Viser opslag med etiketten Kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kærlighed. Vis alle opslag

torsdag den 8. august 2019

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

  • Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
  • At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
  • Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
  • Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 
Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 


lørdag den 22. december 2018

Hjerternes fest

2 dage til jul. 2 dage til familesammenkomster. 2 dage til hjerternes fest.
Hele december har stort set alle tv-kanaler været fyldt med film, der netop har handlet om hjerternes fest i familiens skød. Selvom der som regel også har været skurke og problemer i variende størrelser i disse film, så viser de et smuk sødt billed af, hvordan familiens jul ser ud.

Men mine samtaler med flere hundrede unge og en hel del voksne gennem årene viser et noget mere nuanceret billed...
For selv kærlige tætte familie kan blive presset i deres samvær i denne højtid. Forventningen til gaver, til maden, til den rigtige pynt og ikke mindst et idealbillede af, hvordan vi som familie er sammen, er for meget for de fleste.
Og så opstår konflikterne...

Jeg tror, at de fleste konflikter her opstår, fordi vi i bund og grund er i tvivl om vores eget værd - og derfor bliver slået ud af misforståelser, småkritik eller familiens måde at være på.
Derfor er det vigtigt, at vi i denne hjerternes fest husker at pleje vores egne hjerter med selvkærlighed og selvomsorg, så vi rent faktisk har noget at dele ud af.

tirsdag den 7. august 2018

Forældrerollen og et voksent barn...

I dag er mit ældste barn blevet 18 år - og juridisk set voksen...
Det har hun det meget blandet med. Bl.a. fordi, at selvom hun er en ansvarsfuld, selvstændig og fornuftig ung, er der stadig så meget, hun ikke føler sig klar til endnu.

Det kan jeg faktisk godt selv huske fra den alder, så jeg tror ikke at det handler om "nutidens unge", men mere om den manglende livserfaring. Og den kan hun jo ikke bare lige trylle frem, tænke sig til eller på anden magisk vis få nu og her.

Og uden at jeg på nogen måde, ser mig selv som curling-forældre, så er jeg klar over, at min forældreopgave ikke er slut, bare fordi det nu er 18 år siden, at den begyndte.
I kærlighed til mit barn vil jeg stadig hjælpe hende på vej gennem livets prøvelser. Men til forskel fra de første mange år af hendes liv, vil jeg nu være at finde på baglinjen eller måske helt ude af synsfeltet.
Til gengæld vil jeg tilbyde en støtte og opbakning, som altid vil kunne findes - uanset, hvor fjollet et spørgsmål, hun må sidde med  eller hvor svært et problem, hun står overfor.

søndag den 1. juli 2018

Glæde og sorg.

Ovenpå en skøn, skøn eftermiddag/aften/nat med fejring af min mand, datter og vores liv generelt sammen med familie og gode venner, vågnede jeg i morges en smule træt og meget glad til en forholdsvis almindelige søndag.
Inden i boblede jeg af glæde over alle de gode samtaler sådan en fest byder på.

Efter at have ryddet op kom vi hjem igen - klar til en afslappende eftermiddag. Men i det sammen jeg får øje på vores skønne familiehund liggende i æbletræets skygge, fornemmer jeg, at der er noget galt...
Og det er der også. Hun var død...
På en måde kom det ikke helt som en overraskelse, da vi godt vidste, at hun var gammel og ikke så frisk mere. På en anden måde slog det fuldstændig benene væk under os...
Ikke mindst fordi vi var så opfyldte af glæde og pludselig blev voldsomt ramt af sorg.

Og sådan er livet jo ofte. Mange dage er ganske almindelige, måske nærmest kedelige... og så pludselig komme alle de store følelser i spil. Vi mærker os selv og alt det vi indeholder for fuld styrke.

lørdag den 9. juni 2018

Kærligheden kan ikke stå alene.

I formiddags var jeg til min svoger og svigerindes bryllup. Hele deres store familie stod tæt sammen om dem i det fine bryllupsværelse på rådhuset. Og for mig var det meget symbolsk.

For efter snart 19 års ægteskab kan jeg konstatere, at kærlighed alene hjælper os ikke gennem et langt ægteskab. Det kræver en masse andet - heriblandt familiens opbakning.

Og det er sådan set også en af de bedste gaver vi kan give andre...

mandag den 21. maj 2018

Se på dig og os med milde øjne...

I forlængelse af gårsdagens blogindlæg (http://lonefrankelgoul.blogspot.dk/2018/05/vr-bare-fuldstndig-vil-med-dig-selv.html) kom jeg til at tænke på, hvor svært det er “at elske sin næste som sig selv”, når man måske slet ikke elsker sig selv.

Det er også en af grundene til, at vi så hårde ved vores næste - og det er uanset om, det er vores nærmeste, nogle vi bare kender eller fuldstændige fremmede.
For hvis jeg ikke kan lide mig selv, men drømmer om et godt forhold til den, jeg virkelig er, så er det svært at anerkende alt det gode, jeg ser i dig. Det kan meget nemt få mig til at føle, at vi pludselig er en del af en konkurrence med kun en vinder. Og den konkurrence har jeg ikke tænkt mig at tabe...

Det koncept er nok ikke overraskende, men alligevel kan det være svært at indrømme, at vi er en del af det. Jeg tror dog, at alt for mange af os alligevel har købt ind på ideen om evig konkurrence.

Men du er god nok (og mere til) selvom du ikke har naboens job, venindens indretningstalent, kærestens “omsorgsgen” eller hvad der nu ellers, får dig til at føle dig mindre-end. Og du bliver på ingen måde mindre værd i vores andres øjne, når du anerkender andre. Det bør du heller ikke blive i dine egne...

søndag den 20. maj 2018

Vær bare fuldstændig vild med dig selv!

Jeg kender rigtig mange mennesker, som er opdraget til, lever efter og er socialiseret ind i en verden, hvor vi lever efter princippet om, at “elske din næste som dig selv”. Ikke på en religiøs måde, men som noget vi som ordentlige mennesker gør.

Og det er sådan set også et rigtigt godt princip.
Desværre oplever jeg bare alt for mange, som nok prøver at være virkelig ordentlige mod deres næste, men som på ingen måde elsker sig selv.

Det er voldsomt trist, synes jeg. For når vi taler om at elske sig selv, så handler det ikke om at være selvoptaget eller narcissistisk. Det handler bl.a. om at se det bedste i sig selv, tilgive og omfavne alle sider af den, man er.
Og kan vi ikke det, er der ikke meget at dele ud af til andre...

Derfor håber jeg, at mange af os vil gøre en indsats for at elske os selv oprigtigt. Og ligesom vi kan ændre vores forhold til andre ved at fokusere på alt det, som vi synes er godt eller særligt ved dem - så kan vi gøre nøjagtig det samme med os selv.

Så smil til dig selv. Ros dig selv. Nyd dit eget selskab. Hav interessante samtaler med dig selv - enten i tankerne eller sig ordene højt! Bliv imponeret over din viden, din formåen eller dine interesser.
Du er noget ganske særligt - og du fortjener at være fuldstændig vild med dig selv.

fredag den 6. april 2018

Alt det jeg gerne vil give dig.

Gaver kan fås i mange størrelser og former. Selvom jeg igennem årene har modtaget mange fine gaver - som jeg er meget taknemmelig for, så er jeg egentlig ikke tilhænger af, at vi giver hinanden ting og sager, som kan fylde vores skuffer, skabe og hjem op.

Til gengæld er jeg stor tilhænger af, at vi giver hinanden tid, opmærksomhed og kærlighed - i rigelige mængder.
Og da jeg elsker at give gaver, så vil jeg gerne give mine medmennesker dette...

Jeg vil give uforstyrret opmærksomhed, hvor du kan fortælle om det, der fylder i dit liv eller har betydning.
Jeg vil give dig spørgsmål, som forhåbentlig hjælper til, at du lærer dig selv bedre at kende - og at jeg lærer dig bedre at kende.
Jeg vil give dig min tid, som vi kan tilbringe sammen. Det kan være tid til gåture. Tid til at kigge ud i horisonten sammen. Tid til at grine sammen. Tid til bare at være sammen...
Jeg vil give dig kærlighed, så du mærker, at du er noget ganske særligt i mine øjne. Jeg ønsker, at du mærker den glæde og inde ro, som kærligheden kan fylde os med.
Alt dette og meget mere vil jeg give.
Du kan ikke vise det frem eller gemme det væk, men du kan mærke det og give det videre.

torsdag den 5. april 2018

Kærligheden er også et valg.

For 20 år siden i dag blev jeg kærester med min mand.
I løbet af det 20 år har vi taget en hel del valg - valg som har handlet om at styrke og værne om vores kærlighed.

Vi har levet et liv, som de fleste andre. Et liv hvor vi har mødt udfordringer og glæder i et større samsurium.  Nogle gange er de kommet i en hastighed, hvor vi har haft tid til at fordøje oplevelserne og konsekvenserne. Andre gange er de væltet ind over os som en stormflod, der har slået benene væk under os - og rystet os på godt og ondt.

Og at livet nu engang er, som livet er... betyder at kærligheden i perioder ikke har haft de bedst vilkår.    Jeg kan dog ikke huske, at vi nogensinde har mistet kærligheden til hinanden, eller at jeg ikke har kunne mærke den.
Til gengæld har vi haft mange samtaler om kærligheden, og om hvordan vi plejer den - samt hvor vi kunne gøre det bedre...

For kærligheden er ikke bare tiltrækning, den er i høj grad også et valg.
Et valg om at se det bedste i den anden og prøve at forstå intentionerne bag den andens handlinger.
Et valg om at gøre sit bedste mht. det, vi hver især byder ind med i forholdet.
Men også små hverdagsagtige valg som fx at række ud efter den andens hånd, når I alligevel bare står og venter i køen. Eller at slukke for skærmen og kigge hinanden dybt i øjnene og indlede en samtale, som på ingen måde handler om noget praktisk.
Det er valg som er forholdvis nemme at tage - og også nemme ikke at tage...

Drømmen om livslang kærlighed er måske slet ikke en utopisk drøm, men derimod en række bevidst valg. Valg som giver os glæde og “succes” i kærlighedslivet.

lørdag den 17. februar 2018

Kærlighed og tid hænger sammen.

Jeg har sagt det før - at for børn staves kærlighed: T-I-D. Men sådan er det vel egentlig også for os voksne...
For at sige til nogle at vi elsker dem, holder af dem, og at de har betydning for os - uden også at bruge tid sammen med dem, er noget tomt.

Det er når vi er sammen - når vi investere tid sammen, at vi mærker betydningen af hinandens selskab og vores gensidige forhold. 

Ofte går vi og ønsker os en masse materielle ting i livet, som vi vel egentlig godt ved ikke har særlig betydning for os. Vi arbejder måske også målrettet for at få de ting. Men har vi så samtidig lige så stor fokus på at få de forhold i livet, som vi for alvor ønsker os?
Det tror jeg desværre ikke. Måske fordi de andre mål er nemmere at overskue, eller måske fordi vi naivt tror, at forhold og kærlighed (også mellem venner) udvikler sig af sig selv.

Men kærlighed og tid hænger uløseligt sammen. Kærlighed får mulighed for at vokse, blive stærk og for at kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis vi investere tiden i den sammen med andre.

onsdag den 14. februar 2018

Be my Valentine.

Valentinsdag... nogle elsker den (nok mest dem med kærester) og nogle hader den (nok mest dem uden 😉).
Til trods for at mit liv er fyldt med kærlighed, har jeg ikke været særligt begejstret for dagen, men i år er det anderledes. Jeg har nemlig bestemt mig for, at jeg skal være min egen Valentine.

For jeg synes, at vi skal huske at elske os selv. Ligesom når vi er nyforelsket og kun ser alle de gode sider af vores udvalgte. Deres udseende, deres væremåde, deres interesser... Selv småirriterende ting bliver charmerende gennem forelskelsens briller.
Tænk sig hvis vi omfavnede os selv og vores uperfekte særheder med samme varme og kærlighed! Og er det for meget at gøre hver eneste dag - så bare denne ene dag om året. En dag dedikeret til selvkærlighed på højeste plan.

Det skal ikke bare være en dag, hvor vi bevidst ikke kritisere os selv. Det skal være en dag, hvor vi bevidst elsker os selv. Finder det smukke i vores udseende med alt det unikke det indebærer. Finder det smukke i vores måde at gøre ting eller håndtere situationer, gerne med fokus på alle de gode ting vi bringer med os til andre. Og finder det smukke i de interesser vi har, måske dykke ned i noget vi ikke bruger så meget tid på i hverdagen, men som gennem vores forelskelsesbriller bliver nyt og spændende.

Så find tid til dig selv i dag - og tillad dig at blive forelsket i dig selv ❤️ - måske for første gang...

tirsdag den 19. december 2017

Julen er hjerternes tid

Julen er hjertens tid... det er i hvertfald en tid, hvor mange af os ønsker nærvær og positiv samvær med familien.
Det er dog ikke altid lige nemt at skulle tilbringe meget (og ofte anspændt) tid sammen med dem, vi så gerne vil holde af, men som vi ikke altid ved hvordan...

Forventninger er ofte høje, når vi træder ind i julehyggestuerne. Og som det så ofte er med høje forventninger, så kan det nemt blive vendt til skuffelser. Derfor er det vigtigt, at vi gør os helt klar, hvad vi kan forvente af julens hjertelige stunder.

Noget, af det vigtigste vi kan gøre, er at være bevidste om vores egen rolle i familiens hygge. I stedet for at blive irriterede over andre handlinger eller ord, kan vi være nysgerrige på, hvad de mener, eller hvorfor de gør, som de gør. Spørg oprigtigt og med et ønske om at forstå.
Vi kan også vælge at se hver enkelt medlem i vores familie med de positive briller. Hvad er det, de er allerbedst til? Hvilke positive elementer er det, de bringer med ind i samværet? Og ikke mindst - hvorfor var det, at du valgte at tilbringe den særlige juletid sammen med dem?
Er det svært, så hold mennesket adskilt fra deres handlinger, dvs. elsk mennesket også selvom du ikke er så vild med handlingerne.

Måske skal vi sætte forventningerne om idylliske klar-til-reklame hygge ned, og i stedet nyde hinandens forskelligheder, og at vi trods alt finder hinanden i julens og hjertens tid.


lørdag den 25. november 2017

Langtidsholdbar kærlighed.

50 år - så længe har mine forældre været gift i dag.
Det er helt særligt at kunne fejre, at de har holdt sammen gennem en hel menneskealder trods alt det, livet også har budt dem. Men det er gør dagen anderledes er for mig, at min mor er dement og bor på plejehjem - og slet ikke er klar over dagens særstatus.

Dagen skal alligevel fejres. For det har været et langt og lykkeligt ægteskab, som ikke bare slutter, fordi min mor ikke kan huske de sidste mange år. Eller at vi ikke helt kan vide, om hun husker os i dag.
Kærlighed er ikke afhængig af minder - selvom de er rare at have. Kærligheden kan sagtens leve efter hukommelsen er væk.

Men at min mor ikke husker, minder dog mig om, at kærlighed ikke skal gemmes til det er belejligt. Kærlighed skal udleves hver dag. Den skal mærkes, og ordene om den siges højt, mens der endnu er mulighed for det.

mandag den 18. september 2017

Kærligheden er et valg.

I dag kan min mand og jeg fejrer vores bryllupsdag - nr. 18 i rækken.
Vores bryllup blev holdt mindre end 1½ år efter, at vi havde mødt hinanden. Jeg tror, at flere i vores omgangskreds syntes, at vi var en smule forhastede. Det var vi måske også - men samtidig var vi sikre i vores valg af hinanden som livsledsagere. Vi var vildt forelskede. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg fik sommerfugle i maven, når vi mødtes efter bare korte adskillelser.

Sådan er det ikke helt mere. Kærligheden mellem os har ændret sig - og er blevet mere rodfæstet. Årene har givet os forskellige udfordringer, hvilket har været med til at udvikle vores kærligheds stærke rødder. Jeg har giftet mig med min bedste ven - det viste jeg bare ikke den septemberdag i 1999. Den gave er også kommet med årene.

Jeg ved ikke om kærligheden har succeser eller fiaskoer, men jeg ved, at den er et valg.
Måske kan vi ikke styre forelskelsens vilde sus, men vi kan arbejde for at give kærligheden de bedste vækstbetingelser. Og det har den brug for, hvis den skal kunne holde sig frisk gennem mange år. Vi kan vælge at se kærligheden og det gode i vores partner. Det kræver samtidig, at begge er interesseret i at investere i kærligheden. Er de ikke det, kan det være, at kærligheden til én selv, får den ene til at vælge forholdet fra.

Vi skal være bevidste om de kærlighedsvalg, vi tager. Et kærligt syn på vores partner kan ændre vores kærlighedshistorie.

lørdag den 16. september 2017

Jeg tror på kærligheden.

Jeg tror fuld og fast på kærligheden! Jeg har oplevet den så mange gange i alle mulige afskygninger og alle mulige steder.

Da jeg var yngre, var jeg ikke så sikker på, at kærligheden var tilstede - og slet ikke sikker på, at jeg ville mærke den. I dag ved jeg, at det var fordi, jeg ikke så den, selvom den var alle steder i mit liv.
For da jeg endelig fik øjnene op for kærligheden, blev det så soleklart, at kærligheden havde mange udtryksformer.

Jeg møder kærligheden i smil, i tilberedning af livretter, i opmuntrende ord, i gaver, i hjælpsomhed,  i skulderklap, i lyttende venner og i empati. Kærligheden finder små revner i selv de  dårligste dage, hvor dens lys kan skinne igennem. Kærligheden er ikke en fast størrelse, men flydende og varm, så den kan fylde os med glæde og håb.
Jo mere vi selv øser ud af kærlighed til andre, jo mere tydelig bliver den i vores eget liv.

Hvis du tvivler på kærligheden, må du gå på opdagelse efter selv de mindste tegn på den - så vil du opdage, at den er allevegne altid.

mandag den 7. august 2017

Ord til min datter

Kære smukke, skønne sjove datter.
Tillykke med de 17 år.

Livet ligger for dine fødder, og du skal endelig bare kaste dig ud i alle de muligheder du møder. Eller i hvert tilfælde dem du har lyst til at kaste dig over. Sig samtidig endelig nej til alt det, der strider mod dine værdier. Stå for noget - og stå gerne for skud.

Vær din egen bedste ven. Tal pænt til dig selv. Bak dig selv op, og tro på dine evner. Elsk alle dine særheder - og alle dele af dine fantastiske krop. Brug tid i dit eget selskab. Find steder der giver dig ro og mulighed for at møde dit inderste.

Tilgiv ofte. Både dig selv og andre. Du vil fejle, dumme dig og komme til at såre andre, men det er en del af liv. Rejs dig igen børst støvet af og gå videre med nye erfaringer. Du er IKKE din fejltagelser. De er blot en del af din historie.

Bliv ved med at være omsorgsfuld. Inviter andre ind i fællesskabet og lad dem skinne i dit selskab. Og vær ikke bange for at skulle bane vejen. Dine mange talenter kan gavne både dig og andre, så brug dem fornuftig.

Og ikke mindst ELSK så det kan mærkes.
Gambatte kudasai. ❤️

fredag den 4. august 2017

Kærlighed handler også om at sætte grænser.

Mine børn er ikke tvivl om, at jeg elsker dem. Ligeså lidt er de i tvivl om, at min kærlighed også kan mærkes i de grænser, jeg sætter.

For selvom min moderkærlighed er betingelsesløs, så ønsker jeg, at de mærker, at der er grænser for, hvad selv en mor vil finde sig i. Jeg vil fx ikke være deres tjenestepige eller deres altid-til-tjeneste chauffør. Jeg vil heller ikke stå model til, hvilken som helst opførsel fra deres side.

Jeg vil gerne lære dem, at det er helt i orden, at man sætter grænser. At de også skal huske at sætte grænser for, hvad de vil finde sig i både fra mig og fra deres omgivelser.
Og at kærligheden til dem selv kan især mærkes i de grænser de sætter.

mandag den 17. juli 2017

Kærligheden i madlavning

Jeg har ikke den store interesse i madlavning, og jeg er nok heller ikke super god til det. Derfor har jeg også ofte undgået at lave mad til andre, udover hverdagsmaden til min familie.

Men jeg har gennem årene fundet værdien af at servere et veltilberedt og velvalgt måltid til andre. Det er nærmest som en kærlighedserklæring.
Jeg kan glædes ved den blotte planlægning... Af at finde frem til mine yndlingsmenneskers livretter.

Hvem af os føler sig ikke værdsat, når vi bruger tid og energi på deres (mad-) interesser?

Så næste gang du får serveret et veltilberedt måltid, husk at sætte pris på det. Og ikke mindst på dem, er har lagt tid og energi i at gøre noget særligt for dig.

torsdag den 29. juni 2017

Kærlighed til dig selv

Når jeg læser eller hører om selvkærlighed, handler det oftest om at pleje det ydre. Jeg ikke er i tvivl om, at det også gør noget godt for det indre, hvis vi stopper op og plejer os selv. Men jeg synes bare ikke, at det er nok.

Kærligheden til mig selv handler i høj grad om de følelser, jeg virkelig har i forhold til mig selv. Elsker jeg virkelig mig selv? Ikke på en egoistisk eller narcissistisk måde, men på en varm, anerkendende, dyb og tilgivende måde.

Følelserne kan findes i de ord, jeg siger til mig selv, når ingen andre lytter. Prøv selv at lytte til dig selv. Hvad siger du til dig selv, når du kun er dig? Er det ord som stråler af varm, anerkendende, dyb og tilgivende kærlighed? Eller er det mere ord, som minder om kritik?
Hvis ikke du mærker kærligheden - så er det vist på tide at ændre noget.

Hvordan skal vi kunne vise ægte kærlighed overfor andre, hvis vi ikke kan give os selv det? Du kan jo heller ikke give oprigtige råd om sager, du ikke ved noget om. Hvis vi ikke fylder os selv op med kærlighed og alt det gode, der kan komme i kølvandet på det - hvordan kan vi så lade vores kærlighed flyde over til andre?

Mens vi stadig skal være omsorgsfulde og venlige overfor vores medmennesker, må vi endelig ikke glemme os selv.
Vi skal kigge på os selv med kærlige øjne - og se alt det smukke i os. Vi skal bruge de indre samtaler på kærlige og venlige ord, der understreger vores unikke indre og ydre skønhed. Og vi skal udvikle et livslangt ubrydeligt kærlighedsforhold til os selv ved at omgive os med mennesker, der hjælper os på vej på den rejse.

onsdag den 15. februar 2017

Familien og deres særheder

Jeg elsker min store familie. Alle vores historier, vores særheder og vores måde at være sammen på. Når jeg prøver, at se os udefra, tænker jeg, at vi er ret komiske. Hvilket jeg tror, at de fleste familier er. Forskelligheder kan virke så modsættende, at de aldrig ville give mening i en gruppe. Men når vi alle er samlet, indtager vi vores roller, hvor vi spiller ind med vores forskelle og særheder - og så giver det alt sammen alligevel mening.

De fleste af os har nok også prøvet, at familien nærmest kan drive os til vanvid. Sådan havde jeg det nok også, da jeg var yngre. Men i dag elsker jeg virkelig vores måder at være på. Og det er netop kærligheden til hinanden, som får det hele til at give mening. Når særhederne næsten bliver for meget, så minder jeg mig selv om al den kærlighed, som også er en del af min familie. Og så betyder det andet ikke så meget mere.

Så find hinandens særheder, elsk dem og dyrk dem.