Stil tusindvis af spørgsmål

Jeg elsker spørgsmål. Siden jeg var helt lille, har jeg selv haft tusindvis af dem - og spurgt mine omgivelser om alt muligt... sikkert til fleres irritation, men til min egen store glæde.
Jeg elsker også at få spørgsmål. Og rigtig gerne dem jeg ikke lige kan svare på.

Jeg synes, at vi skal droppe noget af al vores jeg-spørger-ikke-for-det-burde-jeg-vide eller jeg-spørger-ikke-for-jeg-er-eksperten-her, og i stedet stille hinanden alle mulige oprigtige og nysgerrige spørgsmål.
Jeg er sikker på, at vi så kunne komme meget tættere på hinanden 😀

Et gammelt foto

På mit kontor i mit hjem, har jeg et foto af mig selv på en første skoledag. Jeg er ikke sikker på årstallet, men det er muligvis fra 1. klasse, så jeg er omkring 7 år gammel. Jeg ser spændt ud og lidt genert. Billedet er taget i indkørslen til mit barndomshjem, samme sted som første-skoledags-billederne blev taget i mange år efter.

Jeg har billedet stående fremme for at minde mig selvom, hvem jeg var en gang, hvor jeg kommer fra og hvorlangt jeg har bevæget mig.
Det er vigtigt for mig at huske den lille pige, jeg var en gang. Huske hendes drømme, glæde, hendes bekymringer - og hvordan hun kunne lege i timevis i haven eller med en lille ubetydelig dims og glemme verden omkring sig.
Og jeg glædes over, at jeg er opvokset i et kærligt hjem med forældre, som gerne delte ud af deres tid, kærlighed, omsorg og viden. Et sted hvor jeg kunne være tryg, når verden omkring mig blev lidt for meget.
Det var netop denne trygge base, og det fundament jeg har fået med der, som har gjort, at jeg har kunne bevæge mig væk derfra. I nogle perioder fysisk langt væk.
Fundamentet har ligeledes betydet, at jeg har haft mod til at prøve nye ting. Kaste mig ud i noget, selvom jeg slet ikke vidste om det ville lykkes. For jeg havde et blødt sted at lade.

Og jeg har kastet mig ud i mange ting. Nogle gange lidt hovedløst ville mine forældre måske sige. Det har givet knubs - og en masse fede oplevelser. Det har betydet, at jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv. Ting som jeg virkelig er stolt af. Så billedet minder mig også om, hvorlangt jeg og andre mennesker har bevæget os gennem livet. Det skal vi huske at anerkende hinanden for 😀

Det er, hvad det er... indtil det lige er lidt mere

Der er bare nogle ting i livet, som nu engang bare er, som de er. Noget vi ikke kan lave om på. Og mange af os ved også godt, at det ofte handler om, hvordan vi reagerer, når livets realiteter rammer os... mere end, hvad der rent faktuelt sker.

Derfor siger jeg også ofte: “Det er, hvad det er.”
Og det har generelt virket fint.

Men det sker alligevel, at følelserne taget over. At det er lagt for meget ned i baljen med ting, som bare er, som de er... Også bliver virkeligheden ganske anderledes. Så virker det som om, at alt det, der er lagt til side, trænger sig på - sådan på en temmelig irriterende og insisterende måde. Lidt som om at baljens indhold er vokset - og der er ingen måde, hvorpå det kan komme tilbage på plads igen, indtil vi har taget hver enkel del op - og har forholdt os til det.

Alt dette er jo naturlig nok. Men i vores forsøg på at være evig positive og overskudsagtige, så kan det være svært at indse. Altså lige indtil virkeligheden tvinger os til det....

Antagelser

Antagelser... Ja, jeg antager, at vi alle har dem, i hvert fald ind imellem. 😏
Faktisk kan vi vel ikke helt undgå at antage forskelle ting, når vi forsøger at forstå verden omkring os.

Men nogle gange bliver jeg dog ramt af andres antagelse om mig, eller om det jeg gør. For det er bare ikke altid, at andres antagelser stemmer overens med mine intentioner... Og det er ikke særligt rart at mærke, hvordan antagelser kan ramme helt forkert i forhold til min egen opfattelse af den, jeg synes, jeg er i verden... Altså når nogle synes, at jeg er på en måde, som fx ikke er ordentlig, ikke er omsorgsfuld - eller på andre måder, som jeg gerne vil være.

Så er det, at jeg ønsker, at vi mennesker ville holde op med at antage så meget, og i stedet stille os oprigtig nysgerrige overfor hinanden. Og stille de andre spørgsmål, som kunne gøre os klogere på hinanden - og forhåbentlig også bringe os tættere sammen. Eller i det mindst mindske misforståelser.

Men jeg er også klar over, at jeg jo også glemmer spørgsmålene og springer direkte til antagelserne (og ofte også misforståelserne)...

Så hvis jeg stiller en masse spørgsmål næste gang, vi mødes, så er det bare fordi, jeg gerne vil forstå dig - og ikke antage, at jeg gør det automatisk.

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.

Kære mig...

Har du nogensinde skrevet til dig selv? I en dagbog, i et brev eller som refleksion på et stykke papir eller i en notesbog. Hvis ikke så var det måske værd at prøve.

Jeg har skrevet dagbog siden jeg fik den første blanke bog med det fine omslag i fødselsdagsgave da jeg blev 10 år. I nogle perioder har jeg skrevet hver eneste dag, mens der i andre perioder er gået meget lang tid mellem nye ord på siderne.

Men fælles for alle årene er, at jeg på de tomme sider har kunne dele mine inderste tanker, drømme, frustrationer og alle de oplevelser, som har haft betydning for den jeg er blevet. Jeg har ofte forstået mig selv på nye måder - og forstået mig bedre, efter jeg har reflekteret over livet gennem ordene og de svævende bevægelser med kuglepenne, som formede de ord, jeg bedst kunne beskrive mit liv med.

Og jeg har sat pris på at genlæse de refleksioner. At læse det der var skrevet direkte til mig - også selvom det bare var mig selv, der var forfatteren. For gennem de bearbejdede ord har jeg mødt og forstået nye sider af mig selv - og ikke mindst har jeg kunne tilgive yngre og mindre vise udgaver af mig selv.

Så har du endnu ikke skrevet til dig selv, så vil jeg udfordre dig til at prøve det. Måske bare fordi du dermed kan få venlige ord dedikerede direkte til dig.

Altid og aldrig...

Det er meget, vi kan lægge tungt på vore egne skuldre. Ikke mindst forestillinger om, hvordan vi “burde” være.
Mange ting har jeg allerede lagt fra mig - og mindst lige så mange arbejder jeg med at få løftet af skuldrene.

Og det der ofte tynger hos mig, er emner som kan formuleres i sætninger, som indeholder enten  “altid” eller “aldrig”....

En god chef ville aldrig gøre sådan...
En god ven ville aldrig husker, at...
En ordentlig medarbejder har altid styr på...
En klog person ville aldrig...

Nogle gange hører jeg disse ord fra andre, men ofte kommer de fra mig selv.
Og de har ikke hold i virkeligheden. For der er ingen regler, ingen formular, der definerer, hvordan vi er gode eller ordentlige. Så enkelt er ingenting - og gudskelov for det!

Så det er værd at give slip på alt det “altid-” og “aldrig”-fis, vi bilde os selv og andre ind. Og bare lære os selv at kende, som den chef, ven, medarbejder eller person, vi nu engang er.

Hvad forventer du egentlig?

Jeg tror, at vi alle har nogle mennesker i vores liv, som vi ikke enes sådan supergodt med. Det kan være familiemedlemmer, arbejdskolleger eller venners venner. Nogle som på en eller anden måde dukker op i vores liv uden, at vi selv har valgt dem til.

Og nogle gange når jeg har talt med nogle af disse mennesker, så sidder jeg tilbage med følelsen af at være misforstået. Og faktisk falder jeg ofte ned i en tankegang, som handler om, at jeg bare ville ønske, at "de andre" bare ville have tiltro til mine gode intentioner - og forvente, at det jeg siger eller gøre udspringer af noget ordentligt.
...så er det at jeg kommer til at tænke på, om JEG ikke bare kunne have tiltro til dem og deres intentioner? Kunne jeg ikke bare forvente noget godt af vores møder og samtaler?

Det er så nemt at give de andre ansvaret - og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan ændre udfaldet bare ved at ændre min tilgang.
Men alligevel synes jeg, at det er interessant at opdage, at jeg opfører mig på præcis den måde, jeg mistænker andre for at gøre...

Erfaringer er sjovest, når de ses i bagspejlet!

Engang hørte jeg, at erfaringer er "det du har oplevet, som du virkelig ville ønske, var sket for nogle andre..."
Det tror jeg på mange måder, at der er sandhed i. Også selvom at jeg i dag er glad for den lærdom (nogle gange ligefrem visdom), der er kommet ud af mine erfaringer.

Når jeg taler med unge mennesker, som står midt i det, som jeg ved nok skal blive til erfaringer - og føler, at de er ved at miste fodfæste og håb, så er det svært for dem at indse, at de bare gennemlever en fase, som de nok skal komme igennem...
For det er jo ofte sådan, at erfaringer bare er sjovest, når vi ser dem i livets bagspejl.

Det skal opleves...

Livet bringer os alle større og mindre forandringer og udfordringer.
Nogle har vi selv ønsket og planlagt - mens andre uundgåelig kommer helt af sig selv, og ofte når vi ikke forventer dem.

De sidste kan være svære at komme igennem, bl.a. fordi vi ofte først opdager, at de er der, når vi står lige midt i dem!

Det betyder dog ikke, at den første slags, altså dem vi selv har ønsket og planlagt, nødvendigvis er nemmere at komme igennem. For selvom vi ønsker os noget, og vi tænker forløbet igennem og prøver at planlægge, hvordan det vil være... så er det altså noget ganske andet at gennemleve det. At føle hvordan det rent faktisk føles. At opleve hvad det gør ved dig og din verden...

Uanset hvad der sker i vores liv, også de allerbedste ting, kan vi ikke tænke os til - det skal leves og opleves.

Det er ikke kedeligt...

Jeg er ikke særlig god til at sidde stille... og når jeg endelig får placeret mig i sofaen eller i en behagelig lænestol, så sidder jeg ikke helt stille alligevel.

Måske netop på grund af den indsigt, er jeg meget opmærksom på at huske at slappe af og tage pauser. I mange år troede jeg, at jeg ikke gjorde det "rigtigt", fordi jeg slapper af på måder, som jeg ikke kunne læse om i dameblade eller på nettet. Eller på andre måder end mine veninder og kolleger.
Og det er alligevel skidt, når man tror, at man fejle i at slappe af...

Men jeg slapper af - ofte.
Jeg strikker, hækler, maler, skriver, går ture eller laver yoga, når jeg slapper af. Jeg hører lydbøger, laver kruseduller, ordner have eller vasker tøj (noget jeg bare elsker at gøre), når jeg holder pauser. Og noget af det allerbedste er, når jeg i den grad fordyber mig i det jeg laver - så jeg glemmer tid og sted, så jeg er helt i flow... så slapper jeg af - og det behøver slet ikke at være kedeligt.

Har du hørt, hvad du selv siger?

Har du prøvet at være opmærksom på, det du selv siger?
Ikke bare til dig selv inden i hovedet, men også til det, der kommer ud af din mund?
Nogle gange er det helt vanvittigt, hvad vi synes om alt muligt. Eller hvad vi giver udtryk for, at vi synes...

Jeg vil gerne bruge mindre energi og færre ord på det, der ikke vedkommer mig og på det, jeg ikke ønsker i mit liv.

Jeg kan ikke sætte mig i en andens sted, hvis jeg ikke ved, hvor det er...

Prøv at sætte dig i andres sted.
Det lyder som noget, jeg ofte har sagt til mig selv - og andre.
Eller prøv at gå i deres sko...
Jeg har hørt om indianerstammer, som helt bogstaveligt praktiserer den skik for bedre at forstå hinanden.

Det er også vigtigt, at vi bruger vores egen viden, indsigt og erfaringer til at møde og forstå hinanden.
Der er dog oplevelser, som du har haft, som jeg måske aldrig kommer til at forstå. Ikke pga. uvilje, men fordi jeg ikke har viden eller fantasi nok til at vide, hvordan det er at have gennemlevet det, du har gennemlevet.

Så bliv ikke sur, når jeg ikke forstår. Eller skuffet når jeg reagerer på måder, der undrer dig.
Hjælp mig i stedet med at forstå, så jeg kan gøre det bedre næste gang...

Verden set på afstand

Hvordan ser dín verden egentlig ud?
Det er slet ikke sikkert, at du ved det... For når vi står lige midt i noget, så kan vi ikke samtidig danne os et overblik.

Men det giver en god indsigt i dig selv, dine prioriteter og i dit møde med andre, at du ind imellem træder lidt tilbage og ser dit liv lidt ude fra.

Jeg står lige nu i en større livsforandring, hvor jeg har skiftet til et job, der integrerer min store fritidsinteresse i mit arbejdsliv, og hvor jeg samtidig skal flytte væk fra den by, der har været min trygge base i stort set hele mit liv.
Og netop sådan en livsforandring giver god mulighed for at se min verden på afstand.

Derfor vil jeg også anbefale, at andre (uden at I behøver at kaste jer ud i jobskifte eller flytninger...) træder tilbage og kigge på livet ude fra. Spørg fx dig selv:

• Hvad er det, du prioriterer din tid på?
• Hvordan ser din vennekreds ud?
• Hvilke interesser fylder dine tanker? 
• Og hvilke fylder din tid?
• Hvem tilbringer du mest tid sammen med?
• Hvor tilbringer du mest tid?
• Hvor meget betyder andre holdning til dig for din måde at agere på?
• Hvordan udtrykker du din personlighed?

Giv så dig selv tid virkelig at granske svarene. Du skal ikke nødvendigvis bruge dem til at ændre noget. Først og fremmest kan du bruge dem til at kende din egen verden - og dermed forstå andre bedre.