Viser opslag med etiketten Overskud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Overskud. Vis alle opslag

fredag den 12. april 2019

Indre venlighed - set udefra

I går skrev jeg om, at vi også skal huske at vende venligheden indad (Vend venligheden indad). Det vil jeg så gerne have, at vi gør, fordi vi i den grad har fortjent, at vi er gode ved os selv...
Men der er så sandelig også fordele for vores omgivelser.

For set udefra - så har jeg oplevet, at de mennesker, der er mest venlige overfor dem selv, som har lettest ved at tilgive dem selv - og har nemmest ved at finde det gode i dem selv, også er dem, der mest gør netop disse ting overfor deres omgivelser.
Jeg har ingen videnskabelige beviser på, at det hænger sådan sammen - men gennem mange år har jeg observeret, at selvpositive mennesker meget ofte også har en positiv tilgang til deres omgivelser. Måske fordi de ikke føler sig mindre end, bare fordi de løfter andre op. De ved godt, at livet ikke er en konkurrence.

Lige så ofte har jeg også oplevet, at de selv sammen mennesker ikke føler, at de gør noget særligt. De er bare så fyldt med en positiv tilgang, at den "fylder over" og strømmene rammer deres omgivelser på den mest naturlige måde.

Så når du møder disse skønne mennesker, som ser det smukke i dem selv og i dig, så stil dig endelig i deres nærhed, så du også kan blive fyldt op - og kan lade det strømme videre til andre...




fredag den 22. marts 2019

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃




mandag den 3. december 2018

Få det nu gjort...

For ca. en halv time siden kunne jeg lukke computeren med god samvittighed. Opgaven som jeg har udskudt var nemlig blevet færdig.
Da jeg gik ud i køkkenet for at tilberede aftensmaden kunne jeg mærke glæden og overskuet boble inden i... så hvis jeg havde troet, at den der opgave ikke fyldte i mine bevidsthed, i min hverdag og i mit overskud - så havde jeg taget fejl.

Sådan er det med mange ting, som vi udskyder og lader fylde i vores liv. Det overtager vores venlighed, vores overskud og forståelse og vores måde at møde verden på. Det er nemlig ikke ingenting eller ubetydeligt - selv mindre ting kan have stor betydning på en kedelig måde.

Så hvad end det er, som du udskyder eller lader som om ikke behøver din opmærksomhed... så få det nu gjort, få det overstået og håndteret, så du igen kan fokusere på det, som har betydning for dig.