Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

• Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
• At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
• Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
• Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 

Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 

Ros løs

“Man skal jo ikke bare gå rundt og skamrose folk.” Det udsagn hørte jeg i dag.

Den Danske Ordbogs forklaring på skamros lyder: overdreven, ofte ufortjent ros - fx fremført i ukritisk beundring eller for at behage eller håne nogen. Og med den forklaring synes jeg da heller ikke, at vi skal skamrose hinanden.

Til gengæld synes jeg, at vi skal rose og anerkende hinanden lige så meget og lige så ofte, som vi overhovedet kan. For når vi vælger den tilgang, så starter det med, at vi øver os i at få øje på alt det, som andre gør godt. Og når vi så tillige vælger at sige det til dem, vel vidende at det jo bare er vores egen holdning og synspunkt, vi deler med dem, og ikke en objektiv sandhed, så giver vi andre en mulighed for at glædes over deres bidrag til andre.

Selvfølgelig skal vi lade være med falsk ros og sleskhed, men lad os nu bare sprede glæde med oprigtig ros og anderkendelse - og meget af den.

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Indre venlighed - set udefra

I går skrev jeg om, at vi også skal huske at vende venligheden indad (Vend venligheden indad). Det vil jeg så gerne have, at vi gør, fordi vi i den grad har fortjent, at vi er gode ved os selv...
Men der er så sandelig også fordele for vores omgivelser.

For set udefra - så har jeg oplevet, at de mennesker, der er mest venlige overfor dem selv, som har lettest ved at tilgive dem selv - og har nemmest ved at finde det gode i dem selv, også er dem, der mest gør netop disse ting overfor deres omgivelser.
Jeg har ingen videnskabelige beviser på, at det hænger sådan sammen - men gennem mange år har jeg observeret, at selvpositive mennesker meget ofte også har en positiv tilgang til deres omgivelser. Måske fordi de ikke føler sig mindre end, bare fordi de løfter andre op. De ved godt, at livet ikke er en konkurrence.

Lige så ofte har jeg også oplevet, at de selv sammen mennesker ikke føler, at de gør noget særligt. De er bare så fyldt med en positiv tilgang, at den "fylder over" og strømmene rammer deres omgivelser på den mest naturlige måde.

Så når du møder disse skønne mennesker, som ser det smukke i dem selv og i dig, så stil dig endelig i deres nærhed, så du også kan blive fyldt op - og kan lade det strømme videre til andre...

Sig det med blomster... eller bare med ord

I denne uge mistede jeg min mor... hold da op, hvor er det en hård oplevelse...

Men i al min sorg har jeg fået mange mange varme og omsorgsfuld ord, både på beskeder, i samtaler og på de sociale medier. Og selvom det ofte er et enkelt ord eller nogle få vendinger, så har det stor betydning, at vi lige rækker ud, når andre er i sorg. Det gør ikke sorgen mindre, men når den følges af andres empati og sympati, så det er lidt nemmere at være i.

En af mine venner havde haft mulighed for at tage fri fra arbejde for at deltage i bisættelsen, og da vi kom hjem stod en buket smukke blomster fra en flok venner, som bare lige ville fortælle, at de tænkte på os.

Der er nok ikke nogen rigtig måde at reagere på andres sorg på. Men vi må ikke glemme, at selv små ord, et kort visit eller en buket blomster kan få den sorgramte til at føle sig mindre alene i det hele. Vi er ikke uden betydning, når dem, vi holder af, går igennem svære tider.

Så midt i sorgen er jeg fyldt med taknemmelighed over alle de gode mennesker, jeg har i mit liv - og jeg er opmærksom på, at jeg skal huske de små ting, der kan have uendelig stor betydning, når jeg møder andre i sorg.

Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

I dine øjne...

I dine øjne har jeg set glimt af, den du er bag alt det ydre.
Bag dine ord, din selvsikkerhed og din usikkerhed...

Glimt af alt det enestående, særlige, smukke og fantastiske du indeholder.
Glimt der fylder mig med glæde, håb og entusiasme.

Derfor vil jeg give dig et løfte om, at jeg vil give dig mulighed for at udfolde alt i dig.

Sig det bare til hinanden...

Ofte har vi en masse positive oplevelser med vores medmennesker - og rigtig mange gange fortæller vi gerne om de oplevelser... bare ikke til dem, som vi havde dem med.

Om det er fordi, at vi er bange for, at det vil være underligt at anerkende andre, mens vi kigger dem i øjnene, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det glæder og varmer, når der er én, som netop fortæller mig, hvis jeg har gjort det godt.

Så vær ikke bekymret over at virke underlig... bare fortæl dine medmennesker om alt det gode, du ser i dem - og oplev hvor meget glæde det kan spree.

Lev så det kan mærkes

Julekalendere har gennem mange år præsenteret os for børn med stærk tro  - og voksne fyldt med mistro... Og børnene må klare skærene, der hvor de voksne giver op.

Ofte er det fine fortællinger, som forhåbentlig giver alle børn mod til at tro på dem selv. Men hvad med os voksne?

I det virkelige liv, håber jeg på at leve, så det kan mærkes (også af mine børn), at jeg har en stærk tro på det gode, på andre og på mig selv - og at jeg ikke giver op, når jeg møder modgang.
Det virkelige måske basalt og ligetil... men vi skal huske at leve, så det kan mærkes!

Du er betydningsfuld!

Det kan som menneske - sådan et helt almindeligt menneske, være svært at forstå, at vi har betydning for andre end dem, der er tættest på os. 
Dermed ikke ment, at mange af os ikke samtidig stræber efter at gøre en forskel i andres liv...
Det er egentligt nok lidt underligt...

Jeg har mødt mange mennesker, som gør en indsats for at være ordentlige, venlige og opmærksomme overfor deres medmennesker. Som gerne gør en ekstra indsats for andre... men som samtidig bliver overrasket over den betydning vi har i andres liv. Jeg har det selv ofte sådan. Jeg er selv en af dem. 

Men vi har betydning for hinanden - også meget mere end vi ellers går rundt og tror. Og på måder vi slet ikke kan forestille os. 

I stedet for at undre os over det, eller italesætte vores betydning som noget ubetydeligt, skulle vi i stedet omfavne det fantastiske i at få mulighed for at gøre en forskel for andre. Og vi skulle oftere tage at sige til hinanden: "Du har betydning for mig!"





"Our deepest fear is not that we are inadequate. 
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. 
It is our light, not our darkness that most frightens us." 
- Marianne Williamson