Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.

Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.

Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Hvem er det, der tæller?

Jeg tror ikke på dem, der siger, at de er ligeglade med, hvad andre siger. For forhåbentlig er der mennesker i vores liv, hvis meninger vi rent faktisk ikke er ligeglade med.
Problemet er dog ofte, at vi går lidt for meget op i, hvad andre mener og siger. Og det er ikke vores nærmestes mening, som tæller her.

Hver eneste gang vi møder et andet menneske, er der mulighed for, at de har en mening om os - og en mening som vi slet ikke kan styre. Hvis du ser dig selv som rar og venlig, kan du sagtens bliver opfattet som vag og irriterende. Hvis du ser dig selv som handlekraftig og initiativrig, kan du sagtens blive opfattet som en, der tromler andre. Eller du kan blive opfattet som det modsatte 😉

Derfor tror jeg det er vigtigt, at vi virkelig gør op med os selv, hvis meninger der tæller i vores liv - og så kun forholde os til dem.

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

• Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
• At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
• Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
• Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 

Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 

Et gammelt foto

På mit kontor i mit hjem, har jeg et foto af mig selv på en første skoledag. Jeg er ikke sikker på årstallet, men det er muligvis fra 1. klasse, så jeg er omkring 7 år gammel. Jeg ser spændt ud og lidt genert. Billedet er taget i indkørslen til mit barndomshjem, samme sted som første-skoledags-billederne blev taget i mange år efter.

Jeg har billedet stående fremme for at minde mig selvom, hvem jeg var en gang, hvor jeg kommer fra og hvorlangt jeg har bevæget mig.
Det er vigtigt for mig at huske den lille pige, jeg var en gang. Huske hendes drømme, glæde, hendes bekymringer - og hvordan hun kunne lege i timevis i haven eller med en lille ubetydelig dims og glemme verden omkring sig.
Og jeg glædes over, at jeg er opvokset i et kærligt hjem med forældre, som gerne delte ud af deres tid, kærlighed, omsorg og viden. Et sted hvor jeg kunne være tryg, når verden omkring mig blev lidt for meget.
Det var netop denne trygge base, og det fundament jeg har fået med der, som har gjort, at jeg har kunne bevæge mig væk derfra. I nogle perioder fysisk langt væk.
Fundamentet har ligeledes betydet, at jeg har haft mod til at prøve nye ting. Kaste mig ud i noget, selvom jeg slet ikke vidste om det ville lykkes. For jeg havde et blødt sted at lade.

Og jeg har kastet mig ud i mange ting. Nogle gange lidt hovedløst ville mine forældre måske sige. Det har givet knubs - og en masse fede oplevelser. Det har betydet, at jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv. Ting som jeg virkelig er stolt af. Så billedet minder mig også om, hvorlangt jeg og andre mennesker har bevæget os gennem livet. Det skal vi huske at anerkende hinanden for 😀

Klap dig selv på skulderen

Den smukke morgenstund dannede et den ideelle baggrund for min løbetur. En tur som jeg både havde lyst til og slet ikke havde lyst til - dels fordi jeg rent faktisk godt kan lide at løbe og opleve verden omkring mig, og dels fordi jeg slet ikke er i form, og jeg vidste at det ville være hårdt....

Jeg tog mig sammen og satte det ene ben foran det andet. For det meste i langsomt løb, og ind imellem også gående... Men jeg gjorde det. Jeg tog den første løbetur i lang tid. Jeg nød solen, brisen, naturen og at mærke mine fødder flytte mig fremad. Jeg var stolt af, at jeg valgte denne oplevelse trods en kondition, som ikke er særlig god. Jeg er stolt af, at jeg ikke tog den nemme valg, som kunne have været at blive siddende i sofaen.

Det er selvfølgelig ikke jordens største eller mest imponerende handling. Men der midt på stien mellem træer og blomster klappede jeg mig selv på skulderen - sådan helt bogstaveligt. Jeg løftede den højre hånd og rakte over mod den venstre skulder og gav mig selv et par opmuntrende klap.

Det kan virke fjollet, men jeg tror, at vi alle kan trænge til disse skulderklap - og vi skal i høj grad også huske at give os selv dem. Ved at gøre det rent fysisk (uanset om det virker underligt), kan vi for alvor mærke vores egne opbakning. Så klap endelig dig selv på skulderen, hver eneste gang du er stolt af noget.

Ros løs

“Man skal jo ikke bare gå rundt og skamrose folk.” Det udsagn hørte jeg i dag.

Den Danske Ordbogs forklaring på skamros lyder: overdreven, ofte ufortjent ros - fx fremført i ukritisk beundring eller for at behage eller håne nogen. Og med den forklaring synes jeg da heller ikke, at vi skal skamrose hinanden.

Til gengæld synes jeg, at vi skal rose og anerkende hinanden lige så meget og lige så ofte, som vi overhovedet kan. For når vi vælger den tilgang, så starter det med, at vi øver os i at få øje på alt det, som andre gør godt. Og når vi så tillige vælger at sige det til dem, vel vidende at det jo bare er vores egen holdning og synspunkt, vi deler med dem, og ikke en objektiv sandhed, så giver vi andre en mulighed for at glædes over deres bidrag til andre.

Selvfølgelig skal vi lade være med falsk ros og sleskhed, men lad os nu bare sprede glæde med oprigtig ros og anderkendelse - og meget af den.

Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Gør du det, du har lyst til?

Lever du det liv, du drømmer om?
Det er et temmeligt stort spørgmål, som af mange forskellige årsager kan være godt at stille dig selv fra tid til anden. Men vi kan også starte med at finde ud af, om vi husker at gøre noget af alt det, vi virkelig har lyst til.

Fx kan jeg virkelig godt lide at danse og bevæge mig til musik, men af alle mulige grunde har jeg ikke rigtigt gjort det i mange år. Og det vil jeg gerne lave om på.
Jeg er godt klar over, at der ikke er tale om livsforandrende tiltag - eller noget der rykker verden for andre. Men for mig vil det gøre en forskel. Først er jeg sikker på, at danseriet vil give mig umiddelbar glæde - men lige så vigtigt er det, at jeg tror, at oplevelsen forstærkes af, at jeg rent faktisk føler lyst og glæde.

Måske har du det lige som mig. Der er noget, som du har rigtig meget lyst til at gøre - og der er ingen moralske, fornuftige, menneskelige eller økonomiske forhindringer, som holder dig tilbage...
Så håber jeg, at du kaster dig ud i det.

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃

Det vi er sammen

I dag mødte jeg nogle unge mennesker, der havde været ud på strabadser - af den slags som involverede, at de skulle forcere naturens forhindringer på cykel, og vist også med cyklen "på ryggen".

Det havde uden tvivl været hårdt - og de var stolte af at gennemføre... ingen tvivl om det. Men der var noget andet - noget mere.
De var stolte over, at de havde hjulpet hinanden hver eneste gang, det var blevet svært.

Mudderet havde fanget dem. De havde kæmpet med at finde vej. Det havde fysisk været hårdt.
Alligevel var de ét stort smil, da de indsmurt i mudder og rimelig trætte fortalte mig om det.

Og er det ikke netop det, de bedste oplevelser handler om?
Ikke så meget det der kommer på vores vej - men det vi er sammen, når vi oplever det.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Livets sange

Der er sange, som har fulgt mig i gennem mange år. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke mine følelser og mit sindelag. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke begejstring, glæde, kærlighed og sorg - og mange følelser der imellem.

De er de særlige sange nye som gamle, som er blevet en del af mit livs sangbog. Og jeg har været så heldig, at jeg især i friskoleverden, efterskoleverden og i spejderbevægelsen har haft mulighed for at synge disse sange i fællesskaber, som har givet ordene ekstra styrke og mening.

Vi skal ikke underkende, den betydning det har for vores samhørighed og for vores egen plads i fællesskabet, at vi synger sammen og udtrykker holdninger og følelser i sang sammen.

Så tænk over hvilket sange der har dannet rammen om dit liv - og hvem du har nydt at synge dem sammen med 🎤🎼

Læs også: https://www.blogger.com/blogger.g?blogID=1978337448301068962&pli=1#editor/target=post;postID=6764122465792689211;onPublishedMenu=allposts;onClosedMenu=allposts;postNum=6;src=postname