Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Jeg har tid til dig....

Mine børn er store nu - teenagere... og den ene er allerede voksen, sådan juridisk set. Og jeg kan sagtens mærke, at en stor del af deres liv leves uden min indblanding og tilstedeværelse - eller behovet for det.

Alligevel er det som forældre vigtigt, at vi ikke glemmer, at disse unge mennesker fra tid til anden har brug for os - og brug for at vi har tid til dem. Ikke bare når det lige passer ind i vores planer - men når de uforudset får brug for os.
Det betyder noget, at vi kan tilsidesætte marathontræning, venindehygge eller arbejdsopgaver for en stund - og med ro se dem direkte i øjnene og sige "Jeg har tid til dig.", og at de kan mærke, at vi mener det.

Vent med mig...

Jeg har ventet mange timer i venteværelser, på busstationer, perroner eller andre steder, hvor vi forventes at vente...
Jeg har gjort det alene og i selskab med andre - nogle gange har jeg valgt, at det skulle være på den måde, og nogle gange er det bare blevet sådan.

Men i går da jeg sad i et venteværelse på Rigshospitalet sammen med min søn og min mand, et sted vi har tilbragt mange timer gennem årene, så jeg rundt på alle de, der ventede ligesom os.
Jeg så dem, der sad alene - nogle af dem med tydelige smerter , og jeg så dem, der havde en kær ventende med. Jeg så det voksne barnebarn sammen med sin bedstemor bruge tiden til nærhed. Jeg så svigermor og svigerdatter i hyggelig samtale, og jeg så mand og kone sidde tæt sammen.
Det slog mig, hvor meget det kan betyde, at vi vælger at vente med hinanden. At vi ikke tidsoptimere eller skynder på... men bare finder venlighed, omsorg og nærhed i at vente sammen - fordi den anden ikke skal være alene.

Naturen i hverdagen.

Jeg bor sammen med ca. 100 unge mennesker på en naturskønt plet med vand, skov og god plads.

Her er ro og blikket kan vandre langt.

Hver morgen står vi op til solopgangens røde skær over fjorden, som hilser os og en ny dag velkommen.

Stedet her gør noget godt for os alle. Her er ro til at starte dagen med eftertænksomhed. Og her er ro til at finde os selv igen efter dagens travle aktiviteter.

Som moderne mennesker må vi ikke glemme, hvad naturen gør for os. Den omfavner os, når vi har brug for det. Den giver os udfordringer, når vi har lyst til at prøve kræfter af. Samværet og nærværet i naturen giver os mulighed for at udforske sider af os selv, som ikke lige dukker frem i hverdagens travlhed.
Derfor må vi også øve os i at komme ud, kigge op og være tæt på naturen. Ikke bare fra tid til anden - men igen og igen...

Når du bliver i det, der er svært...

I dag var jeg i samtale med et menneske, som jeg ikke rigtig kender. Faktisk har jeg kun mødt hende én gang før - og det er første gang, vi taler sammen.
Samtalen handlede om stresshåndtering og vores tankemønstrer i den forbindelse.

Det var tydeligt, at den næsten fremmede, jeg talte med, var presset mere end almindeligt - og nok også mere end det var sundt...

Så pludselig stod jeg der - midt i en samtale, som havde taget en drejning hen imod noget meget personligt og egentlig også noget meget svært.
Jeg kunne have afsluttet samtalen hurtigt uden, at det umiddelbart havde været underligt. For vi kender jo slet ikke hinanden - og da slet ikke nok til at være personlige.
Men jeg blev stående - og holdt fat i emnet.

For jeg har stået der selv. Midt i noget der var ved at stige mig over hovedet...
Uden styrke til at kunne bede om hjælp...
Men med håb om, at bare én eller anden ville lytte til mig. At jeg ikke var ved at blive usynlig i takt med, at jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejdslivet.


Nogle gange har vi bare brug for at mærke andre - at mærke at vi har betydning for selv fremmede, om det så kun er for et øjeblik.
Og vi skal finde modet, empatien og nærværet frem til at blive i samtalen, selv når den bliver svær eller vækker ubehagelige minder hos os.
For når vi gør det, kan vi styrke en samhørighed med andre, som samtidig giver os fornyet kræfter til at være stærke i det, der er svært.

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

Lad os mødes i enkelthed.

I dag havde jeg fornøjelse af at tilbringe et par timer sammen med en flok skønne teenagere. Vores plan var såre enkelt... Vi skulle ud i naturen og bevæge os - og synge en masse sange samtidig. Vi fulgte stierne og skiftedes til at vælge sange.

Det kan jo næsten lyse som en gammel "Far til fire"-film, hvor de alle traver i takt og synger af lungernes fulde kraft.
Så var det dog ikke, men vi var mindst lige så glade.

For der noget særligt i at mødes i enkelthed. Uden at skulle vise eller bevise sig. Men bare at være og hygge sig sammen.

Tjek ud og tjek ind...

Så er ferien også kommet til mig. Det betyder, at jeg vil holde pause fra bloggen her - og virkelig prøve på også at holde pause fra sociale medier, nyheder og alt det andet, som kan forstyrre i hverdagen.
Jeg vil simpelthen tjekke ud... og tjekke ind i forhold til nærvær, ro og fordybelse.

Jeg håber, at I også har mulighed for at gøre det sammen. Rigtig god ferie.

Så lyt dog!

Rigtig mange forældre klager over, at deres børn - stort set lige gyldig hvilken alder de har - ikke fortæller noget som helst. Samtaler med især teenagere lukkes hurtigt ned med enstavelsesord. Og når forældre og børn endelig sidder ned sammen, og forældrene prøver at spørger oprigtig indtil, hvordan deres unger har det, så er svarene ikke meget længere...

Men det tror jeg da pokker. For jeg har så mange gange været vidne til (og har sikkert også selv gjort det...), at forældre stiller et spørgsmål, som godt nok bliver efterfulgt af en kort pause - men kun en ganske lille bitte kort en - inden de utålmodigt selv svarer på det.

Hvis vi er oprigtig interesseret i vores børns liv, deres tanker, deres gøremål eller deres synspunkter, så skal vi også lytte til dem. Og en af de bedste måder at lytte på er at tie stille. Helt stille.

Så kig nu dit barn i øjnene, stil spørgsmål med oprigtig nysgerrighed (ikke noget med ledende spørgsmål for at fiske efter bestemte svar!) og vær så stille.
Hvor længe? Tja lige så lang tid det kræver. Sid i stilheden sammen med dit barn. Lad hende eller ham selv forme et svar. Giv tid til at tanker og følelser kan samle sig. Bliv i stilheden.
Og så når dit barn begynder at tale. Så lyt og knyt. For der er vel egentlig ingen af os, som gider dele ud af vores inderst til nogle, som kun er halvt interesseret...

Tid har stor betydning for den vi er...

Jeg tror, at tid har meget stor betydning for dem vi er. Ikke bare fordi tid kan bringe erfaringer og viden med sig... men fordi vi er tættere på os selv, når vi har tid nok til at være det.

Desværre er mange af os alt for ofte i alt for stort tidspres. Og vi prøver at agere så godt som muligt i de snævre rammer.
Men når tiden er "uendelige og helt vores, så dukker smukke og interessante sider op af os selv.

Derfor tager det og kræver det tid at lære os selv at kende. Og er det ikke et bekendtskab, som er tiden værd?

Har jeg for travlt til dig?

Jeg har ofte tænkt over, hvad det gør ved os når vi hele tiden har travlt. der er heldigvis en del forskning, som kan gøre os klogere. Men egentlig er det lige så interessant, hvad vi selv synes, at det gør ved os... og ved vores forhold til andre mennesker.

Helt personligt ved jeg, at jeg har svært ved at forholde mig til, hvad du siger til mig, når jeg har for travlt. Nogle gange kan jeg nærmest blive irriteret over, at du forstyrrer mig... Og sådan ønsker jeg slet ikke at være, så jeg går på kompromis med mine grundlæggende værdier - for at vælge at have travlt.

For travlhed er langt hen af vejen et valg. Hvor travlt jeg har på vej ud af døren om morgen, styres meget af, hvornår jeg står op. Hvor travlt jeg har i løbet af dagen, styres meget af, hvad jeg siger ja (og nej) til. Hvor travlt jeg har i mit liv, styres meget af, hvilke overordnet valg jeg tager.

Og selvom jeg godt ved, at det ikke virker så nemt, når man står midt i al travlheden, så kan vi altså vælge mere til og fra. For det gør noget kedeligt ved os - og ved vores forhold til andre. Det er bare så ubehageligt at føle sig til besvær i andres travlhed.
Jeg kan vælge derfor, hvordan jeg møder andre i min travlhed.

Jeg kan vælge at lytte (sådan oprigtigt), når jeg siger, at jeg lytter.
Jeg kan vælge at sætte mit fysiske tempo ned, så du ikke føler, at jeg nærmest løber væk fra dig.
Jeg kan vælge at sige "vent lidt", hvis jeg har brug for det, for at kunne give dig opmærksomhed.
Jeg kan vælge at kigge dig i øjnene, når vi taler sammen...

Selvom det kan lyder, som om jeg ændrer det hele for dig - så ved jeg, at det virkelig vil gøre en forskel for mig.

Vær generøs med din tid og din nærvær.

Da jeg i sidste uge tilbragte en masse skøn tid sammen med ca. 36.999 andre spejdere fra nær og fjern, oplevede jeg en samhørighed med vildt fremmede, som jeg sjældent oplever.

Hver gang jeg stillede mig i kø til fx en aktivitet eller bare i toiletkøen, så faldt jeg i snak med andre. Og ikke bare en snak om vejr og vind, men ofte om emner, der har betydning i deres eller mit liv - også engang imellem emner, som nærmest var på filosofisk niveau.

Ja, jeg er klar over, at vi har en fælles interesse, som jo kan være et meget godt udgangspunkt for at møde nye mennesker. Men det handlede om meget mere end det. Spejderlejren skabte nogle gode rammer om vores fællesskab, som vi så var med til at udfylde med en generøsitet af vores tid og nærvær.

Nu sidder jeg hjemme og bliver fyldt med glæde over den gode oplevelse, samtidig med at jeg tænker på, hvordan jeg kan trække den med ind i min hverdag.

Lad os møde hinanden med interesse og nærvær. Næste gang du står ved busstoppestedet, står i kø i supermarkedet eller ser nogle, der leder efter vej, så stop op og snak med dem. Spørg hvordan deres dag har været, eller hvad du kan hjælpe dem med. Lad samtalen udvikle sig. Jeg lover dig, at du vil blive beriget.

Oaser tæt på.

Lige bag ved mit hjem ligger der en lille haveforening, hvor jeg elsker at gå ture.
Jeg startede min dag derover sammen med min hund. Inden dagen for alvor gik i gang, kunne jeg i denne lille oase, som nærmest ligger i min baghave, finde ro til tanker og refleksion.

For der var virkelig ro. Jeg gik mellem blomstrende haver, mens byens støj var lagt på afstand, og vinden blæste mod min hud.
Om vinteren er selv samme sted en stjernfyldt oase, hvor mørket kan omslutte mig på en beroligende måde.

Ofte kan vi drømme os langt væk for at få ro og anderledes oplevelser. Men kig dig omkring - måske har du ligesom mig en oase i baghaven, der kan give dig et frirum lige præcis, når du har brug for det.

Roadtrip med min far

Livet er i høj grad glæden ved det store i det små. Og det har denne weekend virkelig understreget.

Efter en fantastisk 80 års fødselsdag hos min moster, hvor vi oveni købet kunne fejre hendes og min onkels diamantbryllup, tilbragte min far og jeg dagen i dag med at køre gennem Jylland. Hvor tit er det, at man som voksen med egen familie husker at tage på tur med sine forældre - alene? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst gjorde det, men det kan virkelig anbefales.

Vi startede dagen på Mors (hvor min moster bor) og kørte derefter til Thise, hvor min mor bl.a. er vokset op. Da min mor er dement og i dag bor på plejehjem, vil min far meget gerne have, at jeg (og min søster) har kendskab til hendes historie. Mine forældre, min mand, vores dengang meget lille datter og jeg tog godt nok samme tur for ca. 16 år siden. Men da jeg ikke har min mors nærvær mere, får viden om hendes liv en helt anden betydning i dag.
Turen forsatte til Skive, hvor min mor boede det meste af sin barndom og ungdom, og hvor jeg havde mange fantastiske ferie hos min mormor, samt til Herning hvor min mor boede, da hun startede sit voksne liv - og da hende og min far faldt for hinanden.

Selvom jeg desværre ikke kan krydre dagen med min mors syn på sit liv, har det været vidunderligt at tage "down memory-lane" med mine far.

Der er så mange historier, som aldrig ville kunne udfolde sig på samme vis, hvis vi ikke havde sat os ind i bilen sammen - og havde været villige til at dykke med i det, der har betydning for vores familie.

Vi skal gøre os værdifulde i børn og unges øjne.

Hvornår har du sidst taget dig tid til at lytte til dine børn uden at afbryde eller stoppe gode råd ned i halsen på dem? Hvornår har du prioriteret tid sammen med dem uden forstyrrelser? Og hvornår har du gjort dig fortjent til deres beundring?

Alt for ofte har jeg mødt (eller hørt om) børn og unge, der føler sig som statister i de voksnes liv. Som om ingen ser dem...

Måske strider denne udtalelse imod, de billeder vi har af curlingforældrenes børn, hvis mor og far ikke er bange for at skælde læreren ud over lektier, bærer børnenes tasker næsten hele vejen til ungdomsuddannelserne eller sidder med til jobsamtaler.  Men curlingforældrenes handlinger udspringer nok mest af dårlig samvittighed over ikke at være nærværende - hverken kvantitativt ellers kvalitativt. Det er en skæv måde at vise omsorg på. Når ungerne er blevet tilsidesat alt for længe, kan det virke som et plaster på såret, at mor og far i det mindste fjerner alle ubehageligheder på vejen.

Samtidig med alt dette finder sted, møder jeg (og andre professionelle) børn og unge, som ikke synes, de har nogen at tale med. I hvert fald ikke nogle, som de har tillid til vi lytte uden at dømme. Livets store spørgsmål og problemstillinger deles enten med ligeså uerfaren jævnaldrende eller de voksne, som kun er perifær i ungernes liv, enten fordi de står for fritidsaktiviteter en gang om ugen, eller fordi de underviser dem i X antal lektioner jævnt fordelt henover ugen.

Vi forældre skal oppe os og stå lidt på tæer. Vi skal gennem vores handlinger vise vores børn, at vi er der for dem. Når livet bliver svært, fejer vi ikke besværlighederne væk. Istedet viser vi, at vi har tillidt til ungerne lykkes. Og skulle det ikke ske, er vi klar til at samle dem op. Børste støvet af, og hjælpe dem tilbage i livets arena igen.
Vi skal lytte til ungdommens spæde erfaringer med livet, uden at sukke over det manglende overblik. Vi skal spørge nysgerrigt til oplevelser og guide til mulige løsninger. Vi skal øve os i at se verden gennem vores børns øjne, så vi kan opleve fascinationen endnu uprøvede muligheder igen.
Vi skal stå fast, så vores børn trygt kan læne sig op af os.
Og helt banalt skal vi lægge telefoner væk, slukke for skærmen og være helt til stede for vores guld.

Det er egentlig ikke min mening at lange ud efter andre forældre, for jeg må indrømme,at det at være mor, er det ubetinget sværeste jeg nogenside har gjort. Men vi står med smukke unge væsners liv i vores hænder - også når de er blevet et par hoveder højere end os, og svarer i en lettere nedladen tone.  Må vi ikke forspilde chance for at være betydningsfulde, nærværende og værdifulde.

Stjernestunder med min mor

Når jeg kigger på min mor, ligner hun næsten sig selv. Hun er pæn i tøjet, måske ikke helt som i "gamle dage" men stadig nydelig. Hendes hår sidder godt, og hun har neglelak på i en af hendes yndlingsfarver.
Men pga. hendes fremskreden demens er hun langt fra den mor, som jeg husker fra min barndom, min ungdom og mit voksenliv. Jeg kigger intens på hende. Hun er stadig smuk, lattermild og virker stærk. Selvom hun sidder lige ved siden af mig, er hun på en måde så langt væk.

I dag ville hun meget gerne snakke. Selvom jeg ikke helt forstår, hvad hun vil sige, snakker jeg med. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nogenlunde ved, hvad samtalen handler om. Det gør jeg måske slet ikke, men det giver mig ro indeni at kunne "tale" med hende.

Hun tog mig i hånden med det samme, hun så mig. I lang tid kunne jeg nyde at mærke hendes hud så tæt på min. Det gjorde mig tryg og glad.

Demens kan slå benene væk under alle familier. Mens sygdommen skrider frem, mister de pårørende igen og igen deres kære. Jeg ved aldrig, om min mor kan kende mig. Men stjernestunder som i dag har stor betydning, og jeg er taknemmelig over, at hun stadig er hos mig.

Refleksioner fra haven

Søndag - ugens første dag uden forpligtelser. Dagen begyndte med et tankemylder om alle de ting, jeg kunne fylde sådan en dag ud med. Heldigvis forkastede jeg alle ideerne... og havde i stedet en stille morgen med familiehygge-brunch, inden jeg gik ud i haven.

Jeg har i mange år været en stolt havearbejde-hader, men det ændrede sig for et par år siden. Nu elsker jeg at gå og nusse i haven. Dels giver det tid og ro til refleksioner, og dels nyder jeg, at jeg kan se, hvor langt jeg er nået efter en dags arbejde, noget der ikke sker så tit i min hverdag.

I min have finder jeg ro ovenpå en ofte travl hverdag. Det er her, jeg har tid til at stoppe op og finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Jeg får tænkt både hverdagen og livet igennem. Og det er desværre alt for sjældent, at jeg for alvor giver mig selv mulighed for det...

Jeg får fornyet energi og glæde i min have - ikke mindst nu, hvor alt vokser op og springe ud. Min have er mit fristed, gemt væk fra omverden og alligevel tæt på. Dage som i dag,hvor solen skinner, og  luften bliver fyldt med lyden af glade stemmer, børns leg, andres arbejde og ikke mindst duften af grill, fylder mig med begejstring. Det er en skøn fornemmelse at være tæt på andre menneskers glæde og hygge, men samtidig have mulighed for bare at være mig selv.

Nærværet i alt sin enkelthed

Vinterferien og feriestemningen har ramt matriklen. Vores skønne datter er hjemme fra efterskole og i en hel uge, skal hele familien igen være sammen.

Ferien skal bruges på det enkle og ligetil nærvær. Vi skal gå ture sammen, sidde tæt i sofaen og se en god film sammen eller bare lave lige præcis ikke noget som helst  -  sammen. Vi skal kramme og snakke om alt og ingenting. Vi skal snakke om det som betyder noget i livet, og det som betyder noget lige her og nu.

Nærværet kan ikke planlægges eller udvikle sig, fordi der lige er plads i kalenderen. Nærvær tager tid. Langsom tid. Og det har vi masse af. I hvert fald i den næste uge. 🙂 Nærværet er uendelig vigtig for at mærke værdien af fællesskabet. Og mærke sin egen værdi for fællesskabet.

Nærværet har mulighed for at være hos os hele tiden. Det kræver dog, at vi er opmærksomme på hinanden. Virkelig opmærksomme. Kigger på hinanden. Dybt i øjnene uden at lade omverden forstyrre. Have tid og mod til at være i øjeblikket uanset, om det er svært, det som snakkes om. Og du har værdi i mit nærvær ene og alene, fordi du er til.

Nærværet er på mange måde så enkelt og bliver måske endnu mere særlig, når vi bare holder fast i enkeltheden. Men det er også det, som gør det svært...

Kærligheden i lektielæsning

Spisebordet er ofte vores families samlingssted. I øjeblikket bliver det i høj grad brugt til fælles lektielæsning. Min søn i 8. kl. har haft svært ved at overskue de krav, der stilles i skolen - ikke mindst lektierne. Vi kunne som forældre vælge at sige, at han bare skal have styr på det. Men når han nu ikke kan overskue det, ja så kan han jo ikke overskue det.

Derfor har min mand og jeg sat ind med ekstra støtte og opbakning. Selvom skolen leverer undervisning af høj kvalitet, gør det en kæmpe forskel, når vi som forældre støtter op om vores børns læring. (Her kunne jeg sige noget om Folkeskolelovens formålsparagraf, men det gemmer jeg til en anden gang...)
I dag hjalp jeg bl.a. med bøjning af franske verber. Jeg kan overhovedet ikke fransk, men jeg kan hjælpe med at holde fokus. Jeg kan spørge ind til, hvordan opgaven bedst kan løses. Og jeg kan sørger for at der er ro til fordybelse.

Lektielæsningen er blevet en hyggelig fællesaktivitetet. I forbindelse med aftensmaden læser vi højt i historie-, samfundsfags-, og kristendomsbøgerne. Det giver anledning til mange interessante snakke. Snakke som forhåbentlig ikke bare giver min søn en bedre forståelse af fagene, men også giver os alle anledning til værdisnakke og skubber til vores nysgerrighed.
Lektielæsningen er også kærlighed til min søn og hans følelse af at kunne mere. Det er ikke bare en  investering i min søn uddannelse, men også i nærværet med ham.