Vær den person...

Brug tid til at lytte til andres historier... og du vil finde ud af, at det ofte er én person måske to udenfor den nærmeste familie, som har gjort en forskel i, hvordan livet har udviklet sig. Og hvis du lytter til den, som endnu ikke har fundet “sin”person - så er det som regel, det største ønske for personen.
For vi har alle brug for at have nogle som virkelig tror på os. På det gode i os - og på vores evner, selvom de måske ikke er så tydelige endnu.

Og lige her. Lige nu... har du muligheden for at være den person i en andens liv.
Måske kender du allerede til én, som du ved har brug for opbakning og din tror på deres bedste. Måske har du ikke mødt vedkommende endnu...
Men hvis du bestemmer dig for, at du vil være netop den person, som bringer andre troen på dem selv og viser dem, hvor meget de kan betyde for andre - så vil du gøre en forskel, som vil række langt ud over et enkelt liv.

Hverdagsmodig.

I dag har jeg talt med en flok skønne unge mennesker om at være modig.
Egentlig tog jeg udgangspunkt i Martin Luther King Jr.'s "I have a Dream"-tale, fordi det netop i den forgangene uge er  55 år siden, at han stod på trappen til Lincoln-monumentet i Washington DC og delte drømme med tusindvis af mennesker. Dr. King udviste på mange måder mod både den dag og på mange andre tidspunkter.

Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for de fleste af os. Det skal dog ikke forhindre os i at lade os inspirere af ham.

For hvad er det vi lægger mærke til, når vi oplever andre "store" modige mennesker?
Er det alt det usædvanlige? Eller alt det almindelige?
Ofte er det jo det sidste. Men mod udspringer egentlig af almindelig hverdag. Der hvor nok er blevet for meget, eller vi endelig har fået øje på noget, som vi bare ikke synes er i orden - og vi så finder modet til at gøre noget ved det. Ofte ved vi slet ikke at vi har modet før det pludselig overvælder os.

Det sker som regel ikke på særlige dage eller ved særlige lejligheder. Det sker i ganske almindelige hverdage... som så godt nok bagefter bliver skelsættende i vores liv.
Nogle gange ved vores omgivelser måske slet ikke, at vi har været modige... Fordi de som vi gør, kan virke normalt for andre.

Mod findes nemlig i mange former og udtryk. Nogle springer i vandet for at redde en fremmed fra at drukne. Nogle kæmper for rettigheder til alle. Og nogle kæmpe for at være en almindelig del af vores samfund eller et fællesskab, selvom det ikke er så lige til for dem.

Jeg vil håber, at vi alle ville anerkende modet i os selv og andre - også selvom det ikke stilles til skue for hele verden.

Hvem er din lærer?

Jeg elsker at lære noget nyt! Og at se ting fra nye sider og vinkler.
Derfor har jeg gennem hele mit liv søgte uddannelse af forskellige former.

Og selvom jeg elsker strukturet udvikling og uddannelse, så har jeg mødt nogle af mine bedste “lærere” steder, jeg slet ikke havde kunne forudset. Og der har været mange mennesker, som jeg ikke havde kunne forudse ville blive mine lærere. Fx har

• min 4-årige niece bl.a. (gen)lært mig en begejstring over selv ganske små ting.
• jeg også mødt et menneske på en tilfældig busrejse for mange år siden, som lærte mig noget om at udtrykke følelser.
• jeg mødt mange børn og unge mennesker, der har lært mig noget om mig selv.

Faktisk har vi muligheden for at møde lærere stort set hver eneste dag - hvis vi er villige til at lytte og blive klogere.

Så kig omkring dig. Hvem kan lærer dig noget nyt allerede i dag?

Børn og unge skal mødes i fællesskabet

Rummet er fyldt glade stemmer. Rundt om bordene sidder børn og unge i alderen 6-17 år og spiser sammen. Aldersmæssigt er de blandet, men kan sagtens finde noget fælles at snakke om. De ældeste tager ansvar for at hjælpe de yngste, også ansvar for at rette lidt på dem, hvis de ikke sidder pænt ved bordet. Hvis du spørger alle de unge mennesker, så elsker de at være sammen. De ældste stråler og vokser af ansvaret. De yngste stråler ligeledes og nyder opmærksomheden fra teenagerne.

I vores samfund aldersinddeler børn stort set hele tiden - ikke bare i skolen men også i store dele af deres fritid. Det betyder, at de ikke har muligheden for at indgå i fællesskab, hvor de kan spejle sig i de andre aldersgruppers interesser eller måder at være på. Det, synes jeg, er ærgerligt og kan desværre betyde at deres forståelse af hinanden bliver temmelig fattig.

Der er så meget at vinde ved at lade børn og unge mødes på lige fod i fællesskaber. Her lærer de bl.a. af hinanden på en måde, der understøtter deres udvikling. Noget af det vigtigste er for mig evnen til at tage sig af andre. Ved at være situationer hvor det er en naturlig del, bliver børnene og de unge trænet i en venlig, empatisk og omsorgsfuld måde at omgå hinanden. Det bliver netop ikke fyldt op af teori og velmenende råd fra forældre, som gerne vil have, at deres børn er gode ved andre. De bliver trænet på en bane, hvor deres handlinger har betydning. Hvis de ikke opføre sig ordentligt, får de det af vide med det samme. Og når de bidrager positivt til fællesskabet, bliver de ikke bare selv belønnet, men de får også mulighed for at sætte en god standard for de andre.

Nu er jeg ikke så naiv, at jeg tænker, at børn og unge altid bare kan udvikle sig i harmoni, mens de holder hinanden i hånden, og deres glade sangstemmer fletter sig med hinanden. Det er her vi voksne, skal hjælpe fællesskabet på rette spor, så det ikke bliver brugt til at udstøde eller hakke nogle ned. Vi skal sætte nogle rammer, hvor der er plads til forskellighederne og til udvikling. Så kan vi give mulighed for at vores børn kan træne, mens de bidrager til fællesskabet.

Beriget af unge med ambitioner

Unge mennesker med ambitioner om at gøre mere end, der bliver forventet af dem, har beriget min weekend. Og jeg er sikker på, at de også har beriget hinanden.

Der er mange unge, som skal tage sig sammen, løsrives sig fra far og mor og flytte deres navnebeskuende fokus fra dem selv til deres omverden... Men der er sandelig også en anden slags unge - og dem møder jeg mange af i spejderbevægelsen.
Det er unge mennesker, som ønsker at gøre en forskel, uanset om den måtte virke stor eller lille på deres omverden.
Det er unge mennesker, der til trods for, at de også er bange for at fejle, kaster sig over projekter, som bidrager til et fællesskab større end dem selv.
Og det er unge mennesker, som sætter sig selv på spil og i spil gang på gang for at opnå deres mål.

Når jeg er sammen med unge mennesker som disse, bliver jeg stolt af ikke bare spejderbevægelsen men også af den verden, jeg lever i. Der er så mange - ikke mindst politikere, der fortæller, at vi skal glemme medmenneskeligheden, glemme at hjælpe vores næste, og glemme at vi alle er forbundet med hinanden. Men giver vi disse unge mennesker opbakning, plads og ro til at finde fodfæste og lyst til at forsætte deres fællesskabsprojekter, så har vi en lys fremtid forude.

Vi skal træde et skridt tilbage og give disse unge plads i samfundet. Men vi skal ikke træde i baggrunden, for vi skal være klar til at gribe dem, hvis de snubler, og bakke dem op - ikke mindst, når de siger det, vi er bange for at udtale.
Sidst men så absolut ikke mindst skal vi lytte til dem og lade dem berige os.

Hyldest til kvinderne i mit liv

I gennem store dele af mit liv - især mit arbejdsliv, har jeg hørt på andres holdninger til, at der er alt muligt galt med kvinder, der arbejder sammen. Ja, faktisk er bare galt, når kvinder er sammen uden mænd.
Og det har ikke kun været mænd, der ytrede sig om disse holdninger, det har så sandelig også været kvinder, som langede ud efter andre kvinder.

Men mine personlige og helt subjektive oplevelser er fuldstændig anderledes.  Selvom jeg i mit liv er omgivet af mange fantastiske mænd, kan jeg konstanterer, at der er endnu flere skønne kvinder omkring mig.

Jeg er vokset om i en familie med stærke, kloge og omsorgsfulde kvinder, som ikke bare har givet mig gode oplevelser og en tryg opvækst, men også har styrket mig i troen på mig selv og mine egne evner. Mine veninder og kvindelige bekendte er sjove, skønne og stærke kvinder, og det er altid en fornøjelse at være sammen med dem. Vi sørger at opmuntre og opløfte hinanden - og ikke mindst fejre hinandens succeser. Vi har tid tid at lytte til hinanden, mod til at være ærlige og hjerterum til at være omsorgsfulde. Jeg har tillige giftet mig ind i en familie med stærke kvinder, som ikke står tilbage for de udfordringer livet har givet dem.

I skolen, på mine uddannelser og igennem mine fritidsaktiviter har jeg igen og igen mødt kvinder, som støttede mig, var lyttende og forstod at presse mig, så jeg ydede mit bedste. Under deres vejledning har jeg udviklet dele af mig selv, som jeg er utrolig stolt af.

Senere i mit liv, da arbejdet for alvor kom til at få betydning, har jeg haft vidunderlige, samarbejdsdygtige og enestående kvindelige kolleger. Kvinder der hele tiden prøvede at gøre hinanden bedre eller udvikle og problemløse sammen. Og når det hele ikke gik op i arbejde, havde vi også tid til at have det skide sjovt sammen.
Jeg har også haft enestående kvindelige ledere, som var super gode at sparre med og være kreative med. Stålfaste kvinder, som ikke var bange for at gå ind i konflikter og søge løsninger - også selvom deres person nogle gange stod for skud. Jeg kan bare konstatere, at jeg elsker at arbejde sammen med kvinder.

Så drop alt det køn-fis om, hvad kvinder kan eller ikke kan. Hvordan de er eller ikke er.

Jeg synes, kvinder er fantastiske - både i selskab og i samarbejde med mænd, men så sandelig også uden.

Jeg vil være uambitiøs

Jeg er et meget bestemt og målrettet menneske - eller sådan ser jeg i hvert fald mig selv. Jeg har gennem årene presset mig selv og udnyttet hver enkelt lille øjeblik til at udrette mere. Jeg melder mig gerne frivilligt til alle mulige projekter både i mit professionelle virke og i mit privat- og fritidsliv. Når jeg bestemmer mig for noget, så arbejder jeg hårdt for at opnå det. Til gengæld har jeg haft meget svært ved at lave ingenting.
På en typisk fridag har jeg lige gang i flere forskellige projekter - og gerne samtidig. Jeg sover sjældent længe, dels fordi jeg er morgenmenneske og dels fordi jeg lige kan nå en masse ting i morgentimerne, hvor min familie endnu sover.

Jeg har gjort alle disse ting primært, fordi jeg har et indre drive. Og at have gang i alt dette føles naturligt for mig. Bonussen har oveni været min omverdens beundring over det overskud, jeg ligger for dagen. Jeg er overskudspersonen. Det er blevet en del af mit selvbillede. Men nu skal det være slut. Jeg vil dyrke min uambitiøse side.

Jeg vil holde fri og lave ingenting. Lægge mig på græsset (når det bliver lidt varmere), kigge op på himlen og følge skyernes leg i vinden. Læse en bog, som ikke skal læses med et formål eller et mål. Lade være med at læse den færdig, hvis jeg synes den er uinteressant. Gå ture med hunden og lade den bestemme, hvor vi skal gå hen. Sove længe og putte ind til min mand. Holde min mor i hånden - indtil hun mister tålmodigheden. Lade vasketøjsbunkerne vokse...

Jeg vil være uambitiøs. Jeg vil dyrke mine nære og ikke gøre noget som helst målbart. Jeg vil være så uambitiøs mht., hvad der kan måles og vejes. Mine børn skal vide, at livet ikke kan kvalitetssikres, målsættes og nås på en bestemt måde eller et bestemt tidspunkt. Jeg vil vise dem, at de (og jeg) har værdi ene og alene fordi vi er til, og ikke fordi vi gør.

Giv de unge mennesker plads og mod til at vokse

I gennem mange år har jeg delt hverdag med en masse unge mennesker. Det er interessant og spændende at få lov til at komme tæt på, hvad der røre sig i ungdommen.
Teenageårene har altid været præget af en vis usikkerhed - både på sig selv og på omverdenen. Men vi har på mange måder skabt et samfund, hvor usikkerheden er blevet forstærket - næsten uudholdelig. For at kunne være i den verden, ser jeg unge mennesker, som nærmest desperat forsøger at genvinde en eller anden form for fodfæste med forskellige midler. Og det er ikke skønt det jeg ser.

Perfektionisterne

En stor del af de unge prøver at  finde fodfæstet ved at dække sig ind under perfektionismen. Det er 12-talsbørnene. De har fuldstændig styr på deres ting - udadtil. De vil frem i livet, desværre ikke fordi de drives af en indre passion. Men fordi de oplever, at det er det, som forventes af dem. Det ser pænt ud at have ambitioner og gode karakter. Selv deres fritid fyldes med aktiviteter, som understøtter pænheden. Og de spiser det rigtige og ligger lige et billede op på Instagram som dokumentation.

Søvn er opreklameret for denne gruppe, fordi det tager tid at være perfekt. Jeg møder unge, som bruge min. 3 timer om morgen på at blive klar til skoledagen. Håret, tøjet og makeuppen skal være uden fejl. ¨Hvilket det også er - og vil du se det, så, de deler det meget gerne på Snapchat.

Sløserne

En anden stor del af de unge leder også efter fodfæstet - også selvom det virker som om, de allerede har givet op. Som om det hele er lige meget. De ligger meget langt fra 12-tallerne og har bestemt sig for, at det ikke kan betale sig at kæmpe for det. Hvis du får deres fortrolighed, vil de give udtryk for, at kravene er alt for høje, og at de aldrig vil kunne indfri dem. Men udadtil siger de, at det er fordi de er ligeglade eller at de keder sig. De har en mere afslappet tilgang til fritidsaktiviteter, mest fordi at de ikke har en perfekthed, som disse aktiviteter skal passe ind i. Udadtil kan de sagtens dele det poleret udseende med perfektionisterne, men attituden er ganske anderledes. 

Søvn er heller ikke noget denne gruppe dyrker. Mest fordi de er meget online. Her prøver de enten at vise de få ting, som de føler, at de er gode nok til - eller fortælle hvor ligeglade de er med det hele.

De voksnes rolle

Vi voksne er desværre rigtige gode til at understøtte denne udvikling. Vi befinder os ofte også i en af de to grupperinger. Vi praler af vores perfekte børn alle mulige steder - gerne online, så deres venner og deres forældre kan se det. Eller vi har givet op overfor vores sløsere, og siger intet om dem, fordi vi er flove, og ligesom børnene selv har givet op overfor deres potentiale.
Mange unge ser ikke os forældre gå ud af vores komfortzone. De oplever ikke, at vi ikke kan tingene - og hvis de gør, så er det ikke på en positiv måde.  Hvis vi er for tykke eller ikke har medgang på jobbet, viser vores måde at behandle os selv på, at det er noget man skal skamme sig over.

Tid til forandring

Selvom jeg er stor tilhænger af, at forandring skal have lov at komme fra ungdommen, lægger ansvaret her altså på forældregenerationen. Vi er simpelthen nødt til at være bedre rollemodeller. Vi skal væk fra perfektionisme og sløseri. Vi skal vise en mere balanceret vej frem. Det er ikke bare i orden, men helt normalt at være usikker. Også for voksne. Vi skal vise de unge (og nok også os selv), at "fejl" er en del af processen til at blive bedre. Vi skal fejle os fremad. Og fejlene må meget gerne være synlige for alle andre. Vi skal elsker de unge ikke på trods af deres uperfekthed, men på grund af den. Vi skal stille krav på en måde, så vejen mod dem bliver opnålig for alle.
Og ikke mindst skal ungdommen vide at de har værdi ene og alene fordi de er til.

Far er den bedste i verden

Igennem det meste af mit liv har jeg været tæt knyttet til min mor. Måske fordi jeg ligner hende mest. Måske fordi vi har samme køn. Jeg ved det ikke, men jeg synes, det har været noget ganske særligt, og mange af de bedste øjeblikke i mit liv, har jeg delt med hende.
Jeg har også altid haft et godt forhold til min far, men det var min mor jeg ringede til, når jeg havde brug for forældrestøtten.

Desværre blev min mor ramt af demens for efterhånden mange år siden. Det ændrede ikke bare mit forhold til hende, mens hun langsomt forsvandt længere og længere væk fra os. Det ændrede også mit forhold til min far. Gennem årene med fælles bekymringer og udfordringer i hverdagen har jeg fået et tæt og ganske fantastisk forhold til min far. Jeg ringer til ham, når jeg er glad eller har brug for opmuntring. Jeg ringer til ham, når jeg har brug for råd eller brug for at høre, at jeg skal tage mig sammen - og der er ikke mange, som siger det lige så tydeligt...

Han retter på mig og skubber mig til at være bedre. Han griner sammen med mig - ikke mindst over alle de øjeblikke, som har været så absurde med en dement i huset. Han bliver ikke usikker i sit nærvær, hvis jeg græder eller er meget ked af det. Han har lært mig at tage hånd om dem, som ikke kan selv. At vi alle er lige. Se det store i det små. Hver eneste gang jeg besøger ham, har vi samtaler, der springer alt det overfladiske over, og går direkte til det, som har betydning for os. Jo ældre jeg bliver, jo mere begejstret er jeg for min far.

Og i dag stod jeg så i regnen med et fladt dæk - og min 79 årige far kom selvfølgelig og hjalp mig, fordi jeg er hans barn (på 45!) - og han altid er der for mig. Selv som voksen er far den bedste i verden.

Hvem er dine helte?

I dag skulle det efter sigende være 605 år siden Jeanne D'Arc blev født. Da jeg var barn vidste jeg ikke så meget om hende, andet end hun var en af de første kvindelige helte i historien. Historierne jeg hørte om hende handlede om at gå mod strømmen, kæmpe for det hun troede på - og ikke mindst trodse det samfundet egentlig havde forventet af hende. Historierne tiltalte mig- og jeg synes hun var ret sej.

Store og små helte

Senere i livet var det andre helte og deres historier, der tiltalte mig. Især helte som Mathama Gandhi og Martin Luther King Jr.  Da jeg læste om disse to, som var forkæmpere for lige rettigheder, som ihærdigt og vedholdende holdt fast i, at forandringerne skulle ske gennem fredelige aktioner, blev jeg betaget. Især fordi de begge stod i spidsen for bevægelser, der kom til at ændre menneskers syn på hinanden, forståelsen af hvem der har magten og ikke mindst ændrede historien.
Da jeg dykkede mere ned i især den amerikanske borgerrettighedshistorie, dukkede andre helte op. Her tænker jeg bl.a. på Rosa Parks som en decemberdag i 1955 nægtede at følge de regler, som hun levede under - bare fordi hun ikke vare hvid. Jeg blev klar over, at helte ikke altid udkæmpede store slag eller var født og opdraget til bestemte roller. Helte kunne komme fra alle familier og samfundslag. Helte kommer i alle størrelser - og det gør ikke deres betydning mindre eller større...

Hverdagshelte

Igennem mange år har der også været fokus på hverdagens helte. Både dem som grundet deres profession viser heltedåd, men så sandelige også dem, som bare er helt almindelige mennesker, der i tilspidset situationer virkelig viser, hvad de også indeholder - og at de har betydning i ofte helt fremmede menneskers liv. Dem som viser os, at vi indeholder så meget mere, end vi selv er klar over. Jeg tror, at vi alle uanset, hvordan vi ellers klare os i vores liv, har mere eller mindre ukendte ressourcedepoter, som vi kan trække på når tid er. Hverdagshelte betyder for mig, at vi er der for hinanden, også når situationerne bliver helt vanvittige.

De nære helte

I vores nære liv er der også mange helte, bare vi kigger efter dem, skal de nok vise sig. Min mormor fx blev enke i en ung og alenemor med tre mindreårige pige, men hun rejste sig igen ovenpå den livsomvæltning, Hun var omsorgsfuld, vis og havde formået at skabe sig et godt liv for hende og hendes piger - omstændighederne til trods. Min mor voksede op og fandt modet til bl.a. at optræde i cirkus, som var hendes helt store drøm, og har været en stor inspiration for mig. Min far som blev født før 2. verdenskrig af en ugift mor og derefter sat i pleje hos sine bedsteforældre, hvor han mere eller mindre altid følte sig til besvær, fordi han var en ekstra mund at mætte og en skamplet på familiens omdømme. Han voksede op og skabte et liv for min søster og jeg, der byggede på værdier om menneskers ligeværd og værd - og stadig den dag i dag med sine 79 år er han en af mine helt store nære helte.

Hvem er dine helte?

Jeg tro, at vi alle har godt af gode forbilleder og helte, som kan inspirere os til større bedrifter. Så hvem er heltene i dit liv? Vær nysgerrig på, hvem der først tiltalte dig eller hvem du er mest fascineret af. Og ikke mindst hvem der er dine nære helte i dit liv.