Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne. Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.
For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.
Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.
