Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Hvor heldig er jeg...

Det har været et forår, som jeg kommer til at huske... Desværre fordi flere oplevelser har ramt der, hvor det gør ondt. Og i sidste uge var det virkelig en svær og personlig oplevelse, da min mor sådan lidt pludselig døde...

Det har betydet, at jeg har trukket mig lidt tilbage fra min hverdag, bare lige for at finde en slags fodfæste igen.
Heldigvis er det jo ofte, når vi har allermest brug for positive glimt i livet at de dukker op. Så I dag kom 3 skønne teenagepiger ind på mit kontor med en blomst og et kort - bare fordi jeg skulle vide, at de var kede af det på mine vegne.

Hvor heldig er jeg, at få mulighed for at dele hverdag med sådanne skønne, empatiske unge?

Sig det med blomster... eller bare med ord

I denne uge mistede jeg min mor... hold da op, hvor er det en hård oplevelse...

Men i al min sorg har jeg fået mange mange varme og omsorgsfuld ord, både på beskeder, i samtaler og på de sociale medier. Og selvom det ofte er et enkelt ord eller nogle få vendinger, så har det stor betydning, at vi lige rækker ud, når andre er i sorg. Det gør ikke sorgen mindre, men når den følges af andres empati og sympati, så det er lidt nemmere at være i.

En af mine venner havde haft mulighed for at tage fri fra arbejde for at deltage i bisættelsen, og da vi kom hjem stod en buket smukke blomster fra en flok venner, som bare lige ville fortælle, at de tænkte på os.

Der er nok ikke nogen rigtig måde at reagere på andres sorg på. Men vi må ikke glemme, at selv små ord, et kort visit eller en buket blomster kan få den sorgramte til at føle sig mindre alene i det hele. Vi er ikke uden betydning, når dem, vi holder af, går igennem svære tider.

Så midt i sorgen er jeg fyldt med taknemmelighed over alle de gode mennesker, jeg har i mit liv - og jeg er opmærksom på, at jeg skal huske de små ting, der kan have uendelig stor betydning, når jeg møder andre i sorg.

Fællesskabet er mest interessant

I min indboks lå der en reklame fra en foredragholder, som gerne ville fortælle mine elever noget om, hvordan han som ene menneske havde turde drømme stort og derfor havde fået store ting til at ske. Og det er jo fint på mange måder.
Jeg er helt med på, at nogle gange så står vi bare alene som mennesker - og alligevel sker der noget større end os selv.

Der er også mange dejlige oplevelser ved at være sig selv - og ved at lære sig selv at kende.
Der er mange store øjeblikke, når vi opdager, at vi kan noget på egen hånd.
Men jeg finder altså fællesskabet mest interessant.

Jeg har lært så mange ting om mig selv - netop gennem fællesskabet. Det jeg har at give til det. Den jeg er i det. Og den måde jeg bliver påvirket af det.
For mig er det mest interessant, det vi skaber sammen, eller det vi er sammen. Jeg elsker den kompleksitet, der opstår i fællesskaberne. De tider, hvor vi på grund af vores forskelligeheder, ser nye veje, skaber nye ting eller løser problemer på helt nye måder. Det er interessant at opleve, hvordan vi bliver til mere sammen, fordi vi indgå i et større puslespil af hinandens styrker.

Så selvom jeg gerne hepper på dem, der tør gå egne veje og gøre noget andet - så synes jeg det er vigtigt, at vi husker, at det er fællesskaber, som for alvor har forandrede store ting.

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Det vi er sammen

I dag mødte jeg nogle unge mennesker, der havde været ud på strabadser - af den slags som involverede, at de skulle forcere naturens forhindringer på cykel, og vist også med cyklen "på ryggen".

Det havde uden tvivl været hårdt - og de var stolte af at gennemføre... ingen tvivl om det. Men der var noget andet - noget mere.
De var stolte over, at de havde hjulpet hinanden hver eneste gang, det var blevet svært.

Mudderet havde fanget dem. De havde kæmpet med at finde vej. Det havde fysisk været hårdt.
Alligevel var de ét stort smil, da de indsmurt i mudder og rimelig trætte fortalte mig om det.

Og er det ikke netop det, de bedste oplevelser handler om?
Ikke så meget det der kommer på vores vej - men det vi er sammen, når vi oplever det.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.

Elsk din næste... næsten

Du skal elske din næste. 
Det kan godt være et svært koncept at sluge for mange. For kærlighed er et temmelig stort begreb... og måske skal du heller ikke kaste dit ud i et jeg-skal-elske-alle-projekt.

Men når du kan lide din næste, er der så mange ting i livet, der bliver nemmere. Uanset om vi vil det eller ej, så er der en forbundethed mellem os mennesker. I familier, på studier, på arbejdspladser, i vores fritid - ja alle steder. Som cirkler der snor sig ind i hinanden - på en passende forstyrrende måde.

Vi er bl.a. bundet sammen af oplevelser, interesser, holdninger, værdier og opgaver. Og vi er bundet sammen af et behov for hinanden på mange forskellige måder.
Derfor sker der noget skønt og særligt, når vi er sammen - og samtidig gør noget for at kunne lide hinanden.
Det kan starte med, at du bevidst leder efter noget ved dine medmennesker, som I har tilfælles. Noget som gør dig glad ved den anden.
Du kan også bruge de opdagelser til finde ud af, at netop du har et fællesskab med andre, hvor I er vigtige sammen.

Den venlige by

Jeg vil gerne bo omgivet af venlighed!
Og der er sikkert steder, hvor mennesker er mere venlige end andre steder. Ja, jeg har faktisk lige set en liste over de mest venlige byer i verden.
Men venlighed er jo noget, vi kan have mellem alle mennesker - og vi kan sagtens starte den selv. Eller følge op på andres venlighed.

Jeg bliver så utrolig glad hver eneste gang, jeg oplever venlighed. Som fx i dag da jeg var ude at gå en tur på de stille villaveje ikke langt fra, hvor jeg bor. Der kom en lille gut cyklende op af en indkørsel. Han var nok omkring 4-5 år. Da han fik øje på mig, som smilede til ham (for det af én ad det måder, jeg gerne vil møde andre med venlighed), smilede han stort tilbage og sagde: "Hej. Godt Nytår!"
Der overraskede han mig lidt. Tænk at sådan en lille fyr havde sådan en stort overskud. Jeg svarede selvfølgelig straks med et "Godt Nytår" retur.
Selv efter en ellers super god dag, forstod denne lille dreng at gøre min dag endnu bedre, gladere og mere meningsfuld. Og hvis sådan en lille dreng kan - så kan de fleste vist.

Så venlighedens by kan blive lige der, hvor du end bor. Der hvor du hilser på dem, du møder på din vej. Der hvor vi husker at være venlige ved hinanden.

Be kind

"If you have the choice between being kind or being right - always choose kind!"

Det motto har fulgt mig gennem mange år - og jeg har oprigtigt prøvet at efterleve det. Nogle gange er det temmelig nemt, mens jeg andre gange har opført mig, som om jeg aldrig har hørt om den måde at håndtere situationer på.

I juledagene hvor vi er sammen med vores familie og venner - og ofte bliver presset på tid, overskud og vores eget selvbillede, kan det være ekstra godt at huske på, at venligheden kan bane vejen til nogle ekstra hyggelige dage sammen.

Ventetiden

Adventstiden er ventetiden - venten på "Herrens kommen", som det meget højtideligt hedder sig i kristendommen.

Og der sidder sikkert også mange børn rundt om i landet og venter spændt på at de sidste 8 dage inden jul snart er gået--- og forældre som stresser over, at de kun har 8 dage til at nå alt det, som endnu ikke er nået.

Fordi jeg i mange år har arbejdet med børn og unge - og i mange år har arbejdet meget, så forstår jeg godt begge sider.
Men de fleste af os mangler hverken nye ting (gaver) eller mere mad, vi mangler tid. Tid sammen, tid til refleksion og tid til at nyde at vente på noget godt.

Lad os derfor bruge ventetiden til at være sammen og vente sammen. Behovsudsætte. Vente. Være sammen. Vente. Finde ro sammen. Vente.
Fordi vi kan - og fordi vi har godt af det.

Giv plads

Ti stille... bare ind imellem.
Pauserne kan bruges til, at andre kommer til orde. Dem du ikke så ofte hører eller lytter til. Dem som ikke så ofte hører sig selv.

Giv dem plads og taletid. Ikke af pligt - men af ren og skær venlighed.

Dem der skaber indeholdet i traditionerne

Julen er for mange fyldt med alle mulige forskellige traditioner. Og for mig handler traditionerne om de mennesker, som gør dem til noget særligt.

Det betyder meget, hvem vi vælger at tilbringe vores tid sammen med - ikke mindst i denne specielle tid.
Jeg nyder at have tid sammen med min nære familie og med min storfamilie. Jeg nyder at have tid sammen med niecer og nevøer og mærke deres glæde over julen. Jeg nyder at have tid til at høre, hvad der er vigtigt i mine familiemedlemmers liv lige nu. Og mest af alt nyder jeg, den følelse det giver mig at være omringet af mennesker, som kender mig godt - og som jeg har delt livet med.

Det betyder nemlig ikke så meget, om du har den smukkest julepynt, giver de flottest gave eller laver den bedste mad.
Det, der for alvor skaber indeholdet i vores traditioner, er de mennesker, vi er sammen med og de relationer, som nyder godt af vores sammen.

Få det nu gjort...

For ca. en halv time siden kunne jeg lukke computeren med god samvittighed. Opgaven som jeg har udskudt var nemlig blevet færdig.
Da jeg gik ud i køkkenet for at tilberede aftensmaden kunne jeg mærke glæden og overskuet boble inden i... så hvis jeg havde troet, at den der opgave ikke fyldte i mine bevidsthed, i min hverdag og i mit overskud - så havde jeg taget fejl.

Sådan er det med mange ting, som vi udskyder og lader fylde i vores liv. Det overtager vores venlighed, vores overskud og forståelse og vores måde at møde verden på. Det er nemlig ikke ingenting eller ubetydeligt - selv mindre ting kan have stor betydning på en kedelig måde.

Så hvad end det er, som du udskyder eller lader som om ikke behøver din opmærksomhed... så få det nu gjort, få det overstået og håndteret, så du igen kan fokusere på det, som har betydning for dig.

Decemberminderne

“Make it a December to remember”... stod der på et opslag et sted på et af de sociale medier, som jeg af og til bruger min tid på.
Det er smukt, tænkte jeg med det samme.
Den næste tanke handlede så om, hvad det er, jeg gerne vil skabe minder om i denne december.

Og for mig er det i hvert ikke noget med materielle ting!
Men i stedet minder, der forhåbentlig kommer til at indeholde samtaler med familien, sang omkring juletræet, glæden ved at have tid sammen - i høj grad også med dem jeg ikke ser så ofte, at sidde tæt sammen i sofaen. Mest af alt håber jeg på stunder, der bliver til minder fra de smukke fortryllende øjeblikke, som vi nok kan prøve at rammesætte, men som opstår, fordi vi vil hinanden.

Lad venligheden sprede sig.

Senere i dag drager jeg til Billund for at deltage i et arrangement i denne weekend. Der vil være mere end 1000 andre mennesker der. På forhånd kender jeg rigtig mange, som jeg glæder mig til at se og have gode samtaler med.

Jeg glæder mig også til at møde dem jeg ikke kender endnu. Til at høre deres ideer og holdninger og opleve, hvordan de kan skubbe til mit eget syn på verden.
Men mest af alt ser jeg frem til at dyrke venlighed mellem mennesker - især min egen venlighed overfor dem jeg ikke kender.

For det er forholdsvis nemt at være venlig overfor dem ,vi kender. Selvfølgelig især dem vi har et godt forhold til. Det er dog lige så vigtigt at være venlig overfor dem, vi ikke kender.

Så jeg vil lytte til andre - og lade dem tale ud. Være nysgerrige på hvor deres ideer og synspunkter stammer fra. Jeg vil tale med dem, der står udenfor "flokken". Jeg vil smile til de andre i køen. Jeg vil rejse mig fra sofaen i fællesrummet, så vi kan byde endnu én ind i fællesskabet.
Og jeg vil gøre det, så de kan mærke venligheden - og håbe på, at de giver den videre.

Jeg kan ikke sætte mig i en andens sted, hvis jeg ikke ved, hvor det er...

Prøv at sætte dig i andres sted.
Det lyder som noget, jeg ofte har sagt til mig selv - og andre.
Eller prøv at gå i deres sko...
Jeg har hørt om indianerstammer, som helt bogstaveligt praktiserer den skik for bedre at forstå hinanden.

Det er også vigtigt, at vi bruger vores egen viden, indsigt og erfaringer til at møde og forstå hinanden.
Der er dog oplevelser, som du har haft, som jeg måske aldrig kommer til at forstå. Ikke pga. uvilje, men fordi jeg ikke har viden eller fantasi nok til at vide, hvordan det er at have gennemlevet det, du har gennemlevet.

Så bliv ikke sur, når jeg ikke forstår. Eller skuffet når jeg reagerer på måder, der undrer dig.
Hjælp mig i stedet med at forstå, så jeg kan gøre det bedre næste gang...

Når du rent fysisk sidder i en andens sted...

Igennem mange år har jeg undervist elever i forskellige emner, som jeg naturligvis har fundet meget interessante. Det har mine elever heldigvis ofte også gjort...

Men uanset hvordan jeg har planlagt min undervisning, eller hvilke (super spændende) emner jeg har taget op, så er der som regel sket det at sidst på en lektion - ikke mindst sidst på dagen - så forsvinder koncentrationen ud af rummet...

Nu sidder jeg så til et kursus med spændende indhold, interessante medkursister og gode oplægsholdere... og lige inden de pauser vi heldigvis også har, så forsvinder min koncentration også som dug for solen.

Og selvom der ikke er noget voldsomt nyt i den oplevelse, så er det godt, at jeg mærker, hvordan det er at være elev - altså direkte sætte mig i deres sted.

Hvis vi gør det i alle mulige andre forskellige situationer, så tror jeg, at det vil ændre, hvordan vi ser på hinanden...