Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.

Hvad forventer du egentlig?

Jeg tror, at vi alle har nogle mennesker i vores liv, som vi ikke enes sådan supergodt med. Det kan være familiemedlemmer, arbejdskolleger eller venners venner. Nogle som på en eller anden måde dukker op i vores liv uden, at vi selv har valgt dem til.

Og nogle gange når jeg har talt med nogle af disse mennesker, så sidder jeg tilbage med følelsen af at være misforstået. Og faktisk falder jeg ofte ned i en tankegang, som handler om, at jeg bare ville ønske, at "de andre" bare ville have tiltro til mine gode intentioner - og forvente, at det jeg siger eller gøre udspringer af noget ordentligt.
...så er det at jeg kommer til at tænke på, om JEG ikke bare kunne have tiltro til dem og deres intentioner? Kunne jeg ikke bare forvente noget godt af vores møder og samtaler?

Det er så nemt at give de andre ansvaret - og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan ændre udfaldet bare ved at ændre min tilgang.
Men alligevel synes jeg, at det er interessant at opdage, at jeg opfører mig på præcis den måde, jeg mistænker andre for at gøre...

Det skal opleves...

Livet bringer os alle større og mindre forandringer og udfordringer.
Nogle har vi selv ønsket og planlagt - mens andre uundgåelig kommer helt af sig selv, og ofte når vi ikke forventer dem.

De sidste kan være svære at komme igennem, bl.a. fordi vi ofte først opdager, at de er der, når vi står lige midt i dem!

Det betyder dog ikke, at den første slags, altså dem vi selv har ønsket og planlagt, nødvendigvis er nemmere at komme igennem. For selvom vi ønsker os noget, og vi tænker forløbet igennem og prøver at planlægge, hvordan det vil være... så er det altså noget ganske andet at gennemleve det. At føle hvordan det rent faktisk føles. At opleve hvad det gør ved dig og din verden...

Uanset hvad der sker i vores liv, også de allerbedste ting, kan vi ikke tænke os til - det skal leves og opleves.

Det må godt være træls!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noget af det værste jeg kan forstille mig, er at leve et fuldstændigt monotomt liv. Ingen forandringer og ingen udsving.

Når vi virkelig mærker livets modgang og skal grave dybt for at finde frem til vores egen styrke... så kan det virke tiltalende at leve et liv, hvor alt bare er sådan lige ud af landevejen.
Ingen "ups and downs". 
Og så alligevel ikke...

For mig et det gode liv nemlig ikke monotomt eller ensformigt.
Det er store øjeblikke, små øjeblikke - svære, gode, sjove og sørgelige. Det er der, hvor jeg mærke værdien af livet, betydning af dem omkring mig og netop finder ud af, hvad jeg også er gjort af.

Så det er helt i orden, at livet, hverdagen eller oplevelserne ind imellem er træls!

Når du bliver i det, der er svært...

I dag var jeg i samtale med et menneske, som jeg ikke rigtig kender. Faktisk har jeg kun mødt hende én gang før - og det er første gang, vi taler sammen.
Samtalen handlede om stresshåndtering og vores tankemønstrer i den forbindelse.

Det var tydeligt, at den næsten fremmede, jeg talte med, var presset mere end almindeligt - og nok også mere end det var sundt...

Så pludselig stod jeg der - midt i en samtale, som havde taget en drejning hen imod noget meget personligt og egentlig også noget meget svært.
Jeg kunne have afsluttet samtalen hurtigt uden, at det umiddelbart havde været underligt. For vi kender jo slet ikke hinanden - og da slet ikke nok til at være personlige.
Men jeg blev stående - og holdt fat i emnet.

For jeg har stået der selv. Midt i noget der var ved at stige mig over hovedet...
Uden styrke til at kunne bede om hjælp...
Men med håb om, at bare én eller anden ville lytte til mig. At jeg ikke var ved at blive usynlig i takt med, at jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejdslivet.


Nogle gange har vi bare brug for at mærke andre - at mærke at vi har betydning for selv fremmede, om det så kun er for et øjeblik.
Og vi skal finde modet, empatien og nærværet frem til at blive i samtalen, selv når den bliver svær eller vækker ubehagelige minder hos os.
For når vi gør det, kan vi styrke en samhørighed med andre, som samtidig giver os fornyet kræfter til at være stærke i det, der er svært.

Hverdagsmodig.

I dag har jeg talt med en flok skønne unge mennesker om at være modig.
Egentlig tog jeg udgangspunkt i Martin Luther King Jr.'s "I have a Dream"-tale, fordi det netop i den forgangene uge er  55 år siden, at han stod på trappen til Lincoln-monumentet i Washington DC og delte drømme med tusindvis af mennesker. Dr. King udviste på mange måder mod både den dag og på mange andre tidspunkter.

Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for de fleste af os. Det skal dog ikke forhindre os i at lade os inspirere af ham.

For hvad er det vi lægger mærke til, når vi oplever andre "store" modige mennesker?
Er det alt det usædvanlige? Eller alt det almindelige?
Ofte er det jo det sidste. Men mod udspringer egentlig af almindelig hverdag. Der hvor nok er blevet for meget, eller vi endelig har fået øje på noget, som vi bare ikke synes er i orden - og vi så finder modet til at gøre noget ved det. Ofte ved vi slet ikke at vi har modet før det pludselig overvælder os.

Det sker som regel ikke på særlige dage eller ved særlige lejligheder. Det sker i ganske almindelige hverdage... som så godt nok bagefter bliver skelsættende i vores liv.
Nogle gange ved vores omgivelser måske slet ikke, at vi har været modige... Fordi de som vi gør, kan virke normalt for andre.

Mod findes nemlig i mange former og udtryk. Nogle springer i vandet for at redde en fremmed fra at drukne. Nogle kæmper for rettigheder til alle. Og nogle kæmpe for at være en almindelig del af vores samfund eller et fællesskab, selvom det ikke er så lige til for dem.

Jeg vil håber, at vi alle ville anerkende modet i os selv og andre - også selvom det ikke stilles til skue for hele verden.

De gode fiaskoer.

Fiaskoer er en naturlig del af livet, som jeg hverken synes, at vi skal undgå eller opsøge.
Ment på den måde, at vi skal kaste os ud i alle mulige projekter, som vi gerne vil afprøve - og ikke bekymre os om, hvorvidt noget kan gå galt.
Omvendt skal vi heller ikke gå ind i projekterne med et mål om at mislykkes... for så har de ikke nok værdi for os.

Vi skal kæmpe og knokle for det, som har betydning for os!
Og i den proces må vi også omfavne fiaskoerne...

Fiaskoer er livets mellemregninger, og der hvor vi kan finde ahaoplevelserne.
Når andre oplever, at vi har succes med noget - eller bare at det går os godt. Så er det en her-og-nu-sum, hvor der forude ligger en masse mellemregninger. Nogle af dem har gjort ondt, mens andre bare har været irriterende... Men ligesom med  "almindelige" regnestykker, så er det svært at komme frem til komplicerede resultater, hvis vi ikke har tålmodigheden til at lave mellemregninger.

Vi skal ikke være bange for fiaskoer, men vi skal gøre dem til gode og nyttige for vores udvikling.

Når nye relationer skal skabes.

Det kræver mod at møde nye mennesker... eller mere præcis at åbne sig så de, kan lære dig at kende. For uanset hvordan vi har det med os selv, så er det temmelig sårbart at lukke op for hele den, vi er. Hvis du så samtidig er på udebane, kommer du virkelig på overarbejde.

Det er dog min klare overbevisning, at uanset hvor hårdt det end føles - det der med at etablere nye relationer - så er det det hele værd.

Men for at vi kan være i det, må vi samle gamle, gode og trygge relationer om os. Dem som kender vores historie, vores styrker og svagheder, vores drømme og håb. Dem som holder af os pga. at alle vores særheder. Sammen med dem kan vi hente energi og mod til at sætte os selv på spil i de nye relationer.

Så når vi møder nye mennesker og skal skabe noget nyt sammen, skal vi ikke fortvivle, hvis det føles hårdt og uoverskueligt. Det er ganske naturligt. Vi skal bare huske at tanke op, der hvor vi er trygge.
Så kan nye relationer spirer og vokse på den fineste måde.

Hjælp smilet på vej...

Det siges, at smilet er den kortest vej mellem to mennesker - og det tror jeg også kan være rigtigt langt hen af vejen. Jeg bliver i hvert glad, når andre smiler til mig. Og selvom det er en fuldstændig fremmede, som afsender smilet, så føler jeg mig forbundet med denne anden i den tid det smil varer.

Men hvis vi virkelig skal skabe en reel kontakt til et andet menneske, så kan smilet ganske vist være en start - med det er ikke nok. Der skal mere til.
Vi skal på en eller anden måde samle mod til os - og henvende os direkte til den anden.
For nogle er det en super let opgave, for nogle en temmelig svær - og for de fleste af os, er det en overkommelig opgave, som alligevel kræver en vis indsats.

Men jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden at gøre den indsats. For hver eneste dag kan vi gå glip af samtaler, nye synspunkter og interessante relationer, hvis vi ikke efterfølger smilet med er "hej", et spørgsmål, et kompliment eller noget helt fjerde.

At være modig.

Jeg har lige gjort noget af det mest modige, jeg har gjort i årevis!

Egentligt synes jeg, at jeg er god til at skubbe til grænser for mig selv, være i det, der er svært og gå ud af komfortzonen... men det er ikke altid sådan synderligt modigt. Det er måske sejt og nogle gange dumdristigt... men det er ikke sådan, at jeg føler mig modig.

Indtil fornylig hvor mit drømmejob blev ledigt. Sådan et job, at jeg bare vidste, at hvis jeg ikke ihærdigt prøvede at få det, så ville jeg for alvor komme til at fortryde det.
Så jeg ansøgte til trods for, at jeg allerede havde et job, som jeg var super glad for. Og til trods for at hvis jeg fik det, så skulle jeg og familien flytte til en hel anden landsdel væk fra alt det nære og trygge...

Men sådan er det altså, hvis jeg ville være modig. Og det vil jeg gerne.

Så jeg tog springet og landede lige midt i, hvad jeg anser for den mest fantastiske stilling.

Og jeg kan sige til alle andre, at det i den grad er det værd... det er værd at gå efter drømmejobbet, og det er værd at være modig.

Dybt vand...

En gang for mange mange år siden, da jeg var omkring 11 år gammel, sprang jeg en sommer ud på (for mig) meget dybt vand. Sådan helt bogstavelig.
Jeg var ude på en vandcykel sammen nogle lidt ældre børn - og af en eller anden grund, som jeg har glemt i dag, sprang jeg overbord og bestemte mig for st svømme ind til stranden.

Jeg husker, at det følte som en meget lang og sej svømmetur. Men jeg vidste bare inden i, at jeg sagtens kunne. Hvilket faktisk er ret imponerende, når jeg tænker på, hvor dårlig en svømmer jeg var.

Det var ingen tvivl. Jeg havde fokus på målet, og havde også opløftende samtaler med mig selv om, at jeg sagtens kunne.

Den dag imponerede jeg mig selv - og mine forældre. Men vigtigst af alt, så fandt jeg ud af, at når jeg komme ud på dybt vand, så kan jeg finde styrken til at komme sikkert i havn alligevel.

I dag tager jeg oplevelsen med mig, netop som en påmindelse om, at jeg skal turde kaste mig ud på det dybe vand - og at jeg har styrken til at komme sikkert i land...

Du indeholder mere end, du endnu ved...

Der er dage, som virkelig kræver noget ekstra af os. Dage som vi ikke går og drømmer om, fordi de på forhånd ikke virker særlig tiltagende. Dage som vi måske allerhelst ville være foruden... og dog.
For det er også de dage, hvor vi oplever meget mere af alt det, vi kan. Alt det vi indeholder.

Når der sker noget svært eller ubehageligt i vores liv, som er det der, vi dykker ned i ukendte ressourcer og folder dele af vores fantastisk-hed ud. Det er de dage, hvor vi står tæt sammen med andre for at løse problemer - og for ikke at vælte i stormen. Og det er måske de dage, der i sidste ende får allermest betydning for os.

Så vi kan ikke vende ryggen til svære situationer, vitgige samtaler som går tæt på eller ubehageligheder. Vi skal møde dem vel vidende, at også det vil vi kunne overkomme, også selvom vi endnu ikke ved hvordan.

En udfordret rollemodel...

Det der med at være en god rollemodel eller i det mindste prøve at være det, er ikke altid så lige til.

Begge mine store børn er i gang med læseferie - og for det meste er de faktisk i gang med at læse...
Det samme er jeg, for jeg skal til eksamen om to dage.

Så hjemme hos os har mange af samtalerne handlet om forberedelse, håndtering af nervøsitet og hvordan vi kan tro på os selv. Og jeg har fundet ud af, at jeg på en eller anden mystisk måde har givet mine børn et indtryk af, at tingene er rimelig lette for mig. Hvordan det er gået til, aner jeg ikke! 😃😉 For det er så langt fra sandheden...
Men jeg har knoklet med at lære gennem mange år. Knoklet med at finde troen på mig selv. Og knoklet med at bruge nervøsitet til noget forholdsvis konstruktivt.

Derfor har jeg også besluttet mig for, at de skal have et større indblik i al den nødvendige forberedelse, jeg lægger for dagen og min håndtering af usikkerhed og nervøsitet. Det har betydet, at jeg på forskellig vis har udleveret den tvivl, jeg også ofte oplever. Og det er så blevet sat sammen med samtaler om, at vi skal anerkende vores usikkerhed, vores viden og det vi allerede er.
Det har på mange måder været udfordrende, fordi jeg igen kommer gennem processer, som jeg troede var overståede kapitler af mit liv. Men også fordi, at jeg ikke ønsker, at min historie og mine oplevelser skal påduttes mine børn.

Jeg ved endnu ikke, hvordan vores fælles eksamensoplevelse ender. Det at være rollemodel har mange facetter og ingen “rigtige” svar.
Et er dog sikkert - vi bliver klogere på hinanden og os selv undervejs, og det er vel ingen skade til....

De interessante unge mennesker.

Min verden er fyldt med kloge, sjove og rimelig velreflekterede unge mennesker, som jeg altid bliver beriget af gennem vores samtaler.

Jeg møder dog af og til voksne, som vist ikke helt har set det samme lys i ungdommen, som jeg har. De inviterer i hvert fald ikke de unge ind i samtaler.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan... men jeg ved, at jeg ville gå glip af så meget - latter, indsigt og ideer, hvis jeg "kun talte med jævnaldrende.

Så hvis du ikke er vant til at tale med de unge, så håber jeg, at du vil gøre en stor indsats for at inddrage dem i dine samtaler fremover. Uanset om det er til familiefester, ved dit eget spisebord eller et helt tredje sted. Du rolig glæde dig...

Er du modig nok til at være usikker?

Der er så meget, jeg ikke er sikker på. Både på vidensplan, menneskeplan, personlig plan - ja listen er vel uudtømmelig.

I mine unge år prøvede jeg at skjule min usikkerhed. For jeg var troede på, at andre ville synes mindre om mig, hvis de vidste besked om alt det, jeg ikke vidste...
Så jeg lod som om.
Lod som om jeg forstod fremmedordene i de lange sætninger mine medstuderende på universitet brugt til at formulere selv enkelte og måske også ubetydelige ting.
Jeg lod som om, at jeg forstod, hvordan andre havde det eller agerede i forskellige situationer.
Eller som om jeg godt forstod selv svære og indviklede teorier.
Men værst af alt lod jeg som om, at det ikke gjorde mig noget, at jeg i den grad løj overfor mig selv og andre stort set hver eneste dag.

Det var dog bare eneste, jeg turde gøre. For det kræver virkelig meget mod at fortælle åbent om det, du ikke forstår eller endnu ikke ved.

Siden da har jeg trænet mit mod rigtig meget - dagligt vil jeg sige. Jeg vil hellere være ærlig overfor mig selv  - og sige hvis jeg ikke forstår eller ikke ved noget. Det giver mig tillige en mulighed for at blive klogere - hvilket jeg ikke havde før.

Nogle gange bliver jeg stadig ramt af usikkerhed, når andre fx siger “ved du ingen gang det???”.
Jeg vælger dog for det meste at være modig og stå ved, den jeg er, og det jeg har at bringe med ind i samtalen.
Jeg håber, at du er modig nok til at gøre det samme...

Når vores værdier udfordrer os selv...

Værdier... jeg synes, de er vigtige. Ikke mindst når vi bruger en del tid på at finde ud af, hvad de egentlig betyder for vores hverdag. Der hvor livet kan virke som om, at det suser forbi... kan værdierne hjælpe os med at finde fodfæste.

Derfor kan det også være en temmelig voldsom omgang, når vi har svært ved at rumme vores egne værdier. Når vi mister fodfæstet på trods gode intentioner og smukke tanker. 

For værdier som rummelighed og ordentlighed kan være svære at håndtere, når andre træder os for nær.

Jeg synes egentlig ikke, at værdier skal ranglister sådan så nogle er vigtigere end andre. Eller at de kun skal gælde, når vi enes godt med vores omgivelser. 

Derimod synes jeg, at vi skal dykke ned i vores egen forståelse af dem. For betyder rummelighed fx, at jeg skal finde mig i alt, hvad andre kunne finde på at sige eller gøre? Eller betyder rummeligheden bl.a. at det er helt i orden, at en del af mig ikke vil finde sig i hvad som helst? Og er jeg stadig et rummeligt menneske, når jeg ikke forstår andres valg i livet?

Måske betyder rummeligheden mest af alt, at jeg har forståelse for og accept af, at jeg ikke er et perfekt menneske, men bare er på vej til at blive en bedre udgave af mig selv...