Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

Slow living - hvornår?

Jeg tror, at rigtig mange mennesker godt ved, at de ville både fysisk og psykisk ville have godt af at leve lidt langsommere. Det er bare ikke altid lige til at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. For der er jo ting, som skal nås og gøres. Og så er der alle de ting, som vi måske slet ikke har lyst til at opgive...
Fx er det med at være virksom er faktisk noget jeg trives med.

Men slow living behøver ikke være alt eller intet. Du kan sagtens vælge slow living til i bestemte tidsrum - og leve dit "normale" liv resten af tiden.

I mange år har jeg stået op før min familie (og ja - jeg er et A-menneske, så det er ikke så svært) og har skabt mig rolige stunder, før dagen for alvor gik igang. Det er her, hvor jeg siddende i min sofa med en kop kaffe har tid til at kigge ud af vinduet. Måske opdager jeg skyernes bevægelse over himlen. Måske hvordan havens planter langsomt vokser frem - eller langsomt mister bladene. Det er en tid, hvor jeg selv bestemmer tempo og indhold. Hvor jeg har ro omkring mig (altså ikke sociale medier, tv eller lign.), og hvor tanker derfor kan dukker frem og flyve væk igen uden at være del af en større plan.

Slow living kan også være gåture efter arbejde, som ikke handler om puls eller distance, men bare om at komme lidt væk fra alt det, vi ellers skal og nyde øjeblikket.
Eller som eleverne på min efterskole elsker at gøre, når bare der er den mindste smule sol - at smide sig på et tæppe på græsset sammen med gode kammerater og lave absolut ingenting. Det betyder ikke, at eleverne på nogen måde er dovne (faktisk tværtimod), men de har husket glæden ved dette "ingenting".

Faktisk tror jeg at de fleste menneskers dagligdag giver mulighed for denne slags pauser - hvis vi bare er interesseret i at finde dem. Og når vi tager os tiden til at tage det roligt og sætte tempoet ned og bare være, så tror jeg også, at vi møder os selv og andre med mere overskud og venlighed.

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Kære mig...

Har du nogensinde skrevet til dig selv? I en dagbog, i et brev eller som refleksion på et stykke papir eller i en notesbog. Hvis ikke så var det måske værd at prøve.

Jeg har skrevet dagbog siden jeg fik den første blanke bog med det fine omslag i fødselsdagsgave da jeg blev 10 år. I nogle perioder har jeg skrevet hver eneste dag, mens der i andre perioder er gået meget lang tid mellem nye ord på siderne.

Men fælles for alle årene er, at jeg på de tomme sider har kunne dele mine inderste tanker, drømme, frustrationer og alle de oplevelser, som har haft betydning for den jeg er blevet. Jeg har ofte forstået mig selv på nye måder - og forstået mig bedre, efter jeg har reflekteret over livet gennem ordene og de svævende bevægelser med kuglepenne, som formede de ord, jeg bedst kunne beskrive mit liv med.

Og jeg har sat pris på at genlæse de refleksioner. At læse det der var skrevet direkte til mig - også selvom det bare var mig selv, der var forfatteren. For gennem de bearbejdede ord har jeg mødt og forstået nye sider af mig selv - og ikke mindst har jeg kunne tilgive yngre og mindre vise udgaver af mig selv.

Så har du endnu ikke skrevet til dig selv, så vil jeg udfordre dig til at prøve det. Måske bare fordi du dermed kan få venlige ord dedikerede direkte til dig.

Når tiden flyder...alle steder hen.

Min vinterferie er nu veloverstået - og det har været en hel fantastisk én af slagsen.
Jeg har nemlig ikke haft nogle planer.

I min hverdag er jeg meget struktureret og disciplineret. Jeg sætter mål - både små og store og arbejder flittigt for at nå dem. Alt dette passer rigtigt godt til, hvordan jeg kan lide at fungere i min hverdag.

Men når jeg har fri... så elsker jeg at lade tiden flyde - alle mulige steder hen.
I min ferie lægger jeg uret og lader tiden komme af sig selv.
Jeg står op, når jeg er udhvilet.
Jeg spiser, når jeg er sulten.
Og jeg fylder mine dage med lige præcis det, der falder mig ind. Klokkeslet bliver uinteressante.

Tiden fyldes med krea-projekter, bøger, film, latter, gode samtaler med dem, der har betydning for mig og dertil kommer en masse gåture, hvor solen har mulighed for at skinne på min vej - og på mig.
Tiden flyder simpelthen på den skønnest måde. Ikke så den forsvinder og efterlader mig med følelsen af at være blevet snydt. Den flyder på sådan en måde, at der er plads til alle mulige forskellige ideer, den flyder så jeg glemmer den - og pludselig opdage den igen, når sulten eller søvnen kalder.

Den tid der nu er gået, siden jeg startede min ferie - har flydt så meget, at den har fyldt alle mine tanke op. Jeg har en masse glæde og overskud, som jeg nu er klar til at dele videre ud af. Ene og alene fordi jeg lod tiden flyde.

Find lysglimtene i din hverdag

Mange af de jobs, jeg har haft gennem mange år, har budt på travlhed - og en hel del af den... Samtidig har jeg haft et ligeså travlt fritidsliv.

Og jeg har været vild med begge dele - for det meste.

For én af de bagsider der er ved at have meget travlt, er at overskuddet og forståelsen for andre ofte svinder ind i takt med, at det ydre travlhedspres øges...

Og for mig har det ofte betydet, at jeg ikke helt levede på den måde, jeg virkelig ønskede og heller ikke udlevede de værdier, jeg gerne ville. Jeg har simpelthen ofte været under et for stort pres til helt at agere, som jeg ønskede.

Når man, som jeg, oplever det med sig selv, så er det på tide at stoppe op... trække vejret og tage det mere roligt. Men det er nemmere sagt en gjort. 

Jeg er sikker på, at mange der har stået i samme situation som jeg, også lige som mig har læst eller hørt en masse om, hvordan vi lige kunne få mere overskud og ro i vores liv. Det er bare ikke altid sådan lige til at stoppe op, når man føler, at det hele går lidt for hurtigt - og når det måske virker en lille smule uoverskueligt at springe af i farten.

Derfor er mit bedste råd til en mere rolig hverdag - at gå efter de små lysglimt. Dem du kan opleve, når du fx

• går en lille tur
• tager en pause hvor du bare kigger ud af vinduet
• tillader dig selv bare at falde i stave
•  stopper op og nyder naturen omkring dig

Når du begynder at lede efter de små lysende huller, så vil du opdage, at du faktisk har en masse af dem lige omkring dig.

Hjerternes fest

2 dage til jul. 2 dage til familesammenkomster. 2 dage til hjerternes fest.
Hele december har stort set alle tv-kanaler været fyldt med film, der netop har handlet om hjerternes fest i familiens skød. Selvom der som regel også har været skurke og problemer i variende størrelser i disse film, så viser de et smuk sødt billed af, hvordan familiens jul ser ud.

Men mine samtaler med flere hundrede unge og en hel del voksne gennem årene viser et noget mere nuanceret billed...
For selv kærlige tætte familie kan blive presset i deres samvær i denne højtid. Forventningen til gaver, til maden, til den rigtige pynt og ikke mindst et idealbillede af, hvordan vi som familie er sammen, er for meget for de fleste.
Og så opstår konflikterne...

Jeg tror, at de fleste konflikter her opstår, fordi vi i bund og grund er i tvivl om vores eget værd - og derfor bliver slået ud af misforståelser, småkritik eller familiens måde at være på.
Derfor er det vigtigt, at vi i denne hjerternes fest husker at pleje vores egne hjerter med selvkærlighed og selvomsorg, så vi rent faktisk har noget at dele ud af.

Ventetiden

Adventstiden er ventetiden - venten på "Herrens kommen", som det meget højtideligt hedder sig i kristendommen.

Og der sidder sikkert også mange børn rundt om i landet og venter spændt på at de sidste 8 dage inden jul snart er gået--- og forældre som stresser over, at de kun har 8 dage til at nå alt det, som endnu ikke er nået.

Fordi jeg i mange år har arbejdet med børn og unge - og i mange år har arbejdet meget, så forstår jeg godt begge sider.
Men de fleste af os mangler hverken nye ting (gaver) eller mere mad, vi mangler tid. Tid sammen, tid til refleksion og tid til at nyde at vente på noget godt.

Lad os derfor bruge ventetiden til at være sammen og vente sammen. Behovsudsætte. Vente. Være sammen. Vente. Finde ro sammen. Vente.
Fordi vi kan - og fordi vi har godt af det.

Søndag er venlighedens dag!

Lad søndag være din venlighedens dag. Især med fokus på venligheden mod dig selv.

Se hele dagen på dig selv og dine handlinger med venlige øjne.
Tal til dig selv i en venlig tone og med venlige ord.
Vær i det hele taget så venlig du overhovedet kan være - overfor dig selv.

Det er på ingen måde egoistisk. Det er velfortjent - og dine medmennesker vi kunne mærke dit overskud hele den næste uge...

Prioter dig selv

Det er egentlig ganske underligt, men ofte er det svært for os mennesker at prioritere os selv...
Jeg ved ikke om det er fordi, vi er omgivet af alverdens tilbud, om det er omgivelsernes forventninger - i det mindste det vi tror, de forventer, eller om der er en dybere psykologisk forklaring.

Ofte har jeg ofte observeret, at kloge, handlekraftige og venlige mennesker omkring mig har meget svært ved at sige nej og prioritere sig selv.

Måske er det fordi, vi hele tiden skaber os selv gennem vores handlinger - og glemmer hvem vi er (eller gerne vil være), når alt det udenoms er pillet af.
Måske skaber vi os selv gennem andres billede af os...

Uanset hvad der ligger til grund for det, så oplever jeg igen og igen et behov for at bare være og huske netop dét, der er vigtigst for én selv - både hos mig selv og hos mange i mine omgivelser.

Så jeg håber, at vi sammen kan kigge indad og finde roen uden alverdens aftaler, pligter eller ydre pres - og prioritere os selv, ihvertfald bare indimellem...

Morgen er noget ganske særligt.

Morgen er noget ganske særligt. Naturen minder os om fornyelse og en ny start.
Det er bare ikke altid, at vi opdager det... Ganske enkelt fordi vi slet ikke er oppe til at opleve det.

Og jeg forstår godt, at ikke alle trives med at stå tidligt op, og at nogle har job, der gør at deres døgnrytme er anderledes. Men når det er muligt skulle alle alligevel give sig selv den gave at stå op med solopgang, fornyelse, tid og ro.
Jeg er sikker på, at det ville give os en ny måde at møde dagen, os selv og hinanden på.

Tiden er din ven.

Travlhed er blevet en integreret del af vores liv  i en så høj grad, at vi ofte slet ikke tænker over det... Det er noget, vi lærer vores børn, fra de er ganske små - at de skal skynde sig.
Og et af resultaterne er, at vi alle (selv forholdvis små børn) omtaler sig selv som stresset, når vi føler at vi ikke kan nå vores program og forventninger.

Jeg skal endelig ikke pudse glorien. For jeg har ofte svært ved ikke at have gang i en masse ting - samtidig. Jeg er meget sjældent den første, der forlader arbejdspladsen om eftermiddagen. Og jeg har igennem mange år haft et fritidsliv fyldt med aktiviteter.

Men tiden brugt i ro, i selskab med mig selv eller mine nærmeste og i forglemmelse af netop tiden selv er der, hvor jeg er allermest mig selv. Hvor jeg lader op og mærker efter.
Selvom jeg nyder at være omgivet af mennesker og at samtale med andre, så siger jeg ofte, at "jeg er venligere og sødere, når jeg får pauser". 

Jeg tror, at vi skal ændre vores fokus fra travlhed til stilhed. Og for at kunne gøre det en del af vores liv, må vi også ændre den måde, vi omtaler det på.
Hvis vi virkelig ønsker stilhed, ro og tid til os selv (og det er helt i orden, hvis nogle ikke gør), så skal vi holde op med at idoliser travle mennesker. Vi skal i stedet tale om det, vi selv ønsker at opnå - ikke som et kompromis eller et tab - men som en gevinst i vores liv på alle områder.

Jeg er så fantastisk normal...

Ofte høre jeg meget snak om at være ekstraordinær og noget helt særligt. Mange vil gerne være den, andre ser op til. Og det kan der selvfølgelig nok også bære noget ved.

Men jeg nyder altså at være ganske almindelig. Sådan helt normal.
Når jeg står op om morgen, har jeg altid en masse planer og ikke mindst intentioner for dagen, men de handler ikke på nogen måde om, at jeg skal være særlig...

Jeg nyder at være en blandt andre. At have interessefællesskab eller finder frem til fælles interesser. Jeg nyder at være så normal, at det er almindeligt at fejle og prøve at gøre det bedre næste gang.
Ikke mindst nyder jeg, at i roen ved at være ganske normal, finder jeg glæde ved at være præcis mig. Jeg skal ikke finde på nye måder at skille mig ud på. For jeg er allerede fantastisk nok på den helt normale måde...

Naturen i hverdagen.

Jeg bor sammen med ca. 100 unge mennesker på en naturskønt plet med vand, skov og god plads.

Her er ro og blikket kan vandre langt.

Hver morgen står vi op til solopgangens røde skær over fjorden, som hilser os og en ny dag velkommen.

Stedet her gør noget godt for os alle. Her er ro til at starte dagen med eftertænksomhed. Og her er ro til at finde os selv igen efter dagens travle aktiviteter.

Som moderne mennesker må vi ikke glemme, hvad naturen gør for os. Den omfavner os, når vi har brug for det. Den giver os udfordringer, når vi har lyst til at prøve kræfter af. Samværet og nærværet i naturen giver os mulighed for at udforske sider af os selv, som ikke lige dukker frem i hverdagens travlhed.
Derfor må vi også øve os i at komme ud, kigge op og være tæt på naturen. Ikke bare fra tid til anden - men igen og igen...

Husk pauserne.

Jeg er sødest, når jeg får pauser... Sådan er det bare 😏
Og sådan er det med alle de mange mennesker, som jeg har haft fornøjelse af at møde i mit liv.

Desværre er der en hel del som ,ligesom jeg selv, glemmer, at det rent faktisk er det, vi trænger til.
Og det handler ikke kun om FOMO for mig, men også om at jeg glemmer at mærke efter... Nogle gange fordi jeg tror, at det forventes af mig, at jeg har overskud til et tætpakket program - hele tiden.

Men jeg elsker mine pauser - ligeså meget, som jeg elsker tiden sammen med andre. Og jeg elsker den version af mig selv, som jeg er når jeg har taget pauserne.

Derfor taler jeg ofte med andre om at huske pauserne. For når vi møder hinanden, som den bedste udgave af os selv, så enes vi bedre, ser hinanden mere og kan give mere til fællesskabet.

Gråzoner

Da jeg var ung, var der så mange ting, som enten var det ene eller det andet. Enten sort eller hvidt. Enten rigtigt eller forkert... Og det var så såre enkelt - og alligevel ikke...

Her til aften har jeg haft en skøn lang samtale med  min (næsten) jævnaldrende svigerinde om mange af livets forunderligheder, finurligheder og (ofte) forbigående problematikker.
En samtale som ikke gav os nogle præcise svar - selvom vi kom mange facetter igennem. Og en samtale, som vi begge var enige om, ville have været så meget anderledes, hvis vi havde være fx 20 år yngre...

For i vores samtale var vi klar over, at alt det der enten - eller,  alt det sorte eller hvide var forsvundet. Vi havde i vores syn på livet bevæget os ud i en gråzonen. Eller måske mere korrekt bekrevet  en zone, hvor situationer ikke kan bedømmes på forhånd ud fra nogle kække hurtige bemærkninger, men derimod må mærkes, leves og føles før vi kan bedømme dem.

Gråzonen betyder ikke at vores tilgang til livet er blevet forenklet, ligegyldigt eller lemfældigt - faktisk tværtimod.
Gråzonen er i dette tilfælde en erkendelse af, at ingen af os sidder inden med svaret på rigtigt eller forkert...

Til gengæld sidder vi inde med viden, livskundskab og styrke til at vurdere værdien i vores eget levet liv.

Magelig sommer

Ferien er egentlig slut for mit vedkommende - men weekenden har dog forlænget feriefølelsen er smule.

Min ferie har udover en masse praktiske opgaver være dejlig magelig og behagelig.
Den har bestået af en masse hygge med mine nærmeste og med mennesker, som har betydning for mig. 
Den har bestået af læsning og kreative hygge projekter.
Den har bestået af hvile, latter og sjove oplevelser.

Og bedst af alt har det hele foregået i et stille og roligt tempo. Et tempo hvor kroppen, tankerne og sjælen har kunnet følge med. 
Jeg har måske ikke oplevet mange nye og revolutionerende ting, men jeg har oplevet mig selv på en super skøn måde, hvor jeg er kommet tættere på, hvad der har betydning for mig nu.

Der sker noget ganske særlig med os, når vi skruer ned for tempoet og op for nærværet - både til os selv og andre...

Kolbøtter...

Der er sket så mange gode og spændende ting i den sidste tid. Noget som virkelig har gjort mig glad.
Samtidig er der også sket flere ting, som har været triste eller lidt tunge. Blandt andet har vi mistet vores hund.

Det er som om, jeg har slået en masse gevaldige følelsesmæssige kolbøtter. Og jeg tror, at det både er sundt og naturligt, selvom det ikke er særlig behageligt.
Nu handler det om ro og eftertænksomhed, så livets oplevelser kan sætte sig og blive til erfaringer.

Glem dig ikke.

Jeg synes, at jeg møder rigtig mange mennesker, som har mere travlt, end det er godt for dem.
For nogle skyldes det arbejdspres, for andre deres fritid - og så er der selvfølgelig også dem, der ikke bare har virkelig travlt på arbejde, men også forstår at fylde deres private kalender til bristepunktet. - It takes one to know one...

Men uanset hvad det skyldes, så møder jeg dem i samtaler, hvor de lyder til at have glemt sig selv.
De har glemt, dem de er, når de har tid til at trække vejret, kigge stille ud af vinduet eller bare sidde i lang tiden uden at skulle noget.

Og at glemme sig selv, er vel en af de værste ting, der kan ske for os... For hvor går vi hen for at finde os selv, når vi ikke mere ved, hvor vi er?

Det er på ingen måde fordi, jeg har svaret... men måske skal vi huske os selv og huske at finde tilbage til de steder hvor vi er allermest os selv. Så kan vi ihvertfald starte der, når vi er ved at blive glemt...

I stilheden bliver samtaler til...

De samtaler, der har rørt mig mest, er skabt sammen med andre, som har haft roen og modet til at være i det stille sammen med mig.

Når vi har fundet frem til emner, som har betydning for os begge, og når spørsmål stilles langsomt og eftertænksomt og bliver efterfulgt af lange pauser, der giver plads til, at mulige svar kan finde op til overfladen evt. prøves af inden, der atter er tid til at gå nye veje.

Sådanne samtaler rummer sandheder, sider af mig selv og en styrke, som jeg ikke finder i den almindelige hverdag.