Er du OK?

Ofte er det egentlig så ganske nemt at være omsorgsfuld. Og lige så ofte tror vi, at det er svært.

For når en kollega, en ven eller en vi bare kender hænger lidt, hvad siger vi så?
Ingenting, måske. Og måske fordi vi ikke lige ved, hvad de kloge eller venlige ord skulle være. Måske fordi vi ikke synes, at vi kender den anden god nok til at "blande" os.

Vi behøver dog ikke at være verdensmestre i indsigt i andre. Nogle gange er alt der skal til et "Er du OK?" Efterfulgt af lyttende oprigtig opmærksomhed...

Hjerternes fest

2 dage til jul. 2 dage til familesammenkomster. 2 dage til hjerternes fest.
Hele december har stort set alle tv-kanaler været fyldt med film, der netop har handlet om hjerternes fest i familiens skød. Selvom der som regel også har været skurke og problemer i variende størrelser i disse film, så viser de et smuk sødt billed af, hvordan familiens jul ser ud.

Men mine samtaler med flere hundrede unge og en hel del voksne gennem årene viser et noget mere nuanceret billed...
For selv kærlige tætte familie kan blive presset i deres samvær i denne højtid. Forventningen til gaver, til maden, til den rigtige pynt og ikke mindst et idealbillede af, hvordan vi som familie er sammen, er for meget for de fleste.
Og så opstår konflikterne...

Jeg tror, at de fleste konflikter her opstår, fordi vi i bund og grund er i tvivl om vores eget værd - og derfor bliver slået ud af misforståelser, småkritik eller familiens måde at være på.
Derfor er det vigtigt, at vi i denne hjerternes fest husker at pleje vores egne hjerter med selvkærlighed og selvomsorg, så vi rent faktisk har noget at dele ud af.

Jeg har tid til dig....

Mine børn er store nu - teenagere... og den ene er allerede voksen, sådan juridisk set. Og jeg kan sagtens mærke, at en stor del af deres liv leves uden min indblanding og tilstedeværelse - eller behovet for det.

Alligevel er det som forældre vigtigt, at vi ikke glemmer, at disse unge mennesker fra tid til anden har brug for os - og brug for at vi har tid til dem. Ikke bare når det lige passer ind i vores planer - men når de uforudset får brug for os.
Det betyder noget, at vi kan tilsidesætte marathontræning, venindehygge eller arbejdsopgaver for en stund - og med ro se dem direkte i øjnene og sige "Jeg har tid til dig.", og at de kan mærke, at vi mener det.

Vent med mig...

Jeg har ventet mange timer i venteværelser, på busstationer, perroner eller andre steder, hvor vi forventes at vente...
Jeg har gjort det alene og i selskab med andre - nogle gange har jeg valgt, at det skulle være på den måde, og nogle gange er det bare blevet sådan.

Men i går da jeg sad i et venteværelse på Rigshospitalet sammen med min søn og min mand, et sted vi har tilbragt mange timer gennem årene, så jeg rundt på alle de, der ventede ligesom os.
Jeg så dem, der sad alene - nogle af dem med tydelige smerter , og jeg så dem, der havde en kær ventende med. Jeg så det voksne barnebarn sammen med sin bedstemor bruge tiden til nærhed. Jeg så svigermor og svigerdatter i hyggelig samtale, og jeg så mand og kone sidde tæt sammen.
Det slog mig, hvor meget det kan betyde, at vi vælger at vente med hinanden. At vi ikke tidsoptimere eller skynder på... men bare finder venlighed, omsorg og nærhed i at vente sammen - fordi den anden ikke skal være alene.

P.S. jeg er kommet godt hjem.

Beskeder fra dem vi holder af, har alle tider haft stor betydning.

I dag hvor det er let at holde kontakt, hvor det er hurtigt at skrive noget om det, der fylder i vores liv lige her og nu, er en besked om, at den anden er i god behold stadig betryggende.
Fx når min mand kører træt gennem landet og lige sender en besked om, at han er kommet godt hjem. Eller når min datter rejser tværs over Altanten og lige skriver, at turen gik godt.

Selv i gamle gamle dage, hvor folk kommunikerede via breve, som ofte var lang tid undervejs. Så havde det også stor betydning at vide, at den anden var i god behold.

Der er noget omsorgfuldt i at fortælle, dem vi holder af, at vi er landet trygt - og de ikke skal bekymre sig. Samtidig med at der den anden vej er noget lige så omsorgsfuldt i at bekymre os om dem vi holder af.

Dit indre er ikke uvæsentlig for andre...

Ofte blogger jeg om, hvordan vi kan passe på os selv og styrke vores selvværd og til dels også vores selvtillid.
Dit selvbillede er nemlig ikke uvæsentlig i forhold til de måde at omgås andre mennesker på - og den måde du udøver venlighed...

Egentlig tror jeg, at de fleste mennesker ved det. Når vi mangler overskud og forståelse for os selv, så er vi heller ikke de mest venlige at omgås. Nogle gange er vi lige det stik modsatte!

Derfor er det på ingen måde egoistisk eller et tegn på manglende forståelse over for andre, at du tager dig tid til dig selv, tid alene eller tid sammen med dem, som er med til at lade dig op.
Det giver også god mening, at du ikke siger ja til alle invitationerne eller tilbud, som kommer din vej, men i stedet laver lige præcis det du har lyst til. Og det er helt i orden, at du vælger mennesker fra, som ikke bakker dig op eller hele tiden vil have, at du ændre dig.
For selvom det kan gøre noget godt for dig i første omgang, så er afkastet for dine omgivelser heller ikke helt ringe...

Hvad skete dig med dig?

Det er så nemt at blive irritereret over mennesker omkring os. Pege fingre af deres adfærd...
Men dem der er sværest at holde af, er som regel dem, der har allermest brug for omsorg og kærlighed...

Vi mennesker handler ikke altid, så det virker rationelt for vores omgivelser. Vi handler, så det giver mening for os selv...
Men der er altid et menneske bag de handlinger, som kan virke irriterende på omgivelserne. Og jo mere vi andre bliver irritereret, jo mere interessant er det at finde ud af, hvad der ligger bag.

Prøv næste gang du bliver irritereret at finde frem til, hvad er ligger bag. Nogle gange må du selv gætte. Måske var det bare en dum morgen, hvor alt gik galt.
Andre gange får du en unik mulighed for at spørge ind til, hvad der er sket med personen. Hvilken modgang har formet deres tankegange og handlingsmønster?
Måske har de slet ikke haft muligheden for at leve eller tænke som dig...

Så istedet for bare at spørge, hvorfor andre er som de er, så prøv engang at spørge, hvad der er sket i deres liv, som giver deres handlinger mening...

Den lille hjælp.

Noget fortravlet ovenpå en forholdsvis heftig uge skulle jeg i dag parallelparkere min bil midt i København - oveni købet til den "forkerte" side.
Trods at tankerne, planer og kalendertider fór rundt i hovedet på mig, havde jeg selvfølgelig vurderet, at min bil kunne være på den ledige plads. Men midt i parkeringen synes jeg alligevel, at det var svært. Lige pludselig fik jeg øje på en forbipasserende mand, der havde stillet sig så jeg præcis kunne se ham. Han viste mig med sine hænder, hvor meget plads jeg havde til bilen bag mig. Vupti - med hans hjælp blev opgaven så meget nemmere.

Uden at han sikkert blev klar over det, ændrede han hele min dag. Jeg blev simpelthen så glad over denne fremmedes hjælpsomme og venlige handling. En handling som udefra kan virke lille og ubetydelig - men som betød så meget for mig netop i dag. Ikke nok med at parkeringen blev nem og ubesværet - så betød hjælpen også, at mit humør steg voldsomt. Jeg forlod min bil og begav mig smilende ud til møde. Alle på min vej fik et ekstra stort smil - og jeg fik mange i retur.

Det er ofte den lille hjælp - den vi nemt kan tilbyde andre, som kan have den største betydning.
At holde døren for andre. Hjælpe den med deres bagage. Eller "låne" dem de 5 kr,-, de mangler i supermarkedet.
De små handlinger som vi ofte har glemt inden vi kommer hjem, kan ændrer dagen for vores medmennesker.

Derfor skal vi endelig ikke holde os tilbage i forhold til at hjælpe hinanden, uanset hvor lille vores hjælp må synes. Vi har alle en mulighed for at gøre en stor forskel.

En hjælpende hånd væk fra kanten.

Livet består af så mange forskellige valg. Valg der bringer os i mange retninger, ind imellem også helt ud til kanten. Og når vi står helt derude, hvor al vores energi bruges til bare at holde balancen, kan det være en meget lang og uoverskuelig rejse, at komme tilbage på sikker grund.

Selvom dem der står og kæmper for balancen på kanten oftest ikke taler højt om deres kamp, så ved mange af os det godt, når vi møder én på kanten...
Og hvad gør vi så? Tænker: “Godt det ikke er mig.”, eller “Det er da, deres egen skyld.” Det ville på mange måder være meget nærliggende....

Men uanset hvad der har fået mennesker helt derud, så bliver det på ingen måde nemmere at vende tilbage, hvis andre vender ryggen til.
De der ude på kanten er vores medmennesker - og derfor langt fra uvigtige. De fortjener en hjælpende hånd, så de også kan komme tilbage i sikkerhed.

En hjælpende hånd kan være et smil, en spontan samtale, en invitation ind i fællesskabet - eller helt konkret en hjælpende hånd med praktiske gøremål eller lign.

Lad os stå sammen og hjælpe hinanden til et godt liv for os alle.

Styrken i venlighed.

Vi skal være ordentlige overfor hinanden, og ikke undervurdere styrken i at være venlige!

Det er meget kort, det råd jeg vil give andre i forhold til, hvordan vi kan enes og leve sammen på en positiv måde.

Og faktisk er det meget enkelt. Vi ved som regel godt, når vi ikke har været helt ordenlige, retfærdige eller sandfærdige, så det er et meget godt sted at starte med at rette op. Når vi er sammen med andre mennesker og skal have livet til at fungere sammen, så skal vi kigge indad lige der, hvor vores moral og etik er - og lytte grunddigt efter, hvad der er det rigtige at gøre eller sige.
Bagefter skal vi huske at kommunikere og handle på venlig og omsorgsfuld måde. Ofte ligger der en enorm men også gemt og glemt styrke i venlighed.

Så enkelt kan det være - jeg ved dog godt, at det i praksis kan virke noget sværere... Men skulle vi ikke alle prøve det alligevel?

Den energi jeg giver til min mor.

Tag venligst ansvar for den energi, som du bringer med dig ind i dette rum.

Det citat har levet i mit baghovedet i mange år. Lige siden at jeg så en udsendelse om en læge, der pludselig selv var blevet patient efter et slagtilfælde. I den forbindelse mistede hun i en periode evnen til at tale og kunne derfor ikke kommunikere på sædvanligvis med omgivelserne. Det betød bl.a. at hun lagde mere mærke til den energi andre bragte med ind til hende - hvilket ikke var så positivt.

Det var en betydningfuld påmindelse for mig. Den energi vi bringer med os er nemlig temmelig vigtig, især hvis vi omgiver os med mennesker uden ord. Hvilke jeg gjorde i dag.

Jeg besøgte min mor, som pga. demens ikke har mange ord tilbage - og slet ikke sammenhængene sætninger. Hun blev glad for at se mig, og som (næsten) altid sørgede jeg for at parkere tristheden over at have “mistet”, den hun var, udenfor. For hendes dag bliver ikke bedre af mit dårlige humør. Og det gør min dag jo heller ikke...
Så jeg fyldte tiden med smil, sang og en glæde over, at hun er min mor - hvilket jeg fortalte hende mange gange. Jeg ved godt, at det slet ikke er sikkert, at hun forstår mig. Men jeg er sikker på, at hun kan mærke den god energi og den gode stemning.

Mission smil

Åhh, hvor kan jeg nogen gang trænge til at blive mindet om glæden og styrken i at modtage et smil.

Ovenpå en dag hvor tankemyldret har haft lidt for meget tid til at gå ud af en ikke så positiv tangent, blev jeg mødt af et smil fra en fremmed. Et smil der virkede så oprigtig, at det varmede og skubbede tankemyldret væk.

Du vil tit støde på en fremmed (eller en ven), der ligesom jeg trænger til et oprigtigt smil, der giver varme i krop og sjæl - og troen på det gode tilbage.
Så smil for pokker! Smil så det kan mærkes. Gør smilet til en del af din mission. Det er en lille ændring i din mimik, der kan gøre en kæmpe forskel.

Plads til hinanden

I dag gik jeg ind i en genbrugsbutik drevet af Kirken Korshær. På,vej ind stod der noget med månedens ord, som var " Næstekærlighed er også at give plads til hinanden,"
De ord ramte mig...
For hvor ofte glemmer vi ikke at give plads? Hvor tit har du ikke afbrudt en ven, der fortalt noget af betydning? For bare at kunne fortælle din egen historie...
Det er vigtigt at give hinanden plads. Ikke bare fysisk.

Lyt til hinanden. Vær interesseret i hinanden liv og historier. Det er nemlig næstekærlighed - og vi har brug for det.

Venlighedens rollemodeller

Dette er til dig, som har glæden af at dele liv med børn og unge mennesker, uanset om du har dem derhjemme, om du er en del af deres fritidsliv, eller om du er der i deres hverdag fx i skolen.


Rigtig mange børn og unge går rundt i en hverdag, hvor ingen virkelig spørger ind til, hvordan de har det - eller hvis der bliver spurgt, er vi ikke så interesseret i at sætte tid af til at høre svaret. Det efterlader dem med en følelse af, ikke at være vigtige som mennesker.  Og når vi ikke interessere os for børnene og de unge, så lærer de, at det er åbenbart den måde vi er sammen på...

Vi voksne er de mest betydningsfulde i forhold til at vise vejen til et samfund, hvor venlighed og omsorgsfuldhed har en central rolle. De fleste voksne, jeg har talt med, er helt enige i, at vi gerne skulle have netop sådan et samfund. Men desværre ser jeg alt for ofte, at vi ikke fremstår som gode rollemodeller, som børn og unge kan efterligne. Vi udviser ikke den venlighed og omsorgsfuldhed, der lærer ungerne, at sådan skal de også gerne være overfor hinanden.
Vi spørger netop ikke ind til, hvordan dagen har været. Eller om ugen der er gået siden sidste gymnastiktræning har indeholdt noget spændende. Vi spørger ikke til den familiefødselsdag, som den stille dreng fik fortalt, at han skulle til. Eller lægger mærke til at pigen, der altid roder, faktisk har gjort en stor indsats for at få styr på sine ting.

Og når vi som rollemodeller viser at ligegyldigheden er den måde, vi møder hinanden på, så kopier ungerne det.
Så det er på tide, at vi voksne tager os gevaldigt sammen. Der er vist ingen af os, der for alvor har så travlt, at vi ikke har tid til at være venlige og omsorgsfulde overfor de børn og unge, som beriger vores liv på så mange måde.