Slow living - hvornår?

Jeg tror, at rigtig mange mennesker godt ved, at de ville både fysisk og psykisk ville have godt af at leve lidt langsommere. Det er bare ikke altid lige til at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. For der er jo ting, som skal nås og gøres. Og så er der alle de ting, som vi måske slet ikke har lyst til at opgive...
Fx er det med at være virksom er faktisk noget jeg trives med.

Men slow living behøver ikke være alt eller intet. Du kan sagtens vælge slow living til i bestemte tidsrum - og leve dit "normale" liv resten af tiden.

I mange år har jeg stået op før min familie (og ja - jeg er et A-menneske, så det er ikke så svært) og har skabt mig rolige stunder, før dagen for alvor gik igang. Det er her, hvor jeg siddende i min sofa med en kop kaffe har tid til at kigge ud af vinduet. Måske opdager jeg skyernes bevægelse over himlen. Måske hvordan havens planter langsomt vokser frem - eller langsomt mister bladene. Det er en tid, hvor jeg selv bestemmer tempo og indhold. Hvor jeg har ro omkring mig (altså ikke sociale medier, tv eller lign.), og hvor tanker derfor kan dukker frem og flyve væk igen uden at være del af en større plan.

Slow living kan også være gåture efter arbejde, som ikke handler om puls eller distance, men bare om at komme lidt væk fra alt det, vi ellers skal og nyde øjeblikket.
Eller som eleverne på min efterskole elsker at gøre, når bare der er den mindste smule sol - at smide sig på et tæppe på græsset sammen med gode kammerater og lave absolut ingenting. Det betyder ikke, at eleverne på nogen måde er dovne (faktisk tværtimod), men de har husket glæden ved dette "ingenting".

Faktisk tror jeg at de fleste menneskers dagligdag giver mulighed for denne slags pauser - hvis vi bare er interesseret i at finde dem. Og når vi tager os tiden til at tage det roligt og sætte tempoet ned og bare være, så tror jeg også, at vi møder os selv og andre med mere overskud og venlighed.

Livet i hverdagen

"Life is what happens to you, while you're busy making other plans."

- sådan sang John Lennon til sin yngste søn. Og jeg har sagt ordene mange gange... til mine børn, til mig selv og til nogle af alle de unge mennesker, som jeg har haft fornøjelsen af at dele hverdag med.

Men ligesom så mange andre ord og citater, der nok giver os en form for mening eller får betydning for os i livet, så har jeg ofte glemt at stoppe op og tænke over, hvad de egentlig betyder for mig - altså sådan for alvor.

I det sidste stykke tid har jeg sørget for at holde pauser nok i min hverdag, så tankerne kan få frit løb. Og netop i dag på en gåtur efter en skøn men egentlig ganske almindelig dag, kunne jeg igen mærke, hvad John Lennons sangtekst betød for mig.

For dagen startede på ingen måde som noget særligt. Ej heller har den indeholdt særlige begivenheder. Men den har rummet liv - i form af samtaler, overvejelser, tanker, tid alene og tid sammen med andre. Den har været så ganske almindelig, som man nu kan forvente af en januarsmandag - og på samme tid været helt særlig.. fordi jeg har givet mig tid til at mærke det liv, som sker på netop sådan en helt ordinær dag...

Morgen er noget ganske særligt.

Morgen er noget ganske særligt. Naturen minder os om fornyelse og en ny start.
Det er bare ikke altid, at vi opdager det... Ganske enkelt fordi vi slet ikke er oppe til at opleve det.

Og jeg forstår godt, at ikke alle trives med at stå tidligt op, og at nogle har job, der gør at deres døgnrytme er anderledes. Men når det er muligt skulle alle alligevel give sig selv den gave at stå op med solopgang, fornyelse, tid og ro.
Jeg er sikker på, at det ville give os en ny måde at møde dagen, os selv og hinanden på.

Du skal nok få en chance mere...

Vi har travlt...
Pensionisterne har travlt som aldrig før.
Småbørnsforældrene har travlt med at få alle ender til at mødes (eller bare i det mindste bare komme i nærheden af hinanden...).
De unge har travlt med ikke at gå glip af noget som helst.
Og os som er midt i livet - ja vi farer også rundt efter alt muligt.

Men hvad er det egentlig vi har så travlt med? Hvad er det, vi er bange for at gå glip af?
Listen kunne sikkert blive kilometerlang...

Men vi skal læne os mere tilbage. Slappe af. Sige nej til det vi rent faktisk ikke gider eller ikke kan presse ind i kalenderen.
For vi skal nok få nye chancer. Vi skal nok opnå skønne store eller små ting i livet. Vi skal nok blive budt op til dans igen.
Lad bare et par chancer eller muligheder slippe forbi nuet. De kommer igen. Måske ser de anderledes ud, men tag ikke fejl - det er stadig muligheder...

Alt det vi ikke kan forudse...

Livet er ikke til at forudse! Sådan er det bare.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at planlægge eller drømme. Det betyder, at vi også skal huske at omfavne alt det, som bare kommer ind fra højre... eller som kommer med årene.

Jeg har fx i dag tilbragt en del af dagen på Rigshospitalet med min søn. Noget vi har gjort med jævne mellemrum gennem de sidste snart 11 år. Jeg havde da aldrig nogensinde forudset, at jeg ville kende genveje, mennesker eller stille kroge på det sted. Men sådan har vores liv nu engang formet sig.
Ej heller havde jeg forudset, at min mor langsomt ville forsvinde for øjnene af mig, mens demensen langsomt vinder frem.

Jeg havde heller ikke forudset, at jeg lige pludselig ville få mulighed for at bestride drømmejobbet, samtidig med at det krævede nogle af de sværeste valg i mit voksenliv.
Lige så lidt som jeg havde forudset, at mit liv skulle omhandle børn og unges udvikling - og at det skulle give så meget glæde.

Min pointe er, at vi skal sænke skuldrene... livet sker - og tager os i alle mulige forskellige retninger. Det er helt i orden. Og vi kan IKKE forudse det. Men vi kan huske at glædes over nuet og over, hvor langt vi allerede er kommet. Og det er ikke så lidt endda.

Tæt på opleves lykken bedst...

Jeg sidder og nyder den smukke, smukke udsigt fra min nye bolig. Og roen!

Ofte har jeg ligesom så mange andre rendt rundt for at finde fantastiske og særlige oplevelser... og har så sandelig også haft en hel del af dem.
Men denne sommer har mindet mig om, at det mest fantastiske og særlige for mig er det nære og det, som er så ligetil.
Det er naturen, mennesker som har betydning for mig og tid til ikke mindst mig selv...

Lykken ligger ikke et eller andet fjernt sted i en eller anden fjern fremtid. Lykken, glæden, og alt det der gudskelov følger i kølvandet på disse to findes der, hvor vi virkelig er til stede...

Tjek ud og tjek ind...

Så er ferien også kommet til mig. Det betyder, at jeg vil holde pause fra bloggen her - og virkelig prøve på også at holde pause fra sociale medier, nyheder og alt det andet, som kan forstyrre i hverdagen.
Jeg vil simpelthen tjekke ud... og tjekke ind i forhold til nærvær, ro og fordybelse.

Jeg håber, at I også har mulighed for at gøre det sammen. Rigtig god ferie.

Stille søndag.

I følge kristendommen er søndagen hviledag - og nytårsaften anbefalede dronningen, at vi huskede at gøre unyttige ting.

Selvom jeg egentlig ikke synes, at vi skal gøre noget bare fordi, nogle andre siger det, så er jeg alligevel vild med ideen om en stille søndag med afslapning og unyttige aktiviteter.

Jeg tror på, at vi i vores travle verden og travle hverdag skal slappe meget mere af og dyrke det unyttige.
God fornøjelse til jer alle.

Hvor er du i dit liv?

I går skrev jeg noget om at have kalenderen fyldt op med aftaler og forpligtelser - og om, at det kan være godt at rydde lidt op i alt det engang imellem.
Det fik mig til at reflektere over, hvad al den travlhed gør ved os.

Jeg tror på, at de fleste mennesker som udgangspunkt er flinke og rare - og vil hinanden det godt. Men det er bare ikke altid sådan, vi kommer til at udtrykke os....

Når vi hele tiden er presset på tid og forpligtelser, så dræner det alle steder. Det er der, at vi mister forståelsen for, at vores omgivelser tænker, agerer eller reagerer anderledes end os selv. Når vi har halset af sted hele dagen, ugen eller året for at få alle ender til måske ikke at hænge sammen, så dog være i skueafstand til hinanden, så er der bare ikke mere at give af. Så er et voldsomt nemt at skælde ud på ekspedientens hastighed, pædagogens håndtering eller kollegaens hjælp. Også selvom vi inderest inde slet ikke er vrede mennesker.

Vi er et folkefærd, der har så travlt med udvikling, selvrealisering og forbedringer alle steder, at vi ofte glemmer os selv. Vi glemmer, hvem vi virkelig er, og hvad der virkelig har betydning.

Så en oprydning i kalenderen er ikke bare for sjov skyld. Det er nemlig en alvorlig sag, når vi har skubbet os selv ud af vores eget liv.

Søndagsture

Da jeg var barn kørte vi ofte søndagsture. Det var der faktisk mange familier, der gjorde. Vi pakkede en madkurv eller kaffen og kørte ud i det blå. Vi havde ikke et bestemt mål med turen. Det handlede om at være sammen som familie og at komme ud og se noget - måske “bare” en god udsigt.

Det er ligesom om, at det med søndagsturene er gået lidt i glemmebogen. Jeg hører ihvertfald ikke så ofte om, at nogle kører på søndagsture mere. Men i dag kørte jeg sådan en tur med min mand. Og det var en skøn oplevelse. Når vi ramte et kryds, bestemte vi os for, hvilken retning vi så skulle tage. Uden plan eller formål. 

Vi kørte gennem mange smukke steder, gader jeg ikke havde været på før. Det var så at være på opdagelse i ellers kendte områder. Turen lagde også op til mange gode snakke - inspireret af det vi så. 

Jeg tror, at det er på tide at hive søndagsturerne fra fra glemmebogen. I vores travle liv er det en befrielse at gå på opdagelse uden mål eller formål - andet end at være sammen med de nærmeste og nyde nuet.