Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Tak - er på ingen måde fattigt!

Tak - er et ord jeg ofte har brugt, bl.a. fordi der er så mange ting og oplevelser, som jeg har været meget taknemmelig for - og derfor har haft brug for at sige tak til nogle af de mennesker, som har stået bag. 
Jeg har heldigvis også hørt ordet mange gange, fordi jeg er så heldig, at jeg i mange år har være omgivet af mennesker, som også har syntes at jeg skulle have en tak.

Den gamle vending om, at tak blot er et fattigt ord, passer slet ikke. Tak er så er det så meget mere end det. 
For tak spreder glæde, viser anerkendelse, giver tilbage til modtageren og giver lyst til at give mere.

Så har du lyst til at vise din taknemmelighed - og sige tak for små og store ting, så hold dig endelig ikke tilbage.

Sig tak til dem du kender for alle de oplevelser de har været med til at gøre bedre.
Sig tak til dem du ikke kender for alle de ting, som du opdager, der gør godt.
Bare sig tak - og lad ordet sprede sig som ringe i vandet...

Vær den person...

Brug tid til at lytte til andres historier... og du vil finde ud af, at det ofte er én person måske to udenfor den nærmeste familie, som har gjort en forskel i, hvordan livet har udviklet sig. Og hvis du lytter til den, som endnu ikke har fundet “sin”person - så er det som regel, det største ønske for personen.
For vi har alle brug for at have nogle som virkelig tror på os. På det gode i os - og på vores evner, selvom de måske ikke er så tydelige endnu.

Og lige her. Lige nu... har du muligheden for at være den person i en andens liv.
Måske kender du allerede til én, som du ved har brug for opbakning og din tror på deres bedste. Måske har du ikke mødt vedkommende endnu...
Men hvis du bestemmer dig for, at du vil være netop den person, som bringer andre troen på dem selv og viser dem, hvor meget de kan betyde for andre - så vil du gøre en forskel, som vil række langt ud over et enkelt liv.

Det skal ikke nås på én gang

I dag er det 22 år siden, at Madeleine Albright blev USA's første kvindelige udenrigsminister. Jeg husker det desværre ikke dagen og begivenheden særlig tydeligt - altså i det den fandt sted.
Men i de år hun var udenrigsminister blev jeg mor for første gang - og der gik det op for mig, at det måske ikke var så ligetil for kvinder at balancere ambitioner og familieliv.

Det blev også tydeligt for mig, at kvinder med gennemslagskraft ikke var en selvfølge blandt mænd med ambitioner.

Men jeg havde ambitioner og jeg ønskede i høj grad at have gennemslagskraft. Jeg ønskede at få jobs, som ikke var "kønsafhængige" - og jeg ønskede så meget at være mor for min lille datter og have tid sammen med hende og min mand.
Som ung og uerfaren havde jeg ikke lige løsningen på, hvordan det kunne lade sig gøre.

Løsningen eller rettere åbenbaringen kom fra Madeleine Albright... jeg hørte hende sige i et interview, hvor hun blev spurgt om, hvordan hun dog havde nået og opnået så mange ting i hendes liv - at livet er inddelt i kapitler, vi kan og skal ikke nå det hele på én gang.

De ord fik mine skuldre ned. Jeg var direkte lettet. For jeg fik troen på, at jeg sagtens kunne nyde min datter, min søn (som blev født ca. 3 måneder efter, at Madeleine stoppede som udenrigsminister), min mand og det familieliv, som jeg var så vild med... og stadig nå de ting, jeg drømte om.

Og her mange kapitler senere, glæder jeg mig over, hvor livet har bragt mig hen. Jeg har haft så meget "både og", ikke mindst fordi jeg også har haft tid til at vente til der var tid...

Vis glæde

Ved de mennesker, som du omgiver dig med hver eneste dag, hvad de egentlig betyder for dig?
Her mener jeg især dem, som du holder aller mest af...

Nogle gange falder vi lidt for meget ned i "hverdag", "plejer" og "de-ved-det-jo-allerede-godt", og vores måde at møde andre på bliver lidt for ligegyldig.

Vi skal huske at vise hinanden glæde...
Glæde ved, at vi har hinanden.
Glæde ved, at vi mødes.
Glæde ved, hvordan vi er, når vi er sammen.
Glæde ved, at vi kan være sammen.

Så smil, kram og kys - så glæden kan mærkes.

Der er en første gang for alt...

Der er mange, som er blevet mere eller mindre kendte for, at de var de første til at gøre én bestemt ting. Og mange af de mennesker har ændret verdens opfattelse af, hvad der er muligt.

Men når man som mig er et helt almindeligt menneske i et land med mange og gode muligheder, så ligger det måske ikke lige først for at blive den første til et eller andet. Ihvertfald ikke sådan set i verdenshistorisk perspektiv.

Alligevel henter jeg ofte inspiration i disse "jeg-var-den-første" menneskers handlinger. Jeg tænker ofte, at når andre har haft mod til at gøre, det som var rigtigt for dem, så kan jeg også...

I mit liv (og i dit) er der plads til en masse første-handlinger.
Og selvom de måske ikke kommer til at påvirke verdenshistorien, så kommer de til at påvirke vores syn på os selv og på vores egen styrke og muligheder. De kommer til at påvirke vores nærmeste. Ikke bare lige nu, men også på længere sigt. Og de enkelte modige handlinger kan sprede sig som ringe i vandet - og give andre lyst og mod til det samme...

Hverdagsmodig.

I dag har jeg talt med en flok skønne unge mennesker om at være modig.
Egentlig tog jeg udgangspunkt i Martin Luther King Jr.'s "I have a Dream"-tale, fordi det netop i den forgangene uge er  55 år siden, at han stod på trappen til Lincoln-monumentet i Washington DC og delte drømme med tusindvis af mennesker. Dr. King udviste på mange måder mod både den dag og på mange andre tidspunkter.

Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for de fleste af os. Det skal dog ikke forhindre os i at lade os inspirere af ham.

For hvad er det vi lægger mærke til, når vi oplever andre "store" modige mennesker?
Er det alt det usædvanlige? Eller alt det almindelige?
Ofte er det jo det sidste. Men mod udspringer egentlig af almindelig hverdag. Der hvor nok er blevet for meget, eller vi endelig har fået øje på noget, som vi bare ikke synes er i orden - og vi så finder modet til at gøre noget ved det. Ofte ved vi slet ikke at vi har modet før det pludselig overvælder os.

Det sker som regel ikke på særlige dage eller ved særlige lejligheder. Det sker i ganske almindelige hverdage... som så godt nok bagefter bliver skelsættende i vores liv.
Nogle gange ved vores omgivelser måske slet ikke, at vi har været modige... Fordi de som vi gør, kan virke normalt for andre.

Mod findes nemlig i mange former og udtryk. Nogle springer i vandet for at redde en fremmed fra at drukne. Nogle kæmper for rettigheder til alle. Og nogle kæmpe for at være en almindelig del af vores samfund eller et fællesskab, selvom det ikke er så lige til for dem.

Jeg vil håber, at vi alle ville anerkende modet i os selv og andre - også selvom det ikke stilles til skue for hele verden.

En udfordret rollemodel...

Det der med at være en god rollemodel eller i det mindste prøve at være det, er ikke altid så lige til.

Begge mine store børn er i gang med læseferie - og for det meste er de faktisk i gang med at læse...
Det samme er jeg, for jeg skal til eksamen om to dage.

Så hjemme hos os har mange af samtalerne handlet om forberedelse, håndtering af nervøsitet og hvordan vi kan tro på os selv. Og jeg har fundet ud af, at jeg på en eller anden mystisk måde har givet mine børn et indtryk af, at tingene er rimelig lette for mig. Hvordan det er gået til, aner jeg ikke! 😃😉 For det er så langt fra sandheden...
Men jeg har knoklet med at lære gennem mange år. Knoklet med at finde troen på mig selv. Og knoklet med at bruge nervøsitet til noget forholdsvis konstruktivt.

Derfor har jeg også besluttet mig for, at de skal have et større indblik i al den nødvendige forberedelse, jeg lægger for dagen og min håndtering af usikkerhed og nervøsitet. Det har betydet, at jeg på forskellig vis har udleveret den tvivl, jeg også ofte oplever. Og det er så blevet sat sammen med samtaler om, at vi skal anerkende vores usikkerhed, vores viden og det vi allerede er.
Det har på mange måder været udfordrende, fordi jeg igen kommer gennem processer, som jeg troede var overståede kapitler af mit liv. Men også fordi, at jeg ikke ønsker, at min historie og mine oplevelser skal påduttes mine børn.

Jeg ved endnu ikke, hvordan vores fælles eksamensoplevelse ender. Det at være rollemodel har mange facetter og ingen “rigtige” svar.
Et er dog sikkert - vi bliver klogere på hinanden og os selv undervejs, og det er vel ingen skade til....

Du bliver, hvad du putter ind i hovedet...

De fleste af os er nok med på, at vores kost har stor betydning for vores velbefindende. Det er bare ikke sikkert, at vi er lige så opmærksomme på, at det har vores mentale kost også.
Så jeg synes, at vi skal være mere skarpe på, hvad det egentlig er, vi putter ind i vores hoveder...

Hver morgen når jeg alligevel gør mig klar til en ny dag, lytter jeg til inspirerede og motiverende ord fra adskillige mennesker. Deres historier og fortællinger giver mig bl.a. indsigt i forskellige livsudfordringer - og hvordan de er blevet håndteret, eller i hvordan ændringer i tankegange (ikke mindst dem der handler om vores selvbillede) har gjort en forskel. På den måde starter jeg dagen med et sundt og positivt afsæt, hvilket påvirker mine evner til at møde dagens, ugens eller månedens større eller mindre bump på en gode måde.

Som en del af den samme tankegang, har jeg også haft fokus på, hvilke samtaler jeg vil deltage i. Så jeg sætter mig altså ikke ved siden af firmaets største brokkehoved til frokost. For jeg har simpelthen bestemt mig for, at jeg ikke ønsker at lade det negative fokus påvirke mig.

Jeg er dog klar over, at det ikke er alle samtaler, jeg kan komme uden om. Men vi har alligevel større valgmuligheder end vi lige går rundt og tror.

Og når vi nu er i gang med at rydde op i, hvad der kommer ind - så kan vi lige så godt ogs¨have fokus på, hvad der kommer ud... så vi heller ikke forpester andres tankegang.

Laver du ofte en udligning?

I dag talte jeg med min 16-årige søn. En del af de emner, vi kom ind på, var, hvordan han vil håndtere , at ikke alle mennesker er ordentlige overfor andre.
“Jeg vil sørge for at udligne, det bedste jeg kan”, svarede han prompte.

Sikke et svar. Jeg blev totalt begejstret. Tænk at et så ungt menneske allerede har tænkt, at det ikke gøre noget godt, hvis vi alle bildte os selv ind, at hvis nogle kan snyde, bedrage eller på anden måde være uærlige - ja kan vi andre jo ligeså godt følge trop...

Jeg er helt enig med min søn. Når vi møder noget, så ikke bidrager til noget positivt, så skal vi gøre vores bedste for at udligne. Være mere venlige. Være ærlige og have integritet.
Det vil hjælpe os alle, er jeg sikker på.

Prøv selv at finde ud af, hvad du kan gøre for at udligne.

Succeshistorier.

Jeg kan rigtig godt lide succeshistorier. Det med at læse om andre, der har gjort noget, de drømte om, er i mine øjne super inspirerede. Og det er uanset om, det handler om at starte eget firma op, skabe noget for andre, tabe sig eller noget helt fjerde.

En af grundene er klart, at jeg bare godt kan lide at glædes på andres vegne. En anden grund er, at jeg synes, det er inspirerede for mit eget liv at læse eller høre om, hvilke udfordringer andre er stødt på - og hvordan de har håndteret dem. Der er noget betryggende i at vide, at forhindringer kan overvindes...

Desværre er det alligevel nogengange sådan, at jeg glemmer, at jeg også kan overvinde forhindringer m.m. Og det er jeg nok ikke alene om...
Derfor fik jeg den idé, at vi alle skulle skrive vores egne succeshistorier ned. Hvis vi nu tænker tilbage på vores liv, så er jeg sikker på, at der er temmelig mange af dem. Nogle virker måske små, mens vi med andre historier godt er klar over deres betydning.

Vores egne succeshistorier kunne vi skrive ned i en fin bog, som vi så kunne tage frem og bliver inspireret og stolte af os selv - igen og igen.  📚📖

Du er så uperfekt... på den mest skønne måde!

Vi skal tale meget mere om alt det uperfekte ved os. Uden at udstille os selv eller gør grin med det. Men jeg synes, at vi skal snakke seriøst om, det, vi selv synes, er uperfekt. Vi skal snakke så meget om det, at det bliver normalen!

Det er dog ikke så nemt, som jeg lige troede. For jeg føler mig en lille smule udstillet, når jeg fortæller om alle mine uperfekte sider. Jeg bliver faktisk en kende nervøs for at fremstå “dårligere” end alle andre mennesker. Jeg gør det dog alligevel - for jeg synes, det er endnu værre, når vi vælger at gemme det væk - og tillader at skammen tager over...for noget som næsten altid er ganske normalt og almindeligt.

Derfor har jeg fundet mig en rollemodel. Hun ved nok slet ikke, hvor stor betydning hun har for mig. Det er en god bekendt, der er total sej og modig. Hun er intelligent, vidende, empatisk og arbejdsom. Hun vil virkelig gerne gøre en forskel i verden - og knokler hårdt for at gøre det. Samtidig har hun en masse skæve sider... og uperfektheder, som hun gerne fortæller om. I hendes selskab er det simpelthen så nemt at være mig - uden at føle mig “mindre-end”. Hun er lige præcis uperfekt på den mest skønne måde. Og det vil jeg også være!

Jeg ser dig.

I de stunder, hvor du måske ikke selv ser det gode, du indeholder - så ser jeg dig.

Jeg ser dig når du fejler - mest fordi jeg virkelig ser, at du prøver.

Og jeg ser dig når du lykkes - mest fordi jeg virkelig glædes på dine vegne.

Jeg er hverken naiv, eller blind for hvad der også sker. Det ændrer bare ikke, at jeg leder efter den, du er bag alle ord og handlinger  - og jeg ser dig. 

Fordi jeg ved, at du og jeg er så meget mere end, det omverden ser, så leder jeg... til jeg får øje på det smukke i dig. Og du skal vide at jeg virkelig ser det...

Virkelighedens rollemodeller.

Jeg tror, at det kan være utrolig inspirerede og udviklende at have nogle gode rollemodeller i livet. Mennesker, som har gjort noget af det, som du også gerne selv vil, og som derfor kan vise dig, hvordan vejen frem kunne se ud.

Men vi skal dog aldrig lade os forblænde mere af vores rollemodeller, end at vi stadig lige husker at se dem, som det de er - ganske almindelige mennesker ligesom du og jeg.
Det kan nemlig være en super dårlig ide, hvis du udvælger nogle mennesker, som du kun ser, som nogle med overnaturlige superkræfter, hvis liv og karriere flyder let og legende fremad på en evig positiv bølge... altså sådan nogle helt umenneskelige størrelser.

I stedet skulle du hellere dykke ned i dine rollemodellers liv. Finde ud af hvad de har fejlet med. Hvad de direkte mislykkedes med. Eller måske hvordan deres mål overhovedet ikke blev nået.
Og så skal du undersøge, hvordan de håndterede modgangen, tilbagegangen, eller det som var endnu værre. Hvem hjalp dem igennem? Hvilke valg fik dem tilbage på sporet (eller måske hen på et helt ny spor)? Hvad gjorde de helt konkret for at komme ovenpå igen?

Det er de historier, som virkelig kan få dine rollemodeller til at gøre en forskel for dig. Ikke deres forsider, pokaler eller forfremmelser.

Den grimme smag af sladder.

I dag blev prins Henrik begravet - og siden hans død for en uge siden har mere eller mindre kendte mennesker samt medierne stået i kø for at rose ham og hans levevis. Hvilket må sige at være noget af  en kovending i forhold til, hvordan mange ellers har yndet at omtale prinsen.

Nu er han desværre ikke den eneste, som medier og os andre har langet ud efter... Af og til kan det virke, som om, at det er en  hel folkesport.
Der er bare ingen undskyldning for at gøre grin med, tale grimt om eller nedgøre andre - heller ikke selvom de er kendte.

Jeg prøver at have fokus på ikke at sladre om andre eller tale grimt om dem. Men sådan har jeg beklageligvis ikke altid været. Der var engang, hvor jeg for at passe ind (og måske fordi jeg ikke tænkte, at det betød så meget) - gerne delte historier om andre mennesker, både de kendte, og dem jeg kendte. Jeg havde næsten en stolthed over de historier, jeg havde kendskab til - og kunne dele med andre.

Det stoppede dog en dag, da jeg sad sammen med en gruppe nye studerende, hvor jeg var deres tutor. Én i gruppen havde lige en god (og mindre flatterende)  historie om en velkendt politiker. Da pointen i historien ramte forsamlingen, brød latteren ud. Pånær hos en enkelt... som viste sig at være politikerens niece. Til trods for at det ikke var mig, der havde fortalt historien kan jeg stadig huske skammen over at have deltaget i nedgørende og latterliggørende sladder overfor for et menneske, hvis  familiemedlem jeg sad ansigt til ansigt med.

For hold da op, hvor giver sladder en dårlig smag i munden! Når vi mærker efter, så føles det ganske ubehageligt at behandle andre på den måde. Oplevelsen var så markant for mig, at jeg ændrede min måde at være sammen med andre på - og ikke mindst måden hvorpå jeg talte om andre.

Selvom jeg stadig kan huske, hvordan skammen skyllede igennem min krop dengang for mere end 20 år siden - så er jeg glad for, at jeg for alvor mærkede, hvad at være en sladder-budbringer gjorde ved mig.

Præsenter dig gerne.

Kender du det... at du står sammen med en flok mere eller mindre fremmede mennesker, som du ikke helt ved, hvem er, eller hvad laver?
Så er det ikke så nemt lige at falde i snak med sidemakkeren eller finde nogle, som kan hjælpe dig med at se verden fra en ny side.

Egentlig er jeg helt vild med at møde nye mennesker - og finde ud af, hvad de indeholder. Desværre  har jeg lagt mærke til, at det ofte glipper med præsentationen af hinanden. Enten fordi dem der fx står for et arrangement eller en sammenkomst ikke sørger for muligheden af en ordentlig præsentation, eller fordi vi ikke selv sørger for at lave den åbning til nye bekendtskaber.

Derfor synes jeg, at vi bl.a. skal åbne op for vores interesser, glæder i livet og det vi gerne vi byde ind med - når vi møder nye mennesker. Vi skal simpelthen præsentere os ordentlig, så nye mennesker har mulighed for at få “noget ud af” bekendtskabet.
Så næste gang du står blandt de der mere eller mindre fremmede mennesker, så find modet frem og gå direkte op til dem - og præsentere dig. Det er ikke kun til glæde for dem, men i høj grad også for dig selv.

Kan du tåle at være en upoulær forældre?

Det er helt menneskeligt, at vi gerne vil have, at andre synes om os. Derfor er det også menneskeligt, at vi prøver at undgå at blive upopulær. Men hvis du vil være en forældre, som udviser ro - og vil viser dine børn, at de altid kan læne sig op ad dig, uanset hvilket stormvejr de føler, at de befinder sig i, så er du nødt til at kunne tåle at være upopulær.

Som forældre skal vi gerne have et andet overblik end vores børn. Vi skal ikke bare følge deres skiftende holdninger her og nu. Vi skal vise dem vejen, danne dem og lade dem vide, at selvom livet kan virke uretfærdigt eller kaotisk, så står vi plantet solidt i den muld, hvorfra ro, viden om at de overlever modstand og sikkerhed om, at alt nok skal være OK til sidst kommer fra.

Hvis du tør stå fast, når ungerne føler, at deres liv rystes og er svært, så vil de uden tvivl synes, at du er dum og irriterende. Når du ikke føjer dem, så fremstår du måske i deres øjne som gammel og forstokket - som én der på ingen måde ved noget som helst om at være ung.

Men at stå fast og vise dem, at uanset, hvad de synes om dig lige nu - så er du der altid for dem, vil ændre deres måde at komme i gennem livet på.
Fortæl dem, at du vil lytte og prøve at forstå, men du vil mindske krav eller ændrer aftaler, bare fordi det lige kunne passe ind i ungernes planer.

Hvad er du stolt af?

Fortæl endelig om alt det du er stolt af. Men ikke dine pralehistorier.
Jeg gider ikke høre om alt det, du synes, du er bedre til! Men del meget gerne med mig, hvad der har gjort dig stolt.

Hvornår har du imponereret dig selv?
Hvad gjorde du fx for at træde ud af komfortzonen?
Eller for at være vedholden indtil du så resultatet?
Hvem støttede dig hele vejen?
Hvem hjalp du på vej?

Når vi dele vores stolte fortællinger med hinanden, støtter det os alle i troen på, alt det vi kan opnå - ikke mindst når vi slår vores ressourcer, styrker og tankekraft sammen.
Din historie gør en forskel for os alle... så hvad er det, du er stolt af?