Viser opslag med etiketten Samvær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Samvær. Vis alle opslag

søndag den 10. marts 2019

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

lørdag den 2. marts 2019

Livets sange

Der er sange, som har fulgt mig i gennem mange år. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke mine følelser og mit sindelag. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke begejstring, glæde, kærlighed og sorg - og mange følelser der imellem.

De er de særlige sange nye som gamle, som er blevet en del af mit livs sangbog. Og jeg har været så heldig, at jeg især i friskoleverden, efterskoleverden og i spejderbevægelsen har haft mulighed for at synge disse sange i fællesskaber, som har givet ordene ekstra styrke og mening.

Vi skal ikke underkende, den betydning det har for vores samhørighed og for vores egen plads i fællesskabet, at vi synger sammen og udtrykker holdninger og følelser i sang sammen.

Så tænk over hvilket sange der har dannet rammen om dit liv - og hvem du har nydt at synge dem sammen med 🎤🎼




søndag den 9. december 2018

Dem der skaber indeholdet i traditionerne

Julen er for mange fyldt med alle mulige forskellige traditioner. Og for mig handler traditionerne om de mennesker, som gør dem til noget særligt.

Det betyder meget, hvem vi vælger at tilbringe vores tid sammen med - ikke mindst i denne specielle tid.
Jeg nyder at have tid sammen med min nære familie og med min storfamilie. Jeg nyder at have tid sammen med niecer og nevøer og mærke deres glæde over julen. Jeg nyder at have tid til at høre, hvad der er vigtigt i mine familiemedlemmers liv lige nu. Og mest af alt nyder jeg, den følelse det giver mig at være omringet af mennesker, som kender mig godt - og som jeg har delt livet med.

Det betyder nemlig ikke så meget, om du har den smukkest julepynt, giver de flottest gave eller laver den bedste mad.
Det, der for alvor skaber indeholdet i vores traditioner, er de mennesker, vi er sammen med og de relationer, som nyder godt af vores sammen.




mandag den 15. oktober 2018

Nye samtaler

Flere gange har jeg slået et slag for de små samtaler og ikke mindst samtaler til at styrke relationen til dem, der har betydning i vores liv.
Men inspireret af en god samtale med en fremmed i dag, vil jeg gerne opfordre jer til at tale med dem I endnu ikke kender endnu - eller måske aldrig kommer til at møde igen.

For hver eneste menneske vi møder, har noget interessant at dele med os. Hvis vi er oprigtig interesseret, nysgerrige og stille nok til at lytte - så kan vi selv i korte øjeblikke få indblik i andre liv - og dermed udvide synet på og forståelsen af vores eget...

lørdag den 22. september 2018

Keep Laugh on your To-Do List

"Keep Laugh on your To-Do List", står der på en af mine køleskabsmagneter.  Budskabet var selvfølgelig grunden til, at jeg købte magneten. Det kan være meget godt med en sådan påmindelse, når hverdagen suser af sted.

Det med at grine er meget vigtigt for mig. Og det har rent faktisk betydning, at jeg får gjort det hver dag... hvilket egentlig er noget underligt at sige højt. Det behøvede jeg ikke at huske mig selv på, da jeg var barn... Nå men det er en helt andet historie.

Jeg bruger ordene som en husker til mig selv.
Derfor er det også skønt, at jeg har fået et job, hvor jeg er så tæt på en masse unge mennesker, der snildt kan finde en masse at grine over i hverdagen.

Det er også fantastisk, at jeg har en flok gode venner og veninder, hvor vores samvær kan være fyldt med latter - så meget så maven kramper og tårene triller, og samtidig indeholde en masse alvor.

Jeg tror, at vi virkelig skal være ærlige overfor os selv mht. det som har betydning  og så skal vi fylde vores liv med det.

torsdag den 13. september 2018

Hvad bringer du med til samtalen?

I morgen har jeg tildelt mig selv noget taletid... Det sker, når jeg har samling med eleverne på min efterskole.
Det er en super skøn flok unge mennesker, som rent faktisk er interesseret i, hvad jeg har at sige.

Derfor gør jeg mig også umage. For det er ikke en selvfølgelighed, at unge gider lytte til voksne. Og da slet ikke, hvis vi ikke gider lyttet til dem...

Men i morgen vil jeg altså stå på tæer og gøre mig umage. For jeg er meget begejstret over, at de tildeler mig deres opmærksomhed, og jeg ønsker ikke at spilde vores tid sammen.
Den tilgang, tror jeg, kan bruges i mange møder og samtaler mellem mennesker.

Hvis vi tog alvorlig, at vi tildeler hinanden vores opmærksomhed - og er bevidste om, hvad det er, vi bringe med til samtaler, så tror jeg, at vi kunne opnå en større forståelse af hinanden og en større glæde af at være sammen.

mandag den 27. august 2018

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

onsdag den 22. august 2018

Når nye relationer skal skabes.

Det kræver mod at møde nye mennesker... eller mere præcis at åbne sig så de, kan lære dig at kende. For uanset hvordan vi har det med os selv, så er det temmelig sårbart at lukke op for hele den, vi er. Hvis du så samtidig er på udebane, kommer du virkelig på overarbejde.

Det er dog min klare overbevisning, at uanset hvor hårdt det end føles - det der med at etablere nye relationer - så er det det hele værd.

Men for at vi kan være i det, må vi samle gamle, gode og trygge relationer om os. Dem som kender vores historie, vores styrker og svagheder, vores drømme og håb. Dem som holder af os pga. at alle vores særheder. Sammen med dem kan vi hente energi og mod til at sætte os selv på spil i de nye relationer.

Så når vi møder nye mennesker og skal skabe noget nyt sammen, skal vi ikke fortvivle, hvis det føles hårdt og uoverskueligt. Det er ganske naturligt. Vi skal bare huske at tanke op, der hvor vi er trygge.
Så kan nye relationer spirer og vokse på den fineste måde.




onsdag den 15. august 2018

Ryk tættere på.

Jeg er i disse dage i gang med at lære ca. 100 unge mennesker at kende. De er sjove, alvorlige, interessante, nysgerrige og super skønne at tale med.

I gennem de mange år jeg har arbejdet med unge mennesker, har jeg ofte mødt forældre og andre voksne, som følte at de unge ikke gad tale med dem. Og der er selvfølgelig også af og til en stille protest fra de unges side... Men i bund og grund vil de bare gerne ses, høres og opleves som de individuelle personer de er.

Derfor skal vi voksne turde rykke tættere på i samtalerne og i mødet med de unge. Ikke som kontrol - men for at vise oprigtig interesse.
Vi skal så tæt på, at de unge kan sætte retning for samtalen. Så tæt på at de mærker, at vi lytter - uden vores egen agenda.  Så tæt på at vi ser følelserne  i deres øjne og hører undertonerne i deres stemme.

Hvis vi vil kende de unge, så sker det nemlig ikke på afsted, for så kommer der alt for let misforståelser i mellem os.

lørdag den 26. maj 2018

Spørg endelig om hjælp.

Jeg har de sidste par dage været fuldt beskæftiget med at skrive eksamensopgave, noget der sikkert er mange, der kan relatere til i øjeblikket.

Men det er med eksamner er en underligt ting. For nok handler de om, at vi viser, hvad vi kan... men det virkelige liv handler for mig meget mere om samarbejde. Og det synes jeg også at eksamner skal gøre - eller i det mindste forberedelsen til dem.

Så når vi sidder der og sveder over alt det, der skal ind i vores hoveder, så skal vi huske at spørge om hjælp. Og ikke mindst tilbyde hinanden hjælp. For der er ingen af os, der er blevet dummere eller kommet nemmere igennem noget, bare fordi vi hjælper hinanden og bruger "fælleshjernen".
Vi skal rykke sammen og løfte hinanden - ikke bare i eksamensperioden, men i livet generelt.

onsdag den 16. maj 2018

Har du noget, du gerne vil sige?

Går du med en masse ord og tanker, som du gerne vil dele med andre? Men bare ikke lige ved, hvordan det skal komme ud?
Noget du tænker, kunne gøre os andre klogere? Eller give os mulighed for at se tingene fra et nyt perspektiv.

Måske skal du lade være med at vente på det rigtige tidspunkt. For det kommer nok aldrig rigtigt.

Så sig det nu bare til os. Du har en viden, en indsigt og et perspektiv, som ingen af os andre har. I hvert fald ikke på den præcise sammen måde. Så vi vil gerne høre, hvad du har at sige.

Del dine ord og tanker med kolleger i frokostpausen, med gode venner over en kop kaffe eller med mere eller mindre tilfældige mennesker, som krydser din vej. Sig det du gerne vil sige - og jeg lover dig, at du vil finde nogle, som gerne vil lytte.

søndag den 1. april 2018

Real life blogging.

Den sidste uge har jeg tilbragt sammen med en masse interessante mennesker. Dagene og aftnerne er blevet brugt til inspirerende samtaler om emner, der har betydning for mig. 
Samtalerne har givet mig indsigter, som skabt en større forståelse af verdenssyn og intentioner.

Jeg er blevet beriget og har ligeledes prøvet at berige andre med det, jeg har at give. En god ven sammenlignede det med mine daglige bloggerier - bare i en “real life” udgave.

Og der sker virkelig noget, når vi prøver at berige hinanden gennem helt almindelig gammeldags samtaler. Samtaler, hvor vi kigger hinanden i øjnene, giver tid til at lytte og tid til at finde svar, der kan skabe mening for os selv og andre. 
Så selvom jeg elsker at reflektere over livet og vores menneskelige samspil i stilhed og på skrift - så sker der altså noget for mig ganske magisk, når jeg er samtaler med andre.

lørdag den 17. februar 2018

Kærlighed og tid hænger sammen.

Jeg har sagt det før - at for børn staves kærlighed: T-I-D. Men sådan er det vel egentlig også for os voksne...
For at sige til nogle at vi elsker dem, holder af dem, og at de har betydning for os - uden også at bruge tid sammen med dem, er noget tomt.

Det er når vi er sammen - når vi investere tid sammen, at vi mærker betydningen af hinandens selskab og vores gensidige forhold. 

Ofte går vi og ønsker os en masse materielle ting i livet, som vi vel egentlig godt ved ikke har særlig betydning for os. Vi arbejder måske også målrettet for at få de ting. Men har vi så samtidig lige så stor fokus på at få de forhold i livet, som vi for alvor ønsker os?
Det tror jeg desværre ikke. Måske fordi de andre mål er nemmere at overskue, eller måske fordi vi naivt tror, at forhold og kærlighed (også mellem venner) udvikler sig af sig selv.

Men kærlighed og tid hænger uløseligt sammen. Kærlighed får mulighed for at vokse, blive stærk og for at kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis vi investere tiden i den sammen med andre.

torsdag den 3. august 2017

Vær generøs med din tid og din nærvær.

Da jeg i sidste uge tilbragte en masse skøn tid sammen med ca. 36.999 andre spejdere fra nær og fjern, oplevede jeg en samhørighed med vildt fremmede, som jeg sjældent oplever.

Hver gang jeg stillede mig i kø til fx en aktivitet eller bare i toiletkøen, så faldt jeg i snak med andre. Og ikke bare en snak om vejr og vind, men ofte om emner, der har betydning i deres eller mit liv - også engang imellem emner, som nærmest var på filosofisk niveau.

Ja, jeg er klar over, at vi har en fælles interesse, som jo kan være et meget godt udgangspunkt for at møde nye mennesker. Men det handlede om meget mere end det. Spejderlejren skabte nogle gode rammer om vores fællesskab, som vi så var med til at udfylde med en generøsitet af vores tid og nærvær.

Nu sidder jeg hjemme og bliver fyldt med glæde over den gode oplevelse, samtidig med at jeg tænker på, hvordan jeg kan trække den med ind i min hverdag.

Lad os møde hinanden med interesse og nærvær. Næste gang du står ved busstoppestedet, står i kø i supermarkedet eller ser nogle, der leder efter vej, så stop op og snak med dem. Spørg hvordan deres dag har været, eller hvad du kan hjælpe dem med. Lad samtalen udvikle sig. Jeg lover dig, at du vil blive beriget.