Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

Høfligheden er der....

Dagen startede med morgenløb sammen med eleverne på den efterskole, hvor jeg slår mine folder. Til trods for at de var trætte, havde de alligevel overskud til at være høflige. Alt imens de overhalede mig, sagde de pænt godmorgen og ønskede mig en god tur.
Det er alligevel lidt stort, at unge mennesker - som ofte bliver beskyldt for at have dårlig opførsel - viser det overskud.

Men den er der - høfligheden.  Ikke bare hos mine elever, men hos de fleste unge jeg har mødt. Ofte har jeg haft klasser, som havde dårligt ry - men som efter at være blevet mødt med venlighed og at blive talt pænt til, forholdsvis hurtigt viste, at de også sagtens kunne være venlige og høflige. De havde bare brug for at blive mødt på sammen måde. For de vil gerne. De ikke ønsker faktisk ikke at være til besvær. De vil bare gerne selv blive mødt på en venlig og høflig måde.

Derfor synes jeg, at vi voksne skal lade være med at brokke os over de unge - og istedet give dem de bedste muligheder for at vise at det gode inde i dem - og være gode rollemodeller, så de kan se, hvordan høflighed og venlighed kan folde sig ud.

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Det er ungdommen også

Smilet bredte sig i mit ansigt, da jeg så de unge mænds opførsel.

Midt i toget stod en ældre dame (80 år fortalte hun mig senere), og var lettere forvirret, nok pga. togskift og hendes megen bagage.
Men der var ingen grund til hverken forvirring eller bekymring, for et par gymnasiegutter, havde spottet hendes behov for hjælp allerede på perronen. De havde hjulpet hende med at tjekke rejsekortet ind, givet hende støtte til balancen på vej ind i tog og havde båret hendes bagage ind i kupeen. Da de lagde kuffert og tasker op på bagagehylden, spurgte de høfligt ind til, hvorlangt hun skulle bare for at sikre sig, at de kunne hjælpe hende med bagagen ved rejsens slutning.
Inden de hjalp hende helt hen på hendes plads, spurgte de også til, om der nu var nogle til at hente hende.

Det scenarie gjorde mig glad, og jeg følte, at det har særligt at være vidne til.

Ungdommen er mange ting - og de er bl.a. hjælpsomme, betænksomme og ansvarsfulde.

Selvfølgelig ved du det ikke...endnu!

Mange mange gange - faktisk bekymrende mange gange har jeg talt med unge mennesker omkring de 15-16 år, der følte sig meget frustreret over, at de slet ikke vidste, hvad de ville med deres liv.

Som voksen kan det virke meget normalt, at de unge ikke ved det. Og det der det heldigvis også. Men det ved de unge bare slet ikke.
De ved det bl.a. ikke fordi, de hele tiden bliver mødt med "hvad-vil-du-egentlig-være-spørgsmål". Og i det øjeblik de vover at svare ærligt og åbne op for deres drømme, så skal de straks stå til ansvar for om hvorvidt de nu også har det, det kræver at blive det ene eller det andet.

• Har de de rette karakterer? 
• Har de de rette forbindelser? 
• Eller den rette indstilling og arbejdsindsats?

Selvom jeg er stor fortaler for, at unge tager den gratis uddannelse de bliver tilbudt seriøst, så synes jeg, at vi stiller forkerte forventninger til dem.

For selvfølgelig ved en 15 årig ikke, hvordan resten af livet skal udfolde sig. Og hvis hun eller han siger, at de har styr på det allerede, må de indstille sig på en masse justeringer under vejs.

At indstille sig på justeringer gælder også for os voksne omkring dem. Vi skal holde op med at presse de unge til at lægge livsplaner, men i stedet tale med dem om det, som har betydning for dem her og nu. Tale med dem om hvilke (personlige) karakterer de ønsker at danne og udleve - og om hvordan vi kan hjælpe dem på vej.

Og når de sidder frustrereret over deres uddannelsesplaner og over om de overhovedet er uddannelsesparate, så skal vi minde dem om, at det er helt normalt og helt i orden, at de ikke ved, hvad livet skal byde på endnu.

Teenagere med overskud.

I dag har efterskoler landet over haft travlt. Det er nemlig Efterskolernes dag. Og på min efterskole er det eleverne, der står for planlægning og afholdelsen af selv dagen.
Jeps!

Selvom jeg er forstander, er det ikke mig, der bestemmer indholdet den dag. Jeg bliver ganske vist spurgt til råds, men den store idegenering, opgaveløsning og detajleplanlægning er jeg slet ikke en del af.

Og dagen forløb helt fantastisk!

For de unge kan meget mere end, vi ofte går rundt og tror. Hos os får de ganske vist en projektlederuddannelse, som hjælper en helt del, når man skal arrangere sådan en dag.
Men lige nu er de jo stadig i den spæde begyndelse af deres uddannelse.
Så der er ganske enkelt tale om en flok teenagere med et helt særligt overskud.

Gode råd har ingen alder.

I går sad jeg i samtale med et ungt menneske, som mindede mig om nogle gode råd, jeg tidligere havde givet til netop hans generation.

Først blev jeg meget begejstret over at være sammen med et mennesker, der er ca. 30 år yngre end jeg, men som alligevel (eller måske netop fordi...) har modet til at dele sin livserfaring og det der har betydning med mig.
Bagefter blev jeg bare så glad for at blive mindet om  og husket på nogle af de gode ting, som jeg også kunne gøre for mig selv.

For ungdommen er ganske fantastiske. Prøv bare at lytte til dem.

Gode råd har ingen alder. Dvs. at de bliver ikke for gamle. Og de skal ikke leveres af en bestemt aldersgruppe...

Ryk tættere på.

Jeg er i disse dage i gang med at lære ca. 100 unge mennesker at kende. De er sjove, alvorlige, interessante, nysgerrige og super skønne at tale med.

I gennem de mange år jeg har arbejdet med unge mennesker, har jeg ofte mødt forældre og andre voksne, som følte at de unge ikke gad tale med dem. Og der er selvfølgelig også af og til en stille protest fra de unges side... Men i bund og grund vil de bare gerne ses, høres og opleves som de individuelle personer de er.

Derfor skal vi voksne turde rykke tættere på i samtalerne og i mødet med de unge. Ikke som kontrol - men for at vise oprigtig interesse.
Vi skal så tæt på, at de unge kan sætte retning for samtalen. Så tæt på at de mærker, at vi lytter - uden vores egen agenda.  Så tæt på at vi ser følelserne  i deres øjne og hører undertonerne i deres stemme.

Hvis vi vil kende de unge, så sker det nemlig ikke på afsted, for så kommer der alt for let misforståelser i mellem os.

Skal vi ikke bare hylde de helt almindelige elever?

I dag afsluttede min søn folkeskolen med den traditionelle translokation. Der blev holdt taler, uddelt afgangsbeviser og “flidspræmier”. 

Jeg kunne dog ikke helt lade være med at sidde med en lidt dårlig smag i munden... for det var (stor set) hele tiden de karakter-dygtige og populære elever, der blev hyldet og fremhævet. Og de har sikkert også gjort det godt og flot.

Men hvad med alle de helt almindelige elever? Dem hvis største indsats måske har været at prøve igen og igen med opgaver, som de ikke helt har kunne finde ud af. Eller måske har de bare været seje i forhold til at kunne holde på sig selv i et liv, som for nogle unge kan være tæt på total kaos. 

Hvad med dem? Hvor og hvornår bliver de hyldet? 

Jeg håber, at alle jer der møder de unge mennesker på jeres vej, at I husker, at de ikke alle kan prale med resultater, som kan måles og vejes i New Public Management sammenhænge. Spørg i stedet hvad er selv er mest stolte af... og vær stolte sammen med dem.

Skinner vores intention igennem i samtalerne?

Jeg sidder i disse dage og skriver tale til 9. klassernes afslutning, hvilket betyder, at jeg prøver at finde ord, som er opløftende, som de kan tage med sig i livet, og ord som forhåbentlig kan vise vej uden at være belærende.

Jeg ved ikke om det lykkes, eller om de overhovedet har ro inden i til at lytte, men jeg vil alligevel gøre et ihærdigt forsøg...

Det er en flok unge mennesker, som jeg har haft en del mere eller mindre alvorlige samtaler med, så de har allerede hørt en del af det, jeg har haft at sige. Hvilket fik mig til at tænke på, om jeg nu også har valgt ordene i de samtaler ordentligt. Højst sandsynlig ikke.

Men hvor ville de være rart! Hvis vi indgik i samtaler med intentionen om at bidrage positivt - og hvis vi synes, at der var brug for retningsjustering, at vi så sagde det uden at være belærende...

Hvad er du blevet klogere på?

De sociale medier boomer af opslag fra unge, som (forståeligt nok) er stolte over deres karaktere - og ikke mindst med opslag fra deres forældre, som praler af børnene.
Samtidig florer der også en masse udsagn om, at vi skal huske at fejre alle karakteren uanset, hvor på skalaen de befinder sig.
Og der sidste er jeg meget enig i.

Men jeg synes dog, at det er mere interessant at spørge de unge om, hvad de dog er blevet klogere på midt i al eksamenslæsningen.

Måske er det bestemte emner, som de nu ved meget mere om, eller som giver mening på en ny måde. Måske er de blevet klogere på deres egen måde at reagere på, når de er under pres. Måske er de blevet klogere på deres egen formåen i forhold til arbejdsindsats og indlæring. Eller måske er det noget helt fjerde.

Jeg vil så gerne have, at vi viser de unge mennesker, at vi tror på dem - og tror på, at de er på vej til at blive endnu bedre udgaver af dem selv. Og det gør vi ikke, hvis vi kun fokusere på et bestemt resultat eller et tal... det gør vi, hvis vi oprigtigtog iinteresseret spørger ind til deres udvikling.

De interessante unge mennesker.

Min verden er fyldt med kloge, sjove og rimelig velreflekterede unge mennesker, som jeg altid bliver beriget af gennem vores samtaler.

Jeg møder dog af og til voksne, som vist ikke helt har set det samme lys i ungdommen, som jeg har. De inviterer i hvert fald ikke de unge ind i samtaler.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan... men jeg ved, at jeg ville gå glip af så meget - latter, indsigt og ideer, hvis jeg "kun talte med jævnaldrende.

Så hvis du ikke er vant til at tale med de unge, så håber jeg, at du vil gøre en stor indsats for at inddrage dem i dine samtaler fremover. Uanset om det er til familiefester, ved dit eget spisebord eller et helt tredje sted. Du rolig glæde dig...

Hold fast - lidt endnu...

Kære forældre

Dagens blogindlæg er til jer...
Jer der har gjort en god, vedholden og (for det meste) velovervejet indsats med at opdrage jeres børn.
I har sikkert store børn nu, måske nærmere de sig endda voksenlivet - sådan juridisk i hvert fald - og helt sikkert, hvis de selv skal sige det.

Nu er det tid til, at jeres store indsats skal prøves af - og det bliver den af ungerne. Hele tiden 😃.  Men I kan ikke slappe af endnu. For de store børn, som måske er et helt hoved eller mere højere end jer, er ikke klar til at håndtere livet selv. De navigerer stadig gennem oprørte og til tider utrygge farvande, hvor de påvirkes af jævnaldrende, medier, sekundære voksne eller måske helt fremmede. Og her skal I være deres moralske fyrtårne, som står fast, så de altid kan finde sikkert hjem igen.

For de prøver ikke at være dumme, skrupelløse eller amoralske. Selvom I har haft styr på ordentligheden og værdierne hjemme, kan de altså godt blive presset til at gøre noget, som tydeligt (for andre) strider mod det, de har lært gennem hele livet.
Og lige præcis her må I ikke overlade, det til dem selv at få rettet op. For så risikerer de at gå helt galt i byen. I skal i stedet tage endnu en moralsk snak med dem om bl.a. hvordan situationer kan håndteres, når ordentlighed er i højsædet. Og hvordan jeres kære unge mennesker kan holde fast i følelsen af, hvad der er rigtigt og forkert - selv når de er under pres.

Jeg ved at I har arbejdet hårdt med og for jeres børn igennem mange år - jeg beder jer bare om at gøre det lidt endnu.

Så lyt dog!

Rigtig mange forældre klager over, at deres børn - stort set lige gyldig hvilken alder de har - ikke fortæller noget som helst. Samtaler med især teenagere lukkes hurtigt ned med enstavelsesord. Og når forældre og børn endelig sidder ned sammen, og forældrene prøver at spørger oprigtig indtil, hvordan deres unger har det, så er svarene ikke meget længere...

Men det tror jeg da pokker. For jeg har så mange gange været vidne til (og har sikkert også selv gjort det...), at forældre stiller et spørgsmål, som godt nok bliver efterfulgt af en kort pause - men kun en ganske lille bitte kort en - inden de utålmodigt selv svarer på det.

Hvis vi er oprigtig interesseret i vores børns liv, deres tanker, deres gøremål eller deres synspunkter, så skal vi også lytte til dem. Og en af de bedste måder at lytte på er at tie stille. Helt stille.

Så kig nu dit barn i øjnene, stil spørgsmål med oprigtig nysgerrighed (ikke noget med ledende spørgsmål for at fiske efter bestemte svar!) og vær så stille.
Hvor længe? Tja lige så lang tid det kræver. Sid i stilheden sammen med dit barn. Lad hende eller ham selv forme et svar. Giv tid til at tanker og følelser kan samle sig. Bliv i stilheden.
Og så når dit barn begynder at tale. Så lyt og knyt. For der er vel egentlig ingen af os, som gider dele ud af vores inderst til nogle, som kun er halvt interesseret...

Ja, jeg har tid til dig.

Min søn havde lyst til at tale med mig om livet i dag. Det er ikke fordi, at det sker sjældent - tværtimod. Men er bliver glad hver gang, for jeg ved, at det ikke er alle teenageforældre, der oplever det.

Ofte hører jeg om teenagere, der trods søde, rare og forstående forældre, som selv har en masse livserfaring, ikke tror at deres forældre vil eller kan forstå noget som helst. Ligeså ofte hører jeg om forældre, der giver op overfor de mutte og tavse teenagere, og samtalerne forsvinder langsomt ud af familielivet.
Det er egentlig meget trist, at de som er hinanden nærmest bliver mere og mere fremmede...

Hvad kan vi som forældre gøre, når teenageren trækker på skulderen til svar på vores spørgsmål?
Vi kan sætte tid af til dem. Tid, hvor vi ikke har travlt med alt muligt andet. Hvor du virkelig lytter til dem - og har tålmodighed til at vente på deres pointer og syn på livet. Lad jeres teenagere bestemme tempoet for samtalen. Glem hvad I synes, at de burde synes...

Selvom det måske ikke opleves med det samme, så ved teenagerne godt, at tid til at lytte er en kærlighedserklæring fra jer til dem.

Lad ungdommen komme til.

Demokratiet er helt i fokus i disse dage- heldigvis. Med kommune- og regionalvalget lige rundt hjørnet er det naturligvis også vigtigt.

Uanset hvor vi vender blikket hen, så fylder de 30+ meget i billedet. Det tror jeg ikke skyldes, at de unge ingen meninger har, eller at de ikke brænder for noget. Det skyldes ofte, at de ikke har gode muligheder for at byde ind i debatterne. For her sidder de “gamle” og ved bedre...

Men det er vigtigt for vores demokrati og for vores fremtid, at vi giver ungdommen en reel mulighed for at komme til.
Det gør vi bl.a. ved at møde dem med oprigtig nysgerrighed og interesse. Så deres ideer ikke bliver dømt ude, før de har haft mulighed for at udfolde sig.
Vi gør det også ved at bevare en positiv og objektiv stemning omkring vores debatter. Så de unge ikke skræmmes af en hård og underlødig tone, der kan få selv garvede debattører til at trække sig.

Viden og erfaring er vigtige elementer i ledelsen og retningssætningen af vores samfund, men disse elementer skal også bruges til at vide, hvornår man skal give plads til ungdommen. Kombinationen af erfaring og nytænkning har altid være attraktiv.

Så lad de unge komme til - og lad dem få reel indflydelse.

Anerkend en teenager

Ofte står de og kigger ned på mig, da de forlængst er blevet hoveder højere end mig. Men tag ikke fejl, de er ikke voksne indeni - vores teenagere.
De er unge mennesker, der selv godt er klar over, at de står i grænselandet mellem barn og voksen. Hvilket er et svært sted at være, for kravene kan ændre sig fra dag til dag. Nogle dage synes vi, at de skal tage et voksent ansvar, mens vi andre dage fortæller, at de bedste ikke er gamle nok til selv at bestemme. Men de prøver ihærdigt at navigere i disse ydre usikre rammer, samtidig med at deres indre er fyldt med pubertetens kaos.

Desværre oplever jeg ofte, at teenagernes omgivelser slet ikke ser alt det gode, de prøver at gøre. Tværtimod. Mange teenageres hverdag er fyldt med kritik og skældud. Og der kan også være meget at blive irriteret og sidder hele tiden foran en eller anden form for skærm. Listen af irritationsmomenter er lang. Men de gør det ikke for ar være til besvær.

De vil faktisk gerne gøre det godt. Og de har brug for, at vi ser det.
Så find den nærmeste teenager - vend blikket mod alt det de gør godt - og SIG DET TIL DEM!

Livet afgøres IKKE ved "det grønne bord".

I dag gik startskuddet til de mundtlige prøver i folkeskolen. Rundt omkring i landet går mange unge - på kun 15-16 år rundt med ondt i maven og tårer i øjne over de udfordringer, de vil møde ved det grønne bord.
Alt for mange af disse skønne unge mennesker føler, at deres værd i livet afhænger af, hvilket tal de får med sig ud i verden. Desværre har de ikke selv fundet på den idé. De er blevet tvangsfordret med præstationsforventninger siden, de var ganske små. Forventninger der både kommer fra politikere, forældre - og til sidst jævnalderen.

Vel skal de stramme sig an og gøre sig umage. Men det har taget overhånd for mange af dem.
Vi voksne skal sørge for mere luft omkring de unge, til at de kan udvikle sig i eget tempo. De skal have tid til at danne sig som mennesker.

Hvor mange voksne kan egentlig huske deres karakter fra folkeskolen? Og hvor mange af os, synes egentlig at afgangsprøverne var så afgørende for vores mulighed for succes i livet?
Nej, vel! For livet afgøres ikke ved det grønne bord. Det er "bare" en træningsbane, hvor de unge kan prøve sig selv af. Hvis vi gav dem noget mere rum til afprøvning og lyst til at give den gas med store tanker og teorier fremfor hele tiden at forvente et bestemt tal, ville de unge imponere os endnu mere.

Når vi møder de unge skal vi ikke spørger til deres karakter, men til deres viden. Lad dem vise hvad de har lært - og ikke hvilket tal de fik. Lad dem fortælle om, hvordan de har udviklet sig. Lad dem bruge det grønne bord, som en trædesten på deres videre færd i livet - og ikke som en stopklods.

Vi skal gøre os værdifulde i børn og unges øjne.

Hvornår har du sidst taget dig tid til at lytte til dine børn uden at afbryde eller stoppe gode råd ned i halsen på dem? Hvornår har du prioriteret tid sammen med dem uden forstyrrelser? Og hvornår har du gjort dig fortjent til deres beundring?

Alt for ofte har jeg mødt (eller hørt om) børn og unge, der føler sig som statister i de voksnes liv. Som om ingen ser dem...

Måske strider denne udtalelse imod, de billeder vi har af curlingforældrenes børn, hvis mor og far ikke er bange for at skælde læreren ud over lektier, bærer børnenes tasker næsten hele vejen til ungdomsuddannelserne eller sidder med til jobsamtaler.  Men curlingforældrenes handlinger udspringer nok mest af dårlig samvittighed over ikke at være nærværende - hverken kvantitativt ellers kvalitativt. Det er en skæv måde at vise omsorg på. Når ungerne er blevet tilsidesat alt for længe, kan det virke som et plaster på såret, at mor og far i det mindste fjerner alle ubehageligheder på vejen.

Samtidig med alt dette finder sted, møder jeg (og andre professionelle) børn og unge, som ikke synes, de har nogen at tale med. I hvert fald ikke nogle, som de har tillid til vi lytte uden at dømme. Livets store spørgsmål og problemstillinger deles enten med ligeså uerfaren jævnaldrende eller de voksne, som kun er perifær i ungernes liv, enten fordi de står for fritidsaktiviteter en gang om ugen, eller fordi de underviser dem i X antal lektioner jævnt fordelt henover ugen.

Vi forældre skal oppe os og stå lidt på tæer. Vi skal gennem vores handlinger vise vores børn, at vi er der for dem. Når livet bliver svært, fejer vi ikke besværlighederne væk. Istedet viser vi, at vi har tillidt til ungerne lykkes. Og skulle det ikke ske, er vi klar til at samle dem op. Børste støvet af, og hjælpe dem tilbage i livets arena igen.
Vi skal lytte til ungdommens spæde erfaringer med livet, uden at sukke over det manglende overblik. Vi skal spørge nysgerrigt til oplevelser og guide til mulige løsninger. Vi skal øve os i at se verden gennem vores børns øjne, så vi kan opleve fascinationen endnu uprøvede muligheder igen.
Vi skal stå fast, så vores børn trygt kan læne sig op af os.
Og helt banalt skal vi lægge telefoner væk, slukke for skærmen og være helt til stede for vores guld.

Det er egentlig ikke min mening at lange ud efter andre forældre, for jeg må indrømme,at det at være mor, er det ubetinget sværeste jeg nogenside har gjort. Men vi står med smukke unge væsners liv i vores hænder - også når de er blevet et par hoveder højere end os, og svarer i en lettere nedladen tone.  Må vi ikke forspilde chance for at være betydningsfulde, nærværende og værdifulde.

5 ting jeg (også) elsker ved teeangere

Teenagere kan være fuldstændige umulige og total besværlige... Men hold da op, hvor er de også så meget mere end det...

Jeg elsker at være omgivet af teenagere (og unge voksne). Trods alle de forskellige ting mange mennesker sikkert kunne pege fingre af, så er de mindst disse fem grunde til at elsker teenagere.

1. De stiller spørgsmål ved alt - inklusiv det etablerede samfund.

• Hvis du har prøvet at give en teenager et svar, som hun/han ikke brød sig om, så ved du, at de stiller spørgsmål. Hvorfor dit? Og hvorfor dat? De vil ikke spise af med en eller anden tam forklaring, som fx jeg ikke helt selv forstår. De vil udfordre det bestående - ikke mindst reglerne. Nå ja, nogle gange vil de bare udfordre for at udfordre... Men det er nu heller ikke så ringe endda. For hvem siger, at vi har styr på det, bare fordi vi har gjort det samme igen og igen?

2. De kan grine vildt over selv de mindste ting.

• Der er et eller andet med teenagehjernen... Den kan se det sjoveste i det mindste - og nogle gange i det mest upassende. Teenageren græder ikke kun over livet store og små udfordringer. Tårerne kommer lige så ofte af latter. Når jeg tilbringer tid sammen med disse latterfulde teenagere, bliver jeg mindet om, at livets byrder ikke skal tynge mere, end jeg stadig kan grine af dem.

3. De gør dig og mig til et mere rummelig menneske.

• Teenagere svarer igen, roder, bliver sure over ingenting og er ofte på tværs... Derfor er jeg nødt til at være et rummeligt menneske, hvis jeg vil være sammen med dem. Kommer jeg til at træde dem over tæerne og sige noget, som virker sårende på dem, så er der en eller anden form for respons med det sammen. Især er mine egne to vidunderlige teenagere super gode til at fortælle mig, når jeg optræder dumt. Hvor voksne ofte ikke vil sige noget direkte til mig, gemmer de det ikke væk. Derfor bliver jeg med deres vejledning et mere rummeligt menneske.

4. De vil gerne gøre det godt.

• Uanset hvad vi må tror om dem, så vil teenagerne gerne gøre det godt. De prøver virkelig at leve op til alle de krav som både forældre, kammerater og samfundet stiller. Nogle gange er vi nødt til at se mere på deres intention end deres handlinger... For da de er midt i en kæmpe læringsproces, kan det være nemt at fejle. Og det kan godt være, at de for længst er vokset os over hovedet. Men tro ikke at de helt kan det samme som en voksen. Inderst inde er de stadig børn, som bare gerne vil det bedste.

5. De bruger muligheden for at være i flow.

• Teenagere kan glemme tid og sted - til stor irritation for deres omgivelser. Faktisk kan jeg godt blive lidt misundelig. For selvom de også er utrolig meget online - så er de ikke tynget af pligter og "burde", derfor kaster de sig over, det de har lyst til, hvornår de har lyst til det - og lige så lang tid de har lyst....