Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Fællesskabet er mest interessant

I min indboks lå der en reklame fra en foredragholder, som gerne ville fortælle mine elever noget om, hvordan han som ene menneske havde turde drømme stort og derfor havde fået store ting til at ske. Og det er jo fint på mange måder.
Jeg er helt med på, at nogle gange så står vi bare alene som mennesker - og alligevel sker der noget større end os selv.

Der er også mange dejlige oplevelser ved at være sig selv - og ved at lære sig selv at kende.
Der er mange store øjeblikke, når vi opdager, at vi kan noget på egen hånd.
Men jeg finder altså fællesskabet mest interessant.

Jeg har lært så mange ting om mig selv - netop gennem fællesskabet. Det jeg har at give til det. Den jeg er i det. Og den måde jeg bliver påvirket af det.
For mig er det mest interessant, det vi skaber sammen, eller det vi er sammen. Jeg elsker den kompleksitet, der opstår i fællesskaberne. De tider, hvor vi på grund af vores forskelligeheder, ser nye veje, skaber nye ting eller løser problemer på helt nye måder. Det er interessant at opleve, hvordan vi bliver til mere sammen, fordi vi indgå i et større puslespil af hinandens styrker.

Så selvom jeg gerne hepper på dem, der tør gå egne veje og gøre noget andet - så synes jeg det er vigtigt, at vi husker, at det er fællesskaber, som for alvor har forandrede store ting.

Det vi er sammen

I dag mødte jeg nogle unge mennesker, der havde været ud på strabadser - af den slags som involverede, at de skulle forcere naturens forhindringer på cykel, og vist også med cyklen "på ryggen".

Det havde uden tvivl været hårdt - og de var stolte af at gennemføre... ingen tvivl om det. Men der var noget andet - noget mere.
De var stolte over, at de havde hjulpet hinanden hver eneste gang, det var blevet svært.

Mudderet havde fanget dem. De havde kæmpet med at finde vej. Det havde fysisk været hårdt.
Alligevel var de ét stort smil, da de indsmurt i mudder og rimelig trætte fortalte mig om det.

Og er det ikke netop det, de bedste oplevelser handler om?
Ikke så meget det der kommer på vores vej - men det vi er sammen, når vi oplever det.

Livets sange

Der er sange, som har fulgt mig i gennem mange år. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke mine følelser og mit sindelag. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke begejstring, glæde, kærlighed og sorg - og mange følelser der imellem.

De er de særlige sange nye som gamle, som er blevet en del af mit livs sangbog. Og jeg har været så heldig, at jeg især i friskoleverden, efterskoleverden og i spejderbevægelsen har haft mulighed for at synge disse sange i fællesskaber, som har givet ordene ekstra styrke og mening.

Vi skal ikke underkende, den betydning det har for vores samhørighed og for vores egen plads i fællesskabet, at vi synger sammen og udtrykker holdninger og følelser i sang sammen.

Så tænk over hvilket sange der har dannet rammen om dit liv - og hvem du har nydt at synge dem sammen med 🎤🎼

Læs også: https://www.blogger.com/blogger.g?blogID=1978337448301068962&pli=1#editor/target=post;postID=6764122465792689211;onPublishedMenu=allposts;onClosedMenu=allposts;postNum=6;src=postname

Dem der skaber indeholdet i traditionerne

Julen er for mange fyldt med alle mulige forskellige traditioner. Og for mig handler traditionerne om de mennesker, som gør dem til noget særligt.

Det betyder meget, hvem vi vælger at tilbringe vores tid sammen med - ikke mindst i denne specielle tid.
Jeg nyder at have tid sammen med min nære familie og med min storfamilie. Jeg nyder at have tid sammen med niecer og nevøer og mærke deres glæde over julen. Jeg nyder at have tid til at høre, hvad der er vigtigt i mine familiemedlemmers liv lige nu. Og mest af alt nyder jeg, den følelse det giver mig at være omringet af mennesker, som kender mig godt - og som jeg har delt livet med.

Det betyder nemlig ikke så meget, om du har den smukkest julepynt, giver de flottest gave eller laver den bedste mad.
Det, der for alvor skaber indeholdet i vores traditioner, er de mennesker, vi er sammen med og de relationer, som nyder godt af vores sammen.

Lad venligheden sprede sig.

Senere i dag drager jeg til Billund for at deltage i et arrangement i denne weekend. Der vil være mere end 1000 andre mennesker der. På forhånd kender jeg rigtig mange, som jeg glæder mig til at se og have gode samtaler med.

Jeg glæder mig også til at møde dem jeg ikke kender endnu. Til at høre deres ideer og holdninger og opleve, hvordan de kan skubbe til mit eget syn på verden.
Men mest af alt ser jeg frem til at dyrke venlighed mellem mennesker - især min egen venlighed overfor dem jeg ikke kender.

For det er forholdsvis nemt at være venlig overfor dem ,vi kender. Selvfølgelig især dem vi har et godt forhold til. Det er dog lige så vigtigt at være venlig overfor dem, vi ikke kender.

Så jeg vil lytte til andre - og lade dem tale ud. Være nysgerrige på hvor deres ideer og synspunkter stammer fra. Jeg vil tale med dem, der står udenfor "flokken". Jeg vil smile til de andre i køen. Jeg vil rejse mig fra sofaen i fællesrummet, så vi kan byde endnu én ind i fællesskabet.
Og jeg vil gøre det, så de kan mærke venligheden - og håbe på, at de giver den videre.

Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...

Brug bålet til at danne ramme omkring fællesskaber.

Set udefra ligner Sct. Hans traditionen en underlig fokus på bål og brand... hvilket ofte ikke har varslet gode tider.

Men når jeg lige om lidt er klar til at feje Sct. Hans aften sammen med min nærmeste famile og en flok gode venner, så kommer bål og brand til at symbolisere varme, hygge og fællesskab. Det sidste skyldes ikke mindst, at jeg gennem mere end 25 år jævnligt har mødtes med netop disse mennesker omkring lejrbålet rammer.

Og selvom jeg ved, at vi i aften kommer til at dyrke vores eget lille fællesskab, så vil jeg alligevel sende et håb ud om, at vi og alle andre vil bruge den varme og hygge, der er at findes omkring bålet til at invitere endnu flere ind i fællesskaber rundt omkring i landet.

Arbejdsfællesskab skaber arbejdsglæde.

Egentlig synes jeg, der er mange “hus og have ting”, som ikke er sjove. Selvom jeg godt ved, at mange af dem er sådan nogle... gør det nu bare og få det overstået ting, så kan det være svært for mig at få sparket mig selv igang.

Derfor elsker jeg også at lave de her praktiske aktiviteter sammen med andre. For så giver det pludselig mulighed for fællesskab, gode snakke og ikke mindst at komme tættere på hinanden. Og arbejdet går hurtigere og lettere, når vi hjælpes ad.

Sangen er forløsende.

Sange kan noget, som jeg egentlig ikke synes andre former tekster kan.
Der sker noget særlig, når ord sættes til musik. Sproget rytme forandres. Ordenes betydning forstærkes. Og det kan ramme lige i hjertekulen.

I en hverdag, som for mange af os er præget af fornuft, rationale og effektivitet, kan sangens mange facetter virke forløsende. Den kan udtrykke følelser, oplevelser og holdninger på måder, så det for alvor kan forstås på tværs af menneskers forskellighed. Sangen kan bringe os sammen. Den kan udfolde dimensioner af følelser, som vi slet ikke kendte til.

Og når vi synger sammen skabes stærkes fællesskabsfølelser og samhørighed. Jeg har sunget sammen med andre i mange forskellige situationer. Vi har sunget med tårer i øjenkrogen. Vi har sunget en klump i halsen. Og vi har sunget med kraftige stemmer, hvor glæden skinnende igennem.

Uanset hvordan sangfællesskabet har udfoldet sig, har den haft en sund og forløsende effekt på mit ellers travle hverdagsjeg.

Lad medmenneskeligeheden smitte.

Gennemlæsning af dagens nyheder eller opdatering fra TV-Avisen kan ofte få mig til at tvivle på det gode i mennesker omkring mig. Eller rettere sagt det gode i menneskeheden.
Det er blevet fuldstændigt acceptabelt at lange ud efter vores medmennesker, stramme grebet om dem, der har det svært i livet eller stiller særlige krav til dem, der ikke har så meget.

Til gengæld glædes jeg ofte i samtale med mennesker jeg møder (altså sådan i virkeligheden) over deres medmenneskelige syn. Jeg glædes over historier, hvor fremmede hjælper hinanden, fordi de inderst inde ved, at vi er mere ens, end vi er forskellige. Jeg glædes over impulsiv medmenneskelighed. Og jeg glædes over det sammenhold, der spontant kan opstå når mennesker mødes.

Når jeg er sammen med andre, mærker jeg, at der stadig er så meget godt i verden - alle steder. Og at så mange er villige til at gøre noget ekstra for andre - også dem de endnu ikke kender.
Samtidig mærker jeg, at der graves grøfter mellem mennesker af dem, der har magt, dem der har meget taletid og dem der har mere end gennemsnittet. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan - det kan psykologer, antropologer, sociologer og andre kloge sikkert sige en masse om. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er helt forkert.

Men jeg håber til gengæld, at al den medmenneskelighed, som jeg møder så mange forskellige steder kan smitte - sprede sig som en steppebrand.
Lad os kigge hinanden i øjnene og se hinandens værdi. Og lad os vise magthaverende, at vi ikke vil finde os i et samfund, hvor mennesker stilles overfor hinanden som fjender. I stedet skal vi alle bære ved til et samfund, hvor medmenneskelighed, samhørighed og fællesskab er omdrejningspunkterne.

Byd ind - hvis du vil være en del af festen!

Jeg har tilbragt de sidste ca. 30 år af mit liv i det frivillige Danmark. En stor del af min fritid er brugt på at udvikle andre mennesker. Belønningen har været stor, selvom den selvfølgelig ikke kan ses på min bankbog.

Jeg er langt fra alene om den frivillige opgave - heldigvis! Og der er utallige måder at være frivillig på. Utallige måder at byde ind på og støtte op om vores medmennesker og vores samfund.

Alligevel er der stadig en del af befolkningen, som har ressourcer, tid og overskud - og trods det ikke byder ind.
Det er de samme mennesker, der gerne vil være en del af festen, når der skal nydes.
De vil gerne have, at frivillige tager sig af deres børns fritidsinteresser. De vil gerne have, at der er skolebestyrelse eller forældreråd på børnenes skole. Og de vil gerne have, at der er frivillige, som tager sig af de svagest i samfundet. Faktisk vil de gerne prale af, hvor dygtige vi almindelige mennesker er til at bakke op om vores fælles samfund, men de vil bare ikke selv bruge tiden på det.

Og de har mange gode forklaringer på deres fravær... Jeg forstår dem bare ikke.
Vi har en fælles fest - så kom nu og vær med til arbejdet.

Vi lærer ikke alene.

Du er aldrig alene!

For selvom jeg er stolt af den måde, som jeg har udviklet mig som person. Og selvom  jeg er på ingen måde kommet sovende igennem den proces. Så har jeg overhovedet ikke gjort det alene.
Der har naturligvis været tider, hvor jeg har været nødt til at kigge dybt ind i mit indre og stille mig selv nogle alvorlige spørgsmål - i enerum. Men alt omkring disse stunder har været i et læringsfællesskab med andre.

Min udvikling har indeholdt mange forskellige dele. Dele der har handlet om personlig indsigt,  faglig viden, håndtering af følelser og mine reaktioner, menneskekundskab og -forståelse, ledelse og meget mere.

Udvikling og det vi lærer i den proces kan udefra nemt ses som noget, vi gør alene, men det er så meget mere.

Vi er ikke alene i læring og udvikling. Til trods for at jeg selv har ansvaret for at ville lære noget nyt, og ansvar for at bruge det jeg lærer, så er jeg ikke alene om processen. Det gør en kæmpe  forskel. Det betyder, at vi har andre at læne os op af, spørge til råd, få feedback fra og at fejle sammen med - hvilket også betyder, at vi sammen kan hjælpe hinanden op igen, når det bliver nødvendigt.

Hvis vi sætter mere fokus på det  læringsfællesskab, tror jeg mange vil have mere mod til at lære noget nyt og måske noget helt anderledes. Vi vil også møde hinanden på en anden og mere positiv måde, hvis vi ved, at de er en del af vores udvikling.

Scout for life.

“Scout for life” stod der på klistremærket i bagruden på en bil, jeg kørte bagved i dag.
Det er præcis sådan jeg har det. Jeg har været spejder stort set hele mit liv. Der har dog været to korte perioder, hvor jeg ikke har været medlem af en spejdergruppe. Derfor ved jeg også, at jeg er gladest, når jeg kan udleve spejderlivets mange facetter.

Spejderlivet har givet mig de længeste, dybeste og mest kærlighedsfyldte forhold i mit liv. Det var her jeg mødte min mand, mine bedste venner og her lærte mig selv at kende for alvor. Det er også her mine børn er vokset op. Spejderlivet har også givet mig mulighed for udvikling, afprøvning af mine værdier og kompetencer samt konfrontation med indre og ydre styrker - helt bogstaveligt. Det er blandt spejdervenner, at jeg føler mig allermest som mig selv.

Spejderbevægelsen har en helt særlig plads i mit liv og i mit hjerte. For andre er det måske det fælleskab, de har oplevet gennem lige så store dele af deres liv i fodboldklubben, gymnastik-foreningen eller et helt tredie sted.
For mange af os er vores fritidsliv vores faste holdested i en ellers meget omskiftelig verden. Det er her vi finder overskuddet til at håndtere alt det andet i vores liv. Og det er her vi finder roen og os selv.
Det er også her, at mange af os for alvor giver tilbage til samfundet og verden omkring os. Om det så er ved den ugentlige træning af børn og unge, arbejdet med at rykke personlige grænser eller at lære andre om, hvordan de kan byde ind i demokratiet. Så er der hver eneste dag mange frivillige, der gør mere, end der kan forventes af dem - og de gør det gerne, forbi det giver dem mening.

Der er for mig ingen tvivl om, at jeg er Scout for life. Det er en del af kernen i mig. Hvad er det, der bringer dig glæde og mening?

Fællesskabet er en fælles sag

Fællesskabet kræver, at alle i det bakker op og værne om det. Det er ikke et ansvar, der kan ligge på de fås skuldre. Hvis det bliver individets egen sag, er det dømt til at fejle. Men individet skal være villig til at give noget til fællesskabet for at kunne få noget igen.

Fællesskabets succes beror på, at vi investerer ting og energi i at få det til at fungere. At vi giver noget af os selv til det fælles mere. Samtidig betyder det også, at vi holder noget for os selv og holder på os selv. Vi kan fx ikke opføre os præcis, som vi vil, hvis fællesskabet skal kunne lykkes.

Til gengæld har fællesskabet mange gaver gemt til os. Her hvor vi møder andre med fælles værdier,  samme interesser og lignende livssyn, kan vi blive klogere på os selv. I fællesskabets gensidige forpligtelse mærker vi, at vi har værdi - ikke bare for os selv og vores nærmeste, men for noget der er meget større.
Det er også i fællesskabet, at de ofte alt for tunge byrder, der ligger på individets skuldre i forhold til at lykkes, kan blive lettere at bære. Fordi vi alle bringer forskellige kvaliteter ind i fællesskabet, kan flere ting lykkes samtidig med, at alle har betydning i forhold til de fælles projekter.

Fællesskabet er dog ikke altid en nem sag at bakke op om. For det kræver jo netop, at vi opgiver vores egen her-og-nu belønninger eller ideen om, hvordan andre præcis burde være for at passe ind i vores fællesskab. Men det er samtidig noget af det - når vi kan acceptere det - der giver den største belønning. For det er her vi virkelig lærer noget om os selv - og andre.

Byd andre ind i dine fællesskaber

Følelsen af at være en del af et fællesskab har meget stor betydning for vores trivsel - og livsglæde. Det ved især en, der har prøvet at føle sig udenfor...

I fællesskaber kan vi tillige spejle os selv og vores værdier. Hvilket betyder, at vi - hvis vi skal være tro overfor os selv - ikke kan byde ind i hvilket som helst fællesskab. Men selv de fællesskaber vi gerne vil tage del i - og som gerne vil os, kan være svære at byde ind i. Derfor synes jeg, at et er vigtigt, at vi, når vi er blevet en del af et fællesskab, inviterer andre ind i det.
Invitationen kan begynde med en small-talk om vejr og vind. Det kan udvikle sig en en dybere samtale om, hvem vi er.
Vigtigst af alt er dog, at vi inviterer ind i vores fællesskaber. Ikke bare for at give andre værdi, men for at berige os. I fællesskabets trygge rammer vil vi lærer noget om os selv og andre, som ikke kan læres udenfor.

Så spørg dog!

Kig rundt i din omgangskreds og blandt alle dem du kender - kan du se alle kompetencerne? Alle de evner du ville kunne samle ét sted, hvis du bare inviterede dem ind.

Vi er omgivet af så meget viden - om alle mulige ting. Og hver gang jeg står med en eller anden form for "problem", som jeg ikke lige selv kan løse, er min første tanke: "Hvem kender jeg, der ved noget om det her?".
Det fleste af os kender rent faktisk en eller anden, som kan hjælpe os med selv de vildeste opgaver. Derfor vil vi sammen også kunne gøre en stor forskel for andre og hinanden, hvis vi samler vores styrker. Det helt afgørende er dog, om vi tør spøge hinanden om hjælp.

Det virker måske lige til og ganske enkelt, men min erfaring er, at alt for ofte tør vi ikke spørge - ikke mindst fordi vi beundrer dem, der skal spørges.
Men min erfaring er også, at folk er glade for at blive spurgt. Glade for at kunne dele ud af deres viden og erfaringer.

Så mand dig op. Grib telefonen - og drop forbi til et besøg. Spørg endelig og spørg løs, så vi sammen kan gøre en større forskel for andre.

Forbundenhed på sociale medier

I går lavede jeg et opslag på Facebook. Jeg har nemlig i en alder af 45 år valgt at lade min naturlige og efterhånden næsten grå hårfarve folde sig ud. Det var der en del af mine Facebook-venner, som kommenterede på.
Der var blandt andet en, som skrev at hun kaldte de grå hår for erfaringstriber. Straks var der en anden ven, som overhovedet ikke kender den første, der skrev, at hun synes det var en smuk betegnelse, som hun straks ville adoptere.

Jeg var totalt begejstret over den kommunikation. Her sad to kvinder i hver ene af landet og delte nye udtryk.
Livet på de sociale medier har uden tvivl en masse kedelige konsekvenser, men et har altså også nogle gode. Bl.a. at vi kan (omend ganske kort) lave en connection med et menneske vi ikke kender - bare fordi vi har fælles venner, fælles interesser eller mødes i et fælles online forum.

Det er op til os at bruge de medier på en positiv måde.