Hvor langt rækker dine værdier?

Min mand og jeg har prøvet at opdrage vores børn efter vores værdier - og har prøvet at hjælpe dem med at finde frem til deres egne værdier, så de selv kan leve deres eget liv efter dem. 

Langt hen ad vejen, synes jeg også, at det er gået meget godt. Det er dog bare sådan med to teenagere... at de også prøver grænser af. Bl.a. deres egne - og vores...
Og som forældre kan jeg opleve ting, som bare er i strid med det, jeg synes er rigtigt eller vigtigt... Her er det så, at jeg kunne forfalde til at blive sådan helt gammeldags sur.
Det er jeg så også blevet en del gange, men heldigvis er det aldrig noget som holder særlig længe hos mig.
For når jeg gennem mine børns liv har haft fokus på, at vi skulle leve efter vores værdier - så er netop de værdier. som er vigtige at huske, når de unge dummer sig og skal komme hjem og finde styrke til at rejse sig igen.

Hvor langt rækker vores værdier egentlig, når livet bliver svært og følelserne kommer tæt på?
Det er et spørgsmål, som er værd at spørge sig selv om fra tid til anden...

Latter skaber sammenhold

I min familie griner vi meget - og af alt muligt. Vi griner af vores dårlige jokes, af vores samtaler, vores oplevelser og af os selv. I det hele taget er vi ret gode til at finde det sjove (og grine højlydt) i vores liv.

Jeg tror på at en familie, en venneflok, en arbejdsplads eller en helt fjerde slags samling af mennesker, der griner sammen holder sammen.

Når vi kan grine af livet sammen (og IKKE af hinanden eller andre!), deler vi (i min erfaring) livssyn og som regel også nogle grundlæggende værdier.

Det er netop derfor, det er så vigtigt for mig, at jeg er omgivet med mennesker, jeg kan grine ubesværet og befriende sammen med.

Kærligheden kan ikke stå alene.

I formiddags var jeg til min svoger og svigerindes bryllup. Hele deres store familie stod tæt sammen om dem i det fine bryllupsværelse på rådhuset. Og for mig var det meget symbolsk.

For efter snart 19 års ægteskab kan jeg konstatere, at kærlighed alene hjælper os ikke gennem et langt ægteskab. Det kræver en masse andet - heriblandt familiens opbakning.

Og det er sådan set også en af de bedste gaver vi kan give andre...

Jeg er stolt - også selvom det ikke er alle, der ved det...

Jeg har en aftale med mig selv om ikke at fortælle alt muligt om mine børn på de sociale medier. En aftale mine børn også er meget tilfredse med.

Så når jeg går rundt og er enormt stolt over de mennesker, mine børn er, de gode ting de gør i livet, eller det de gør for andre, så siger jeg det kun min familie eller venner og bekendte, hvis jeg rent faktisk møder disse mennesker - på sådan gammeldagsvis...

Hele den tilgang passer mig fint.
Og så når jeg læser om andres fantastiske unger - om alle de ting de er super dygtige til, de måder de udemærker sig på, eller hvordan de lige har gjort et eller andet totalt hverdagsagtig på en ekstra skøn måde, bliver jeg alligevel ramt på, om andre mon tænker, at mine børn ikke er fantastiske, siden jeg ikke “fortæller” om det til alle på de sociale medier. Eller om jeg ikke er stolte af dem.

Jeg ved jo godt, at det bare handler om min egen forfængelighed i forhold til min omverden.
Men hvis nogle skulle være i tvivl, så vil jeg bare sige til jer... At jeg er super stolt af mine unger. 😉

Sæt kursen for familen.

I den travle hverdag bliver vi som forældre ofte presset - ikke mindst af alle de beslutninger livet kræver af os. Og det skaber ofte en slingrekurs gennem familielivet, hvor beslutninger kan blive lavet om fra dag til dag, fordi vi ikke når at gennemtænke konsekvenserne af vores valg.

Det er derfor, at jeg er fortaler for, at alle familier finder ud af, hvilke værdier der skal være grundlaget for deres familieliv og deres beslutninger.

Når I har fundet jeres værdier (http://lonefrankelgoul.blogspot.dk/2017/12/find-jeres-familievrdier.html), så kan I bruge dem til at sætte kursen for jeres familie. Forestil jer at I sætter kursen ligesom på et skib. Og selvom der kan være en masse større eller minde justeringer under vejs, så ændrer kursen sig ikke. Sådan er det også med jeres værdier. De ændrer sig ikke sig, selvom hverdagen kan kræve justeringer.

De beslutninger, I som forældre eller som familie skal tage i livet, skal altid stemme overens med jeres værdier - og gør de ikke det, så er I ikke på rette vej.
At styre efter jeres værdier vil give jer en oplevelse af ro, fordi I ikke hele tiden skal forholde jer til, hvad alle andre synes, hvad der er mest bekvemt her og nu - eller om I kan stå inden for jeres beslutninger i morgen.

Find jeres familieværdier

Der er desværre ikke mange familier, som er klar over deres værdier - eller har nogle i det hele taget.
Jeg synes dog, at det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt for netop ens egen familie. Hvad er et der har betydning? Og hvordan ser det ud i hverdagen?

Mange familier bruger mere tid og energi på ugentlige indkøbslisten eller sommerferieplanlægningen, end på grundlaget for hele deres liv sammen.
Derfor er jeg stor fortaler for, at I som familie finder jeres værdier, gør dem tydelige og bruger dem til at sætte kursen for jeres familieliv.

Men hvordan skal I lige gribe det an, når I skal finde jeres værdier,?
I kan evt. kigge jer omkring for at se om der er gode ideer at hente hos nogle I kender eller har hørt om.
I kan også finde ud af, hvordan I gerne vil have, at jeres familie skal se ud om fx 10 år. Hvordan skal I have det sammen? Hvordan skal jeres børn klare sig i deres hverdag? Prøv at forestil jer jeres ultimative familieliv om 10 år.
Deler jeres børn deres oplevelser med jer? Klarer de sig godt i uddannelsessystemet? Har de venner? Hjælper I hinanden med opgaver hjemme? Har I hyggelige ferier, hvor det at være sammen 24/7 er en fryd? Kan jeres børn tage ansvar?
Når I har forstillet jer alt dette - så skal I "bare" finde ud af, hvilke værdier, der kan skabe en sådan fremtid for jer.

Selvom det ikke er en halvtimes opgave, og at værdierne måske skal rette til i forhold til jeres families udvikling. Så kan det være en stor gave og støtte at have værdierne at læne sig op af i en travl hverdag, hvor beslutninger, der kan have mange konsekvenser på den lange bane, ofte skal tages på splitsekunder. 

Gaverne vores børn virkelig har brug for.

1. december og gaveræset er skudt igang. Rundt omkring i hjemmene hænger bl.a. pakkekalendere fyldt med mere eller mindre dyre gaver, som vores børn egentlig ikke har brug for.

Jeg kunne sige en masse om, hvorfor jeg tror, vi fylder gaver på vores børn.
Men af erfaringer ved jeg, at alt for mange ikke giver deres børn den gave, som vi burde værdsætte mest - nemlig viden.

For en hel del år siden stoppede vi med at give vores børn alle mulige små og ofte ubrugelige ting, , der egentlig bare havde til formål at bevise vores kærlighed. I stedet valgte vi at fylde deres decemberdage med viden og forståelse af verden. Derfor får de hver decembermorgen er “brev”, hvis indhold hjælpe dem med forståelsen af dagens placering i historien.

Spørg dig selv om dine børn virkelig har brug for mere til skuffer eller skabe... eller har de mere brug for videns gave - og at forstå at deres arbejde med at tilegne sig den viden, er temmelig vigtig for deres plads i livet.

Så hvilke gaver skal dine børn have? Dem der glæder her og nu? Eller dem, der forandrer dine børns fremtid?

Har du styr på familiens værdier?

Har du styr på dine og din families værdier? Altså ved du, hvad der har grundlæggende betydning for jer - og har I talt om det?

Mange mennesker ved desværre ikke, hvorfor de lever, som de gør eller tager de forskellige valg i livet.
De går gennem livet uden et værdifundament, der kan hjælpe dem med at stå fast i stormvejr eller være kompasset, der hjælpe dem med at navigere.

Udover at finde frem til dine personlige værdier, er det en god ide, at I som familie finder frem til jeres fælles.
Er dine børn små, er det jer voksne, der sætter retningen og værdierne. Når de bliver større, skal de have lov til at byde ind med deres syn på, hvilke værdier der har betydning for netop jeres familie.
Og det skal kunne mærkes i familien, hvad jeres værdier er. Er det fx glæde, så skal alle, der tilbringer tid sammen med jer kunne mærke det. Det betyder ikke, at der ikke kan være tristhed eller tårer - men at glæde fylder mere og har større vigtighed.

Hvis I endnu ikke kender jeres værdier, så er det på tide at finde dem frem. Sæt tid at til at finde frem til jeres fundament. Det er en af de bedste gaver, I kan give hinanden.

Arbejdsfællesskab åbne op for et bedre familieskab.

Hjemme igen efter en super ferie i London med min mand og vores børn, er jeg så heldig at have min søsters 3 børn på miniferie.Vi bor desværre langt fra hinanden og deler derfor ikke hverdagen. Derfor er glæden ved at være sammen med dem, måske så meget større.

Det der har glædet mig mest i dag, var samværet omkring aftensmaden. I vores lille familie har vores børn altid budt ind med deres hjælp (svarende til deres alder). Det fællesskab inviterer vi selvfølgelig også andre med ind i. Så fætre og kusiner var i dag igang med madlavningen og borddækningen sammen med os voksne. Sikke mange gode snakke et arbejdsfællesskab åbner op for. Vi fik alle fortalt meget om vores liv og hverdag, som måske ellers ikke var kommet frem.

At lave noget sammen åbner op for, at vi kan dele oplevelser, undringer og værdier på en nemmere måde med børn og unge. Arbejdsfællesskabet bliver det "fælles tredje", der giver os mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Familien på fælles arbejde.

Min datter og min søn har deltaget i det arbejde, der nu engang er, når man som familie har hus og have, siden de var helt små. Og de er ret gode til det. De hjælper med alt muligt bl.a. madlavning, rengøring, havearbejde og hundeluftning.

Jeg synes, hverken min mand eller jeg er dovne, når vi sætte børnene i sving. Vores mål har altid været, at vi sammen skulle være en stærk familie, der kunne regne med hinanden - også i forhold til praktiske gøremål. Børnene arbejder jo ikke alene, vi arbejder sammen som familie. En dag som i dag, har vi alle fire haft gang i alle mulige projekter. Nogle har vi lavet alene, og andre har vi udført sammen. Men vi har alle været i gang samtidig. Og det har været tophyggeligt. Bl.a. skaber arbejdsfællesskabet grobund for mange gode samtaler med mine teenagebørn, som jeg måske aldrig ville være beriget med, hvis jeg havde ladet dem sidde bag skærmene.

Jeg mener, at hvis vi ikke inddrager vores børn i de fælles pligter, der er i en familie, behandler vi dem som gæster. Og ingen børn har godt af, kun at være gæst i sit eget hjem og i sin egen familie.
De skal selvfølgelig ikke pålægges større ansvar, end de er parate til i forhold til deres alder. Men vi skal stille krav til dem og hjælpe dem med at leve op til kravene. På den måde fortæller vi som forældre også meget tydeligt, at vi stoler på at de kan klare sig i livet - og at de har betydning i familien.
Lige så vigtigt er det også, at vi gør dem klar til livet. For en dag står vi der jo ikke, når vasketøjet skal ordnes, eller middagen skal være klar til at imponere en særlig person.

Vigtige ord i hverdagen

Mange kender sikkert joken, om manden der siger, at han én gang har fortalt konen, at han elsker hende. Så det er der ingen grund til at gentage. Han skal nok fortælle hende, hvis det ændrer sig...

Den joke kan man jo synes om, hvad man vil. Men der er desværre nok meget virkelighed i den for mange mennesker. Vi går op og ned af dem, som fylder allermest i vores hjerte - og tænker nok, at det ved de da godt. Jeg er ikke klar over, hvor gode andre mennesker er til at sige vigtige ting til de vigtigste mennesker i deres liv. Men jeg ved, at selvom jeg er meget opmærksom på det, så er jeg slet ikke så god til det, som jeg ønsker at være. Men jeg arbejder på det - og det gør jeg hver eneste dag.

I morges skrev jeg fx til min datter, som er på efterskole:
Godmorgen ❤️ Jeg elsker dig. Om du er tæt på eller langt væk, er min kærlighed altid hos dig ❤️ 
Hav en fantastisk dag 😘

Jeg fik straks en besked retur, hvor hun også fortalte, at hun elsker mig.
Vi er begge meget klar over den andens kærlighed - og alligevel gør det en forskel at fortælle det.

Det er ganske trist, men jeg har mødt mange mennesker, børn, unge og voksne, der ikke er sikker på at deres nærmest elsker dem, er stolte af dem og værdsætter det de gør - fordi det aldrig er blevet sagt til dem. Eller endnu værre - fordi det aldrig er blevet vist dem.

Vi er flokdyr og vil gerne høre til i en flok - og allerhelst i en flok bundet sammen af kærlighed. Jeg ønsker ikke, at jeg en dag oplever, at jeg ikke fik sagt de vigtige ting til dem, der står mig nært. Så selvom, det nogen gange kan virke akavede og gøre os usikre, så skal vi kaste os over de kærlige og rosende ord, der binder os tættere sammen. Og lad det ikke være henkastede bemærkninger. Men lad ordene fylde rummet og øjeblikket - og vær tilstede i det.
Og skulle ordene ikke blive sagt tilbage, så er det også i orden. Vid i det mindste, at du har gjort noget for at fylde verden med kærlighed og anerkendelse.

Lad børnene tage medansvar ikke det fuld ansvar.

Vi har opdraget vores børn til at tage medansvar i familie og samfund. Da de var helt små, handlende medansvaret meget om at være aktiv deltagende i familiens gøremål, som bl.a tøjvalg og rengøring. De fik også lov til at tage medansvar for fx valg af lørdagsfilmen. Men de har aldrig skulle stå med det fulde ansvar for familiens valg.

Jeg oplever desværre,  at vi voksne ofte enten fratager børnenes mulighed for at byde ind i famile og samfund, eller at vi giver dem hele ansvaret. Børn som ikke hjælper til i familien, er ikke en ligeværdi  del af den. Det samme gælder for de børn, som skal bestemmer det hele og skal tage ansvar for familiens næste rejsemål eller valg af bil.

Vi har brug for at give dele af ansvaret fra os, og træne vores børn i at tage en naturlig del af det. De skal lære at tage mere og mere ansvar, så de, når de bliver voksne, kan tage med ansvar i vores samfund.

Medansvar betyder at byde ind og blive budt ind. Så lær børn og unge at byde ind - og vær klar til at de skal lyttes og tages alvorligt.

Vær hensynsfuld i familien

Efter en meget travl arbejdsuge er weekenden ved at indfinde sig, og roen er ved at sænke sig over mit hjem. Maden simrer og rødvinen står klar. Lige om lidt er hverdagen lagt bag os - i hvert fald for et par dage.
Selvom mange af os glæder os til denne tid med vores nærmeste, er det også tit der, den ikke så pæne side af os selv kommer frem.

I hverdagen blandt mere eller mindre fremmede mennesker, holder vi ofte på formerne. Vi husker, at vi skal tale pænt til klassekammerater eller kolleger, I det mindste giver vi en undskyldning, hvis vi ikke lige formår pænheden. Vi gør det, vi skal på arbejde, for det bliver jo forventet af os.
Men når vi så er lettere udkørte efter ugens strabadser og sidder sammen med dem, som står os nærmest - og som elsker os, så sker det alt for tit, at vi glemmer at tage hensyn til dem og deres behov.

Min familie elsker mig og jeg elsker dem - og vi er villige til at tilgive hinanden de små dumheder. Men hvis vi bare synes, at vi kan behandle hinanden, som vi vil og ikke tage hensyn til hinanden, bliver kærligheden svær at mærke.
Vi kan jo lige så godt  bruge vores weekend på at være hensynsfulde sammen. Det er da skønt, at min mand fx  laver en ekstra kop kaffe og sørger for en hyggelig lille pause i weekendens gøremål. Eller at min søn lægger et tæppe over sin far, når han synes der er lidt koldt i stuen. Det er de små ting, som  gør en kæmpe forskel.

Familie og fritid

Igennem det meste af mine børns liv har min mand, mine børn og jeg delt fritidsinteresse. Jeg elsker, at vi er sammen om oplevelserne, turene og ikke mindst værdierne. Og mine børn siger, at de også nyder at være sammen med deres forældre.
Da jeg var barn og ung, delte jeg også fritidsinteresse med mine forældre. Selvom det ind i mellem var temmelig irriterende, især som teenager, at have mine forældre med på ture, så har jeg elsket det.

Mine oplevelser fra mine barndom og ungdom og dem med mine egne børn har styrket min overbevisning om, at det er sundt og udviklende at have fælles fritidsinteresser i en familie. Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi skal sidde lårene af hinanden, eller at der bliver set skævt til én, hvis der lige skulle være en anden fritidsinteresse, som passede bedre. Men det har for os være en stor styrke, at vi havde fælles oplevelser - ikke bare som familie men i et større fællesskab. Vi voksne ser vores børn udvikle sig på tættest hold. Omvendt ser de også os i udviklende læringssituationer, hvilket forhåbentlig bidrager positivt til deres syn på livslang læring, og at voksne langt fra ved alt ting. Vi kender rigtig mange af de samme mennesker, dvs. min mand og jeg kender vores børns kammerater, og de kender mange i vores store frivillige omgangskreds. Det betyder bl.a. at de allerede nu i deres teenageår kender til betydningen af et solidt netværk.

Men det bedste af det hele er selvfølgelig den ekstra tid, vi har haft mulighed for at tilbringe sammen.

Tag børnene med ud

I min haven står det hele på spring. Planter vokser op, og blomster folder sig ud. Selvom jeg har set det så mange gange før, fyldes jeg atter med begejstring og forundring over naturen. Den begejstring og forundring deler jeg gerne med andre - ikke mindst med børn.

For børn skal væk fra skærmene og ud i virkeligheden. Selvom jeg er tilhænger af, at viden kan og gerne skal findes alle steder - også på nettet, så skal viden ikke bare læses, den skal opleves. Og når vi er ude i naturen eller haven, så oplever vi fx, hvad solens varme gør ved planterne. Vi oplever, at vi undres og nye spørgsmål dukker op. Og så skal vi snakke med hinanden, om det vi ser og vores spørgsmål. Vi skal have modet til at sige, det vi ved, og ikke at ty til Google i frygt for at sige noget som ikke er helt rigtigt.

Husk at børnene også kan svare på mange undrespørgsmål - og i gennem deres svar vil vi opdage nye perspektiver. Vi voksne skal huske, at der ofte er flere svar på vores spørgsmål, og at vi ikke nødvendigvis er de klogeste.
Og når vi sammen erkender noget, vil vi huske det endnu bedre, fordi svaret bliver kædet sammen med sanserne. Vi og vores børn vil fx huske, at anemonerne er forårsbebuder, fordi vi har stået midt i det grøn-hvid tæppe i skoven. Eller at træerne bøjer sig efter viden, når vi har været ude i efterårsblæsten.

Så giv dig selv og dine børn den gave, det er at komme ud, stille spørgsmål og finde mulige svar.

Familien er mit største aktiv

Min familie - både min lille familie, min store familie og min udvidet familie er mit største aktiv. Jeg er så heldig (og taknemmelig over) at være en del af en familie fyldt med kærlighed, glæde og omsorg.

Jeg bor ikke i nærheden af ret mange af dem, og vi render ikke og besøger hinanden hele tiden. Men vi har dyb følelse af samhørighed og tilhørsforhold. Jeg ved, at jeg er forbundet med dem enten gennem blodet, gennem vores efternavn eller pga. af de valg, vi har truffet i livet.
Og at høre til et sted giver mig styrke, hvilket også skal forstås helt konkret. Det er her, jeg kan hente hjælp, hvis mine egne evner eller ressourcer ikke slår til. Det er her jeg kan græde ud, hvis livet bliver for svært - og det er her, jeg kan juble vildt igen og igen, fordi de glædes sammen med mig.

Min familie har ikke bare omsorg for deres egne, men åbner gerne både deres arme og deres døre for andre. På den måde er min familie også vokset gennem årene uden, at det skyldes bryllupper eller fødsler. Mine børn oplever på den måde, at der er handling bag pæne ord, og jeg ved, at det vil hjælpe dem i deres liv. De (og vi) ser værdier udlevet igen og igen.

Jeg er ikke bare stolt af at være en del af min familie - jeg er også meget stolt af det bidrag, jeg har ansvaret for, nemlig min lille familie. Her fylder kærligheden utrolig meget. Det mærker vi i vores samtaler, i vores måde at være sammen på, og i det vi gør for hinanden. Vi har skabt et trygt ringhjørne, hvor vi også gerne tager i mod andre, der har brug for en time-out fra livet.

Citatet stammer fra Richard Bachs Illusioner. En af mine yndlingsbøger.

Det passer utrolig godt på min familie (også dem jeg er vokset op sammen med).

Kærligheden i lektielæsning

Spisebordet er ofte vores families samlingssted. I øjeblikket bliver det i høj grad brugt til fælles lektielæsning. Min søn i 8. kl. har haft svært ved at overskue de krav, der stilles i skolen - ikke mindst lektierne. Vi kunne som forældre vælge at sige, at han bare skal have styr på det. Men når han nu ikke kan overskue det, ja så kan han jo ikke overskue det.

Derfor har min mand og jeg sat ind med ekstra støtte og opbakning. Selvom skolen leverer undervisning af høj kvalitet, gør det en kæmpe forskel, når vi som forældre støtter op om vores børns læring. (Her kunne jeg sige noget om Folkeskolelovens formålsparagraf, men det gemmer jeg til en anden gang...)
I dag hjalp jeg bl.a. med bøjning af franske verber. Jeg kan overhovedet ikke fransk, men jeg kan hjælpe med at holde fokus. Jeg kan spørge ind til, hvordan opgaven bedst kan løses. Og jeg kan sørger for at der er ro til fordybelse.

Lektielæsningen er blevet en hyggelig fællesaktivitetet. I forbindelse med aftensmaden læser vi højt i historie-, samfundsfags-, og kristendomsbøgerne. Det giver anledning til mange interessante snakke. Snakke som forhåbentlig ikke bare giver min søn en bedre forståelse af fagene, men også giver os alle anledning til værdisnakke og skubber til vores nysgerrighed.
Lektielæsningen er også kærlighed til min søn og hans følelse af at kunne mere. Det er ikke bare en  investering i min søn uddannelse, men også i nærværet med ham.

Kærligheden i en gåtur

I en travl hverdag, kan jeg nemt glemme at passe på mig selv. Det er jeg så sandelig ikke ene om. Både mennesker i mit arbejdsliv og i mit privatliv fortæller, at de har samme udfordringer. Nogle gange ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få tiden til det. Altså intellektuelt ved jeg godt, at jeg skal prioritere tiden. Den dukker jo ikke bare op af sig selv. Men jeg ved stadig ikke altid, hvad det så er, jeg skal prioritere væk...

For at passe på mig selv, har jeg sørget for mere stille weekender. Som jeg skrev om for et par uger siden - så dyrker jeg min uambitiøse side. Bl.a. fordi jeg på den måde nyder livet mere. Og fordi jeg dyrker kærligheden til mig selv.

I går gik jeg en skøn tur ved stranden med min mand, vores søn og vores hund. Vinden var stille og bølgerne ramte dovent strandkanten. Selv med noget tåge kunne jeg se langt. Jeg mærkede kulden på min hud og fornemmede sandets stille lyd under mine støvler. Både sønnen og hunden løb glade langs vandkanten, mens jeg holdet min mand i hånden. Ind imellem talte vi og ind imellem fyldte en smuk stilhed stranden. Der var på alle måder højt til loftet.

En sådan gåtur kan fylde mig med selvkærlighed, glæde og overskud - og rigeligt af det. Der var så meget kærlighed i den gåtur, både mellem os og inden i mig. Og det mindede mig om, at kærligheden altid er lige her, hvis jeg bare husker at lukke den ind.

Sæt dig ned og spis

Selvom jeg voksede op i en meget aktiv familie med et forholdsvis stramt program, husker jeg måltiderne som et af de faste samlingspunkter. Især aftensmaden. Det var her, vi tog en pause fra alt, hvad der ellers foregik omkring os.

Sådan har det også været i mine børns hjem. Og er det stadigvæk. Det kan godt være, at vi ikke når alle måltider sammen, men aftensmaden er der, hvor vi samles, hører om de andres dage og bliver klogere på hinanden og verden omkring os.

Jeg møder desværre rigtig mange børn og unge mennesker, som kan fortælle om et liv, hvor de ikke lever sammen med deres nærmeste - men parallelt med dem. De opholder sig nok under samme tag en del af tiden, men de har meget lidt med hinanden at gøre. Aftensmaden forberedes ikke i fællesskab og bliver indtaget i forskellige rum. Børnene gribe en tallerken mad og forsvinder ind på værelset. Forældrene spiser enten foran computeren eller fjernsynet. Der er hverken gastronomisk glæde eller interessante samtaler.

Det gør mig både trist og forarget. Trist over at børnene skal leve et på mange måder ensomt liv, lige ved siden af dem, som burde vise den største interesse. Og forarget fordi så mange voksne ikke se børnenes liv i et større perspektiv, hvor en aftens træthed efter en anstrengende dag ikke bør være værdisættende for familiens liv - men som så ofte bliver det.

Mit opråb til forældrene er: SÆT DIG NED OG SPIS MED DIN FAMILIE! Det kan godt være, at din teenager vender øjne af din holdning omkring fællesspisningen. Super. Så er det sikkert en sund teenager, som er i gang med en naturlig løsrivelse. Men hold fast alligevel. Kig dit børn i øjnene og spørg oprigtigt ind til deres dag. Del ud af din egen hverdag. Lær hinanden bedre at kende. Måltidet handler om så meget mere end mad.

Lad os spise sammen

Jeg er på ingen måde hellig i forhold til børneopdragelse. Og jeg er sikker på, at jeg har begået rigtig mange fejl - og ikke mindst at mine børn nok skal fortælle mig om dem.
Men noget af det jeg har været rigtig glad for i opdragelsen af mine børn, er at min mand og jeg har holdt fast i, at vi spiser sammen som familie. Der er selvfølgelig dage, hvor det af praktiske årsager ikke kan lade sig gøre - så det er ikke dem jeg fortæller om nu...

Det er alle de andre aftner, hvor vi sætter os ned sammen uden telefoner m.m. og spiser aftensmad. Vi bruger tiden på at høre om hinandens dag. Hvad har været godt eller interessant? Og hvad har været mindre godt? Disse små spørgsmål har været indledningen til mange meningsfyldte samtaler. Samtaler som jeg kunne fortælle rigtig meget om. Det vil jeg dog ikke gøre i dag. Jeg vil fokusere på rammen om samtalerne.

Vores fælles tid sammen om spisebordet har for mig også symboliseret vores families fællesskab og vores værdier. I en travl hverdag husker vi stadig, at vi er hinandens vigtigste. At vi har så stor betydning for hinanden, at vi prioriterer at finde ro, nyde maden og se hinanden i øjnene. Og vi holder bordskik. Ingen rejser sig før alle er færdige med at spise - og færdige med samtalerne. Vi venter på hinanden, fordi familiens tid er ikke noget, man skal skynde sig henover eller væk fra.

Hvis I som familie har samme vane, så håber jeg, at I nyder det lige så meget som os. Men hvis I aldrig rigtig har prøvet at spise sammen på denne måde, så vil jeg opfordre jer til at gøre det. Jeg er sikker på, at I ikke kommer til at fortryde det.