Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

Indre venlighed - set udefra

I går skrev jeg om, at vi også skal huske at vende venligheden indad (Vend venligheden indad). Det vil jeg så gerne have, at vi gør, fordi vi i den grad har fortjent, at vi er gode ved os selv...
Men der er så sandelig også fordele for vores omgivelser.

For set udefra - så har jeg oplevet, at de mennesker, der er mest venlige overfor dem selv, som har lettest ved at tilgive dem selv - og har nemmest ved at finde det gode i dem selv, også er dem, der mest gør netop disse ting overfor deres omgivelser.
Jeg har ingen videnskabelige beviser på, at det hænger sådan sammen - men gennem mange år har jeg observeret, at selvpositive mennesker meget ofte også har en positiv tilgang til deres omgivelser. Måske fordi de ikke føler sig mindre end, bare fordi de løfter andre op. De ved godt, at livet ikke er en konkurrence.

Lige så ofte har jeg også oplevet, at de selv sammen mennesker ikke føler, at de gør noget særligt. De er bare så fyldt med en positiv tilgang, at den "fylder over" og strømmene rammer deres omgivelser på den mest naturlige måde.

Så når du møder disse skønne mennesker, som ser det smukke i dem selv og i dig, så stil dig endelig i deres nærhed, så du også kan blive fyldt op - og kan lade det strømme videre til andre...

Det er, hvad det er... indtil det lige er lidt mere

Der er bare nogle ting i livet, som nu engang bare er, som de er. Noget vi ikke kan lave om på. Og mange af os ved også godt, at det ofte handler om, hvordan vi reagerer, når livets realiteter rammer os... mere end, hvad der rent faktuelt sker.

Derfor siger jeg også ofte: “Det er, hvad det er.”
Og det har generelt virket fint.

Men det sker alligevel, at følelserne taget over. At det er lagt for meget ned i baljen med ting, som bare er, som de er... Også bliver virkeligheden ganske anderledes. Så virker det som om, at alt det, der er lagt til side, trænger sig på - sådan på en temmelig irriterende og insisterende måde. Lidt som om at baljens indhold er vokset - og der er ingen måde, hvorpå det kan komme tilbage på plads igen, indtil vi har taget hver enkel del op - og har forholdt os til det.

Alt dette er jo naturlig nok. Men i vores forsøg på at være evig positive og overskudsagtige, så kan det være svært at indse. Altså lige indtil virkeligheden tvinger os til det....

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.

Tanker til dig selv

Herhjemme har huset været præget at søndagsstemning og en let befriende dovenskab hele dagen. Og  vi ellers så travle moderne mennesker har så sandeligt også brug for og godt af sådanne dage.

Derfor vil jeg heller ikke opfordre til al mulig aktivitet... men når du alligevel ikke laver noget, så kunne du sagtens snige venlige ord ind i dine tanker. Og start endelig med venlige tanker om dig selv - for du er god nok 👍

Hvad putter du i hovedet?

I den søde juletid er der ofte megen snak om, hvad vi putter i hovedet, og som regel handler det om mad og alkohol.
Jeg synes dog, at det er endnu vigtigere, at vi passe på, hvad vi putter i hovedet i forhold til ord, tanker og ideer - ikke mindst fordi alt dette jo kommer ud igen, netop i en tid hvor vi er meget sammen med familien.

Det, jeg mener, er, at vi skal overveje hvilke ord, tanker og ideer (primært fra andre) som vi vil være modtagelige for. Og hvor denne "menu" skal komme fra.
Skal vi bare fylde os med alt muligt bras fra internettet? Eller skal vi vælge at fylde os med udvalgte positive ting, som sagtens kunne komme fra bøger eller samtaler med mennesker, som gør en god forskel i vores liv?

Det er jo egentlig et enkelt valg. Men det kan gøre en kæmpe forskel - ikke bare for os selv, men også for de mennesker, vi tilbringer de næste uger sammen med - og som, hvis vi har passet godt på vores indtag, kan mærke alt det gode, vi så kan bringe videre til dem.

Deres oplevelse er bare en anden...

Nogle gange oplever vi, at andre beskriver en situation som noget positivt, mens vi selv overhovedet ikke havde en god oplevelse af den.
Eller de fortæller om alt det et bestemt mennesker har gjort godt, mens vi i den grad har dårlige oplevelser med selv samme menneske...

Det er der sådan set ikke noget underligt eller mystisk i. Vi har bare forskellige relationer.

Men vi må endelig ikke falde i den fælde, hvor vi tror, at de andre ikke fortæller sandheden eller har en forståelse af "virkeligheden". Eller endnu værre at fordi én, de god kan lide, har behandlet os dårligt, så skal de påvirke vores indbyrdes relation.

Vi skal holde "skæg og snot for sig" og husker, at deres oplevelse bare er en anden...

Med venlighed skal vi møde os selv.

Efter en lang dag - i en travl måned - så kører tankerne ofte rundt i hovedet på mig.
Tanker om det jeg har sagt eller gjort - om hvordan jeg kunne have gjort det anderledes eller bedre... eller noget.

Og jeg ved det godt... at de tanker ikke er fyldt med venlighed - da slet ikke overfor mig selv.

Derfor er jeg i dag inspireret af Gandhis ord om at være den forandring, vi ønsker at se i verden.

For jeg ønsker virkelig, at mine medmennesker møder sig selv med venlighed. Venlige øjne, venlig overbærenhed, venlig medfølelse... Og hvis jeg ønsker de gør det, så er det nærliggende at gøre det selv. Også på dage hvor overskuddet måske ikke er så stort, eller at vi synes, at vi har lavet rigtig mange fejl...
Netop de dage er venlighed overfor os selv ekstra vigtig - så det vil jeg så dyrke nu!

Sidder venligheden i benene?

I dag fik jeg vist nok det forkerte ben ud af sengen...
Eller jeg tror i hvert fald, at det må være det, der skete. For jeg var ikke særlig sød eller venlig overfor min familie ( og er nok meget heldigt, at jeg ikke skulle på arbejde og kunne sprede den stemning der...) - og jeg tænker, at det må være det, vi mener, når vi siger, at folk har fået det forkerte ben ud af sengen.

Og når jeg tænker på vending på den måde, er den er godt nok lidt spøjs.
Men hvis vi tror, at venlighed rent faktisk sidder i benene. Så kan det give mening at få det rigtige ben ud af sengen, så vi kan gå ud i livet og gå andre i møde med "det rigtige ben" - altså venligheden.

Heldigvis kan vi finde det rigtige ben frem - helt uden at gå i seng igen. Vi skal bare ændre vores fokus og omfavne den venlige del af os selv...

Fejltagelsene er ofte de sjoveste...

Rigtig mange mennesker er nærmest bange for at begå fejltagelser eller være pinlige.
Det gælder ikke kun unge mennesker, selvom jeg dog oplever, at jo længere vi har levet, jo mindre fokus får vi på, hvad andre tænker...

Jeg synes dog, at det er spild af tid, at vi bruger så meget tankekrudt på at undgå fejltagelser eller være, hvad de tror er pinlig i andres øjne.

Først og fremmest fylder vi altså ikke så meget i andre tanker, som vi måske tror. Hvis vi har lavet et eller andet fjollet, er det ikke sådan at andre pludselig holder op med at fokusere på deres eget liv, så de i stedet kan bruge deres vågne tid på vores fejl...

Men lige så vigtigt er det at huske, at fejltagelser ofte er det sjovest i livet. Jeg har hørt (og oplevet) om så mange gange, hvor noget er gået galt - men det så bagefter er det, vi sammen griner mest oprigtigt af, og det som binder os sammen. Det er det, der bliver huske som gode oplevelser mange år efter.

Så hvis vi rent faktisk undgik fejltagelser, så ville vi også gå glip af mange suveræne, særlige, sjove og sammenholdsskabende øjeblikke.

Drop undskydningerne...

Hold nu op, hvor har jeg haft mange undskyldninger i mit liv - alle af meget varierende kvalitet.

Undskyldningerne har bl.a. handlet om, hvorfor:

• Jeg ikke tager kontakt til venner, familie, bekendte eller bare dem jeg har lovet det overfor.
• Jeg ikke er i bedre form.
• Jeg ikke nåede aftaler eller opgaver til tiden.
• Jeg har sagt forskellige mere eller mindre heldige ting.
• Jeg ikke har opnået, det jeg gerne ville.

Ja, listen kunne nemt forsættes...

Men det ændrer ikke på, at jeg har brugt en masse undskyldninger  og dermed en masse energi på at dække over det faktum, at jeg er ansvarlig for alt det overstående. Derfor øver jeg mig også meget i, ikke at komme med alle de undskyldninger.

Det med at droppe undskyldninger er meget befriende. Det handler nemlig ikke bare om at være ansvarlig... Det handler i høj grad om at være troværdig - især overfor sig selv.

For mig har undskyldnings-dropningen betydet, at jeg er blevet bedre til at tilgive mig selv, når jeg glemmer, laver fejl eller dummer mig. For når jeg ikke skal skyde skylden på nogen eller noget, så flytter jeg fokus til mig selv. Det fokus har jeg brugt til at tilgive mig selv... Og give mig selv muligheden for at gøre det bedre næste gang.

Magelig sommer

Ferien er egentlig slut for mit vedkommende - men weekenden har dog forlænget feriefølelsen er smule.

Min ferie har udover en masse praktiske opgaver være dejlig magelig og behagelig.
Den har bestået af en masse hygge med mine nærmeste og med mennesker, som har betydning for mig. 
Den har bestået af læsning og kreative hygge projekter.
Den har bestået af hvile, latter og sjove oplevelser.

Og bedst af alt har det hele foregået i et stille og roligt tempo. Et tempo hvor kroppen, tankerne og sjælen har kunnet følge med. 
Jeg har måske ikke oplevet mange nye og revolutionerende ting, men jeg har oplevet mig selv på en super skøn måde, hvor jeg er kommet tættere på, hvad der har betydning for mig nu.

Der sker noget ganske særlig med os, når vi skruer ned for tempoet og op for nærværet - både til os selv og andre...

Ved du hvorfor?

Lige om lidt starter et nyt kapitel for mig. Nyt job...et helt nyt sted.

Det betyder også, at der er mange som er interesseret i mine begrundelser for jobbet, hvilket er interessant nok. Ikke mindst fordi at jeg synes, vi som mennesker bør kigge næremere på vores “hvorfor” i livet - også i arbejdslivet.

Nu er det tilfældigvis andre, som spørger mig. Det kunne ligeså godt være en samtale med mig selv...

Når vi ved hvorfor - altså virkelig hvorfor - så finder vi også ro i os selv.
Prøv du at spørge dig selv om det både med hensyn til dit privatliv og dit arbejdsliv...

Kolbøtter...

Der er sket så mange gode og spændende ting i den sidste tid. Noget som virkelig har gjort mig glad.
Samtidig er der også sket flere ting, som har været triste eller lidt tunge. Blandt andet har vi mistet vores hund.

Det er som om, jeg har slået en masse gevaldige følelsesmæssige kolbøtter. Og jeg tror, at det både er sundt og naturligt, selvom det ikke er særlig behageligt.
Nu handler det om ro og eftertænksomhed, så livets oplevelser kan sætte sig og blive til erfaringer.

Du bliver, hvad du putter ind i hovedet...

De fleste af os er nok med på, at vores kost har stor betydning for vores velbefindende. Det er bare ikke sikkert, at vi er lige så opmærksomme på, at det har vores mentale kost også.
Så jeg synes, at vi skal være mere skarpe på, hvad det egentlig er, vi putter ind i vores hoveder...

Hver morgen når jeg alligevel gør mig klar til en ny dag, lytter jeg til inspirerede og motiverende ord fra adskillige mennesker. Deres historier og fortællinger giver mig bl.a. indsigt i forskellige livsudfordringer - og hvordan de er blevet håndteret, eller i hvordan ændringer i tankegange (ikke mindst dem der handler om vores selvbillede) har gjort en forskel. På den måde starter jeg dagen med et sundt og positivt afsæt, hvilket påvirker mine evner til at møde dagens, ugens eller månedens større eller mindre bump på en gode måde.

Som en del af den samme tankegang, har jeg også haft fokus på, hvilke samtaler jeg vil deltage i. Så jeg sætter mig altså ikke ved siden af firmaets største brokkehoved til frokost. For jeg har simpelthen bestemt mig for, at jeg ikke ønsker at lade det negative fokus påvirke mig.

Jeg er dog klar over, at det ikke er alle samtaler, jeg kan komme uden om. Men vi har alligevel større valgmuligheder end vi lige går rundt og tror.

Og når vi nu er i gang med at rydde op i, hvad der kommer ind - så kan vi lige så godt ogs¨have fokus på, hvad der kommer ud... så vi heller ikke forpester andres tankegang.

Overspringshandlingernes lyksagligheder.

Min søn har indledt sin læseferie, og til trods for at han på mange måder er fuldstændig teenage-agtig (hvilket egentlig er i orden, når nu han er teenager), så har han alligevel kastet sig over læsningen og forbedredelsen til afgangsprøverne.

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, spurgte jeg nysgerrigt ind til, hvordan læsningen var gået. Og det var gået OK, kunne han bekræfte. Men der havde også været forskellige overspringshandlinger i løbet af dagen...

Det fik mig til at tænke på alle de gange, hvor jeg er blevet ledt ud af overspringshandlingernes sti. Og alle de gange, hvor jeg har lovet mig selv, at næste gang skulle jeg nok tage mig mere sammen...

Men er det egentlig så slemt, at vi vover os ud på den slags afveje?

For det er jo ofte der, hvor jeg har fået tænkt gode tanker, kommet væk fra skærmen og har fået nye input og derfor pludselig er kommet frem til gode løsninger og lign.
Overspringshandlinger (i begrænset mængder) kan være med til at udvikle nye ideer, give ro til hovedet, få nyt perspektiv og meget mere.

Jeg tror, at vores overspringshandlinger kan bringe “gaver” med sig.

Har du noget, du gerne vil sige?

Går du med en masse ord og tanker, som du gerne vil dele med andre? Men bare ikke lige ved, hvordan det skal komme ud?
Noget du tænker, kunne gøre os andre klogere? Eller give os mulighed for at se tingene fra et nyt perspektiv.

Måske skal du lade være med at vente på det rigtige tidspunkt. For det kommer nok aldrig rigtigt.

Så sig det nu bare til os. Du har en viden, en indsigt og et perspektiv, som ingen af os andre har. I hvert fald ikke på den præcise sammen måde. Så vi vil gerne høre, hvad du har at sige.

Del dine ord og tanker med kolleger i frokostpausen, med gode venner over en kop kaffe eller med mere eller mindre tilfældige mennesker, som krydser din vej. Sig det du gerne vil sige - og jeg lover dig, at du vil finde nogle, som gerne vil lytte.

Hvad er det egentlig, du gerne vil?

Hvad er det egentlig, du gerne vil med det, du går rundt og gør? Altså på et mere overordnet plan.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor du skræller gulerødder, når det er det, du er i gang med...

Men hvad der din overordnet plan med det, du gør? Hvad er din intention bag dine handlinger?

Jeg tror nemlig mange af os, ikke helt er klar over, hvad vores intentioner er. I den seneste tid har jeg tænkte en hel del over mine egne.

Jeg har igennem mange år været styret af, at jeg gerne ville have andres anerkendelse. Og selvom jeg har fået en hel del af den, så har der selvfølgelig også været mange gange, hvor jeg har følt, at jeg ikke har fået den. Og ironisk nok så fylder de gange sindssygt meget i min bevidsthed. Hvilket har givet mig lyst til at kaste mig ud i endnu flere projekter, som kunne imponere mine omgivelser. Og det uanset hvor anstrengende og til tider udmattende, det har været.

Og i bund og grund er det jo lidt trist, at min egentlige intention har været noget, som er forholdsvis uopnåelig, når nu intentionen kunne være noget meget mere positivt...

Jeg har ikke præcis løsningen på, hvordan jeg (eller andre) får “styr” på intentionen bag vores handlinger, men jeg ved, at vores bevidsthed om den, er det første skridt.

Lad os mødes i åbenhjertet og åbne samtaler, hvor vi kan blive klogere på, hvad der egentlig er vores intention - og hvordan vi kan bruge den på en positiv måde.