I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

En ting ad gangen

Sol og sommer... og måske også lidt afslapning. For det er der nok mange, der trænger til. I hvertfald møder jeg mange, som sukker efter ferie.
Når den så kommer er der næsten lige så mange, som fylder dagene med aktiviteter og to-do punkter fra morgen til aften. Jeg ved, hvordan det er, for jeg har ofte gjort det selv.
I denne sommer vil jeg derfor øve mig i at gøre en ting ad gangen. Øve mig i at tingene går langsomt, og i at nyde lige præcis det jeg har gang i nu. Fx vil jeg nyde at strikke og uden at se tv eller lige lytte til podcasts samtidig.
Måske vil jeg opleve mig selv på en ny måde, når tempoet er et andet.

Gør du det, du har lyst til?

Lever du det liv, du drømmer om?
Det er et temmeligt stort spørgmål, som af mange forskellige årsager kan være godt at stille dig selv fra tid til anden. Men vi kan også starte med at finde ud af, om vi husker at gøre noget af alt det, vi virkelig har lyst til.

Fx kan jeg virkelig godt lide at danse og bevæge mig til musik, men af alle mulige grunde har jeg ikke rigtigt gjort det i mange år. Og det vil jeg gerne lave om på.
Jeg er godt klar over, at der ikke er tale om livsforandrende tiltag - eller noget der rykker verden for andre. Men for mig vil det gøre en forskel. Først er jeg sikker på, at danseriet vil give mig umiddelbar glæde - men lige så vigtigt er det, at jeg tror, at oplevelsen forstærkes af, at jeg rent faktisk føler lyst og glæde.

Måske har du det lige som mig. Der er noget, som du har rigtig meget lyst til at gøre - og der er ingen moralske, fornuftige, menneskelige eller økonomiske forhindringer, som holder dig tilbage...
Så håber jeg, at du kaster dig ud i det.

Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Når tiden flyder...alle steder hen.

Min vinterferie er nu veloverstået - og det har været en hel fantastisk én af slagsen.
Jeg har nemlig ikke haft nogle planer.

I min hverdag er jeg meget struktureret og disciplineret. Jeg sætter mål - både små og store og arbejder flittigt for at nå dem. Alt dette passer rigtigt godt til, hvordan jeg kan lide at fungere i min hverdag.

Men når jeg har fri... så elsker jeg at lade tiden flyde - alle mulige steder hen.
I min ferie lægger jeg uret og lader tiden komme af sig selv.
Jeg står op, når jeg er udhvilet.
Jeg spiser, når jeg er sulten.
Og jeg fylder mine dage med lige præcis det, der falder mig ind. Klokkeslet bliver uinteressante.

Tiden fyldes med krea-projekter, bøger, film, latter, gode samtaler med dem, der har betydning for mig og dertil kommer en masse gåture, hvor solen har mulighed for at skinne på min vej - og på mig.
Tiden flyder simpelthen på den skønnest måde. Ikke så den forsvinder og efterlader mig med følelsen af at være blevet snydt. Den flyder på sådan en måde, at der er plads til alle mulige forskellige ideer, den flyder så jeg glemmer den - og pludselig opdage den igen, når sulten eller søvnen kalder.

Den tid der nu er gået, siden jeg startede min ferie - har flydt så meget, at den har fyldt alle mine tanke op. Jeg har en masse glæde og overskud, som jeg nu er klar til at dele videre ud af. Ene og alene fordi jeg lod tiden flyde.

Hvad er din historie?

Alle har historier at fortælle!
Om deres oplevelser.
Om deres interesser.
Om deres liv.

Måske synes du ikke, at du lige har nogle historie at fortælle, som vi andre vil være interesseret i. Men der tager du fejl. For du er interessant.
Så del endelig historierne med os.
Fortæl dem så vi forstår dem - og giv os tid til at stille spørgsmål.

Til gengæld skal vi lytte og lære dig at kende.

Det skal ikke nås på én gang

I dag er det 22 år siden, at Madeleine Albright blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Jeg husker det desværre ikke dagen og begivenheden særlig tydeligt - altså i det den fandt sted.
Men i de år hun var udenrigsminister blev jeg mor for første gang - og der gik det op for mig, at det måske ikke var så ligetil for kvinder at balancere ambitioner og familieliv.

Det blev også tydeligt for mig, at kvinder med gennemslagskraft ikke var en selvfølge blandt mænd med ambitioner.

Men jeg havde ambitioner og jeg ønskede i høj grad at have gennemslagskraft. Jeg ønskede at få jobs, som ikke var "kønsafhængige" - og jeg ønskede så meget at være mor for min lille datter og have tid sammen med hende og min mand.
Som ung og uerfaren havde jeg ikke lige løsningen på, hvordan det kunne lade sig gøre.

Løsningen eller rettere åbenbaringen kom fra Madeleine Albright... jeg hørte hende sige i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvordan hun dog havde nået og opnået så mange ting i hendes liv - at livet er inddelt i kapitler, vi kan og skal ikke nå det hele på én gang.

De ord fik mine skuldre ned. Jeg var direkte lettet. For jeg fik troen på, at jeg sagtens kunne nyde min datter, min søn (som blev født ca. 3 måneder efter, at Madeleine stoppede som udenrigsminister), min mand og det familieliv, som jeg var så vild med... og stadig nå de ting, jeg drømte om.

Og her mange kapitler senere, glæder jeg mig over, hvor livet har bragt mig hen. Jeg har haft så meget "både og", ikke mindst fordi jeg også har haft tid til at vente til der var tid...

Find lysglimtene i din hverdag

Mange af de jobs, jeg har haft gennem mange år, har budt på travlhed - og en hel del af den... Samtidig har jeg haft et ligeså travlt fritidsliv.

Og jeg har været vild med begge dele - for det meste.

For én af de bagsider der er ved at have meget travlt, er at overskuddet og forståelsen for andre ofte svinder ind i takt med, at det ydre travlhedspres øges...

Og for mig har det ofte betydet, at jeg ikke helt levede på den måde, jeg virkelig ønskede og heller ikke udlevede de værdier, jeg gerne ville. Jeg har simpelthen ofte været under et for stort pres til helt at agere, som jeg ønskede.

Når man, som jeg, oplever det med sig selv, så er det på tide at stoppe op... trække vejret og tage det mere roligt. Men det er nemmere sagt en gjort. 

Jeg er sikker på, at mange der har stået i samme situation som jeg, også lige som mig har læst eller hørt en masse om, hvordan vi lige kunne få mere overskud og ro i vores liv. Det er bare ikke altid sådan lige til at stoppe op, når man føler, at det hele går lidt for hurtigt - og når det måske virker en lille smule uoverskueligt at springe af i farten.

Derfor er mit bedste råd til en mere rolig hverdag - at gå efter de små lysglimt. Dem du kan opleve, når du fx

• går en lille tur
• tager en pause hvor du bare kigger ud af vinduet
• tillader dig selv bare at falde i stave
•  stopper op og nyder naturen omkring dig

Når du begynder at lede efter de små lysende huller, så vil du opdage, at du faktisk har en masse af dem lige omkring dig.

Livet i hverdagen

"Life is what happens to you, while you're busy making other plans."

- sådan sang John Lennon til sin yngste søn. Og jeg har sagt ordene mange gange... til mine børn, til mig selv og til nogle af alle de unge mennesker, som jeg har haft fornøjelsen af at dele hverdag med.

Men ligesom så mange andre ord og citater, der nok giver os en form for mening eller får betydning for os i livet, så har jeg ofte glemt at stoppe op og tænke over, hvad de egentlig betyder for mig - altså sådan for alvor.

I det sidste stykke tid har jeg sørget for at holde pauser nok i min hverdag, så tankerne kan få frit løb. Og netop i dag på en gåtur efter en skøn men egentlig ganske almindelig dag, kunne jeg igen mærke, hvad John Lennons sangtekst betød for mig.

For dagen startede på ingen måde som noget særligt. Ej heller har den indeholdt særlige begivenheder. Men den har rummet liv - i form af samtaler, overvejelser, tanker, tid alene og tid sammen med andre. Den har været så ganske almindelig, som man nu kan forvente af en januarsmandag - og på samme tid været helt særlig.. fordi jeg har givet mig tid til at mærke det liv, som sker på netop sådan en helt ordinær dag...

Lad hjertet danse

Husker du at bruge tid på det, der får dit hjerte til at danse. Der hvor du er fuldstændig i dit rette element?
Er du i det hele taget klar over, hvad der fylder dig med glæde?

Hvis du ikke kan svare ja til de ovenstående spørgsmål, så drop det du er i gang med lige nu! Tag en pause. Husk tilbage til sidste gang du glemte tid og sted - og bare var helt igennem glad, omend det bare var for en kort stund.
Hvad var det nu lige, at du lavede der?

Når du har fundet frem til det, så inviter det indenfor igen og se, hvad der sker 😉

Ventetiden

Adventstiden er ventetiden - venten på "Herrens kommen", som det meget højtideligt hedder sig i kristendommen.

Og der sidder sikkert også mange børn rundt om i landet og venter spændt på at de sidste 8 dage inden jul snart er gået--- og forældre som stresser over, at de kun har 8 dage til at nå alt det, som endnu ikke er nået.

Fordi jeg i mange år har arbejdet med børn og unge - og i mange år har arbejdet meget, så forstår jeg godt begge sider.
Men de fleste af os mangler hverken nye ting (gaver) eller mere mad, vi mangler tid. Tid sammen, tid til refleksion og tid til at nyde at vente på noget godt.

Lad os derfor bruge ventetiden til at være sammen og vente sammen. Behovsudsætte. Vente. Være sammen. Vente. Finde ro sammen. Vente.
Fordi vi kan - og fordi vi har godt af det.

Jeg har tid til dig....

Mine børn er store nu - teenagere... og den ene er allerede voksen, sådan juridisk set. Og jeg kan sagtens mærke, at en stor del af deres liv leves uden min indblanding og tilstedeværelse - eller behovet for det.

Alligevel er det som forældre vigtigt, at vi ikke glemmer, at disse unge mennesker fra tid til anden har brug for os - og brug for at vi har tid til dem. Ikke bare når det lige passer ind i vores planer - men når de uforudset får brug for os.
Det betyder noget, at vi kan tilsidesætte marathontræning, venindehygge eller arbejdsopgaver for en stund - og med ro se dem direkte i øjnene og sige "Jeg har tid til dig.", og at de kan mærke, at vi mener det.

Få det nu gjort...

For ca. en halv time siden kunne jeg lukke computeren med god samvittighed. Opgaven som jeg har udskudt var nemlig blevet færdig.
Da jeg gik ud i køkkenet for at tilberede aftensmaden kunne jeg mærke glæden og overskuet boble inden i... så hvis jeg havde troet, at den der opgave ikke fyldte i mine bevidsthed, i min hverdag og i mit overskud - så havde jeg taget fejl.

Sådan er det med mange ting, som vi udskyder og lader fylde i vores liv. Det overtager vores venlighed, vores overskud og forståelse og vores måde at møde verden på. Det er nemlig ikke ingenting eller ubetydeligt - selv mindre ting kan have stor betydning på en kedelig måde.

Så hvad end det er, som du udskyder eller lader som om ikke behøver din opmærksomhed... så få det nu gjort, få det overstået og håndteret, så du igen kan fokusere på det, som har betydning for dig.

Decemberminderne

“Make it a December to remember”... stod der på et opslag et sted på et af de sociale medier, som jeg af og til bruger min tid på.
Det er smukt, tænkte jeg med det samme.
Den næste tanke handlede så om, hvad det er, jeg gerne vil skabe minder om i denne december.

Og for mig er det i hvert ikke noget med materielle ting!
Men i stedet minder, der forhåbentlig kommer til at indeholde samtaler med familien, sang omkring juletræet, glæden ved at have tid sammen - i høj grad også med dem jeg ikke ser så ofte, at sidde tæt sammen i sofaen. Mest af alt håber jeg på stunder, der bliver til minder fra de smukke fortryllende øjeblikke, som vi nok kan prøve at rammesætte, men som opstår, fordi vi vil hinanden.

Vent med mig...

Jeg har ventet mange timer i venteværelser, på busstationer, perroner eller andre steder, hvor vi forventes at vente...
Jeg har gjort det alene og i selskab med andre - nogle gange har jeg valgt, at det skulle være på den måde, og nogle gange er det bare blevet sådan.

Men i går da jeg sad i et venteværelse på Rigshospitalet sammen med min søn og min mand, et sted vi har tilbragt mange timer gennem årene, så jeg rundt på alle de, der ventede ligesom os.
Jeg så dem, der sad alene - nogle af dem med tydelige smerter , og jeg så dem, der havde en kær ventende med. Jeg så det voksne barnebarn sammen med sin bedstemor bruge tiden til nærhed. Jeg så svigermor og svigerdatter i hyggelig samtale, og jeg så mand og kone sidde tæt sammen.
Det slog mig, hvor meget det kan betyde, at vi vælger at vente med hinanden. At vi ikke tidsoptimere eller skynder på... men bare finder venlighed, omsorg og nærhed i at vente sammen - fordi den anden ikke skal være alene.

Pauser danner rammer.

Det er mellemrummene, der gør at vi kan få øje på hver enkelt blad på trænerne kroner. Og det er pauserne mellem tonerne, der skabe musikken.

Så det vi ofte ser som ingenting, eller noget uden større betydning er netop med til at skabe rammerne om vores liv.

Prøv at lægge mærke til, hvad pauser i din dag eller i dit liv gør for din oplevelse af indholdet...

Du skal nok få en chance mere...

Vi har travlt...
Pensionisterne har travlt som aldrig før.
Småbørnsforældrene har travlt med at få alle ender til at mødes (eller bare i det mindste bare komme i nærheden af hinanden...).
De unge har travlt med ikke at gå glip af noget som helst.
Og os som er midt i livet - ja vi farer også rundt efter alt muligt.

Men hvad er det egentlig vi har så travlt med? Hvad er det, vi er bange for at gå glip af?
Listen kunne sikkert blive kilometerlang...

Men vi skal læne os mere tilbage. Slappe af. Sige nej til det vi rent faktisk ikke gider eller ikke kan presse ind i kalenderen.
For vi skal nok få nye chancer. Vi skal nok opnå skønne store eller små ting i livet. Vi skal nok blive budt op til dans igen.
Lad bare et par chancer eller muligheder slippe forbi nuet. De kommer igen. Måske ser de anderledes ud, men tag ikke fejl - det er stadig muligheder...

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.