Jeg gør det faktisk meget godt

Der er bare tider, som er sværere, hårdere eller vanskeligere end andre.
Tider hvor vi virkelig tager os sammen for bare at få de mest almindelige og forventelige ting til at hænge sammen. Tider som slet ikke er sjove.
Når jeg går igennem sådanne tider, kan det være svært for mig at se, at jeg overhovedet bidrager med noget som helst.
Jeg prøver... og jeg gør også noget hver eneste dag. Det virker bare ikke rigtigt som særligt meget.

Heldigvis er jeg omgivet af en masse gode mennesker i min familie, i min vennekreds og på mit arbejde, som hjælper mig med at se, at jeg rent faktisk gør det meget godt.
Og det er netop i de svære perioder af vores liv, hvor vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi gør det godt nok.

Det skal vi også huske at fortælle os selv. Prøv lige at kigge ordentligt på dit liv - alt hvad du laver. Og se alle de ting som du faktisk gør ret godt.
Nogle gange handler det bare om, at du trods din egen indre sindstilstand husker at være der for dine nærmeste eller nogle, du møder på din vej.  Eller du trods træthed og manglende overskud husker at være hjælpsom.
Der er så meget vi gør, som virker som bittesmå ting, men som i virkeligheden beviser, at vi gør det godt nok.

Så brug endelig dagen på at finde alle de ting, du gør godt. Lav en liste hvis du for alvor har brug for at blive mindet om dem. Ros dig selv - for du har i den grad fortjent det.

Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Indre venlighed - set udefra

I går skrev jeg om, at vi også skal huske at vende venligheden indad (Vend venligheden indad). Det vil jeg så gerne have, at vi gør, fordi vi i den grad har fortjent, at vi er gode ved os selv...
Men der er så sandelig også fordele for vores omgivelser.

For set udefra - så har jeg oplevet, at de mennesker, der er mest venlige overfor dem selv, som har lettest ved at tilgive dem selv - og har nemmest ved at finde det gode i dem selv, også er dem, der mest gør netop disse ting overfor deres omgivelser.
Jeg har ingen videnskabelige beviser på, at det hænger sådan sammen - men gennem mange år har jeg observeret, at selvpositive mennesker meget ofte også har en positiv tilgang til deres omgivelser. Måske fordi de ikke føler sig mindre end, bare fordi de løfter andre op. De ved godt, at livet ikke er en konkurrence.

Lige så ofte har jeg også oplevet, at de selv sammen mennesker ikke føler, at de gør noget særligt. De er bare så fyldt med en positiv tilgang, at den "fylder over" og strømmene rammer deres omgivelser på den mest naturlige måde.

Så når du møder disse skønne mennesker, som ser det smukke i dem selv og i dig, så stil dig endelig i deres nærhed, så du også kan blive fyldt op - og kan lade det strømme videre til andre...

Vend venligheden indad

”Jeg vil bare så gerne være sød og rar.”
“Jeg vil gerne være der for de andre.”
“Jeg synes jo, at mine problemer er små i forhold til de andres.”
“Jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke har tid til at lytte (eller hjælpe).”

Sådanne sætninger hører jeg ofte, når jeg taler med mennesker om deres trivsel. Især når de er presset på trivslen. De har lagt låg på deres egne følelser og har gemt problemer væk, mens de i timevis har lyttet til andre. De har skubbet egne behov i baggrunden eller helt væk for at opfylde andres.
Og det er også godt, at de gerne vil være der for andre. At de vil være hensynsfulde, ordentlige og venlige. Det må bare ikke betyde, at de ikke viser sig selv den sammen hensynsfuldhed, ordentlighed og venlighed.

Det er svært for mange af os at give os selv tilladelse til at passe på os selv. Det betyder ofte, at vi bliver skubbet ud over grænserne for, hvad vi synes, vi vil være med til. Vi bliver selvbebrejdende over, at vi ikke har overskud HELE tiden.

Men vi kan sagtens være venlige mennesker, der viser omsorg og empati for vores medmennesker, selvom vi ind imellem siger fra.
Og det er vigtigt for vores egen trivsel og vores overskud, at vi også husker at vende venligheden indad.

Så når du ikke har overskud til andre, så tal til dig selv, som du ville til din bedste ven. Tilgiv dig selv for al det uperfekte. Behandl i det hele taget dig selv lige så godt, som du behandler dine omgivelser. Det er ikke egoisme, det er et tegn på, at du sætter pris på dig selv.

Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Kære mig...

Har du nogensinde skrevet til dig selv? I en dagbog, i et brev eller som refleksion på et stykke papir eller i en notesbog. Hvis ikke så var det måske værd at prøve.

Jeg har skrevet dagbog siden jeg fik den første blanke bog med det fine omslag i fødselsdagsgave da jeg blev 10 år. I nogle perioder har jeg skrevet hver eneste dag, mens der i andre perioder er gået meget lang tid mellem nye ord på siderne.

Men fælles for alle årene er, at jeg på de tomme sider har kunne dele mine inderste tanker, drømme, frustrationer og alle de oplevelser, som har haft betydning for den jeg er blevet. Jeg har ofte forstået mig selv på nye måder - og forstået mig bedre, efter jeg har reflekteret over livet gennem ordene og de svævende bevægelser med kuglepenne, som formede de ord, jeg bedst kunne beskrive mit liv med.

Og jeg har sat pris på at genlæse de refleksioner. At læse det der var skrevet direkte til mig - også selvom det bare var mig selv, der var forfatteren. For gennem de bearbejdede ord har jeg mødt og forstået nye sider af mig selv - og ikke mindst har jeg kunne tilgive yngre og mindre vise udgaver af mig selv.

Så har du endnu ikke skrevet til dig selv, så vil jeg udfordre dig til at prøve det. Måske bare fordi du dermed kan få venlige ord dedikerede direkte til dig.

Hvad er din historie?

Alle har historier at fortælle!
Om deres oplevelser.
Om deres interesser.
Om deres liv.

Måske synes du ikke, at du lige har nogle historie at fortælle, som vi andre vil være interesseret i. Men der tager du fejl. For du er interessant.
Så del endelig historierne med os.
Fortæl dem så vi forstår dem - og giv os tid til at stille spørgsmål.

Til gengæld skal vi lytte og lære dig at kende.

Tak - er på ingen måde fattigt!

Tak - er et ord jeg ofte har brugt, bl.a. fordi der er så mange ting og oplevelser, som jeg har været meget taknemmelig for - og derfor har haft brug for at sige tak til nogle af de mennesker, som har stået bag. 
Jeg har heldigvis også hørt ordet mange gange, fordi jeg er så heldig, at jeg i mange år har være omgivet af mennesker, som også har syntes at jeg skulle have en tak.

Den gamle vending om, at tak blot er et fattigt ord, passer slet ikke. Tak er så er det så meget mere end det. 
For tak spreder glæde, viser anerkendelse, giver tilbage til modtageren og giver lyst til at give mere.

Så har du lyst til at vise din taknemmelighed - og sige tak for små og store ting, så hold dig endelig ikke tilbage.

Sig tak til dem du kender for alle de oplevelser de har været med til at gøre bedre.
Sig tak til dem du ikke kender for alle de ting, som du opdager, der gør godt.
Bare sig tak - og lad ordet sprede sig som ringe i vandet...

Måske er din nabo den mest fantastiske person, som du ikke har mødt endnu...

Uanset om du allerede har en masse fantastiske mennesker i dit liv - er om du er på udkig efter en eller to personer, som vil inspirere dig, give dig nye indsigter og bringe en masse glæde ind i dit liv, så er der stor sandsynlighed for, at de personer allerede er tættere på dig, end du måske lige tror.

Når jeg siger det, så bunder det ikke kun i min grundlæggende tro på, at alle mennesker har noget særligt og værdifuldt at bringe med til fællesskabet.
Det handler i høj grad om, at rigtig mange mennesker ønsker at gøre en forskel for andre. Og når vi “bare” tager os tid til at møde hinanden og lytte til hinanden, så bliver vi overrasket over al det fantastiske, som bor lige ved siden af os...

Masse af succes...

Hvornår har du egentlig succes? Eller spurgt på en anden måde - hvornår har du bestemt dig for, at du har succes?
Hvad er det præcis, du skal have opnået før, du synes, at du har succes?

Nogle gange stiller vi nogle helt urealistiske mål op som vores succeskriterier - og når vi næsten er ved at nå dem, lægger vi lidt ekstra oveni, og så er de alligevel uden for vores rækkevidde....
Og på den måde kan vi holde os selv nede - og sådan set rigtigt nok fortælle os selv, at vi bare ikke er særlige succesfulde...

Min grundlæggende optimisme og tro på alt det gode i livet, har heldigvis bragt mig en masse succesoplevelser.
For succeser findes overalt. Og det handler ikke om at sætte barren så lavt, at du vil have succes bare, du står op om morgenene.
Nej det handler om at gå på opdagelse i dit eget liv efter alt det gode, du gør, påvirker og opnår.
Når jeg fx i en samtale oplever en særlig kontakt med den anden, synes jeg, det er en succes.
Når jeg overholder aftaler med mig selv (som jeg ved kan være svære at holde), er det en succes.
Når jeg kigger på mit familieliv, mine relationer og de tætte venskaber, jeg har bevaret gennem livet, så ved jeg, at jeg har succes.

Så gå endelig på opdagelse efter dine egne succeser - for jeg er sikker på, at du ligesom jeg har masse af succes.

Vær den person...

Brug tid til at lytte til andres historier... og du vil finde ud af, at det ofte er én person måske to udenfor den nærmeste familie, som har gjort en forskel i, hvordan livet har udviklet sig. Og hvis du lytter til den, som endnu ikke har fundet “sin”person - så er det som regel, det største ønske for personen.
For vi har alle brug for at have nogle som virkelig tror på os. På det gode i os - og på vores evner, selvom de måske ikke er så tydelige endnu.

Og lige her. Lige nu... har du muligheden for at være den person i en andens liv.
Måske kender du allerede til én, som du ved har brug for opbakning og din tror på deres bedste. Måske har du ikke mødt vedkommende endnu...
Men hvis du bestemmer dig for, at du vil være netop den person, som bringer andre troen på dem selv og viser dem, hvor meget de kan betyde for andre - så vil du gøre en forskel, som vil række langt ud over et enkelt liv.

Selvfølgelig ved du det ikke...endnu!

Mange mange gange - faktisk bekymrende mange gange har jeg talt med unge mennesker omkring de 15-16 år, der følte sig meget frustreret over, at de slet ikke vidste, hvad de ville med deres liv.

Som voksen kan det virke meget normalt, at de unge ikke ved det. Og det der det heldigvis også. Men det ved de unge bare slet ikke.
De ved det bl.a. ikke fordi, de hele tiden bliver mødt med "hvad-vil-du-egentlig-være-spørgsmål". Og i det øjeblik de vover at svare ærligt og åbne op for deres drømme, så skal de straks stå til ansvar for om hvorvidt de nu også har det, det kræver at blive det ene eller det andet.

• Har de de rette karakterer? 
• Har de de rette forbindelser? 
• Eller den rette indstilling og arbejdsindsats?

Selvom jeg er stor fortaler for, at unge tager den gratis uddannelse de bliver tilbudt seriøst, så synes jeg, at vi stiller forkerte forventninger til dem.

For selvfølgelig ved en 15 årig ikke, hvordan resten af livet skal udfolde sig. Og hvis hun eller han siger, at de har styr på det allerede, må de indstille sig på en masse justeringer under vejs.

At indstille sig på justeringer gælder også for os voksne omkring dem. Vi skal holde op med at presse de unge til at lægge livsplaner, men i stedet tale med dem om det, som har betydning for dem her og nu. Tale med dem om hvilke (personlige) karakterer de ønsker at danne og udleve - og om hvordan vi kan hjælpe dem på vej.

Og når de sidder frustrereret over deres uddannelsesplaner og over om de overhovedet er uddannelsesparate, så skal vi minde dem om, at det er helt normalt og helt i orden, at de ikke ved, hvad livet skal byde på endnu.

Det skal ikke nås på én gang

I dag er det 22 år siden, at Madeleine Albright blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Jeg husker det desværre ikke dagen og begivenheden særlig tydeligt - altså i det den fandt sted.
Men i de år hun var udenrigsminister blev jeg mor for første gang - og der gik det op for mig, at det måske ikke var så ligetil for kvinder at balancere ambitioner og familieliv.

Det blev også tydeligt for mig, at kvinder med gennemslagskraft ikke var en selvfølge blandt mænd med ambitioner.

Men jeg havde ambitioner og jeg ønskede i høj grad at have gennemslagskraft. Jeg ønskede at få jobs, som ikke var "kønsafhængige" - og jeg ønskede så meget at være mor for min lille datter og have tid sammen med hende og min mand.
Som ung og uerfaren havde jeg ikke lige løsningen på, hvordan det kunne lade sig gøre.

Løsningen eller rettere åbenbaringen kom fra Madeleine Albright... jeg hørte hende sige i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvordan hun dog havde nået og opnået så mange ting i hendes liv - at livet er inddelt i kapitler, vi kan og skal ikke nå det hele på én gang.

De ord fik mine skuldre ned. Jeg var direkte lettet. For jeg fik troen på, at jeg sagtens kunne nyde min datter, min søn (som blev født ca. 3 måneder efter, at Madeleine stoppede som udenrigsminister), min mand og det familieliv, som jeg var så vild med... og stadig nå de ting, jeg drømte om.

Og her mange kapitler senere, glæder jeg mig over, hvor livet har bragt mig hen. Jeg har haft så meget "både og", ikke mindst fordi jeg også har haft tid til at vente til der var tid...

I dine øjne...

I dine øjne har jeg set glimt af, den du er bag alt det ydre.
Bag dine ord, din selvsikkerhed og din usikkerhed...

Glimt af alt det enestående, særlige, smukke og fantastiske du indeholder.
Glimt der fylder mig med glæde, håb og entusiasme.

Derfor vil jeg give dig et løfte om, at jeg vil give dig mulighed for at udfolde alt i dig.