Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.

Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.

Hvor heldig er jeg...

Det har været et forår, som jeg kommer til at huske... Desværre fordi flere oplevelser har ramt der, hvor det gør ondt. Og i sidste uge var det virkelig en svær og personlig oplevelse, da min mor sådan lidt pludselig døde...

Det har betydet, at jeg har trukket mig lidt tilbage fra min hverdag, bare lige for at finde en slags fodfæste igen.
Heldigvis er det jo ofte, når vi har allermest brug for positive glimt i livet at de dukker op. Så I dag kom 3 skønne teenagepiger ind på mit kontor med en blomst og et kort - bare fordi jeg skulle vide, at de var kede af det på mine vegne.

Hvor heldig er jeg, at få mulighed for at dele hverdag med sådanne skønne, empatiske unge?

Sig det med blomster... eller bare med ord

I denne uge mistede jeg min mor... hold da op, hvor er det en hård oplevelse...

Men i al min sorg har jeg fået mange mange varme og omsorgsfuld ord, både på beskeder, i samtaler og på de sociale medier. Og selvom det ofte er et enkelt ord eller nogle få vendinger, så har det stor betydning, at vi lige rækker ud, når andre er i sorg. Det gør ikke sorgen mindre, men når den følges af andres empati og sympati, så det er lidt nemmere at være i.

En af mine venner havde haft mulighed for at tage fri fra arbejde for at deltage i bisættelsen, og da vi kom hjem stod en buket smukke blomster fra en flok venner, som bare lige ville fortælle, at de tænkte på os.

Der er nok ikke nogen rigtig måde at reagere på andres sorg på. Men vi må ikke glemme, at selv små ord, et kort visit eller en buket blomster kan få den sorgramte til at føle sig mindre alene i det hele. Vi er ikke uden betydning, når dem, vi holder af, går igennem svære tider.

Så midt i sorgen er jeg fyldt med taknemmelighed over alle de gode mennesker, jeg har i mit liv - og jeg er opmærksom på, at jeg skal huske de små ting, der kan have uendelig stor betydning, når jeg møder andre i sorg.

Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Er du OK?

Ofte er det egentlig så ganske nemt at være omsorgsfuld. Og lige så ofte tror vi, at det er svært.

For når en kollega, en ven eller en vi bare kender hænger lidt, hvad siger vi så?
Ingenting, måske. Og måske fordi vi ikke lige ved, hvad de kloge eller venlige ord skulle være. Måske fordi vi ikke synes, at vi kender den anden god nok til at "blande" os.

Vi behøver dog ikke at være verdensmestre i indsigt i andre. Nogle gange er alt der skal til et "Er du OK?" Efterfulgt af lyttende oprigtig opmærksomhed...

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Det er ungdommen også

Smilet bredte sig i mit ansigt, da jeg så de unge mænds opførsel.

Midt i toget stod en ældre dame (80 år fortalte hun mig senere), og var lettere forvirret, nok pga. togskift og hendes megen bagage.
Men der var ingen grund til hverken forvirring eller bekymring, for et par gymnasiegutter, havde spottet hendes behov for hjælp allerede på perronen. De havde hjulpet hende med at tjekke rejsekortet ind, givet hende støtte til balancen på vej ind i tog og havde båret hendes bagage ind i kupeen. Da de lagde kuffert og tasker op på bagagehylden, spurgte de høfligt ind til, hvorlangt hun skulle bare for at sikre sig, at de kunne hjælpe hende med bagagen ved rejsens slutning.
Inden de hjalp hende helt hen på hendes plads, spurgte de også til, om der nu var nogle til at hente hende.

Det scenarie gjorde mig glad, og jeg følte, at det har særligt at være vidne til.

Ungdommen er mange ting - og de er bl.a. hjælpsomme, betænksomme og ansvarsfulde.

Ikke for de få udvalgte

At være venlig og tålmodig er ikke svært... når vi er omgivet af mennesker, som vi synes om.
Det bliver først udfordrende, når det skal gives til dem, som vi enten ikke bryder os om, dem i hvis selskab vi er utrygge, eller dem som er så langt fra os i tanke, handlinger og værdier.

Men det er til gengæld lige præcis der, det giver allermest mening at være venlige og tålmodige.
For dét bør aldrig være forbeholdt vores få udvalgte, som allerede mærker vores opbakning. Og vi skal ikke begrænse de ressourcer inde i os selv.

Når vi åbner op for venlighed og tålmodighed, der hvor det kræver mest af os, skaber vi ikke bare særlige bånd i ofte skrøbelige relationer - vi opdager også, hvor stor styrke der egentlig er i at være der for dem, som mindst venter det.

Måske er din nabo den mest fantastiske person, som du ikke har mødt endnu...

Uanset om du allerede har en masse fantastiske mennesker i dit liv - er om du er på udkig efter en eller to personer, som vil inspirere dig, give dig nye indsigter og bringe en masse glæde ind i dit liv, så er der stor sandsynlighed for, at de personer allerede er tættere på dig, end du måske lige tror.

Når jeg siger det, så bunder det ikke kun i min grundlæggende tro på, at alle mennesker har noget særligt og værdifuldt at bringe med til fællesskabet.
Det handler i høj grad om, at rigtig mange mennesker ønsker at gøre en forskel for andre. Og når vi “bare” tager os tid til at møde hinanden og lytte til hinanden, så bliver vi overrasket over al det fantastiske, som bor lige ved siden af os...

Uforventet venlighed

I dag hørte jeg en kvinde tale om at holde fast i venligheden. Hun talte om den uforventet venlighed som et modstykke til den forventet uvenlighed, som vi desværre ofte kan møde i os selv og andre.

Emnet er jo et af mine yndlingsemner at udøve, at tale om, at fordybe mig i og at blive klogere på, så det satte en masse tanker i gang hos mig.

Jeg er overbevist om, at selv mindre ændringer i vores adfærd og tankegang kan skabe store forandringer i vores liv.
Så hvad ville der ske, hvis jeg stoppede med at forvente uvenlighed?
Nej - stop det gør jeg jo heller ikke... Eller gør jeg måske det det, ét eller andet sted?
Når jeg bliver lidt usikker på at møde nye mennesker, så skyldes det vel, at jeg er usikker på deres venlighed overfor mig.
Eller når jeg oplever at stå i ukendte situationer og bliver lettere nervøs for, hvordan andre vil forholde sig til min håndtering af disse situationer. Bunder det så ikke også i, at jeg ikke stoler på deres venlighed overfor mig?


Det er egentlig underligt, at jeg kan have det sådan, når jeg i allerflest anliggender i mit liv har oplevet, at mennesker dybest set var venlige - og ønskede at være det.

Kvindes ord i dag har fået mig til at få øjnene op for, at jeg kan møde mine medmennesker på en helt anden måde. Jeg er klar til en mindre ændring, som jeg tror vil gøre en stor forskel!

Når du bliver i det, der er svært...

I dag var jeg i samtale med et menneske, som jeg ikke rigtig kender. Faktisk har jeg kun mødt hende én gang før - og det er første gang, vi taler sammen.
Samtalen handlede om stresshåndtering og vores tankemønstrer i den forbindelse.

Det var tydeligt, at den næsten fremmede, jeg talte med, var presset mere end almindeligt - og nok også mere end det var sundt...

Så pludselig stod jeg der - midt i en samtale, som havde taget en drejning hen imod noget meget personligt og egentlig også noget meget svært.
Jeg kunne have afsluttet samtalen hurtigt uden, at det umiddelbart havde været underligt. For vi kender jo slet ikke hinanden - og da slet ikke nok til at være personlige.
Men jeg blev stående - og holdt fat i emnet.

For jeg har stået der selv. Midt i noget der var ved at stige mig over hovedet...
Uden styrke til at kunne bede om hjælp...
Men med håb om, at bare én eller anden ville lytte til mig. At jeg ikke var ved at blive usynlig i takt med, at jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejdslivet.


Nogle gange har vi bare brug for at mærke andre - at mærke at vi har betydning for selv fremmede, om det så kun er for et øjeblik.
Og vi skal finde modet, empatien og nærværet frem til at blive i samtalen, selv når den bliver svær eller vækker ubehagelige minder hos os.
For når vi gør det, kan vi styrke en samhørighed med andre, som samtidig giver os fornyet kræfter til at være stærke i det, der er svært.

Venlighedens væsen

At være venlig er for mig en af de mest fantastiske måder vi kan omgå hinanden på.
Ikke sådan noget med påtaget høflighed, anstrengt underdanig eller falsk lade-os-lade-som-om-vi-kan-lide-hinanden... men helt oprigtig venlighed.

Jeg er et mennesker, som bare rigtig godt kan lide mine medmennesker, derfor er det nemt for mig at udøve venlighed. (Det betyder dog ikke, at jeg ikke også en gang imellem bare er super irriterende at være sammen med... 🙂)
Jeg har bare stor glæde ved at være sammen med andre og ved at være venlig.

Mange har sagt til mig, at det også er med til at skabe god stemning for andre. Og det er så sandelig ikke uden betydning. Men en venlig væremåde er ligeså meget med til at skabe glæde hos mig.

Jeg tror, at vi alle har mulighed for at udleve venlighedens væsen... og muligheden for at hjælpe andre med at udleve deres...

Når der ikke er så mange ord til overs....

For mere end et år siden begyndte jeg at blogge (næsten) hver dag. Mit udgangspunkt har været, at jeg jo alligevel indleder samtaler hver eneste dag.Og når jeg kan det, så kan jeg jo også skrive her eneste dag. Alligevel har der været dage, hvor jeg ikke har skrevet noget.

Mest af alt skyldes det, at der har været dage, hvor jeg har været ordløs. Enten pga. at de alle er brugt i løbet af dagen, eller at jeg har været fyldt med oplevelser, som ikke skulle deles her.

Det har fået mig til at tænke på, at sådan er det for mange af os, også selvom vi kun indleder samtalerne verbalt og med mennesker vi kender...

Hvad gør vi så, når vi fredag aften er i selskab med andre og er ordløse? Begynder vi at tale om noget, som egentlig skulle placeres et andet sted? Eller tier vi bare stille?
Jeg har prøvet begge dele - og ikke med den store succes.

Og det er heller ikke fordi jeg har et godt råd til, hvordan jeg selv eller andre bedst håndtere sådan en situation...
Måske kun det, at hvis vi møder nogle der enten snakker løs om noget, som de nok ikke skulle eller overhovedet ikke er snaksaglige - så skal vi møde dem med forståelse...

Det tager tid at gøre en forskel.

I mit liv har jeg været heldig at møde mange skønne mennesker, der har gjort en forskel for mig.
Jeg har også haft en hel del korte møder med folk...møder som har været særlige og som måske kunne, hvis der havde været flere af slagsen, have gjort en virkelig forskel for mig.

For det tager tid at gøre en forskel for andre.
Vi kan gøre noget for at møde andre med et positivt syn og give dem opløftende ord med på vejen, men er det, det eneste vi gør, så forsvinder det stille og roligt.
En forskel, som sætter spor hos den anden, som måske ændrer deres syn på sig selv, komme ikke af tilfældige møder, men gennem vedvarende relationer og tid sammen.
Tid til at finde ud af, hvem den anden egentlig er... Tid til nogle gange bare at sidde stille sammen og sige ingenting... Tid til at mærke ord og handlingers betydning.

Er du så heldig at møde nogle, som er interesseret i at bruge tiden på dig og i at gøre en forskel, så ved du, at det er det hele værd. Og endnu mere hvis du selv investerer tiden i dem...

Se på dig og os med milde øjne...

I forlængelse af gårsdagens blogindlæg (http://lonefrankelgoul.blogspot.dk/2018/05/vr-bare-fuldstndig-vil-med-dig-selv.html) kom jeg til at tænke på, hvor svært det er “at elske sin næste som sig selv”, når man måske slet ikke elsker sig selv.

Det er også en af grundene til, at vi så hårde ved vores næste - og det er uanset om, det er vores nærmeste, nogle vi bare kender eller fuldstændige fremmede.
For hvis jeg ikke kan lide mig selv, men drømmer om et godt forhold til den, jeg virkelig er, så er det svært at anerkende alt det gode, jeg ser i dig. Det kan meget nemt få mig til at føle, at vi pludselig er en del af en konkurrence med kun en vinder. Og den konkurrence har jeg ikke tænkt mig at tabe...

Det koncept er nok ikke overraskende, men alligevel kan det være svært at indrømme, at vi er en del af det. Jeg tror dog, at alt for mange af os alligevel har købt ind på ideen om evig konkurrence.

Men du er god nok (og mere til) selvom du ikke har naboens job, venindens indretningstalent, kærestens “omsorgsgen” eller hvad der nu ellers, får dig til at føle dig mindre-end. Og du bliver på ingen måde mindre værd i vores andres øjne, når du anerkender andre. Det bør du heller ikke blive i dine egne...

Insisterende venlig

Der er uden tvivl store kampe, der endnu skal kæmpes for, at vi mennesker kan leve ligeværdige liv. Nogen gange skal vi dog bare starte i det små - og lade det sprede sig derfra.

I dag vil jeg derfor slå et slag for venligheden!

Vi har alle brug for venlighed i vores liv - i vores hverdag. Der er så meget, der kan være svært nok i forvejen - uden at vi selv putter mere tyngde oveni.

Så vær venlig alle steder. Vær det i samtale med andre. Lyt interesseret, spørg oprigtigt. Vær det i dine handlinger og lad andre mærke din hjælpsomhed og imødekommendehed. Vær det med fremmede - og vis at de ikke er dig uvedkommende. Og vær det med dine nærmest, så de for alvor kan mærke den betydning, de har i dit liv.

Og skulle andre møde dig med vrede, uretfærdighed og irritation - så vær insisterende venlig. Gå ikke på kompromis med din venlige livsindstilling. Du kan sagtens være bestemt og tydelig i forhold til dine grænser og meninger - og du kan sagtens være det på en insisterende venlig måde.
Det tror jeg, at både du og jeg har brug for.

I den gode gernings tjeneste.

På vej til Jylland med god stemning og hygge i bilen opdagede vi pludselig to mennesker løbe i rabatten ved siden af motorvejens nødspor. Min mand, som er en af den venligst mennesker, jeg kender, kørte hurtigt ind i nødsporet og fik samlet, hvad der vidste sig at være far og søn op.

De var lige som os på vej til “kommende-elevers-dag” på en efterskole, men var desværre løbet tør for benzin lige der midt på den fynske motorvej. De havde fundet den løsning, som lå først for, nemlig at løbe til den den nærmeste tankstation.
Nu sad de så pludselig i vores bil, og vi ville hellere end gerne køre dem til tanken. Ikke bare fordi, det der med at løbe langs motorvejen er en ikke helt risikofri sag, men også fordi de jo nu var fuldstændig presset på tid. Jeg forestiller mig, at stemningen i deres bil ikke helt havde været den samme som hos os.

Men sammen fandt i en tank - og vi fik kørt dem tilbage til deres egen bil, så de kunne komme om på sønnens kommende efterskole - og forhåbentlig få en skøn dag sammen.
De var meget taknemmelige og ville meget gerne betale os. Det blev der heldigvis ikke noget af.

For i den gode gernings tjeneste skal vi alle kunne hjælpe medmennesker i nød - om end det kun handler om manglende benzin. Vi skal få øje på dem, der har brug for hjælp - og være villige til at give den lille ekstra hånd, som kan have så stor betydning for andre.

Et venligt ord er nogle gange alt vi har brug for...

Det har været en hård uge!
Og den slags er som regel ikke noget, jeg taler højt om - altså sådan til andre end mine nærmeste.
Men i dag kom det altså alligevel ud ... alt det var for meget. Det kom ud til nogle gode kolleger. De kom godt nok til at lægge ører til store dele af al min brok.

Og de var super gode. De lyttede forstående og tålmodigt indtil gassen stort set var gået af ballonen.
Bagefter blev jeg mødt af venlige ord om både min person og min indsats. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.
For nogle gange så er venlige ord alt vi mangler - og lige præcis det, der gør en forskel.

Det behøver jeg altså ikke synes noget om...

I mange år havde jeg ufattelig travlt med at synes alt muligt om mine medmennesker - desværre...
Og det var for det meste ikke i den positive afdeling.

Jeg syntes noget om andres påklædning  - også selvom jeg slet ikke kendte dem.
Jeg synes noget om deres job - også hvordan de udførte det, på trods af at jeg måske slet ikke kendte til jobområdet.
Ja faktisk syntes jeg alt muligt og umuligt. Bare jeg så et menneske på gaden, gik alle mine synsninger i gang.

Men det er jo egentlig en ordentlig opgave at påtage sig. Og det gjorde mig på ingen måde gladere. Derfor bestemte jeg mig for, at jeg skulle hold op med at dyrke alle de synsninger.

Og hold da op hvor har det været en befrielse. Det lyder måske lidt plat. Men det ændrede min måde at se andre (og mig selv) på. For da jeg ikke længere skulle forholde mig til, hvad jeg syntes om dem og deres valg, så begyndte jeg at se mennesker på en helt anden måde. Hvilket har lært mig så meget mere om andre, end jeg havde forestillet mig.