Hvor heldig er jeg...

Det har været et forår, som jeg kommer til at huske... Desværre fordi flere oplevelser har ramt der, hvor det gør ondt. Og i sidste uge var det virkelig en svær og personlig oplevelse, da min mor sådan lidt pludselig døde...

Det har betydet, at jeg har trukket mig lidt tilbage fra min hverdag, bare lige for at finde en slags fodfæste igen.
Heldigvis er det jo ofte, når vi har allermest brug for positive glimt i livet at de dukker op. Så I dag kom 3 skønne teenagepiger ind på mit kontor med en blomst og et kort - bare fordi jeg skulle vide, at de var kede af det på mine vegne.

Hvor heldig er jeg, at få mulighed for at dele hverdag med sådanne skønne, empatiske unge?

Fællesskabet er mest interessant

I min indboks lå der en reklame fra en foredragholder, som gerne ville fortælle mine elever noget om, hvordan han som ene menneske havde turde drømme stort og derfor havde fået store ting til at ske. Og det er jo fint på mange måder.
Jeg er helt med på, at nogle gange så står vi bare alene som mennesker - og alligevel sker der noget større end os selv.

Der er også mange dejlige oplevelser ved at være sig selv - og ved at lære sig selv at kende.
Der er mange store øjeblikke, når vi opdager, at vi kan noget på egen hånd.
Men jeg finder altså fællesskabet mest interessant.

Jeg har lært så mange ting om mig selv - netop gennem fællesskabet. Det jeg har at give til det. Den jeg er i det. Og den måde jeg bliver påvirket af det.
For mig er det mest interessant, det vi skaber sammen, eller det vi er sammen. Jeg elsker den kompleksitet, der opstår i fællesskaberne. De tider, hvor vi på grund af vores forskelligeheder, ser nye veje, skaber nye ting eller løser problemer på helt nye måder. Det er interessant at opleve, hvordan vi bliver til mere sammen, fordi vi indgå i et større puslespil af hinandens styrker.

Så selvom jeg gerne hepper på dem, der tør gå egne veje og gøre noget andet - så synes jeg det er vigtigt, at vi husker, at det er fællesskaber, som for alvor har forandrede store ting.

Vis glæde

Ved de mennesker, som du omgiver dig med hver eneste dag, hvad de egentlig betyder for dig?
Her mener jeg især dem, som du holder aller mest af...

Nogle gange falder vi lidt for meget ned i "hverdag", "plejer" og "de-ved-det-jo-allerede-godt", og vores måde at møde andre på bliver lidt for ligegyldig.

Vi skal huske at vise hinanden glæde...
Glæde ved, at vi har hinanden.
Glæde ved, at vi mødes.
Glæde ved, hvordan vi er, når vi er sammen.
Glæde ved, at vi kan være sammen.

Så smil, kram og kys - så glæden kan mærkes.

Køkkenkabinettet

I dag får jeg besøg af en flok skønne kvinder, som igennem mange år har været med til at skabe et fundament i mit liv. Et fundament hvor jeg kunne være i rimelig sikkerhed, når verden omkring mig rystede.

I nogle perioder har vi set meget til hinanden - og i andre noget mindre. Men vi har altid kunne tage svære emner op, noget er betød noget eller noget som fyldte i øjeblikket.
Derfor ser jeg dem som en del af mit køkkenkabinet. Altså ikke det som hænger på væggen, men det kabinet, der rådgiver mig - og ofte vil vi ende i gode samtaler i køkkenet...

Og nogle gange handler det slet ikke om rådgivning, men om at få luft, være tilstede eller sige tingene "råt for usødet". Men uanset hvad vi har været igennem, så bakker vi op om hinanden.

Jeg håber, at andre har samlet lignende køkkenkabinet omkring sig - for når livet rammer, så har vi alle brug for et sikkert sted at lande...

Glæden ved langtidsholdbare relationer.

Jeg elsker at møde nye mennesker!
Men mest af alt elsker jeg at være sammen med familie, tætte venner og gode bekendte. Dem som kender mig godt.

Jeg elsker, at samtaler kan tages op, hvor de slap, fordi vi kender hinanden så godt.
Jeg elsker, at bestemte ord kan udløse latter, fordi vi sammen pludselig bliver mindet om en hændelse som skete for 20 år siden.
Jeg elsker, at vi ikke behøver at forklare så meget, fordi vi allerede kender alle mellemregningerne, særhederne og historierne.


Og når jeg møder nye mennesker, så er det også det, jeg er på udkig efter... dem som kan blive til langtidsholdbare relationer.

Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...

Hjælp smilet på vej...

Det siges, at smilet er den kortest vej mellem to mennesker - og det tror jeg også kan være rigtigt langt hen af vejen. Jeg bliver i hvert glad, når andre smiler til mig. Og selvom det er en fuldstændig fremmede, som afsender smilet, så føler jeg mig forbundet med denne anden i den tid det smil varer.

Men hvis vi virkelig skal skabe en reel kontakt til et andet menneske, så kan smilet ganske vist være en start - med det er ikke nok. Der skal mere til.
Vi skal på en eller anden måde samle mod til os - og henvende os direkte til den anden.
For nogle er det en super let opgave, for nogle en temmelig svær - og for de fleste af os, er det en overkommelig opgave, som alligevel kræver en vis indsats.

Men jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden at gøre den indsats. For hver eneste dag kan vi gå glip af samtaler, nye synspunkter og interessante relationer, hvis vi ikke efterfølger smilet med er "hej", et spørgsmål, et kompliment eller noget helt fjerde.

Døre åbnes og døre lukkes...

Jeg har ofte hørt, at når en dør lukkes, så åbnes en ny. Og det tror jeg egentlig også er sandt nok. Ligeledes er det omvendte også rigtigt...

For jeg står lige midt i en skøn forandring med masse af nye muligheder. Jeg føler i høj grad, at forskellige døre åbner sig.
Men samtidig er jeg klar over, at det også betyder, at døre lukker sig...

Jeg står klar til at begynde mit drømmejob, hvilket betyder, at jeg og min familie skal forlade den by, som har været rammen om vores liv de sidste 16 år - og som er min barndomsby.
Jeg skal forlade et job, hvor jeg har en rigtig god chef, en flok skønne kolleger, som jeg har det helt særligt med og en masse dygtige medarbejdere, som jeg har haft en tæt, faglig og sjov hverdag sammen med...
Og jeg skal forlade en fritidsinteresse, som jeg været en del af i næsten 30 år, hvor jeg har haft skønne oplevelser og har udviklet mig igennem.

Det er på ingen måde nemt. Det er hårdt!
Jeg ved, at selvom vi kan håbe på, at vores veje på et tidspunkt igen vil krydses, så bliver det ikke det samme igen...
Men vi kan jo ikke hele tiden stå i døråbningen... vi må være klar til at åbne og lukke livets døre...

Og alt andet lige, så er det jo også godt, at det er svært at sige farvel. For det kommer jo af glæde... For som Peter Plys har sagt: How lucky am I to have something that makes saying good bye so hard...”

Det tager tid at gøre en forskel.

I mit liv har jeg været heldig at møde mange skønne mennesker, der har gjort en forskel for mig.
Jeg har også haft en hel del korte møder med folk...møder som har været særlige og som måske kunne, hvis der havde været flere af slagsen, have gjort en virkelig forskel for mig.

For det tager tid at gøre en forskel for andre.
Vi kan gøre noget for at møde andre med et positivt syn og give dem opløftende ord med på vejen, men er det, det eneste vi gør, så forsvinder det stille og roligt.
En forskel, som sætter spor hos den anden, som måske ændrer deres syn på sig selv, komme ikke af tilfældige møder, men gennem vedvarende relationer og tid sammen.
Tid til at finde ud af, hvem den anden egentlig er... Tid til nogle gange bare at sidde stille sammen og sige ingenting... Tid til at mærke ord og handlingers betydning.

Er du så heldig at møde nogle, som er interesseret i at bruge tiden på dig og i at gøre en forskel, så ved du, at det er det hele værd. Og endnu mere hvis du selv investerer tiden i dem...

Du er ikke alene.

Når du synes noget i livet er svært for dig...eksamen, problemer i parforhold, fysiske smerte eller udfordringer på jobbet! så skal du vide, at du ikke er alene.

Rundt om i verden, eller bare i Danmark - ja endda i din egen by sidder der andre mennesker, som er i samme situation som dig.
Når du sidder hos tandlægen og skal have hevet en tand ud, så sidder der lige præcis samtidig en anden i en anden tandlægestol og skal have ordnet præcis det samme. Når du knokler med eksamensopgaven, så sidder der lige en anden og knokler med det præcis sammen.
Og forhåbentlig kan det være en betryggende tanke. Du er ikke alene om det. Der er andre, som har det ligesom dig.

Gå på opdagelse i dine børns interesser.

Jeg er så heldig, at mine to børn har mange forskellige interesser. Nogle har de til fælles med min mand og jeg - hvilket er en helt fantastik ting at kunne dele. Andre har de helt for sig selv.
Og af og til har jeg lidt svært ved at forstå dem. Altså ikke hvorfor mine unger har de bestemte interesser, men selve indholdet, sproget og betydningen af interesserne.

I går skrev om, hvordan vi skal gå på opdagelse i hinandens interesser og finde ligheder. Det skal vi også i vores børns interesser.
Alt for ofte husker vi at være "ordentlige" overfor de mere eller mindre fremmede mennesker, vi møder - mens vi glemmer dem, der er tættest på og har størst betydning for os. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at vi viser oprigtig nysgerrighed overfor vores børn, deres liv og det, der har betydning for dem.

Spørg fx jeres børn til deres yndlingsmusik. Hvad er det, der fascinerer dem ved netop den musik eller kunstner? Eller hvad er det, der undrer dem mest i deres dagligdag? Hvorfor har de egentlig valgt de fritidsinteresser, der har?
Det skal jo ikke være et forhør, men en dykken ned i deres liv.
Forhåbentlig vil du selv lærer noget nyt - og især om dit barn.

Gå på opdagelse efter lighederne.

Jeg plejer at sige, at vi skal snakke med nye mennesker længe nok til at finde ud af, at vi er i familien. Og selvom det ikke lige skulle være tilfældet, så i hvert fald længe nok til at finde fælles interesser.

For selvom jeg nyder at opdage menneskers forskelligheder og nuancer, så er det egentlig vores ligheder og fælles interesseret, der fascinerer mig. Det er noget smukt i, at vi trods alle de modsætninger og den ufred, der også findes i verden - er noget særligt mellem mennesker, der binder os sammen.

Prøv at forestille dig, at du er inviteret ud til nogle venner sammen med en flok mennesker, du ikke har mødt før. Din opgave er denne aften at finde noget, I har til fælles.
Måske har I besøgt nogle af de samme lande. Det kan være, at I har interesse for musik - dog forskellige genrer. Har I en kollega, som altid spreder godt humør omkring sig? Har I læst nogle af de samme bøger eller forfattere?
Mulighederne for at finde noget I har tilfælles er uendelige - og det er glæden ved det egentlig også.

For selvom den, jeg snakker med, ikke lige har samme musiksmag som mig, så har vi måske en fælles glæde ved at lytte til musiktekster, som rører os. Eller måske har vi læst forskellige forfattere, men stadig haft en fascinationen af at læse mange bøger af den samme forfatter.

Det kræver oprigtig nysgerrighed overfor den andens syn på livet og interesser. Og en oprigtigt vilje til selv at dele noget, I kan have tilfælles. Jeg er dog sikker på, at når du prøver det af, vil du opleve en glæde over at være en del af et nyt fællesskab, en samhørighed med dine medmennesker og en ny forståelse for ikke bare andres liv men også dit eget.

Mennesker på besøg i vores liv.

Jeg har engang  - et eller andet sted læst eller hørt, at mennesker er i vores liv indtil, de har lært eller givet os det, de kom for... og det er egentlig en meget smuk tanke.
Derfor syntes jeg, at det var interessant at undersøge lidt nærmere, hvor mange mennesker der er gået ind og ud af mit liv gennem årene - og hvad de har givet mig.

Det blev til tur “down memory lane” sammen med gamle fotos af skolekammerater, lærere, gymnastikkammerater og -undervisere, venner, familie, spejdere, studiekammerater, kolleger og mange mange flere. For hvert eneste ansigt jeg kiggede på, prøvede jeg at huske, hvad det var personen havde givet mig. Nogle har givet mig troen på mig selv, og nogle har givet mig troen på mine medmennesker. Nogle har givet mig indsigt i et bestemt emne, og andre i et øjebliks særlige betydning. Nogle har givet mig muligheden for at være alvor, mens andre har givet mig mange timers latter.
Alle har det haft en betydning for den person, jeg er i dag.

Jeg er på ingen måde trist over, at mange af disse mennesker ikke er en de af mit liv nu. Jeg er tilgengæld superglade for, at vores veje har krydset hinanden. Måske vil det ske igen.

Der er selvfølgelig også de mennesker, der i mange år har været en del af mit liv. Og jeg selvom,  at jeg har lært utroligt meget af mine mangeårige venner, er jeg overbevist om, at de stadig har meget at give mig.
Nogle besøg i livet varer længe, fordi de mennesker åbentbart har så meget at give os, at det må tage et helt liv....

Du er uvigtig, men ikke uvæsentlig.

Du er ganske uvigtig i den store livsligning. Sådan er det bare! Verden handler på ingen måde om dig (alene), men om os alle sammen.

Hvis vi fjernede fokus lidt fra os selv og indså, at vi ikke er universets centrum, så ville der være mange ting, der vil være så meget nemmere at klare sig igennem. Derfor skal vi løfte blikket fra vores egen lille verden og ud på vores omgivelser. For det er der vi skal leve og udvikle os.

Derude sammen med resten af verden, vil vi til gengæld opleve, at vi ikke er uvæsentlige. Vores handlinger gør en forskel. Faktisk gør vores blotte tilstedeværelse en forskel. Hvilken er naturligvis op til dig.

Det er en balancegang at bevæge sig fra at tro, at du er vigtig i forhold til andre - til at indse, at du er væsenlig og har betydning gennem dine handlinger, tanker og ord. Tag den udfordring seriøst.

Forbundenhed på sociale medier

I går lavede jeg et opslag på Facebook. Jeg har nemlig i en alder af 45 år valgt at lade min naturlige og efterhånden næsten grå hårfarve folde sig ud. Det var der en del af mine Facebook-venner, som kommenterede på.
Der var blandt andet en, som skrev at hun kaldte de grå hår for erfaringstriber. Straks var der en anden ven, som overhovedet ikke kender den første, der skrev, at hun synes det var en smuk betegnelse, som hun straks ville adoptere.

Jeg var totalt begejstret over den kommunikation. Her sad to kvinder i hver ene af landet og delte nye udtryk.
Livet på de sociale medier har uden tvivl en masse kedelige konsekvenser, men et har altså også nogle gode. Bl.a. at vi kan (omend ganske kort) lave en connection med et menneske vi ikke kender - bare fordi vi har fælles venner, fælles interesser eller mødes i et fælles online forum.

Det er op til os at bruge de medier på en positiv måde.

Efterskole-karavanen

Der findes en slags karavane, der snorer sig gennem landet to gange om år - i august og i juni. Det er karavanen af biler proppet med teenagers ejendele. Alt det de behøver for at starte deres efterskoleliv (og selvfølgelig det de skal have med hjem igen). Du kan kender bilerne på den obligatoriske cykel, de har hængende bag på.
Indtil august 2016 var jeg slet ikke klar over, at sådan en karavane eksisterede. Lige så lidt som jeg var klar over, at forældre samlede sig fredag og søndag eftermiddage på stationer rundt om i landet for enten at hente deres efterskolebørn eller sende dem retur.

Nu er min yndlingsdatter atter hjemme og er i skrivende stund ved at pakke ud. Derfor varer det nok ikke længe, inden jeg glemmer alt om karavanen og eftermiddagene på stationen. Altså indtil yndlingssønnen skal afsted på efterskole.

Men min lille opdagelse har gjort mig mere bevidst om, at vi som mennesker har mere tilfælles, end vi ofte går rundt og tror. Alle de forældre, jeg har hilst lidt genert på, når jeg skulle sende min datter med toget, har ligesom mig kendt til afsavnet og samtidig glæden ved at have et barn på en efterskole. Om ikke andet så har vi haft det tilfælles.

Forbundenhed gennem demokrati

I dag har briterne været ved stemmeurnerne. Eller rettere sagt, nogle har været, men mange er blevet hjemme.
Det er især de unge, som har givet op overfor demokratiet. Hvilket er trist i mine øjnene.

For vi er også forbundet gennem vores politiske demokratiske samfund. At være aktiv deltagende her er også en måde, hvorpå vi kan vise, at vi kerer os om hinanden.
Det kan godt være, at vi ikke er enige med de politikere, der repræsentere os. Men hvis vi ikke byder ind i den demokratiske proces, giver vi også køb på muligheden for at understøtte et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Drop det lystbetonet og gør noget for andre.

Jeg synes, at der gennem mange år har været så meget snak om, at vi skal gøre det, der er vigtigst for os selv. Altså at vi skal have fokus på, hvad der er vigtigst her og nu for os som individer...
Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg er blevet ældre, at jeg har ændret mit syn på vores lystbetonet navlebeskuende tilgang - eller om det skyldes at samfundet omkring mig har ændret sig.

Som jeg har skrevet så mange gange før, så skal vi flytte vores blik fra vores egen lille andedam og kigge ud til den verden, som vi er en del af. Jeg synes, det er så trist, hvis vi hele tiden kun gør det, som lige falder os ind her og nu. Det her handler ikke om ikke at passe på sig selv, men at opgive den selvdyrkelse, der har præget samfundet gennem mange år.

Vi er bare en lille brik i et stort fællesskab, som har så meget at give os, hvis vi vil byde ind i det.
Nogle gange har jeg da ikke præcis lyst til at lytte til andres problemer. Altså hvis et valg blev opstillet, som fx Vil du helst have en times massage? eller Vil du helst lytte til din vens problemer? Gad vide hvad jeg så ville vælge, hvis jeg kun skulle vælge efter lyst.
Men det at vi deler livet på godt og ondt med hinanden, giver mig en følelse af ...

• samhørighed, fordi når jeg bliver lukket ind i andres liv, ser jeg flere ligheder end forskelle.
• normalitet, fordi jeg ikke er den eneste i verden, der kan stå med problemer, sure dage eller falder ned i et sort hul.
• værdifuld, fordi nogle synes, at jeg er værd at dele livet med.
• betydningsfuldhed, fordi jeg i samtalen oftest får mulighed for at byde ind viden, råd og hjælp.

Så husk at byde ind i andres liv. Drop løbeturen, manicuren eller tv-tiden og sæt i stedet tid af til fx at drikke kaffe med en ældre slægtning, ringe til en ven, som du ikke har talt med længe eller lyt (sådan virkelig) til en af dine niecer eller nevøer.

Nogle gange er det vigtigste ikke det, som er vigtigst for mig, men det der er vigtigst for fællesskabet - både det store og det lille.

Passer du på vores natur?

Et af mine yndlingssteder, da jeg var barn, var markerne og naturen omkring den lille gård, hvor min farmor og faster boede. For mig var det en stor verden med masse af muligheder for udfoldelse. Allerede dengang var man begyndt at måle ud til E20-motorvejen, som i dag løber tæt på gården. Jeg kan huske, at jeg var ærgerlig over, at vejen skulle skære igennem mit fristed. Selvom jeg nu sagtens kan forstå, at Sorø by ikke kunne blive ved med at danne rammer om al den trafik, som går fra Slagelse til Ringsted...

Jeg tror, at jeg var som de fleste børn - jeg elskede at være i naturen og udfolde min fantasi i de vide rammer. Som voksen har jeg tilbragt meget tid sammen med børn i alle aldre, og jeg har også oplevet, at børn ofte har et særligt forhold til naturen. De synes, den er fascinerende og vil meget gerne passe på den. Og når nogle voksne glemmer at passe på naturen, tænker jeg, at det måske er fordi, de tilbringer så lidt tid i den.

Men vi er jo en del af en verden større end os selv. En verden som er meget mere end menneskeskabt. En verden som har en guddommelig skønhed, er nærmest kan tage pusten fra én.

I dag da jeg gik gennem en skov, hvor anemonerne blomstrede frem, træernes knopper var ved at springe ud og egerne legede, tænkte jeg, at jeg ønsker, at mine børnebørns børnebørn skal kunne opleve det sammen. Derfor er det så vigtigt, at vi hver eneste dag tænker over den måde vi behandler vores jord og vores natur på. Vi er en del af naturen og den er en del af os.

With a little help from my friends

For et år siden stod jeg og min lille familie og stressede over, at vi skulle gøre klar til min søn konfirmation - men også lige skulle holde bisættelse og tage afsked med min elskede faster dagen inden.

Vi var ikke bare presset på følelserne, som gik fra sorg over tabet af et menneske, der stod os alle nær til glæden ved at skulle fejre min søns store dag. Vi var også presset på tid. Men heldigvis er vi omgivet af mange skønne og hjælpsomme mennesker. Nogle af vores bedste venner satte en fredag eftermiddag og aften af til at kunne hjælpe os med at dække borde og gøre lokalerne i stand. Min ene svigerinde sørgede for at bage desserten. Uanset hvor vi vendte os hen, var familie og venner klar med en hjælpende hånd. Og selvom jeg da godt ved, at hvis vi virkelig skulle have klaret det selv, så havde vi også gjort det. Men det skulle vi heldigvis ikke.
Og i dag er vi så på vej til min nieces 18 års fødselsdag med bagagerummet fyldt med stege, fordi vi har haft muligheden for at hjælpe hendes mor med maden.

Jeg møder af og til mennesker, som siger, at de aldrig spørger om hjælp. Faktisk siger de ofte, at de ikke kan få sig selv til at spørge om hjælp. De vil hellere klare det hele selv. For mig er det ikke bare martyragtigt men også uendelig trist. Vi skulle alle sammen gerne føle, at vi er en del af et større fællesskab. Et fællesskab som står klar med en hjælpende hånd, når vi har brug for det.

Så drop tanken om at skulle være alene om alting. Byd andre indenfor og bed om hjælp, det styrker fællesskaber, venskaber og familier.