Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

De små samtaler

Dagen begyndte med en 1½times køretur med en af mine gode venner. Vi har begge en travl hverdag, så der kan godt gå et godt stykke tid mellem vores samtaler, så køretiden i dag var en hel gave.

Fra det øjeblik jeg satte mig ind i bilen til jeg steg ud igen, fik vi vendt store og små ting i vores liv. Og selvom 1½ time engang imellem ikke er lang tid, så er det alligevel værd at holde fast i. På samme måde det er værd at holde fast i 5 minutters telefonsamtaler, som måske ikke syntes af så meget her og nu - men som alligevel gør en forskel i det lange løb.

For selv små samtaler har stor betydning i vores relation til andre. Det er ikke samtalens længe, men dens dybde der afgør om, den får betydning for os.

Derfor elsker jeg små samtaler, som akkumuleres og danner ramme om relationer.

Køkkenkabinettet

I dag får jeg besøg af en flok skønne kvinder, som igennem mange år har været med til at skabe et fundament i mit liv. Et fundament hvor jeg kunne være i rimelig sikkerhed, når verden omkring mig rystede.

I nogle perioder har vi set meget til hinanden - og i andre noget mindre. Men vi har altid kunne tage svære emner op, noget er betød noget eller noget som fyldte i øjeblikket.
Derfor ser jeg dem som en del af mit køkkenkabinet. Altså ikke det som hænger på væggen, men det kabinet, der rådgiver mig - og ofte vil vi ende i gode samtaler i køkkenet...

Og nogle gange handler det slet ikke om rådgivning, men om at få luft, være tilstede eller sige tingene "råt for usødet". Men uanset hvad vi har været igennem, så bakker vi op om hinanden.

Jeg håber, at andre har samlet lignende køkkenkabinet omkring sig - for når livet rammer, så har vi alle brug for et sikkert sted at lande...

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

Glæden ved langtidsholdbare relationer.

Jeg elsker at møde nye mennesker!
Men mest af alt elsker jeg at være sammen med familie, tætte venner og gode bekendte. Dem som kender mig godt.

Jeg elsker, at samtaler kan tages op, hvor de slap, fordi vi kender hinanden så godt.
Jeg elsker, at bestemte ord kan udløse latter, fordi vi sammen pludselig bliver mindet om en hændelse som skete for 20 år siden.
Jeg elsker, at vi ikke behøver at forklare så meget, fordi vi allerede kender alle mellemregningerne, særhederne og historierne.


Og når jeg møder nye mennesker, så er det også det, jeg er på udkig efter... dem som kan blive til langtidsholdbare relationer.

De sociale medier er udskældt for meget - og en del af det er også berettiget. Jeg synes dog, at de også har en del fordele, bl.a. at det er nemt at følge med i venners liv og holde kontakt med bekendte.

Desværre må jeg dog konstantere, at jeg så ikke får holdt kontakt med gode og interessante bekendte, som ikke “hænger ud” på disse medier. Det er ligesom om, at jeg glemmer dem. Ikke fordi jeg gerne vil, men måske fordi jeg efter en tur på diverse sociale medier er fyldt op med informationer om andres liv...

Det er egentlig trist, at jeg som anser mig selv for at være bevidst om mine valg og modig i mine beslutninger ikke tager et mere aktivt valg i forhold til, hvem jeg vil bruge min tid på...

Mennesker på besøg i vores liv.

Jeg har engang  - et eller andet sted læst eller hørt, at mennesker er i vores liv indtil, de har lært eller givet os det, de kom for... og det er egentlig en meget smuk tanke.
Derfor syntes jeg, at det var interessant at undersøge lidt nærmere, hvor mange mennesker der er gået ind og ud af mit liv gennem årene - og hvad de har givet mig.

Det blev til tur “down memory lane” sammen med gamle fotos af skolekammerater, lærere, gymnastikkammerater og -undervisere, venner, familie, spejdere, studiekammerater, kolleger og mange mange flere. For hvert eneste ansigt jeg kiggede på, prøvede jeg at huske, hvad det var personen havde givet mig. Nogle har givet mig troen på mig selv, og nogle har givet mig troen på mine medmennesker. Nogle har givet mig indsigt i et bestemt emne, og andre i et øjebliks særlige betydning. Nogle har givet mig muligheden for at være alvor, mens andre har givet mig mange timers latter.
Alle har det haft en betydning for den person, jeg er i dag.

Jeg er på ingen måde trist over, at mange af disse mennesker ikke er en de af mit liv nu. Jeg er tilgengæld superglade for, at vores veje har krydset hinanden. Måske vil det ske igen.

Der er selvfølgelig også de mennesker, der i mange år har været en del af mit liv. Og jeg selvom,  at jeg har lært utroligt meget af mine mangeårige venner, er jeg overbevist om, at de stadig har meget at give mig.
Nogle besøg i livet varer længe, fordi de mennesker åbentbart har så meget at give os, at det må tage et helt liv....

Brug din tid på det vigtigste.

Når vi har travlt i vores liv og føler, at vi skal være mere effektive, så sker det desværre tit, at vi glemmer tiden med vennerne. Men det er ofte tiden med netop dem, der giver os et ekstra overskud og glæde.

Livet er så meget mere end effektivitet og resultater. Det er samtaler, stilheden mellem ordene og fælles oplevelser. Det der er vigtigst for os, er ofte svært at sætte ord på. Måske er det derfor, at vi glemmer at prioritere tiden til det.

Der har jeg hjemme.

I venskabets trygge favn - der har jeg hjemme.
Der hvor vi ikke skal forestille at være andet, end det vi virkelig er.
Der hvor vores historie (trods ungdommens kådhed og fejltagelse - trods voksenslivet redebygning og   karriere-selvoptagenhed) bliver mødt med forståelse - og til stadighed åbne døre.
Der hvor der lyttes - og der hvor vi kan sige det, som trænger mest til at blive sagt.
Der hvor latteren kan klinge selv i de tungeste tider. Og der hvor tårer får frit løb.

I venskabets trygge favn - der har jeg hjemme.
Og der søger jeg hen, når jeg trænger til at føle mig hjemme.

Vennehjælp

Hvis vi skal snakke om venner, der hjælper, vil mange sikkert tænker på, når de har fået hjælp til flytning og lignende eller støtte i svære tider.
Men hjælpen kan også være at give os det, vi har mest brug for i en mindre målestok.

I dag fx sørgede nogle af vores supergode venner for aftensmad til os. Det var alt for længe siden, at vi havde nydt deres gode (og beroligende) selskab.
Min mand og jeg er ikke rigtig gode til at sørge for pauser, til gengæld er vores venner virkelig gode til at give os et sted, hvor pauserne kan indfinde sig.
Så da beskeden om, at de havde aftensmaden klar til os tikkede ind, var det som at få en gave - som vi måske slet ikke var klar over, at vi virkelig havde brug for.
Nu her efter timer i godt selskab, har roen indfundet sig, samtidig med at vi er fyldt op af gode snakke og den inspiration, vi også altid tager med hjem derfra.

Vennehjælp er så meget mere end det meget håndgribelige. Det er også, det der kan virke som små ting. En lille invitation til at nyde en pause i livet sammen

With a little help from my friends

For et år siden stod jeg og min lille familie og stressede over, at vi skulle gøre klar til min søn konfirmation - men også lige skulle holde bisættelse og tage afsked med min elskede faster dagen inden.

Vi var ikke bare presset på følelserne, som gik fra sorg over tabet af et menneske, der stod os alle nær til glæden ved at skulle fejre min søns store dag. Vi var også presset på tid. Men heldigvis er vi omgivet af mange skønne og hjælpsomme mennesker. Nogle af vores bedste venner satte en fredag eftermiddag og aften af til at kunne hjælpe os med at dække borde og gøre lokalerne i stand. Min ene svigerinde sørgede for at bage desserten. Uanset hvor vi vendte os hen, var familie og venner klar med en hjælpende hånd. Og selvom jeg da godt ved, at hvis vi virkelig skulle have klaret det selv, så havde vi også gjort det. Men det skulle vi heldigvis ikke.
Og i dag er vi så på vej til min nieces 18 års fødselsdag med bagagerummet fyldt med stege, fordi vi har haft muligheden for at hjælpe hendes mor med maden.

Jeg møder af og til mennesker, som siger, at de aldrig spørger om hjælp. Faktisk siger de ofte, at de ikke kan få sig selv til at spørge om hjælp. De vil hellere klare det hele selv. For mig er det ikke bare martyragtigt men også uendelig trist. Vi skulle alle sammen gerne føle, at vi er en del af et større fællesskab. Et fællesskab som står klar med en hjælpende hånd, når vi har brug for det.

Så drop tanken om at skulle være alene om alting. Byd andre indenfor og bed om hjælp, det styrker fællesskaber, venskaber og familier.

Vennestyrke vs. viljestyrke

Der er flere ting i mit liv, som jeg gerne vil tage sammen til at gøre. Nogle af dem er jeg faktisk lykkedes med, mens andre sådan lidt er gået i glemmebogen. Af og til har jeg været skuffet over mig selv, over at jeg ikke bare har taget mig sammen. Altså, hvor svært kan det være!

Det kan faktisk være rigtigt svært. Viljestyrke er ikke bare lige til, og det handler ikke kun om at tage sig sammen. For jeg tror, at de fleste af os har prøvet at tage os sammen mere end én gang. Så det er jo ikke fordi, vi ikke kan. Hvad er det så, der holder os tilbage?

Kig dig lige omkring... Hvor meget ligner du egentlig dine venner? Sikkert temmelig meget.
De fleste af mine nære venner har uddannelser, som enten ligner min, eller som ligger inden for mine interesseområder. De har nogle værdier, som ligger tæt op af mine. Vi kan lide mange af de samme bøger, film og tv-serier. Ja, jeg kunne blive ved.
Vi passer sammen med vores vennegruppe, og vil helst ikke skilles os for meget ud. Det gælder ikke kun teenager, som er i gang med at finde deres eget ståsted i livet. Det gælder i høj grad også for voksne, livserfarende og uddannet mennesker.

Hvis mine venner læser meget, er der stor sandsynlighed for, at jeg også læser. Sammen sætter vi en standard for, at det er vigtigt at læse. Hvis mine venner spiser junkfood og er lettere overvægtige, er det tænkeligt, at den livsstil er acceptabel i blandt mine venner. Vi kopier måske ikke andres livsstil direkte, men i vores valg af venner og omgangskreds, vælger vi, hvilke kulturer og livsmønstre vi vil være en del af.

Derfor skal der mere en viljestyrke til at ændre noget i vores liv. Det kræver nemlig i høj vennestyrke. Dvs. at store ændringer kræver, at vores venner bakker op om det. Hvis jeg gerne vil spise sundt, men hele min omgangskreds ikke vil, så kommer jeg ikke så langt med viljestyrken.
Alternativet er, at jeg skifter min vennekreds ud. Det er måske også derfor, at vi gennem livet ændrer i sammensætningen af venner.

Heldigvis er der også de venner, som ændrer sig i fællesskab med os, så vores rejse sammen bliver livslang. Det er de venner, som bakker op om vores lyst og vilje til forandring. Som gør ændringerne nemmere og ekstra skønne - og som er klar til at hjælpe os op, hvis vi falder i, og som hepper på os, når det går op ad bakke. Med deres vennestyrke bliver viljestyren så meget nemmere.