Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Det vi er sammen

I dag mødte jeg nogle unge mennesker, der havde været ud på strabadser - af den slags som involverede, at de skulle forcere naturens forhindringer på cykel, og vist også med cyklen "på ryggen".

Det havde uden tvivl været hårdt - og de var stolte af at gennemføre... ingen tvivl om det. Men der var noget andet - noget mere.
De var stolte over, at de havde hjulpet hinanden hver eneste gang, det var blevet svært.

Mudderet havde fanget dem. De havde kæmpet med at finde vej. Det havde fysisk været hårdt.
Alligevel var de ét stort smil, da de indsmurt i mudder og rimelig trætte fortalte mig om det.

Og er det ikke netop det, de bedste oplevelser handler om?
Ikke så meget det der kommer på vores vej - men det vi er sammen, når vi oplever det.

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

P.S. jeg er kommet godt hjem.

Beskeder fra dem vi holder af, har alle tider haft stor betydning.

I dag hvor det er let at holde kontakt, hvor det er hurtigt at skrive noget om det, der fylder i vores liv lige her og nu, er en besked om, at den anden er i god behold stadig betryggende.
Fx når min mand kører træt gennem landet og lige sender en besked om, at han er kommet godt hjem. Eller når min datter rejser tværs over Altanten og lige skriver, at turen gik godt.

Selv i gamle gamle dage, hvor folk kommunikerede via breve, som ofte var lang tid undervejs. Så havde det også stor betydning at vide, at den anden var i god behold.

Der er noget omsorgfuldt i at fortælle, dem vi holder af, at vi er landet trygt - og de ikke skal bekymre sig. Samtidig med at der den anden vej er noget lige så omsorgsfuldt i at bekymre os om dem vi holder af.

De små samtaler

Dagen begyndte med en 1½times køretur med en af mine gode venner. Vi har begge en travl hverdag, så der kan godt gå et godt stykke tid mellem vores samtaler, så køretiden i dag var en hel gave.

Fra det øjeblik jeg satte mig ind i bilen til jeg steg ud igen, fik vi vendt store og små ting i vores liv. Og selvom 1½ time engang imellem ikke er lang tid, så er det alligevel værd at holde fast i. På samme måde det er værd at holde fast i 5 minutters telefonsamtaler, som måske ikke syntes af så meget her og nu - men som alligevel gør en forskel i det lange løb.

For selv små samtaler har stor betydning i vores relation til andre. Det er ikke samtalens længe, men dens dybde der afgør om, den får betydning for os.

Derfor elsker jeg små samtaler, som akkumuleres og danner ramme om relationer.

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

Når nye relationer skal skabes.

Det kræver mod at møde nye mennesker... eller mere præcis at åbne sig så de, kan lære dig at kende. For uanset hvordan vi har det med os selv, så er det temmelig sårbart at lukke op for hele den, vi er. Hvis du så samtidig er på udebane, kommer du virkelig på overarbejde.

Det er dog min klare overbevisning, at uanset hvor hårdt det end føles - det der med at etablere nye relationer - så er det det hele værd.

Men for at vi kan være i det, må vi samle gamle, gode og trygge relationer om os. Dem som kender vores historie, vores styrker og svagheder, vores drømme og håb. Dem som holder af os pga. at alle vores særheder. Sammen med dem kan vi hente energi og mod til at sætte os selv på spil i de nye relationer.

Så når vi møder nye mennesker og skal skabe noget nyt sammen, skal vi ikke fortvivle, hvis det føles hårdt og uoverskueligt. Det er ganske naturligt. Vi skal bare huske at tanke op, der hvor vi er trygge.
Så kan nye relationer spirer og vokse på den fineste måde.

Glæden ved langtidsholdbare relationer.

Jeg elsker at møde nye mennesker!
Men mest af alt elsker jeg at være sammen med familie, tætte venner og gode bekendte. Dem som kender mig godt.

Jeg elsker, at samtaler kan tages op, hvor de slap, fordi vi kender hinanden så godt.
Jeg elsker, at bestemte ord kan udløse latter, fordi vi sammen pludselig bliver mindet om en hændelse som skete for 20 år siden.
Jeg elsker, at vi ikke behøver at forklare så meget, fordi vi allerede kender alle mellemregningerne, særhederne og historierne.


Og når jeg møder nye mennesker, så er det også det, jeg er på udkig efter... dem som kan blive til langtidsholdbare relationer.

Lad os hilse på hinanden.

Jeg elsker at gå en tur i byen og hilse på alle de mennesker jeg kender. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke møder nogle. Det gjorde jeg heldigvis i dag. Der var fleste jeg “bare” hilste på, og nogle jeg stoppede op og talte med. 

Sådan er det også, hvor jeg bor. Nogle hilser jeg kun på, fordi vi måske ikke bor tæt nok på hinanden til, at vi er begyndt at tale sammen. Mens der er andre, jeg ofte taler med.

Og så er der desværre også dem, som ligesom ikke hilser på nogen af os. Måske fordi de aldrig har oplevet værdien af det.

For der er virkelig værdi i, at vi hilser og småsnakker. Vi skaber et fællesskab sammen, hvor vi hver især bringer vigtig input til det. 

Så i dag vil jeg slå et slag for, at vi hilser mere på hinanden og åbner lidt mere op. Smil, vink og stop op. Lad os også se hinanden på den måde. 

Døre åbnes og døre lukkes...

Jeg har ofte hørt, at når en dør lukkes, så åbnes en ny. Og det tror jeg egentlig også er sandt nok. Ligeledes er det omvendte også rigtigt...

For jeg står lige midt i en skøn forandring med masse af nye muligheder. Jeg føler i høj grad, at forskellige døre åbner sig.
Men samtidig er jeg klar over, at det også betyder, at døre lukker sig...

Jeg står klar til at begynde mit drømmejob, hvilket betyder, at jeg og min familie skal forlade den by, som har været rammen om vores liv de sidste 16 år - og som er min barndomsby.
Jeg skal forlade et job, hvor jeg har en rigtig god chef, en flok skønne kolleger, som jeg har det helt særligt med og en masse dygtige medarbejdere, som jeg har haft en tæt, faglig og sjov hverdag sammen med...
Og jeg skal forlade en fritidsinteresse, som jeg været en del af i næsten 30 år, hvor jeg har haft skønne oplevelser og har udviklet mig igennem.

Det er på ingen måde nemt. Det er hårdt!
Jeg ved, at selvom vi kan håbe på, at vores veje på et tidspunkt igen vil krydses, så bliver det ikke det samme igen...
Men vi kan jo ikke hele tiden stå i døråbningen... vi må være klar til at åbne og lukke livets døre...

Og alt andet lige, så er det jo også godt, at det er svært at sige farvel. For det kommer jo af glæde... For som Peter Plys har sagt: How lucky am I to have something that makes saying good bye so hard...”

De interessante unge mennesker.

Min verden er fyldt med kloge, sjove og rimelig velreflekterede unge mennesker, som jeg altid bliver beriget af gennem vores samtaler.

Jeg møder dog af og til voksne, som vist ikke helt har set det samme lys i ungdommen, som jeg har. De inviterer i hvert fald ikke de unge ind i samtaler.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan... men jeg ved, at jeg ville gå glip af så meget - latter, indsigt og ideer, hvis jeg "kun talte med jævnaldrende.

Så hvis du ikke er vant til at tale med de unge, så håber jeg, at du vil gøre en stor indsats for at inddrage dem i dine samtaler fremover. Uanset om det er til familiefester, ved dit eget spisebord eller et helt tredje sted. Du rolig glæde dig...

Every face tells a story.

Der er altid en historie bag facaden. Eller en historie bag historien.
Når vi møder hinanden, ser vi jo kun brudstykker af dem, vi er. Og det er uanset om vi er i familie, har arbejde tæt sammen i årevis eller bare mødes tilfældigt i køen.

Men tanken om, at “every face tells a story” har fascineret mig siden, jeg var helt ung. Først var det nok mest fordi jeg følte, at andre var en slags omvandrende romaner fyldt med spændende karakterer og oplevelser, som ville kunne udfolde sig gennem samtale. Men siden hen har tanken også fascineret mig, fordi det kan forklare en del af, hvorfor vi er så forskellige eller ser så forskelligt på livet.

Det er jo netop vores historier der skaber os - og ikke mindst det vi vælger i livet. Uanset om vi vælger i trods elle på grund af...

Derfor elsker jeg alt det, jeg kan lære om andre og om livet gennem samtaler. Ikke noget med small talk. Men samtaler hvor vi virkelig går i dybden og når emner, der har betydning for os.
Der er så mange gaver gemt til os i sådanne samtaler, hvis vi bare vi indlede dem...

Så lyt dog!

Rigtig mange forældre klager over, at deres børn - stort set lige gyldig hvilken alder de har - ikke fortæller noget som helst. Samtaler med især teenagere lukkes hurtigt ned med enstavelsesord. Og når forældre og børn endelig sidder ned sammen, og forældrene prøver at spørger oprigtig indtil, hvordan deres unger har det, så er svarene ikke meget længere...

Men det tror jeg da pokker. For jeg har så mange gange været vidne til (og har sikkert også selv gjort det...), at forældre stiller et spørgsmål, som godt nok bliver efterfulgt af en kort pause - men kun en ganske lille bitte kort en - inden de utålmodigt selv svarer på det.

Hvis vi er oprigtig interesseret i vores børns liv, deres tanker, deres gøremål eller deres synspunkter, så skal vi også lytte til dem. Og en af de bedste måder at lytte på er at tie stille. Helt stille.

Så kig nu dit barn i øjnene, stil spørgsmål med oprigtig nysgerrighed (ikke noget med ledende spørgsmål for at fiske efter bestemte svar!) og vær så stille.
Hvor længe? Tja lige så lang tid det kræver. Sid i stilheden sammen med dit barn. Lad hende eller ham selv forme et svar. Giv tid til at tanker og følelser kan samle sig. Bliv i stilheden.
Og så når dit barn begynder at tale. Så lyt og knyt. For der er vel egentlig ingen af os, som gider dele ud af vores inderst til nogle, som kun er halvt interesseret...

Hvordan præsenterer du dig?

Hvordan møder du dine medmennesker? Altså hvordan får du præsenteret dig til din omverden?
Jeg tror, at vores eget syn på os selv skinner meget igennem i den måde, vi tilgår verden.

Og når jeg nu siger det, så tænker jeg slet ikke på din fysiske holdning, dit håndtryk, eller om du kigger direkte på andre, når du hilser på dem. Jeg tænker på alt det, der ligger under overfladen og som de fleste godt kan mærke på en eller anden måde.

Så præsenterer du dig som en, der forventer at møde andre venligsindet mennesker? Eller giver du udtryk for, at andre nok ikke vil finde dig interessant?
Hvad er det egentlig, du fortæller dig selv, om hvem du virkelig er - og om hvad andre vil synes om den person?

Kærligheden er også et valg.

For 20 år siden i dag blev jeg kærester med min mand.
I løbet af det 20 år har vi taget en hel del valg - valg som har handlet om at styrke og værne om vores kærlighed.

Vi har levet et liv, som de fleste andre. Et liv hvor vi har mødt udfordringer og glæder i et større samsurium.  Nogle gange er de kommet i en hastighed, hvor vi har haft tid til at fordøje oplevelserne og konsekvenserne. Andre gange er de væltet ind over os som en stormflod, der har slået benene væk under os - og rystet os på godt og ondt.

Og at livet nu engang er, som livet er... betyder at kærligheden i perioder ikke har haft de bedst vilkår.    Jeg kan dog ikke huske, at vi nogensinde har mistet kærligheden til hinanden, eller at jeg ikke har kunne mærke den.
Til gengæld har vi haft mange samtaler om kærligheden, og om hvordan vi plejer den - samt hvor vi kunne gøre det bedre...

For kærligheden er ikke bare tiltrækning, den er i høj grad også et valg.
Et valg om at se det bedste i den anden og prøve at forstå intentionerne bag den andens handlinger.
Et valg om at gøre sit bedste mht. det, vi hver især byder ind med i forholdet.
Men også små hverdagsagtige valg som fx at række ud efter den andens hånd, når I alligevel bare står og venter i køen. Eller at slukke for skærmen og kigge hinanden dybt i øjnene og indlede en samtale, som på ingen måde handler om noget praktisk.
Det er valg som er forholdvis nemme at tage - og også nemme ikke at tage...

Drømmen om livslang kærlighed er måske slet ikke en utopisk drøm, men derimod en række bevidst valg. Valg som giver os glæde og “succes” i kærlighedslivet.

Det skal ku’ mærkes, at du har været her - ikke på præstationer men på relationer...

Alt for mange af os har alt for længe løbet efter præstationer, som kan imponere andre og muligvis også os selv. Og selvom jeg har udført præstationer, som jeg er stolt af, så er de nu engang en temmelig flygtig størrelse... Og de har det med at miste betydning i det øjeblik, de passere gennem vores liv.

Når jeg tænker, at jeg gerne vil have, at andre kan mærke, at jeg har været her - så håber jeg, at de relationer, jeg har med andre, gør så store indtryk, at de mærkes også, når jeg ikke er tilstede. Jeg håber, at noget så enkelt som at støde på bestemte sange, bestemte steder eller bestemte ord, vil få andre til at tænke på mig - og derigennem mærke, hvad vores relation gør ved dem.

Men gode relationer opstår ikke af sig selv. De skal dyrkes, passes på og have tid. Der er ingen opskrift på, hvordan de udvikler sig eller præcis, hvad der skal til. Jeg tror dog på, at gode relationer vokser og udfolder sig, når vi viser den anden, at de har særlig betydning for os - uanset om det sker gennem ugentlige telefonsamtaler, tilfældige men intense møder eller dagevis af samvær...

De gode relationer har det med at vokse i betydning gennem årene - også selvom det kan virke som om, at de er gledet ud i sandet. Når det mærkes, at vi har været her, sker et både nu og her - og gennem de minder vi har delt i livet.

Og når vi alligevel hopper på præstationsræset, så skyldes det måske netop, at de understøttes og formes i de relationer, som kan give præstationerne betydning. I hvertfald hvis vi vil huske og mærke dem.