Gode intentioner er ikke nok.

Der har gennem en årerække været meget snak om, at vi kan alt det, vi vil, bare vi vil det nok.
Det er jo egentlig også en meget smuk tanke. Langt hen ad vejen er jeg sådan set også enig - i hvertfald i forhold til, at vi har potentiale til at kunne mere og andet end det, vi kan præsentere i dag.

Men jeg synes også, at vi skal være en smule ærlige om det, vi kan. For gode intentioner er bare ikke nok. Det kræver altså også ressourcer at udleve drømme og visioner eller bare det at sætte helt konkrete opgaver i søen.
Og i stedet for hele tiden at presse os selv, så må vi kigge på ressource-beholdningen.

Det kan være, at der skal skæres opgaver og projekter væk for at frigøre ressource (fx tid og energi) til det, som har betydning. Måske skal vi spare og stramme op i forhold til budgettet, for at vi kan få økonomiske-ressourcer til nye drømme.
Du kender sikkert allerede områder i dit liv, hvor du skal skære eller stramme op for at frigive ressourcer.

Når vi vil mere i livet, så synes jeg, at det er vigtigt, at vi ikke kun fokusere på de gode intentioner. Lad os flytte blikket over til vores ressourcer. Las os være ærlige om, hvorvidt vi er i underskud eller i overskud - og lad det være udgangspunktet for samtalerne om, hvad vi kan og vil med vores liv.

Kærligheden i at give en gave.

År efter år sættes der salgsrekorder fra Black Friday og frem til jul. Mange af os har været ud at svinge kortet og har købt masse af gaver til vores nærmeste. Selvom jeg elsker at give gaver, så er jeg alligevel bekymret over, at så mange vælger at købe så stort ind, når det gælder gaver. Mest fordi jeg er overbevist om, at gaver fra hjertet ikke kan sætte salgsrekorder.

Jeg håber virkelig, at de gaver som ligger under juletræerne juleaften, er gaver som bliver givet af kærlighed. Og ikke for at imponere, for at undskylde eller for at fremstå bedre i andres øjne.
Jeg håber også, at gaverne købes eller fremstilles, så de virkelig passer til modtagerne.

Når vi giver med et kærligt hjerte og med ønsket om at se og forstå modtagen, så bliver gaveudvekslingen til noget ganske særligt. Så er det utrolig megen kærlighed i at give.

Styrken i sparsommelighed

Der er ikke rigtig noget sexet over sparsommelighed... Tilgengæld kan dyrkelsen af disciplinen udvikle indre styrke og ro samt hjælpe med at sætte fokus på de vigtigste ting i ens liv.

For mig handler sparsommelighed om at passe på alle vores ressourcer: Vand, el, penge m.fl.
Når vi vælger ikke at bruge mere, end vi virkelig har brug for, gør vi os selv og kloden en tjeneste.

Hele den miljømæssige del er nok rimelig nem at få øje på for de fleste. Men den menneskelige del er måske ikke så ligetil. For når vi snakker om sparsommelighed, kan det godt lyde som om, at vi skal nøjes og ikke stille for store krav til livet. Sparsommelighed handler dog ikke om at nøjes, men om at glædes ved lige præcis de ting, vi har valgt at bringe ind i vores liv. Det handler om bevidste valg - om at turde vælge fra, hvis det ikke passer ind i ens liv og værdier, uanset hvad naboen eller vennerne vælger...

Når vi vælger at vælge fra, kræver det, at vi har modet til at stå fast på det, som er vigtigt for os. Og hvis vi mærker, at det ikke er nye sko eller en skiferie, som har betydning, så er der jo ingen grund til at stræbe efter det. Så kan vi i stedet vende blikket mod alt det, som allerede findes i vores liv - og som vi glædes ved. Det giver ro og overskud i lange baner.

Spar og genbrug - på den rige måde...

Jeg bliver ofte udfordret af min egen tankegang - og må som følge deraf have seriøse snakke med mig selv. Da jeg opfatter mig selv som et ganske lmindeliget mennesker, er jeg sikker på, at mange andre mennesker kan genkende den oplevelse.

Det, der har udfordret min tankegang nu, er mine bagvedliggende tanker om at spare og genbruge. Når jeg siger, at jeg er en glad forbruger, så skyldes det bl.a. at jeg er glad og taknemmelig for alle de muligheder, jeg har som forbruger i et rigt land med Velstand på mange planer. Samtidig ønsker jeg at være bevidst om mit forbrug - ikke lade ting gå til spilde, bruge mindre og meget gerne genbruge. Alt sammen noget som passer godt ind i mine værdier og det liv, jeg gerne vil leve.

Men på det seneste er jeg blevet udfordret af en tilbagevendende tanke... Udspringer min spare- og genbrugsiver af en fattigdomstanker eller af overflodstanker? Altså er jeg dybest set præget af en tanke om, at der ikke er nok til mig, eller at der er sendt for meget ud til samfundet. Startede min fascination af genbrug ikke i en ungdom, hvor min indtægt var noget mindre end i dag? Begyndte jeg ikke at spare, da vores børn kom til verden, og der pludselig kom en del flere udgiftsposter på vores budget og i regnskabet? Jeg kan hurtigt svare ja til begge dele - men det giver ikke et fyldestgørende svar til mit oprindelige spørgsmål, hvis det skal ses ud fra min hverdag i dag. Jeg elsker genbrug fordi det er unikt, og jeg er vildt med at gå på opdagelse i "gemmerne". Jeg nyder at spare, fordi jeg gerne vil passe på vores planet, og jeg er taknemmelig over at have et valg i forhold til at bruge eller lade være.

Efter de seriøse samtaler med mig selv er jeg nået frem til, at min tankegang konstant vil være udfordret, og løsningen er, at jeg giver den modspil. Jeg kan vælge fattigdomstankerne eller overflodstankerne - og bedst af alt kan jeg vælge at glædes over, at jeg har et valg.

Så næste gang jeg går ind i en genbrugsbutik, sparer og passer på ressourcer eller vælger noget fra, så vil jeg være meget bevidst om at gøre det med en god fornemmelse i kroppen og i tankerne.

Hvad er prisen på en kop kaffe?

Jeg er vokset op med, at vi næsten aldrig gik ud og spise. Mine forældre ville ofte belære mig, om hvor dyrt det var. De mente, at det var spild af penge, når vi kunne spise lige så fint hjemme. Jeg husker dog, at min mor engang imellem ville hente mig efter skole, og sammen gik vi på cafeteria. Her havde jeg hendes fulde opmærksomhed, og jeg følte mig meget privilegeret over denne luksus - både mht. til mad og hendes uforstyrret interesse for, hvad der foregik i mit liv.
Som ung voksen, da caféerne havde gjort deres indtog i Danmark, elskede jeg til gengæld at gå ud og spise eller drikke kaffe - både med mine venner eller alene. Nok så meget at store dele af min SU og løn blev lagt på de københavnske caféer og restauranter. Med dette forbrug kom også den dårlige samvittighed, som den dyre kaffe kom til at symbolisere.


Da jeg så fik familie, var tiden der ikke til det på sammen måde mere. Og i de senere år kan jeg mærke, at nærigheden fylder mere, end lysten til at give 40-50 DKK for en kop kaffe, når jeg ligeså god kunne nyde en i mit hyggelige hjem.  Måske er det også den gamle dårlige samvittighed, der er kommet på besøg. Jeg har langsomt valgt det fra. Og det er jo et ganske fornuftig valg, truffet på baggrund af voksne ansvarlige overvejelser.


I går havde jeg dog inviteret min mand på café. Vi fik en lækker kop kaffe, som jeg nok ikke lige kunne have lavet hjemme. Men det var ikke det vigtigste... Det vigtigste var, at caféen dannede en nærværende ramme om os. Det handlede om god kaffe og god samtale - ikke om vasketøj, indkøb eller hundeluftning. De handlede om os.


Vi havde brugt samme koncept for et stykke tid siden, da vi som familie skulle have styr på vores søns konfirmation. Da var vi alle fire taget på café. Over kaffe, te og varm chokolade fik vi hurtigt styr på mad, bordpynt og andre vigtige beslutninger. Fordi vi var taget væk fra de vante rammer, skete der noget med vores ideer og vores samtale. Da vi rejste os den eftermiddag, havde vi overblik og overskud.


Selvfølgelig kunne vi bare sørge for at skabe de samme ramme hjemme, hvilket vi heldigvis også tit gør. Men når jeg tager café og køber dyr kaffe, må jeg konstaterer, at alt det jeg også får med, opvejer prisen.
Så jeg vil, som det voksne og ansvarlige menneske jeg er, vælge dyr kaffe på hyggelige caféer til. Det er i den grad, det værd for mig.