Dem der skaber indeholdet i traditionerne

Julen er for mange fyldt med alle mulige forskellige traditioner. Og for mig handler traditionerne om de mennesker, som gør dem til noget særligt.

Det betyder meget, hvem vi vælger at tilbringe vores tid sammen med - ikke mindst i denne specielle tid.
Jeg nyder at have tid sammen med min nære familie og med min storfamilie. Jeg nyder at have tid sammen med niecer og nevøer og mærke deres glæde over julen. Jeg nyder at have tid til at høre, hvad der er vigtigt i mine familiemedlemmers liv lige nu. Og mest af alt nyder jeg, den følelse det giver mig at være omringet af mennesker, som kender mig godt - og som jeg har delt livet med.

Det betyder nemlig ikke så meget, om du har den smukkest julepynt, giver de flottest gave eller laver den bedste mad.
Det, der for alvor skaber indeholdet i vores traditioner, er de mennesker, vi er sammen med og de relationer, som nyder godt af vores sammen.

Det må godt være træls!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noget af det værste jeg kan forstille mig, er at leve et fuldstændigt monotomt liv. Ingen forandringer og ingen udsving.

Når vi virkelig mærker livets modgang og skal grave dybt for at finde frem til vores egen styrke... så kan det virke tiltalende at leve et liv, hvor alt bare er sådan lige ud af landevejen.
Ingen "ups and downs". 
Og så alligevel ikke...

For mig et det gode liv nemlig ikke monotomt eller ensformigt.
Det er store øjeblikke, små øjeblikke - svære, gode, sjove og sørgelige. Det er der, hvor jeg mærke værdien af livet, betydning af dem omkring mig og netop finder ud af, hvad jeg også er gjort af.

Så det er helt i orden, at livet, hverdagen eller oplevelserne ind imellem er træls!

Fejltagelsene er ofte de sjoveste...

Rigtig mange mennesker er nærmest bange for at begå fejltagelser eller være pinlige.
Det gælder ikke kun unge mennesker, selvom jeg dog oplever, at jo længere vi har levet, jo mindre fokus får vi på, hvad andre tænker...

Jeg synes dog, at det er spild af tid, at vi bruger så meget tankekrudt på at undgå fejltagelser eller være, hvad de tror er pinlig i andres øjne.

Først og fremmest fylder vi altså ikke så meget i andre tanker, som vi måske tror. Hvis vi har lavet et eller andet fjollet, er det ikke sådan at andre pludselig holder op med at fokusere på deres eget liv, så de i stedet kan bruge deres vågne tid på vores fejl...

Men lige så vigtigt er det at huske, at fejltagelser ofte er det sjovest i livet. Jeg har hørt (og oplevet) om så mange gange, hvor noget er gået galt - men det så bagefter er det, vi sammen griner mest oprigtigt af, og det som binder os sammen. Det er det, der bliver huske som gode oplevelser mange år efter.

Så hvis vi rent faktisk undgik fejltagelser, så ville vi også gå glip af mange suveræne, særlige, sjove og sammenholdsskabende øjeblikke.

Nem at begejstre...

Jeg er meget nem at begejstre... Faktisk er det ofte sådan, at jeg begejstrer mig selv - helt uden hjælp fra andre.

I dag er jeg fx blevet begejstret over:

•  kulørte paraplyer over gågaden
• fremmede menneskers smil
• morgengåtur med min datter
• venligheden i det lokale turistbureau
• naturen
• samtalerne mellem mine børn
• en telefonopringning fra min søster
• regnvejret
• og listen kunne forsætte....

Begejstringen handler for mig om at glædes ved store og små ting - og jeg bliver aldrig skuffet. Jeg kan ikke huske en dag, hvor jeg ikke er blevet begejstret over ét eller andet. 

Hvis der har været sådan en dag, er den heldigvis druknet i begejstring over alle de andre...

Døre åbnes og døre lukkes...

Jeg har ofte hørt, at når en dør lukkes, så åbnes en ny. Og det tror jeg egentlig også er sandt nok. Ligeledes er det omvendte også rigtigt...

For jeg står lige midt i en skøn forandring med masse af nye muligheder. Jeg føler i høj grad, at forskellige døre åbner sig.
Men samtidig er jeg klar over, at det også betyder, at døre lukker sig...

Jeg står klar til at begynde mit drømmejob, hvilket betyder, at jeg og min familie skal forlade den by, som har været rammen om vores liv de sidste 16 år - og som er min barndomsby.
Jeg skal forlade et job, hvor jeg har en rigtig god chef, en flok skønne kolleger, som jeg har det helt særligt med og en masse dygtige medarbejdere, som jeg har haft en tæt, faglig og sjov hverdag sammen med...
Og jeg skal forlade en fritidsinteresse, som jeg været en del af i næsten 30 år, hvor jeg har haft skønne oplevelser og har udviklet mig igennem.

Det er på ingen måde nemt. Det er hårdt!
Jeg ved, at selvom vi kan håbe på, at vores veje på et tidspunkt igen vil krydses, så bliver det ikke det samme igen...
Men vi kan jo ikke hele tiden stå i døråbningen... vi må være klar til at åbne og lukke livets døre...

Og alt andet lige, så er det jo også godt, at det er svært at sige farvel. For det kommer jo af glæde... For som Peter Plys har sagt: How lucky am I to have something that makes saying good bye so hard...”

Tiden kan være flygtig...

Tiden kan føles som en flygtig størrelse. I morges synes nogle gange at være meget langt væk.
Og selv når vi har smukke og fantastiske oplevelser, så fylder de kun en stund inden de langsomt bliver mere utydelige.

Og alligevel er minder særlige. De holder tiden fast, så den mærkes selv, når den er langt væk.

Kærligheden kan ikke stå alene.

I formiddags var jeg til min svoger og svigerindes bryllup. Hele deres store familie stod tæt sammen om dem i det fine bryllupsværelse på rådhuset. Og for mig var det meget symbolsk.

For efter snart 19 års ægteskab kan jeg konstatere, at kærlighed alene hjælper os ikke gennem et langt ægteskab. Det kræver en masse andet - heriblandt familiens opbakning.

Og det er sådan set også en af de bedste gaver vi kan give andre...

Hyldest.

Weekenden igennem - ja faktisk de sidste par uger - er kronprinsen blevet fejret med taler, musik og meget mere. Jeg har hørt mange ord - talt og sunget, der har rørt mig. Og selvom jeg ved, at der også er  totalt jeg-vil-gerne-hænge-ud-med-en-kongelig-kendis-effekt over det, så har det fået mig til at tænke på, hvordan vi kan hylde dem, vi kender.

For selvom de fleste af os ikke har pressedækning og vurdering af fødselsdagstaler eller lign., så kan vi sagtens gå op i at hylde hinanden. For der er mange, som trods beskedenhed ville nyde og blomstre  af anerkendende og taknemmelige ord om den forskel, de gør i vores liv.

Min mand er også lige fyldt 50. I den forbindelse havde vi inviteret nogle af vores nærmeste venner til fødselsdagshygge. Jeg holdte en tale for min mand, hvori jeg opfordrede alle gæsterne til at dele den bedste oplevelse, de havde haft sammen med ham. Og det gjorde de alle på en helt fantastisk måde. Selvom min mand har kendt dem i mange år og selv havde tanker om, hvad de oplevelserne kunne være, så var der overraskelser imellem. Det havde også stor betydning for ham at høre alle disse fine ord blive sagt højt.

Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle til at hylde hinanden. Sig det højt - alt det som har gjort en forskel eller har haft særlig betydning. Vi ved det måske allerede, men det gør godt at høre det fra en anden...
Og brug gerne enhver lejlighed til at hylde og fejre hinanden.

Det skal ku’ mærkes, at du har været her - ikke på præstationer men på relationer...

Alt for mange af os har alt for længe løbet efter præstationer, som kan imponere andre og muligvis også os selv. Og selvom jeg har udført præstationer, som jeg er stolt af, så er de nu engang en temmelig flygtig størrelse... Og de har det med at miste betydning i det øjeblik, de passere gennem vores liv.

Når jeg tænker, at jeg gerne vil have, at andre kan mærke, at jeg har været her - så håber jeg, at de relationer, jeg har med andre, gør så store indtryk, at de mærkes også, når jeg ikke er tilstede. Jeg håber, at noget så enkelt som at støde på bestemte sange, bestemte steder eller bestemte ord, vil få andre til at tænke på mig - og derigennem mærke, hvad vores relation gør ved dem.

Men gode relationer opstår ikke af sig selv. De skal dyrkes, passes på og have tid. Der er ingen opskrift på, hvordan de udvikler sig eller præcis, hvad der skal til. Jeg tror dog på, at gode relationer vokser og udfolder sig, når vi viser den anden, at de har særlig betydning for os - uanset om det sker gennem ugentlige telefonsamtaler, tilfældige men intense møder eller dagevis af samvær...

De gode relationer har det med at vokse i betydning gennem årene - også selvom det kan virke som om, at de er gledet ud i sandet. Når det mærkes, at vi har været her, sker et både nu og her - og gennem de minder vi har delt i livet.

Og når vi alligevel hopper på præstationsræset, så skyldes det måske netop, at de understøttes og formes i de relationer, som kan give præstationerne betydning. I hvertfald hvis vi vil huske og mærke dem.

Det er i pauserne livet folder sig ud.

Når du kigger på et træs mange blade, kan du kun se dem fordi, der også er huller imellem...
Altså træets frodige skønhed kommer kun til sit ret pga. det ingenting, der er mellem blade og grene.

Sådan er det også med vores liv. Selvom vi kan fylde en masse spændende indhold ind i vores hverdage og ferier, som har stor betydning for dem, vi er, og det vi vil med vores liv - så formes vores liv i høj grad også af de pauser, der er mellem indholdet.

Uden pauserne ville aktiviteterne være en lang smøre, som ikke ville kunne skelnes fra hinanden. Og uden pauserne ville vi ikke have mulighed for at mærke betydningen af aktiviteterne.
Det er på mange måder i pauserne, at vores liv folder sig ud. Det er her, vi kan samle tanker, ideer og energi. Tomrummet kan fylde os med en kraft, som selv de bedste oplevelser og situationer ikke kan hamle op med. Og ligesom med træets blade, så træder kvaliteten og meningen med vores liv også tydeligere frem i det ingenting, der er mellem alt det, vi skal og vil.

Livets fester

Livet skal fejres!

Det har jeg altid syntes. Nogle mennesker er ikke så glade for at tale om deres alder eller deres fødselsdage. Det er faktisk en skam - for tænk lige over hvad alternativet egentlig er til at blive ældre og have mange fødselsdage...
Jeg håber, at flere vil lære at elske deres alder og deres fødselsdage.

I dag skal jeg sammen med hele min storfamilie - min egen familien, min søster og hendes familie og vores onkler, tanter, fætre, kusiner - fejre min fars 80 års fødselsdag. Derudover kommer hans venner som også er en del af storfamilien.
Jeg glæder mig ikke bare til at fejre min far, som stadig er frisk og rørig - og som jeg tilbringer meget tid sammen med. Jeg glæder mig også til at være sammen med hele storfamilien. For det er mennesker jeg har kendt hele mit liv - og vi ved alle, at vi har et særligt fællesskab sammen.

Men sådanne fællesskab kan godt blive skrøbeligt, hvis der ikke er nogen, som sørger for at holde fast i livets fester - altså sørger for at invitere til større sammenkomster. De er også skrøbeligt, hvis der på den anden side heller ikke er nogen, som sørger for at bakke op om sammenkomsterne og vælge dem til.

I en verden hvor meget er under forandring hele tiden, skaber det tryghed og ro at vide, at familien kan være et fast ståsted. Hvor vi har værdi ene og alene fordi, vi er født (eller gift) ind i familien.

Så lad os fejrer livet sammen med vores familier. Lad os fejrer, at vi har haft endnu et år sammen eller bare at vi har hinanden.