Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.

Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.

Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.

Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.

Stil tusindvis af spørgsmål

Jeg elsker spørgsmål. Siden jeg var helt lille, har jeg selv haft tusindvis af dem - og spurgt mine omgivelser om alt muligt... sikkert til fleres irritation, men til min egen store glæde.
Jeg elsker også at få spørgsmål. Og rigtig gerne dem jeg ikke lige kan svare på.

Jeg synes, at vi skal droppe noget af al vores jeg-spørger-ikke-for-det-burde-jeg-vide eller jeg-spørger-ikke-for-jeg-er-eksperten-her, og i stedet stille hinanden alle mulige oprigtige og nysgerrige spørgsmål.
Jeg er sikker på, at vi så kunne komme meget tættere på hinanden 😀

Et gammelt foto

På mit kontor i mit hjem, har jeg et foto af mig selv på en første skoledag. Jeg er ikke sikker på årstallet, men det er muligvis fra 1. klasse, så jeg er omkring 7 år gammel. Jeg ser spændt ud og lidt genert. Billedet er taget i indkørslen til mit barndomshjem, samme sted som første-skoledags-billederne blev taget i mange år efter.

Jeg har billedet stående fremme for at minde mig selvom, hvem jeg var en gang, hvor jeg kommer fra og hvorlangt jeg har bevæget mig.
Det er vigtigt for mig at huske den lille pige, jeg var en gang. Huske hendes drømme, glæde, hendes bekymringer - og hvordan hun kunne lege i timevis i haven eller med en lille ubetydelig dims og glemme verden omkring sig.
Og jeg glædes over, at jeg er opvokset i et kærligt hjem med forældre, som gerne delte ud af deres tid, kærlighed, omsorg og viden. Et sted hvor jeg kunne være tryg, når verden omkring mig blev lidt for meget.
Det var netop denne trygge base, og det fundament jeg har fået med der, som har gjort, at jeg har kunne bevæge mig væk derfra. I nogle perioder fysisk langt væk.
Fundamentet har ligeledes betydet, at jeg har haft mod til at prøve nye ting. Kaste mig ud i noget, selvom jeg slet ikke vidste om det ville lykkes. For jeg havde et blødt sted at lade.

Og jeg har kastet mig ud i mange ting. Nogle gange lidt hovedløst ville mine forældre måske sige. Det har givet knubs - og en masse fede oplevelser. Det har betydet, at jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv. Ting som jeg virkelig er stolt af. Så billedet minder mig også om, hvorlangt jeg og andre mennesker har bevæget os gennem livet. Det skal vi huske at anerkende hinanden for 😀

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.

Hvad er din historie?

Alle har historier at fortælle!
Om deres oplevelser.
Om deres interesser.
Om deres liv.

Måske synes du ikke, at du lige har nogle historie at fortælle, som vi andre vil være interesseret i. Men der tager du fejl. For du er interessant.
Så del endelig historierne med os.
Fortæl dem så vi forstår dem - og giv os tid til at stille spørgsmål.

Til gengæld skal vi lytte og lære dig at kende.

Livet som træningsbane

Der er så mange kloge ord, som er sagt om livet. Mange af dem har sikkert hjulet mange af os med at huske det, der er vigtigt for os. Det der i sidste ende har betydning.

Nogle af de kloge ord, som har lagret sig hos mig, handler om, at livet ikke er en generalprøve...
Og selvom mening nok mest er den, at vi skal huske, at livet er her og nu  - og ikke noget der venter på os, så betyder ordene også for mig noget helt andet. For til en generalprøve skal alting helst klappe og gå "perfekt" - og det behøver de slet ikke i livet.

For livet er også en træningsbane, der hvor vi øver os i alt det, vi gerne ville kunne. Det er en træningsbane, hvor vi endnu ikke behøver at have styr på "livet". Hvor fejl er helt i orden.

Træningsbanen kan ændre udseende, indhold, holdkammerater og trænere - alt efter hvor vi befinder os fysisk og psykisk. Du kan bestemme formålet med din træning...

Og er der noget, som du ikke kan endnu - så er det godt at træningen forsætter igen i morgen.

Altid og aldrig...

Det er meget, vi kan lægge tungt på vore egne skuldre. Ikke mindst forestillinger om, hvordan vi “burde” være.
Mange ting har jeg allerede lagt fra mig - og mindst lige så mange arbejder jeg med at få løftet af skuldrene.

Og det der ofte tynger hos mig, er emner som kan formuleres i sætninger, som indeholder enten  “altid” eller “aldrig”....

En god chef ville aldrig gøre sådan...
En god ven ville aldrig husker, at...
En ordentlig medarbejder har altid styr på...
En klog person ville aldrig...

Nogle gange hører jeg disse ord fra andre, men ofte kommer de fra mig selv.
Og de har ikke hold i virkeligheden. For der er ingen regler, ingen formular, der definerer, hvordan vi er gode eller ordentlige. Så enkelt er ingenting - og gudskelov for det!

Så det er værd at give slip på alt det “altid-” og “aldrig”-fis, vi bilde os selv og andre ind. Og bare lære os selv at kende, som den chef, ven, medarbejder eller person, vi nu engang er.

Tanker til dig selv

Herhjemme har huset været præget at søndagsstemning og en let befriende dovenskab hele dagen. Og  vi ellers så travle moderne mennesker har så sandeligt også brug for og godt af sådanne dage.

Derfor vil jeg heller ikke opfordre til al mulig aktivitet... men når du alligevel ikke laver noget, så kunne du sagtens snige venlige ord ind i dine tanker. Og start endelig med venlige tanker om dig selv - for du er god nok 👍

Lad dig bare begejstre!

Begejstring falder mig nemt. Fra jeg slår øjnene op om morgenen til, jeg går i seng, oplever jeg mange mange små og store ting, der begejstrer mig.

Den slags overbegejstring forflader jo bare virkelig begejstring, ville nogen måske mener. Men det synes jeg slet ikke. Jeg har fx aldrig oplevet, at kærlighed blev mindre af at blive dyrket hele tiden... Så det tror jeg heller ikke, at begejstring gør.

Min begejstring vokser ud fra samtaler, fællesskaber, nærvær, natur... ja fra alt det der er større end mig, men hvor jeg for alvor kan mærke mig selv... og mærke en samhørighed med dem eller det omkring mig.

Så lad dig bare begejstre. Det er på ingen måde for meget. Tværtimod. Det er helt i orden. Og lad endelig din begejstring blive så stor at den smitter 😃

Lev så det kan mærkes

Julekalendere har gennem mange år præsenteret os for børn med stærk tro  - og voksne fyldt med mistro... Og børnene må klare skærene, der hvor de voksne giver op.

Ofte er det fine fortællinger, som forhåbentlig giver alle børn mod til at tro på dem selv. Men hvad med os voksne?

I det virkelige liv, håber jeg på at leve, så det kan mærkes (også af mine børn), at jeg har en stærk tro på det gode, på andre og på mig selv - og at jeg ikke giver op, når jeg møder modgang.
Det virkelige måske basalt og ligetil... men vi skal huske at leve, så det kan mærkes!

Lad venligheden sprede sig.

Senere i dag drager jeg til Billund for at deltage i et arrangement i denne weekend. Der vil være mere end 1000 andre mennesker der. På forhånd kender jeg rigtig mange, som jeg glæder mig til at se og have gode samtaler med.

Jeg glæder mig også til at møde dem jeg ikke kender endnu. Til at høre deres ideer og holdninger og opleve, hvordan de kan skubbe til mit eget syn på verden.
Men mest af alt ser jeg frem til at dyrke venlighed mellem mennesker - især min egen venlighed overfor dem jeg ikke kender.

For det er forholdsvis nemt at være venlig overfor dem ,vi kender. Selvfølgelig især dem vi har et godt forhold til. Det er dog lige så vigtigt at være venlig overfor dem, vi ikke kender.

Så jeg vil lytte til andre - og lade dem tale ud. Være nysgerrige på hvor deres ideer og synspunkter stammer fra. Jeg vil tale med dem, der står udenfor "flokken". Jeg vil smile til de andre i køen. Jeg vil rejse mig fra sofaen i fællesrummet, så vi kan byde endnu én ind i fællesskabet.
Og jeg vil gøre det, så de kan mærke venligheden - og håbe på, at de giver den videre.

Temperament... er også en gave.

Temperament har jeg ofte hørt omtalt som en dårlig ting - eller ihvertfald ikke som en særlig positiv ting. 
Hvilket nok skyldes, at mange omkring mig har ment, at jeg havde rigelig af det...

Men min måde at reagere og agere på i verden har også betydet, at jeg har gjort mange ting, haft modet til at stå for noget og har været hurtigt til at hjælpe eller handle.
Mit temperament har været katalysator for meget af det, jeg er så stolt af i dag.

I mange år var mit temperament fyldt med skam - fordi det på en eller anden måde ikke passede til det billede, andre gerne ville have af mig.
Men temperamentet er mit, og det er på ingen måde hele mig! Og temperamentet er som en del af livserfaringen blevet en god ven og hjælper.