Sig det med blomster... eller bare med ord

I denne uge mistede jeg min mor... hold da op, hvor er det en hård oplevelse...

Men i al min sorg har jeg fået mange mange varme og omsorgsfuld ord, både på beskeder, i samtaler og på de sociale medier. Og selvom det ofte er et enkelt ord eller nogle få vendinger, så har det stor betydning, at vi lige rækker ud, når andre er i sorg. Det gør ikke sorgen mindre, men når den følges af andres empati og sympati, så det er lidt nemmere at være i.

En af mine venner havde haft mulighed for at tage fri fra arbejde for at deltage i bisættelsen, og da vi kom hjem stod en buket smukke blomster fra en flok venner, som bare lige ville fortælle, at de tænkte på os.

Der er nok ikke nogen rigtig måde at reagere på andres sorg på. Men vi må ikke glemme, at selv små ord, et kort visit eller en buket blomster kan få den sorgramte til at føle sig mindre alene i det hele. Vi er ikke uden betydning, når dem, vi holder af, går igennem svære tider.

Så midt i sorgen er jeg fyldt med taknemmelighed over alle de gode mennesker, jeg har i mit liv - og jeg er opmærksom på, at jeg skal huske de små ting, der kan have uendelig stor betydning, når jeg møder andre i sorg.

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Kære mig...

Har du nogensinde skrevet til dig selv? I en dagbog, i et brev eller som refleksion på et stykke papir eller i en notesbog. Hvis ikke så var det måske værd at prøve.

Jeg har skrevet dagbog siden jeg fik den første blanke bog med det fine omslag i fødselsdagsgave da jeg blev 10 år. I nogle perioder har jeg skrevet hver eneste dag, mens der i andre perioder er gået meget lang tid mellem nye ord på siderne.

Men fælles for alle årene er, at jeg på de tomme sider har kunne dele mine inderste tanker, drømme, frustrationer og alle de oplevelser, som har haft betydning for den jeg er blevet. Jeg har ofte forstået mig selv på nye måder - og forstået mig bedre, efter jeg har reflekteret over livet gennem ordene og de svævende bevægelser med kuglepenne, som formede de ord, jeg bedst kunne beskrive mit liv med.

Og jeg har sat pris på at genlæse de refleksioner. At læse det der var skrevet direkte til mig - også selvom det bare var mig selv, der var forfatteren. For gennem de bearbejdede ord har jeg mødt og forstået nye sider af mig selv - og ikke mindst har jeg kunne tilgive yngre og mindre vise udgaver af mig selv.

Så har du endnu ikke skrevet til dig selv, så vil jeg udfordre dig til at prøve det. Måske bare fordi du dermed kan få venlige ord dedikerede direkte til dig.

Hvad er din historie?

Alle har historier at fortælle!
Om deres oplevelser.
Om deres interesser.
Om deres liv.

Måske synes du ikke, at du lige har nogle historie at fortælle, som vi andre vil være interesseret i. Men der tager du fejl. For du er interessant.
Så del endelig historierne med os.
Fortæl dem så vi forstår dem - og giv os tid til at stille spørgsmål.

Til gengæld skal vi lytte og lære dig at kende.

Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.

Jeg har tid til dig....

Mine børn er store nu - teenagere... og den ene er allerede voksen, sådan juridisk set. Og jeg kan sagtens mærke, at en stor del af deres liv leves uden min indblanding og tilstedeværelse - eller behovet for det.

Alligevel er det som forældre vigtigt, at vi ikke glemmer, at disse unge mennesker fra tid til anden har brug for os - og brug for at vi har tid til dem. Ikke bare når det lige passer ind i vores planer - men når de uforudset får brug for os.
Det betyder noget, at vi kan tilsidesætte marathontræning, venindehygge eller arbejdsopgaver for en stund - og med ro se dem direkte i øjnene og sige "Jeg har tid til dig.", og at de kan mærke, at vi mener det.

Sig det bare til hinanden...

Ofte har vi en masse positive oplevelser med vores medmennesker - og rigtig mange gange fortæller vi gerne om de oplevelser... bare ikke til dem, som vi havde dem med.

Om det er fordi, at vi er bange for, at det vil være underligt at anerkende andre, mens vi kigger dem i øjnene, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det glæder og varmer, når der er én, som netop fortæller mig, hvis jeg har gjort det godt.

Så vær ikke bekymret over at virke underlig... bare fortæl dine medmennesker om alt det gode, du ser i dem - og oplev hvor meget glæde det kan spree.

Skriv endelig løs!

Jeg elsker at skrive - og har gjort det lige så lang tid jeg kan huske...

Jeg har bl.a. skrevet digte, eventyr, historie, diverse studieopgaver (og har kunnet lide det!), dagbog, lister og breve (ikke mindst fordi jeg har boet i udlandet før internettet!).

I alle disse ord på papir (for det har oftest være på den helt gammeldags måde, at de er komme ud) har jeg lært så mange ting om mig selv. For når vi skal forme vores tanker, så de kan forstås af andre eller bare af os selv senere, så sker der noget med vores måde at reflektere over livet på. Samtidig  bliver vi opmærksomme på, hvad der virkelig har betydning for os (nemlig det vi vælger at skrive).

Jeg har også fra tid til anden genbesøg mine skrifter, hvad enten det har været breve, dagdog digte eller studieopgaver - og jeg har været begejstret over at kunne genopleve betydningsfulde perioder af mit liv og de store følelser eller ganske enkelt blive mindet om, hvor meget jeg har udviklet mig, hvad jeg har gennemlevet, og hvordan jeg har håndteret livet.

Gennem sider fyldt med ord om alt muligt har jeg udviklet mig venlighed overfor mig selv og ikke mindst for andre omkring mig...