold vi putter ind i vores liv tager også tid, uanset om det er opgaver, vi selv har valgt eller krav og forventninger, andre har til os. Det kan være job, familieliv eller lign.
Det er bare som om, at manges liv indeholder så meget, at der simpelthen ikke er tid til at udføre noget ordentligt.
Fx tror jeg, at mange har jobs, hvor der er så mange opgaver, at det føles umuligt at udføre dem alle ordentligt. En sådan situation kan være i orden af og til, men hvis det er gentagende - måske ligefrem dagligt, så vil mange ofte få fornemmelsen af, at de nok slet ikke er dygtige nok til deres arbejde (eller andre krav, der stilles).

Men prøv at forestille dig, at du faktisk er god til at bage - måske elsker du det ligefrem. Du skal bage  til en flok mennesker, som du ikke kender så godt. Kagedejen tager ca. 15 min at bakse sammen, inden den skal i ovnen i 30 min. Rimelig simpel opgave. Du har nok også fundet en opskrift, som du bare ved er en succes. Problemet er bare, at du kun får 30 min til hele opgaven.... Hvilket resulterer i en halvbagt ikke så lækker kage.
Første gang kan du nok undskylde tidspresset. Men hvis det bliver dine arbejdsvilkår gang på gang, så vil du efterhånden fremstå som udygtig - måske ligefrem inkompetent.

Det er desværre, sådan mange oplever deres bidrag til arbejdsmarkedet eller familielivet. De har så mange opgaver og slet ikke tid nok. Efterhånden handler det slet ikke om at prioritere mere - for hvordan vi du prioritere kagebagningen, hvis du kun havde den halve tid - og skulle lykkes med opgaven?

Så næste gang du tænker, at en eller anden i din nærhed er uduelig - så overvej om det bare er endnu et taltentfuldt menneske, som kæmper mod uret.

Du har retten til at være ordentlig!

Desværre er der i USA igen behov for at havde fokus på retten til at bære våben. Som dansker har jeg en smule svært ved at forstå, hvorfor alle og en hver (næsten) kan have det behov... altså at bære våben.
Men i vores lille land er der sikkert nogle andre rettigheder, som vi holder fast i - og som måske ikke giver mening for andre.

Det kunne dog være skønt, hvis vi talte højt om en hel anden slags rettigheder (og måske pligter), som vi alle skulle holde mere fast i og dyrke. Fx retten til at være ordentlig overfor andre. Retten til at holde ord. Retten til at være hjælpsom. Retten til at værne om fællesskabet.

For når vi taler om rettigheder, så taler vi som regel om noget til gavn for den enkelte - og det synes jeg er en smule trættende i længden. Vi skulle meget hellere tale om det, der kan gavne mange.

Kast om dig med et par komplimenter - eller flere...

Har du givet et oprigtigt ment kompliment i dag? Du har måske ligefrem givet flere af slagsen.
Det håber jeg. For jeg synes, at vi alle skal gøre en ekstra indsats for at sprede glæde og positiv opmærksomhed.

I dag mødte jeg fx en veninde og hendes mor, som begge gav mig et dejligt kompliment om min kjole. Det er jo ikke fordi, at jeg kommer til at holde mere af kjolen pga. deres kommentar, eller at jeg, som menneske føler mig mere særlig. Men det er rart at blive mødt med et positivt syn fra andre mennesker. Og selvom det for nogle måske kan virke meget overfladisk, så er jeg sikker på, at vi kan ændrer meget ved samværsformer og fællesskaber, når vi bringer komplimentere mere i spil.

Så jeg håber, at I alle vil bruge denne weekend til at give den fuld gas med komplimenter.
Giv dem til din familie, til naboen, til damen i køen eller til en helt tilfældig. Hold dig endelig ikke tilbage. Find noget som er særligt ved de andre, og lad dem vide, at du har set både dét og dem.

Juletrationernes værdi.

I gråvejr er min familie og jeg på vej til den sidste faste juletradition for denne gang, nemlig en altid hyggelig julefrokost med fætre og kusiner.
Det er egentlig ikke fordi, vi holder meget fast i traditioner, men der er dog nogle, som ikke er til diskussion.

Familie- og ikke mindst juletraditioner er på mange måder, de få faste holdpunkter vi har tilbage i en verden under konstant forandring, hvor alt er til diskussion. Derfor giver traditionernes ensformige gentagelser også en ro - noget vi kan være sikre på.
Ofte oplever jeg, at især helt unge mennesker holder meget fast i bl.a. juletraditioner. Det skal være den samme slags mad, samme julesange og samme program som sidste år (og alle år før det...). Og når vi tænker på, at de unge endnu ikke har så megen egen livserfaring til at hjælpe dem med at stå fast i de evige forandringer - så giver det god mening. Det er måske også derfor, at traditioner og genkendelsen har stor betydning for os, når livets mere eller mindre uundgåelige kriser kommer tæt på.

Så julemad, julesange og de mange julefrokoster er ikke kun til glæde her og nu. Det er det, som er med til at rodfæste os og skabe os - samme.

Jeg har også en drøm.

På denne dag i 1963 samledes mere end 200.000 mennesker i Washington D.C. for bl.a. at høre Martin Luther King Jr. tale - en tale som er blevet kendt som "I have a Dream - talen".

King anlagde en positiv vinkel på sin tale, hvor han tog tilhørerne med på en fremtidsrejse til et land med frihed, lighed og en gensidig forståelse. Men han holdt samtidig fast i, at der var noget, der var helt galt i samfundet - noget som ikke kunne eller skulle ties ihjel.

Sådan er det også i dag. Der er ting, som har så stor betydning for dig eller mig, at vi er forpligtet til ikke at tie det ihjel.

Derfor vil jeg bruge dagen på at sige:

Jeg har også en drøm.
Det er en drøm, hvor mennesker mødes i en gensidig forståelse af de andres værdi. Hvor vi mødes i omsorgsfuld venlighed, fordi vi ved, at vi alle er lige, og at alle vores forskelligheder bidrager til at skabe et rigt og alsidigt samfund.

Jeg drømmer om et samfund, hvor børn og unge får lov og mulighed for at udvikle sig i eget tempo - uden at der bliver set skævt til dem, eller vi presser dem ned i kasser, hvor rammerne bliver så snævre, at de risikerer at visne hen.  Hvor de er en værdifuld del af samfundet, ene og alene fordi de er til - og ikke fordi de præsterer på en bestemt måde.

Jeg har også en drøm om en verden, hvor værdier og nysgerrighed leder vejen til udviklende samtaler mellem mennesker, der lever forskellige liv. Samtaler, hvis mål er at forstå hinanden og hinandens ståsted. Hvor vi kan se på hinanden gennem kærlige og anerkendende øjne - som sætter fokus på den enkeltes styrker både i forhold til sig selv og i forhold til fællesskabet.

Derfor siger jeg i dag. Lad omsorgsfuldheden, venligheden og kærligheden gennemstrømme vores verden. Lad forskelligheder, oprigtig nysgerrighed og forståelse trænge ud i selv de fjernest kroge af vores samfund. Og lad os hjælpe hinanden tilbage til den værdibaseret og mangfoldige vej, hvis vi kommer til at fare vildt. Og lad os gøre det med en gensidig tro på, at vi alle gør vores bedste.

Har vi forældre mistet vores betydning i mediernes øjne?

I går morges hørte jeg på P1Morgen en diskussion om sammenhængen mellem unges brug af mobiler, og det at de bliver stresset. Ganske interessant. Men journalisten havde valgt at interviewe formanden for Danske Gymnasier, der skulle forklare, hvorfor man ikke bare indførte mobilforbud på gymnasierne.

Jeg vil slet ikke her komme ind på, om det kunne være en god ide eller ej.
Det der undrer mig er, at jeg meget ofte oplever, at hvis der dukker en eller anden samfundsmæssig problematik op, som kan relateres til børn og unge, så skal alle andre end forældrene løse opgaven. Altså bortset fra, når vi som forældre bliver skældt ud over, at vi ikke opdrager vores børn ordentligt.

Hvordan kan det være, at vi som forældre i den grad er blevet en sideprodukt i medierne øjne i forhold til vores børn? Hvorfor er det ikke os, de henvender sig til, når opgaverne med vores børn og unge skal løftes?

Jeg er ganske klar over, at jeg hverken har kompetencer eller ressourcer til at løfte alle opgaverne. Men jeg vil sætte pris på, at min indsats i forhold til mine børn blev værdsat og vurderet  som en vigtig del af deres dannelse.

Venlighedens rollemodeller

Dette er til dig, som har glæden af at dele liv med børn og unge mennesker, uanset om du har dem derhjemme, om du er en del af deres fritidsliv, eller om du er der i deres hverdag fx i skolen.


Rigtig mange børn og unge går rundt i en hverdag, hvor ingen virkelig spørger ind til, hvordan de har det - eller hvis der bliver spurgt, er vi ikke så interesseret i at sætte tid af til at høre svaret. Det efterlader dem med en følelse af, ikke at være vigtige som mennesker.  Og når vi ikke interessere os for børnene og de unge, så lærer de, at det er åbenbart den måde vi er sammen på...

Vi voksne er de mest betydningsfulde i forhold til at vise vejen til et samfund, hvor venlighed og omsorgsfuldhed har en central rolle. De fleste voksne, jeg har talt med, er helt enige i, at vi gerne skulle have netop sådan et samfund. Men desværre ser jeg alt for ofte, at vi ikke fremstår som gode rollemodeller, som børn og unge kan efterligne. Vi udviser ikke den venlighed og omsorgsfuldhed, der lærer ungerne, at sådan skal de også gerne være overfor hinanden.
Vi spørger netop ikke ind til, hvordan dagen har været. Eller om ugen der er gået siden sidste gymnastiktræning har indeholdt noget spændende. Vi spørger ikke til den familiefødselsdag, som den stille dreng fik fortalt, at han skulle til. Eller lægger mærke til at pigen, der altid roder, faktisk har gjort en stor indsats for at få styr på sine ting.

Og når vi som rollemodeller viser at ligegyldigheden er den måde, vi møder hinanden på, så kopier ungerne det.
Så det er på tide, at vi voksne tager os gevaldigt sammen. Der er vist ingen af os, der for alvor har så travlt, at vi ikke har tid til at være venlige og omsorgsfulde overfor de børn og unge, som beriger vores liv på så mange måde.

Lad børnene tage medansvar ikke det fuld ansvar.

Vi har opdraget vores børn til at tage medansvar i familie og samfund. Da de var helt små, handlende medansvaret meget om at være aktiv deltagende i familiens gøremål, som bl.a tøjvalg og rengøring. De fik også lov til at tage medansvar for fx valg af lørdagsfilmen. Men de har aldrig skulle stå med det fulde ansvar for familiens valg.

Jeg oplever desværre,  at vi voksne ofte enten fratager børnenes mulighed for at byde ind i famile og samfund, eller at vi giver dem hele ansvaret. Børn som ikke hjælper til i familien, er ikke en ligeværdi  del af den. Det samme gælder for de børn, som skal bestemmer det hele og skal tage ansvar for familiens næste rejsemål eller valg af bil.

Vi har brug for at give dele af ansvaret fra os, og træne vores børn i at tage en naturlig del af det. De skal lære at tage mere og mere ansvar, så de, når de bliver voksne, kan tage med ansvar i vores samfund.

Medansvar betyder at byde ind og blive budt ind. Så lær børn og unge at byde ind - og vær klar til at de skal lyttes og tages alvorligt.

Hjælp der hvor der er brug for hjælp.

I dag er det helgen Sct. Georgs dag. Han var en ridder, der gjorde sig bemærket ved at redde en kongedatter og et helt kongerige fra en frygtelig drage. Da kongen ville vise sin glæde og taknemmelighed ved at give Georg en belønning, svarede ridderen, at der var en ridders pligt, ja faktiske et hvert menneskes pligt at hjælpe, hvor der var brug for der - uden at forventet noget igen.
Netop derfor er han spejdernes helgen.

Men hvor tit gør vi noget for andre uden at forvente noget igen? Da jeg reflekterede over historien om Sct. Georg, var det organisationer som Røde Kors, Læger uden Grænser, SOS-Børnebyer m. fl. jeg kom til at tænke på. Det er virkeligt særligt, at menneskerne i disse organisationer i den grad vælger at gøre noget for andre, hvor de umiddelbart ikke får noget igen.

Det kan dog vær nemt, som helt almindeligt menneske at læne sig tilbage og lade de "andre" tage sig af problemerne. Men hvad kan vi gøre i vores daglige liv? Altså med vores handlinger. Drop tanken om at vi kan betale os fra det hele. Vi skal selv ud og gøre forskellen. Jeg tror, mange har det ligesom mig, at vi bliver rørt dybt, når vi ser uselviske handlinger.

Så lad os blive inspireret af Sct. Georg. Lad os hjælpe, der hvor der er brug for hjælp, uanset om det er at holde døren for hende, der har favnen fuld af pakker, eller det er at dele vores kompetencer med dem, som ikke besidder de samme. Der er så meget, vi kan gøre for at skabe et samfund, hvor vi hjælper hinanden uden at holde styr på, hvem der skylder hvem.