Ventetiden

Adventstiden er ventetiden - venten på "Herrens kommen", som det meget højtideligt hedder sig i kristendommen.

Og der sidder sikkert også mange børn rundt om i landet og venter spændt på at de sidste 8 dage inden jul snart er gået--- og forældre som stresser over, at de kun har 8 dage til at nå alt det, som endnu ikke er nået.

Fordi jeg i mange år har arbejdet med børn og unge - og i mange år har arbejdet meget, så forstår jeg godt begge sider.
Men de fleste af os mangler hverken nye ting (gaver) eller mere mad, vi mangler tid. Tid sammen, tid til refleksion og tid til at nyde at vente på noget godt.

Lad os derfor bruge ventetiden til at være sammen og vente sammen. Behovsudsætte. Vente. Være sammen. Vente. Finde ro sammen. Vente.
Fordi vi kan - og fordi vi har godt af det.

Et liv på halvt blus kan give fuld glæde.

Du har kun dette ene liv - så lev det fuldt ud!

Det råd har du sikkert hørt lige så ofte, som jeg har. Men hvad betyder det egentlig at leve livet fuldt ud?
I mange år har jeg tænkt, at det betød, at jeg skulle sige ja til alle de muligheder, der bød sig. Prøve en masse forskelligt af, se nye steder osv. Mine forestillinger har helt sikkert været præget af reklamer, sociale medier, tv-programmer og andres menneskers syn på, hvordan deres liv skulle se ud.
I dag jeg dog ikke så sikker på, at det med at give den fuld gas er svaret - i hvert fald ikke for mig.

For selvom jeg er meget enig i, at vi skal huske, at vi "kun" har dette ene liv, så tror jeg mange af os er gået forkert i byen i forhold til at leve det fuldt ud.
Jeg tror simpelthen, at vi er alt for mange, som har fyldt alt for meget på. Vi har fyldt kalendere, skuffer og skabe - og vores tanker og sind. Til gengæld er vi blevet tømt for indre ro, stilhed, nærhed og penge.

Når jeg læser om mennesker, som på den ene eller anden måde har skåret ned på forbruget, karrieren eller de indre forventninger om, hvordan deres liv "burde" være, så virker det på mig, som om at deres forsøg på at leve på halvt blus giver dem mulighed for at mærke livet endnu mere.
Det samme mærkes, når jeg selv vælger fra. Om det så er muligheder, arrangementer, flere forbrugsting eller noget helt fjerde. Når blusset sættes ned, mærker jeg mig selv, mine nærmeste og mit liv endnu mere intenst.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du aldrig mere skal sige ja til nye ting, sjove oplevelser eller lign. Men prøv at finde ud af, hvad der egentlig går, at du føler, at du lever et fuldt liv.

Livets store buffet

I flyet på vej til Riga sad jeg og læste om Letlands historie. En historie som jeg ikke kendte særlig meget til udover min mere generelle viden om de tidligere østbloklande. Noget af det, jeg læste, handlede om, hvordan letterne under Sovjetunionens styre stod i kø for at købe de mest basale ting til at få hverdagen til at hænge sammen. Og der var ikke tale om at stå i kø for at kunne vælge, hvad du ville købe - men for at overhovedet kunne købe de få ting, som styret havde bestemt, folket skulle have adgang til. Jeg læste også, hvordan disse triste butikker var blevet erstattet af restauranter med store buffeter, hvor de kulinariske retter er inspireret af madtraditioner fra hele verden. Buffeter, hvor det bare handler om at vælge, hvor du starter og i hvilken rækkefølge du vil forsætte - og om du vil stoppe før du bliver dårlig...

Netop den kontrast var virkelige slående for mig. Gad vide hvordan det må være at stå overfor en sådan buffet første gang, når man er vokset op med at vente i kø i timevis på et næsten ikke-eksisterende vareudbud.  Endnu engang blev jeg ramt på taknemmeligheden. Når jeg ikke synes, at jeg har nok - har jeg allerede så meget mere end store dele af verdens befolkning. Hvis jeg virkelig skal være ærlig, så bruger jeg for meget tid på at se manglerne. Jeg står jo overfor den store buffet i verden, hvor jeg frit kan vælge alt fra job til kærlighed. Jeg har ingen mangel på tid eller andre ressourcer, jeg har mangel på prioritering af disse. 

Så jeg vil give mig selv - og forhåbentlig også dig - denne udfordring...

Jeg vil skrive minimum 5 ned hver dag, som jeg er taknemmelig for at have mulighed for at vælge til i mit liv. Jeg vil droppe min hemmelige offerrolle, som handler om, at jeg ikke har valgmuligheder, men i stedet indtage en vinderrolle, hvor jeg er bevidst om muligheder, valg og konsekvenser. Under de ting jeg er taknemmelig for, vil jeg skrive, hvordan det føles at have en vindende tankegang.

Hvad er prisen på en kop kaffe?

Jeg er vokset op med, at vi næsten aldrig gik ud og spise. Mine forældre ville ofte belære mig, om hvor dyrt det var. De mente, at det var spild af penge, når vi kunne spise lige så fint hjemme. Jeg husker dog, at min mor engang imellem ville hente mig efter skole, og sammen gik vi på cafeteria. Her havde jeg hendes fulde opmærksomhed, og jeg følte mig meget privilegeret over denne luksus - både mht. til mad og hendes uforstyrret interesse for, hvad der foregik i mit liv.
Som ung voksen, da caféerne havde gjort deres indtog i Danmark, elskede jeg til gengæld at gå ud og spise eller drikke kaffe - både med mine venner eller alene. Nok så meget at store dele af min SU og løn blev lagt på de københavnske caféer og restauranter. Med dette forbrug kom også den dårlige samvittighed, som den dyre kaffe kom til at symbolisere.


Da jeg så fik familie, var tiden der ikke til det på sammen måde mere. Og i de senere år kan jeg mærke, at nærigheden fylder mere, end lysten til at give 40-50 DKK for en kop kaffe, når jeg ligeså god kunne nyde en i mit hyggelige hjem.  Måske er det også den gamle dårlige samvittighed, der er kommet på besøg. Jeg har langsomt valgt det fra. Og det er jo et ganske fornuftig valg, truffet på baggrund af voksne ansvarlige overvejelser.


I går havde jeg dog inviteret min mand på café. Vi fik en lækker kop kaffe, som jeg nok ikke lige kunne have lavet hjemme. Men det var ikke det vigtigste... Det vigtigste var, at caféen dannede en nærværende ramme om os. Det handlede om god kaffe og god samtale - ikke om vasketøj, indkøb eller hundeluftning. De handlede om os.


Vi havde brugt samme koncept for et stykke tid siden, da vi som familie skulle have styr på vores søns konfirmation. Da var vi alle fire taget på café. Over kaffe, te og varm chokolade fik vi hurtigt styr på mad, bordpynt og andre vigtige beslutninger. Fordi vi var taget væk fra de vante rammer, skete der noget med vores ideer og vores samtale. Da vi rejste os den eftermiddag, havde vi overblik og overskud.


Selvfølgelig kunne vi bare sørge for at skabe de samme ramme hjemme, hvilket vi heldigvis også tit gør. Men når jeg tager café og køber dyr kaffe, må jeg konstaterer, at alt det jeg også får med, opvejer prisen.
Så jeg vil, som det voksne og ansvarlige menneske jeg er, vælge dyr kaffe på hyggelige caféer til. Det er i den grad, det værd for mig.

Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.

Dovenskaben længe leve!

I denne uge har jeg nydt min vinterferie i fulde drag. Igennem hele ugen har jeg været bevist om, hvordan jeg har brugt min tid. Jeg tilhører gruppen af "overachievers" og har derfor svært ved at holde helt fri. Heldigvis har jeg været fornuftig nok (og har lagt en mental plan for ugen - jeg er ikke overachiever for ingenting) at give mig selv lov til at lave ingenting i dag.
Ingenting er dog lige med - planlægning af en spejdertur for ca. 40 spejdere i alderen 6-16 år. Selvom jeg har gjort det mange gange før tog det alligevel adskillelige timer. Jeg nød heldigvis processen :-)


Men ellers har jeg øvet mig i at lave ingenting. Min mand var på arbejde og min datter på tur med nogle veninder. Så det var kun min søn på 13 år og jeg, der var hjemme. Vi har set to film. Taget en kage op af fryseren - og har spist noget af den. Heldigvis ikke det hele... Vi har godt nok også lavet og spist morgenmad og frokost. Ja, det er store bedrifter - men ellers ingenting.


Hen på eftermiddagen kom min mand hjem og mindede mig om, at vi jo også skulle have noget aftensmad... Hvis jeg ikke har nævnt det før, så vil jeg gerne sige, at jeg HADER at handle. Når jeg går ind i Bilka eller lignende steder, går der en osteklokke ned over mig og jeg går rundt som en zombie...


Men tilbage til aftensmaden. Min mand har arbejdet hele ugen, og da han kom hjem i dag, gik han straks i gang med at ordne noget med huset. Så kunne jeg ikke rigtig forvente, at han også handlede til aftensmaden. Hvis jeg skulle være et ordentligt menneske (og det vil jeg gerne være), så skulle jeg sørge for aftensmaden. Men jeg havde jo planlagt at beholde mit nattøj på hele dagen. Og jeg gad overhovedet ikke at gå i en eller anden butik. Så jeg åbnede i stedet køleskabet og så forskellige rester. Hurtigt baksede jeg noget sammen, som blev til et lækkert måltid. Og tak for det. Havde jeg ikke været doven, så var jeg gået ud for at købe ind, hvilket meget sandsynligt havde medført, at vi ville have smidt for gammelt mad ud i næste uge. I stedet nåede jeg at bruge forskellige grøntsager og en stadig lækker steg - og forvandle det til et dejligt måltid, som ikke bare smagte godt, men som også gav god samvittighed. Så længe leve dovenskaben!

Merforbrug

Udstyret med en indkøbsseddel gik mine to børn og jeg i dag ind i en discountbutik for at klare madindkøbene til næste uge. Jeg er faktisk ikke særlig vild med den slags indkøb, men det skal jo gøres. Heldigvis var det ikke en lang seddel. Den var tilgengæld realistisk i forhold til morgenmad, madpakker og aftensmad. Mens vi gik rundt i butikken, kom der lidt flere ting end beregnet ned i kurven. Ikke noget vildt - kun lidt ekstra grønt og ekstra pålæg. Alt sammen fornuftige indkøb - noget jeg kunne stå indenfor.

På vej til kassen kom vi også fordi hylderne med "spotvarer", altså alle de varer, som bare er ekstra. Ingen af tingene på hylderne stod på min seddel, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at kigge nærmere. Hvem ved, måske var der lige noget, som jeg netop lige stod og manglede... Også mine børn (13 og 15 år) kiggede på de forskellige fantastiske fristelser. Min søn fandt med det sammen et par ting, som efter hans mening ville være rigtige gode investeringer for os. Lige noget vi manglede, eller som i det mindste ville løse et af de mange 1. verdensproblemer, vi konstant oplever i vores hverdag. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han ikke havde kigget på "spotvarerne" før jeg var gået derover, og jeg netop selv havde henledt hans opmærksomhed på disse uundværlige ting.
Vi købte nu ikke nogle af disse ting, men det satte tankerne i gang hos mig. Vi modtager ikke reklamer hjemme hos os, så behovet for merforbrug bliver ikke dyrket gennem en ugentlig rituel gennemgang af disse overflødighedshorn. Jeg har tilgengæld selv trænet mine børn til at gennemgå hylderne for noget, som vi måske (måske ikke) lige mangler. Jeg har trænet dem i, at vi selvfølgelig køber disse ting, fordi det kan løse en masse små hverdagsproblemer eller bare give os en billig version af noget, som kunne minde om lidt hurtigkøbt luksus.Og til sidst har jeg trænet dem i, at vi fra tid til anden rydder ud i alle disse ting, fordi jeg pludselig synes, at de forstopper vores liv - inden jeg igen falder og fristelserne og foretager nye indkøb...