Jeg gør det faktisk meget godt

Der er bare tider, som er sværere, hårdere eller vanskeligere end andre.
Tider hvor vi virkelig tager os sammen for bare at få de mest almindelige og forventelige ting til at hænge sammen. Tider som slet ikke er sjove.
Når jeg går igennem sådanne tider, kan det være svært for mig at se, at jeg overhovedet bidrager med noget som helst.
Jeg prøver... og jeg gør også noget hver eneste dag. Det virker bare ikke rigtigt som særligt meget.

Heldigvis er jeg omgivet af en masse gode mennesker i min familie, i min vennekreds og på mit arbejde, som hjælper mig med at se, at jeg rent faktisk gør det meget godt.
Og det er netop i de svære perioder af vores liv, hvor vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi gør det godt nok.

Det skal vi også huske at fortælle os selv. Prøv lige at kigge ordentligt på dit liv - alt hvad du laver. Og se alle de ting som du faktisk gør ret godt.
Nogle gange handler det bare om, at du trods din egen indre sindstilstand husker at være der for dine nærmeste eller nogle, du møder på din vej.  Eller du trods træthed og manglende overskud husker at være hjælpsom.
Der er så meget vi gør, som virker som bittesmå ting, men som i virkeligheden beviser, at vi gør det godt nok.

Så brug endelig dagen på at finde alle de ting, du gør godt. Lav en liste hvis du for alvor har brug for at blive mindet om dem. Ros dig selv - for du har i den grad fortjent det.

Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

Ros løs

“Man skal jo ikke bare gå rundt og skamrose folk.” Det udsagn hørte jeg i dag.

Den Danske Ordbogs forklaring på skamros lyder: overdreven, ofte ufortjent ros - fx fremført i ukritisk beundring eller for at behage eller håne nogen. Og med den forklaring synes jeg da heller ikke, at vi skal skamrose hinanden.

Til gengæld synes jeg, at vi skal rose og anerkende hinanden lige så meget og lige så ofte, som vi overhovedet kan. For når vi vælger den tilgang, så starter det med, at vi øver os i at få øje på alt det, som andre gør godt. Og når vi så tillige vælger at sige det til dem, vel vidende at det jo bare er vores egen holdning og synspunkt, vi deler med dem, og ikke en objektiv sandhed, så giver vi andre en mulighed for at glædes over deres bidrag til andre.

Selvfølgelig skal vi lade være med falsk ros og sleskhed, men lad os nu bare sprede glæde med oprigtig ros og anderkendelse - og meget af den.

Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Fællesskabet er mest interessant

I min indboks lå der en reklame fra en foredragholder, som gerne ville fortælle mine elever noget om, hvordan han som ene menneske havde turde drømme stort og derfor havde fået store ting til at ske. Og det er jo fint på mange måder.
Jeg er helt med på, at nogle gange så står vi bare alene som mennesker - og alligevel sker der noget større end os selv.

Der er også mange dejlige oplevelser ved at være sig selv - og ved at lære sig selv at kende.
Der er mange store øjeblikke, når vi opdager, at vi kan noget på egen hånd.
Men jeg finder altså fællesskabet mest interessant.

Jeg har lært så mange ting om mig selv - netop gennem fællesskabet. Det jeg har at give til det. Den jeg er i det. Og den måde jeg bliver påvirket af det.
For mig er det mest interessant, det vi skaber sammen, eller det vi er sammen. Jeg elsker den kompleksitet, der opstår i fællesskaberne. De tider, hvor vi på grund af vores forskelligeheder, ser nye veje, skaber nye ting eller løser problemer på helt nye måder. Det er interessant at opleve, hvordan vi bliver til mere sammen, fordi vi indgå i et større puslespil af hinandens styrker.

Så selvom jeg gerne hepper på dem, der tør gå egne veje og gøre noget andet - så synes jeg det er vigtigt, at vi husker, at det er fællesskaber, som for alvor har forandrede store ting.

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Elsk din næste... næsten

Du skal elske din næste. 
Det kan godt være et svært koncept at sluge for mange. For kærlighed er et temmelig stort begreb... og måske skal du heller ikke kaste dit ud i et jeg-skal-elske-alle-projekt.

Men når du kan lide din næste, er der så mange ting i livet, der bliver nemmere. Uanset om vi vil det eller ej, så er der en forbundethed mellem os mennesker. I familier, på studier, på arbejdspladser, i vores fritid - ja alle steder. Som cirkler der snor sig ind i hinanden - på en passende forstyrrende måde.

Vi er bl.a. bundet sammen af oplevelser, interesser, holdninger, værdier og opgaver. Og vi er bundet sammen af et behov for hinanden på mange forskellige måder.
Derfor sker der noget skønt og særligt, når vi er sammen - og samtidig gør noget for at kunne lide hinanden.
Det kan starte med, at du bevidst leder efter noget ved dine medmennesker, som I har tilfælles. Noget som gør dig glad ved den anden.
Du kan også bruge de opdagelser til finde ud af, at netop du har et fællesskab med andre, hvor I er vigtige sammen.

Vis glæde

Ved de mennesker, som du omgiver dig med hver eneste dag, hvad de egentlig betyder for dig?
Her mener jeg især dem, som du holder aller mest af...

Nogle gange falder vi lidt for meget ned i "hverdag", "plejer" og "de-ved-det-jo-allerede-godt", og vores måde at møde andre på bliver lidt for ligegyldig.

Vi skal huske at vise hinanden glæde...
Glæde ved, at vi har hinanden.
Glæde ved, at vi mødes.
Glæde ved, hvordan vi er, når vi er sammen.
Glæde ved, at vi kan være sammen.

Så smil, kram og kys - så glæden kan mærkes.

Altid og aldrig...

Det er meget, vi kan lægge tungt på vore egne skuldre. Ikke mindst forestillinger om, hvordan vi “burde” være.
Mange ting har jeg allerede lagt fra mig - og mindst lige så mange arbejder jeg med at få løftet af skuldrene.

Og det der ofte tynger hos mig, er emner som kan formuleres i sætninger, som indeholder enten  “altid” eller “aldrig”....

En god chef ville aldrig gøre sådan...
En god ven ville aldrig husker, at...
En ordentlig medarbejder har altid styr på...
En klog person ville aldrig...

Nogle gange hører jeg disse ord fra andre, men ofte kommer de fra mig selv.
Og de har ikke hold i virkeligheden. For der er ingen regler, ingen formular, der definerer, hvordan vi er gode eller ordentlige. Så enkelt er ingenting - og gudskelov for det!

Så det er værd at give slip på alt det “altid-” og “aldrig”-fis, vi bilde os selv og andre ind. Og bare lære os selv at kende, som den chef, ven, medarbejder eller person, vi nu engang er.

I er noget særligt

På min vej gennem et gymnasium, stødte jeg på en Hall of Fame-væg fyldt med billeder af dem, der har gjort noget særligt. Ofte har jeg det meget ambivalent med den slags. Men denne her var anderledes.

Der var billeder af dem, der har investeret tid og energi i at skabe fællesskab, dem der har gjort noget for at hjælpe andre, og dem der var særlig dygtige til en bestemt ting.
Det var for mig at se en hyldest til dem, som på den ene eller anden måde gør noget ekstra. Og det er en venlig tilgang til mennesker.

Du er betydningsfuld!

Det kan som menneske - sådan et helt almindeligt menneske, være svært at forstå, at vi har betydning for andre end dem, der er tættest på os. 
Dermed ikke ment, at mange af os ikke samtidig stræber efter at gøre en forskel i andres liv...
Det er egentligt nok lidt underligt...

Jeg har mødt mange mennesker, som gør en indsats for at være ordentlige, venlige og opmærksomme overfor deres medmennesker. Som gerne gør en ekstra indsats for andre... men som samtidig bliver overrasket over den betydning vi har i andres liv. Jeg har det selv ofte sådan. Jeg er selv en af dem. 

Men vi har betydning for hinanden - også meget mere end vi ellers går rundt og tror. Og på måder vi slet ikke kan forestille os. 

I stedet for at undre os over det, eller italesætte vores betydning som noget ubetydeligt, skulle vi i stedet omfavne det fantastiske i at få mulighed for at gøre en forskel for andre. Og vi skulle oftere tage at sige til hinanden: "Du har betydning for mig!"





"Our deepest fear is not that we are inadequate. 
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. 
It is our light, not our darkness that most frightens us." 
- Marianne Williamson

Køkkenkabinettet

I dag får jeg besøg af en flok skønne kvinder, som igennem mange år har været med til at skabe et fundament i mit liv. Et fundament hvor jeg kunne være i rimelig sikkerhed, når verden omkring mig rystede.

I nogle perioder har vi set meget til hinanden - og i andre noget mindre. Men vi har altid kunne tage svære emner op, noget er betød noget eller noget som fyldte i øjeblikket.
Derfor ser jeg dem som en del af mit køkkenkabinet. Altså ikke det som hænger på væggen, men det kabinet, der rådgiver mig - og ofte vil vi ende i gode samtaler i køkkenet...

Og nogle gange handler det slet ikke om rådgivning, men om at få luft, være tilstede eller sige tingene "råt for usødet". Men uanset hvad vi har været igennem, så bakker vi op om hinanden.

Jeg håber, at andre har samlet lignende køkkenkabinet omkring sig - for når livet rammer, så har vi alle brug for et sikkert sted at lande...

Situationen - ikke personen.

Der sker ofte noget inden i os, når vi ser billeder af os selv...

For ikke så lang tid siden så jeg nogle billeder af mig selv i gang med at interagere med nogle unge mennesker. Billederne gav egentlig et indblik i en rigtig fin situation, hvor jeg på mange måder var i mit es.

Alligevel faldt mit øje med det samme på nogle af de ting ved mit udseende, jeg ikke er så begejstret for...

Historien kunne have endt der, men jeg synes, at jeg er mere livsklog end bare at lade mig fange af min egen bevidsthed og delvis usikkerhed med min fysiske fremtoning.
Jeg synes, at jeg er så meget mere end det...

Så jeg begyndte at kigge på en masse andre billeder. Jeg fokuserede på, hvad det egentlig var for nogle situationer, der var blevet taget billeder af - og hvordan jeg havde haft det i de situationer eller i de perioder af mit liv.
Og efterhånden blev hår, tøj og krop ikke så vigtig mere. For de billeder fortæller nogle helt andre historier - og så meget mere.

Jeg håber andre vil gøre mig den øvelse efter. Altså at se på sig selv med kærlige øjne og bruge billeder - nye som gamle - til at genopdage situationer og perioder i deres liv, fremfor alt det overfladisk. 

Jeg er så fantastisk normal...

Ofte høre jeg meget snak om at være ekstraordinær og noget helt særligt. Mange vil gerne være den, andre ser op til. Og det kan der selvfølgelig nok også bære noget ved.

Men jeg nyder altså at være ganske almindelig. Sådan helt normal.
Når jeg står op om morgen, har jeg altid en masse planer og ikke mindst intentioner for dagen, men de handler ikke på nogen måde om, at jeg skal være særlig...

Jeg nyder at være en blandt andre. At have interessefællesskab eller finder frem til fælles interesser. Jeg nyder at være så normal, at det er almindeligt at fejle og prøve at gøre det bedre næste gang.
Ikke mindst nyder jeg, at i roen ved at være ganske normal, finder jeg glæde ved at være præcis mig. Jeg skal ikke finde på nye måder at skille mig ud på. For jeg er allerede fantastisk nok på den helt normale måde...