Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Antagelser

Antagelser... Ja, jeg antager, at vi alle har dem, i hvert fald ind imellem. 😏
Faktisk kan vi vel ikke helt undgå at antage forskelle ting, når vi forsøger at forstå verden omkring os.

Men nogle gange bliver jeg dog ramt af andres antagelse om mig, eller om det jeg gør. For det er bare ikke altid, at andres antagelser stemmer overens med mine intentioner... Og det er ikke særligt rart at mærke, hvordan antagelser kan ramme helt forkert i forhold til min egen opfattelse af den, jeg synes, jeg er i verden... Altså når nogle synes, at jeg er på en måde, som fx ikke er ordentlig, ikke er omsorgsfuld - eller på andre måder, som jeg gerne vil være.

Så er det, at jeg ønsker, at vi mennesker ville holde op med at antage så meget, og i stedet stille os oprigtig nysgerrige overfor hinanden. Og stille de andre spørgsmål, som kunne gøre os klogere på hinanden - og forhåbentlig også bringe os tættere sammen. Eller i det mindst mindske misforståelser.

Men jeg er også klar over, at jeg jo også glemmer spørgsmålene og springer direkte til antagelserne (og ofte også misforståelserne)...

Så hvis jeg stiller en masse spørgsmål næste gang, vi mødes, så er det bare fordi, jeg gerne vil forstå dig - og ikke antage, at jeg gør det automatisk.

Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Har du hørt, hvad du selv siger?

Har du prøvet at være opmærksom på, det du selv siger?
Ikke bare til dig selv inden i hovedet, men også til det, der kommer ud af din mund?
Nogle gange er det helt vanvittigt, hvad vi synes om alt muligt. Eller hvad vi giver udtryk for, at vi synes...

Jeg vil gerne bruge mindre energi og færre ord på det, der ikke vedkommer mig og på det, jeg ikke ønsker i mit liv.

P.S. jeg er kommet godt hjem.

Beskeder fra dem vi holder af, har alle tider haft stor betydning.

I dag hvor det er let at holde kontakt, hvor det er hurtigt at skrive noget om det, der fylder i vores liv lige her og nu, er en besked om, at den anden er i god behold stadig betryggende.
Fx når min mand kører træt gennem landet og lige sender en besked om, at han er kommet godt hjem. Eller når min datter rejser tværs over Altanten og lige skriver, at turen gik godt.

Selv i gamle gamle dage, hvor folk kommunikerede via breve, som ofte var lang tid undervejs. Så havde det også stor betydning at vide, at den anden var i god behold.

Der er noget omsorgfuldt i at fortælle, dem vi holder af, at vi er landet trygt - og de ikke skal bekymre sig. Samtidig med at der den anden vej er noget lige så omsorgsfuldt i at bekymre os om dem vi holder af.

Det er ikke din historie at fortælle!

Jeg har helt med på at der ikke altid er tale om sladder, når vi taler sammen med fx vores venner om andre mennesker. Nogle gange handler det jo om, at vi er oprigtig begejstret på andres vegne.

Men ofte har jeg oplevet mig selv og andre dele historier, som bare ikke er vores egne - og derfor ikke vores at fortælle.

Så næste gange du får lyst til at dele din viden om et andet menneske, så vurder lige om det overhovedet er noget, som du skal sige højt - eller om du bare skal lade personen selv bestemme over sine egne fortællinger.

De små samtaler

Dagen begyndte med en 1½times køretur med en af mine gode venner. Vi har begge en travl hverdag, så der kan godt gå et godt stykke tid mellem vores samtaler, så køretiden i dag var en hel gave.

Fra det øjeblik jeg satte mig ind i bilen til jeg steg ud igen, fik vi vendt store og små ting i vores liv. Og selvom 1½ time engang imellem ikke er lang tid, så er det alligevel værd at holde fast i. På samme måde det er værd at holde fast i 5 minutters telefonsamtaler, som måske ikke syntes af så meget her og nu - men som alligevel gør en forskel i det lange løb.

For selv små samtaler har stor betydning i vores relation til andre. Det er ikke samtalens længe, men dens dybde der afgør om, den får betydning for os.

Derfor elsker jeg små samtaler, som akkumuleres og danner ramme om relationer.

Og jeg mener det!

Det er en masse ting, som jeg ikke mener noget som helst om... Og så er der en hel del, som jeg virkelig mener noget om.

Men du behøver ikke være enig med mig. Faktisk gør det ofte samtalen mere interessant, hvis vi ikke ser tingene helt ens. Ihvertfald hvis vi husker at samtalen stadig skal foregå på en ordentlig måde.

Jeg deler gerne ud af begrundelserne til min meninger - og vil gerne lære om dine.

Hvad bringer du med til samtalen?

I morgen har jeg tildelt mig selv noget taletid... Det sker, når jeg har samling med eleverne på min efterskole.
Det er en super skøn flok unge mennesker, som rent faktisk er interesseret i, hvad jeg har at sige.

Derfor gør jeg mig også umage. For det er ikke en selvfølgelighed, at unge gider lytte til voksne. Og da slet ikke, hvis vi ikke gider lyttet til dem...

Men i morgen vil jeg altså stå på tæer og gøre mig umage. For jeg er meget begejstret over, at de tildeler mig deres opmærksomhed, og jeg ønsker ikke at spilde vores tid sammen.
Den tilgang, tror jeg, kan bruges i mange møder og samtaler mellem mennesker.

Hvis vi tog alvorlig, at vi tildeler hinanden vores opmærksomhed - og er bevidste om, hvad det er, vi bringe med til samtaler, så tror jeg, at vi kunne opnå en større forståelse af hinanden og en større glæde af at være sammen.

Ryk tættere på.

Jeg er i disse dage i gang med at lære ca. 100 unge mennesker at kende. De er sjove, alvorlige, interessante, nysgerrige og super skønne at tale med.

I gennem de mange år jeg har arbejdet med unge mennesker, har jeg ofte mødt forældre og andre voksne, som følte at de unge ikke gad tale med dem. Og der er selvfølgelig også af og til en stille protest fra de unges side... Men i bund og grund vil de bare gerne ses, høres og opleves som de individuelle personer de er.

Derfor skal vi voksne turde rykke tættere på i samtalerne og i mødet med de unge. Ikke som kontrol - men for at vise oprigtig interesse.
Vi skal så tæt på, at de unge kan sætte retning for samtalen. Så tæt på at de mærker, at vi lytter - uden vores egen agenda.  Så tæt på at vi ser følelserne  i deres øjne og hører undertonerne i deres stemme.

Hvis vi vil kende de unge, så sker det nemlig ikke på afsted, for så kommer der alt for let misforståelser i mellem os.

Hvordan præsenterer du dig?

Hvordan møder du dine medmennesker? Altså hvordan får du præsenteret dig til din omverden?
Jeg tror, at vores eget syn på os selv skinner meget igennem i den måde, vi tilgår verden.

Og når jeg nu siger det, så tænker jeg slet ikke på din fysiske holdning, dit håndtryk, eller om du kigger direkte på andre, når du hilser på dem. Jeg tænker på alt det, der ligger under overfladen og som de fleste godt kan mærke på en eller anden måde.

Så præsenterer du dig som en, der forventer at møde andre venligsindet mennesker? Eller giver du udtryk for, at andre nok ikke vil finde dig interessant?
Hvad er det egentlig, du fortæller dig selv, om hvem du virkelig er - og om hvad andre vil synes om den person?

Det smukke i tilfældige samtaler.

I går var jeg til konfirmation hos en skøn ung mand, hvis forældre er nogle af mine bedste venner gennem mange år. Derfor kender jeg selvfølgelig også en stor del af hans familie, selvom vi kun mødes med den store familie til særlige lejligheder.

Allerede inden festen havde jeg en klar fornemmelse, at jeg ville blive beriget med gode samtaler - og jeg blev på ingen måde skuffet.

Sådan en fest inviterer nemlig til mange tilfældige samtaler. Samtaler med bordherre, med de andre ved bordet elle ved buffeten. Samtaler som enten starter fordi vi allerede kender noget til hinanden og lige ved, at der er noget vi skal spørge ind til. Eller samtaler som udspringer af nysgerrighed på, hvem den anden egentlig er. 

Det vigtige for mig i alle slags samtaler er dog, at jeg ved, alle samtaler og samtalepartnere kan berige mig. Der er noget at lære eller at blive klogere på i en hver samtale. Ikke mindst andres syn på livet.

Og det er for mig noget af det smukkest i disse tilfældige samtaler... at vi i nogle timers tid deler ud af os selv til mere eller mindre kendte mennesker. At. I bruge tid og energi på at berige hinanden og dermed også hinandens verden...

Alt det jeg ikke får sagt.

Jeg er sådan en typisk ekstrovert - hvis der altså findes nogle, der sådan er typiske...

Men jeg tænker gerne mens jeg taler - og overrasker også noglegange mig selv i forhold til det, der kommer ud af min mund. Og selvom jeg virkelig også øver (og af og til har succes med) mig i at være mere velovervejet inden, jeg siger noget, så tænker jeg altså bare rigtigt, godt når jeg taler samtidig.

Desværre er det bare lige det der med at få mine intentioner ud sammen med ordstrømmen. For jeg har virkelig gode og oprigtige intentioner. Men når jeg nu er sådan én, der prøver at finde ud af, hvad jeg mener, eller hvordan jeg har det, mens jeg formulere tankerne verbalt - så er det ikke altid så let at få de gode intentioner foldet ud.

Risikoen er, at de gode intentioner bliver alt det, jeg ikke rigtigt får sagt.
Så hvis du møder én som mig - så giv os tid til at tale-tænke os frem til, det der virkelig har betydning for os.

Et venligt ord er nogle gange alt vi har brug for...

Det har været en hård uge!
Og den slags er som regel ikke noget, jeg taler højt om - altså sådan til andre end mine nærmeste.
Men i dag kom det altså alligevel ud ... alt det var for meget. Det kom ud til nogle gode kolleger. De kom godt nok til at lægge ører til store dele af al min brok.

Og de var super gode. De lyttede forstående og tålmodigt indtil gassen stort set var gået af ballonen.
Bagefter blev jeg mødt af venlige ord om både min person og min indsats. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.
For nogle gange så er venlige ord alt vi mangler - og lige præcis det, der gør en forskel.

Jeg forstår det godt - også når du taler pænt.

Jeg har egentlig stor forståelse for, at vi alle kan komme til at dumme os. Blive presset og sige noget vi fortryder - eller på måder vi fortryder...

Jeg synes dog, at det er rigtigt svært at være den, som skal modtage en sur besked leveret i en temmelig kedelig tone. Ikke mindst når jeg føler mig “uskyldig” i forhold til, hvad end den anden er irriteret over.

For jeg forstår faktisk godt alvoren og vigtigheden af det andre gerne vil fortælle mig - også selv når de siger det pænt og roligt. Eller rettere sagt... jeg forstår dem ikke bedre, når de taler ned til mig, kalder mig navne eller gør grin med mig.
Måske ved jeg ikke helt, hvordan den anden opfatter verden, eller hvorfor de reagerer som de gør. Men mød mig med tålmodighed, venlighed og tillid til, at jeg rent faktisk gerne vil forstå - så tror jeg, at vi kan blive bedre sammen.

Har du fortalt dem det?

Jeg er optaget af tanken om, at vi står på skuldrene af dem, der var her før os. Der er nogle, som har banet vejen for, at vi kan leve, som vi gør det i dag.
Noget kan vi læse om i historiebøgerne, mens andet (en ikke uvæsentlig part) er en del af vores egen personlige historie.

Stykker af min personlige historie - dem som har betydning for den, jeg er i dag, er skabt sammen med mennesker, der troede på mig. Og jeg har været så heldig, at dem har der været mange af.

I mange år fortalte jeg gladelig om disse betydningsfulde mennesker i samtaler med andre. Og det er også dejligt at kunne fortælle om, hvordan og hvorfor de har gjort en forskel for mig. Jeg syntes dog efterhånden, at jeg manglede at fortælle dem det selv.
Derfor begyndte jeg for år tilbage at sende breve til disse for mig særlige mennesker. Jeg skrev til dem om, hvordan de havde gjort en forskel i mit liv - og hvilken betydning det efterfølgende havde haft for mig.

Responsen var helt fantastik. For mange af dem var slet ikke klar over, at det de havde gjort - ofte som en naturlig selvfølge - havde gjort så stort indtryk. Det er min klare oplevelse, at det har givet dem lyst til at gøre endnu mere af alt det “gode”.

Jeg er slet ikke færdig med brevskrivningen og med at sige tak til dem, der tog sig tid til mig. Så mens jeg skriver videre, håber jeg at du vil gøre det samme.

Real life blogging.

Den sidste uge har jeg tilbragt sammen med en masse interessante mennesker. Dagene og aftnerne er blevet brugt til inspirerende samtaler om emner, der har betydning for mig. 

Samtalerne har givet mig indsigter, som skabt en større forståelse af verdenssyn og intentioner.

Jeg er blevet beriget og har ligeledes prøvet at berige andre med det, jeg har at give. En god ven sammenlignede det med mine daglige bloggerier - bare i en “real life” udgave.

Og der sker virkelig noget, når vi prøver at berige hinanden gennem helt almindelig gammeldags samtaler. Samtaler, hvor vi kigger hinanden i øjnene, giver tid til at lytte og tid til at finde svar, der kan skabe mening for os selv og andre. 

Så selvom jeg elsker at reflektere over livet og vores menneskelige samspil i stilhed og på skrift - så sker der altså noget for mig ganske magisk, når jeg er samtaler med andre.

Kære forældre - lad os stå sammen.

Kære forældre

Jeg er et af de mennesker, som dit barn møder hver eneste dag i skolen.
Jeg har et meget klart mål med mit arbejde i folkets skole, nemlig at hjælpe dit barn med at se sin egen værdi og at kunne byde ind i fællesskaber, hvor de kan mærke, at de har betydning.
Men det arbejde betyder også, at jeg sætter rammer og grænser for dit barn. Jeg er tydelig i mine holdninger, og i hvad jeg synes fællesskabet skal finde sig i.

Jeg ved fra erfaring, at du eller dit barn kan synes, det er svært. Men du skal vide, at jeg gør det fordi, jeg vil hjælpe dit barn til at være en ligeværdig og positiv del af det fællesskab, som er så vigtig for folkeskolen og for samfundet. Hvis jeg var ligeglad med dit barn eller ikke troede på hendes eller hans gode egenskaber og evne, så ville jeg slet ikke lægge så meget energi i at hjælpe dit barn godt på vej.

Så kære forældre lad os stå sammen om at værne om børnenes dannelse og det fællesskab, som skal være et trygt sted for dem at vokse, lære og udvikle sig.
Stil gerne spørgsmål til mig og alle os andre i dit barns skole, men gør det gerne med en oprigtig tiltro til, at vi også vil dit barn det bedste.
Når vi voksne står sammen, skaber vi trygge omgivelser for børnene og de bedste muligheder for, at de får succes.

Med venlig hilsen
En ildsjæl fra folkeskolen

Hvordan har du det?

Der er mennesker, som du går op og ned af hver eneste dag, som du sikkert ikke ved særlig meget om. Måske endda din egen familie...
For selvom vi tilbringer tid i fælles rum - samtidig, så er det ikke sikkert, at vi tilbringer tid sammen.

Jeg oplever alt for ofte, at børn og unge ikke føler at deres nærmeste kender dem. Og det skyldes ikke uvilje fra forældre eller søskendes side. Det skyldes nok mere dårlige vaner, manglende tid og fokus eller at glemmer lytte til hinanden.

Hvornår har du sidst set dit barn direkte i øjnene og spurgt dem, hvordan de har det? Uden at have en agenda med den mulige samtale, noget du gerne selv vil fortælle eller at være for fortravlet til at høre svaret til ende...

Vi vil alle gerne lyttes til, men oplever vi alt for mange gange, at andre ikke gider lytte, så stopper vi også med at fortælle.
Måske bor du sammen med børn eller voksne, som er holdt op med at fortælle om deres liv, deres oplevelser eller deres følelser. Men det kan du ændre.
Du kan spørge ind til, hvordan de har det. Sådan helt oprigtigt - uden at have nogen som helst bagtanker.
Spørg og vær så stille. Giv tid til svaret.

Det kræver nemlig tid at lære hinanden at kende - også selvom det er dem vi deler hjem med.

Den grimme smag af sladder.

I dag blev prins Henrik begravet - og siden hans død for en uge siden har mere eller mindre kendte mennesker samt medierne stået i kø for at rose ham og hans levevis. Hvilket må sige at være noget af  en kovending i forhold til, hvordan mange ellers har yndet at omtale prinsen.

Nu er han desværre ikke den eneste, som medier og os andre har langet ud efter... Af og til kan det virke, som om, at det er en  hel folkesport.
Der er bare ingen undskyldning for at gøre grin med, tale grimt om eller nedgøre andre - heller ikke selvom de er kendte.

Jeg prøver at have fokus på ikke at sladre om andre eller tale grimt om dem. Men sådan har jeg beklageligvis ikke altid været. Der var engang, hvor jeg for at passe ind (og måske fordi jeg ikke tænkte, at det betød så meget) - gerne delte historier om andre mennesker, både de kendte, og dem jeg kendte. Jeg havde næsten en stolthed over de historier, jeg havde kendskab til - og kunne dele med andre.

Det stoppede dog en dag, da jeg sad sammen med en gruppe nye studerende, hvor jeg var deres tutor. Én i gruppen havde lige en god (og mindre flatterende)  historie om en velkendt politiker. Da pointen i historien ramte forsamlingen, brød latteren ud. Pånær hos en enkelt... som viste sig at være politikerens niece. Til trods for at det ikke var mig, der havde fortalt historien kan jeg stadig huske skammen over at have deltaget i nedgørende og latterliggørende sladder overfor for et menneske, hvis  familiemedlem jeg sad ansigt til ansigt med.

For hold da op, hvor giver sladder en dårlig smag i munden! Når vi mærker efter, så føles det ganske ubehageligt at behandle andre på den måde. Oplevelsen var så markant for mig, at jeg ændrede min måde at være sammen med andre på - og ikke mindst måden hvorpå jeg talte om andre.

Selvom jeg stadig kan huske, hvordan skammen skyllede igennem min krop dengang for mere end 20 år siden - så er jeg glad for, at jeg for alvor mærkede, hvad at være en sladder-budbringer gjorde ved mig.