Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.

Tak - er på ingen måde fattigt!

Tak - er et ord jeg ofte har brugt, bl.a. fordi der er så mange ting og oplevelser, som jeg har været meget taknemmelig for - og derfor har haft brug for at sige tak til nogle af de mennesker, som har stået bag. 
Jeg har heldigvis også hørt ordet mange gange, fordi jeg er så heldig, at jeg i mange år har være omgivet af mennesker, som også har syntes at jeg skulle have en tak.

Den gamle vending om, at tak blot er et fattigt ord, passer slet ikke. Tak er så er det så meget mere end det. 
For tak spreder glæde, viser anerkendelse, giver tilbage til modtageren og giver lyst til at give mere.

Så har du lyst til at vise din taknemmelighed - og sige tak for små og store ting, så hold dig endelig ikke tilbage.

Sig tak til dem du kender for alle de oplevelser de har været med til at gøre bedre.
Sig tak til dem du ikke kender for alle de ting, som du opdager, der gør godt.
Bare sig tak - og lad ordet sprede sig som ringe i vandet...

Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...

Hvad er en mærkedag værd?

Grundlovsdag... i mine øjne den vigtigste dag at fejre for alle os, der er så heldige at leve i det danske demokrati. Og dagen er da også blevet brugt til flagning, fejring og flotte taler.
Der er endnu engang blevet sat fine ord på, hvad demokratiet bl.a. er for en størrelse, hvordan det opstod og hvorfor vi skal værne om det.

Men hvad er sådan en mærkedag egentlig værd, hvis det altsammen er glemt i morgen eller i næste uge eller når grundloven, almindelige love eller internationale konventioner ikke lige passer os eller de folkevalgte politikere?
For mig bliver dagens særlige betydning i hvertfald udvandet, latterliggjort og tvetydig, hvis vi ikke har fokus på ALLES grundlovssikrede rettigheder hver eneste dag - også når det hverken er nemt ellerbekvemt!

Hyldest.

Weekenden igennem - ja faktisk de sidste par uger - er kronprinsen blevet fejret med taler, musik og meget mere. Jeg har hørt mange ord - talt og sunget, der har rørt mig. Og selvom jeg ved, at der også er  totalt jeg-vil-gerne-hænge-ud-med-en-kongelig-kendis-effekt over det, så har det fået mig til at tænke på, hvordan vi kan hylde dem, vi kender.

For selvom de fleste af os ikke har pressedækning og vurdering af fødselsdagstaler eller lign., så kan vi sagtens gå op i at hylde hinanden. For der er mange, som trods beskedenhed ville nyde og blomstre  af anerkendende og taknemmelige ord om den forskel, de gør i vores liv.

Min mand er også lige fyldt 50. I den forbindelse havde vi inviteret nogle af vores nærmeste venner til fødselsdagshygge. Jeg holdte en tale for min mand, hvori jeg opfordrede alle gæsterne til at dele den bedste oplevelse, de havde haft sammen med ham. Og det gjorde de alle på en helt fantastisk måde. Selvom min mand har kendt dem i mange år og selv havde tanker om, hvad de oplevelserne kunne være, så var der overraskelser imellem. Det havde også stor betydning for ham at høre alle disse fine ord blive sagt højt.

Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle til at hylde hinanden. Sig det højt - alt det som har gjort en forskel eller har haft særlig betydning. Vi ved det måske allerede, men det gør godt at høre det fra en anden...
Og brug gerne enhver lejlighed til at hylde og fejre hinanden.

Taknemmelige overspringshandlinger.

Har du brug for en overspringshandling fra alt det, som du måske ikke lige kan overskue at gøre, så sig tak...

Altså lav nu bare en overspringshandling. Og brug den så på at sige tak. Tak for noget nogen har gjort for dig - lige nu eller for lang tid siden. Tak for gaver du har fået. Eller tak for handlinger eller ord du er blevet glad for.

Og når nu det er en overspringshandling, så skal du ikke bare tænke på det. Skriv eller ring til dem du gerne vil sige tak til. Så er tiden brugt til at sprede glæde - og så er den jo ikke givet dårligt ud.

Jeg vil bare gerne være glad!

I dag talte jeg med en klog 11-årig dreng bl.a. om, hvad han gerne ville være.
“Jeg vil være glad”, svarede han prompte.
Hold da op et fantastisk svar. Kan der være en bedre ambition for livet?

Det fik mig til at tænke på, at det er egentlig også bare det, jeg vil med mit liv. Og samtidig gøre andre glade.

Godt nok kan det ind imellem kræve en solid arbejdsindsats og nogle mellemregninger af opgaver, som ikke altid er lige sjove. Men hvis jeg i bund og grund kan sige ærligt, at jeg er glad... glad som menneske, glad for mit liv og glad for mine omgivelser, så har jeg opnået lige præcis det jeg ønsker mig allermest.

Et venligt ord er nogle gange alt vi har brug for...

Det har været en hård uge!
Og den slags er som regel ikke noget, jeg taler højt om - altså sådan til andre end mine nærmeste.
Men i dag kom det altså alligevel ud ... alt det var for meget. Det kom ud til nogle gode kolleger. De kom godt nok til at lægge ører til store dele af al min brok.

Og de var super gode. De lyttede forstående og tålmodigt indtil gassen stort set var gået af ballonen.
Bagefter blev jeg mødt af venlige ord om både min person og min indsats. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.
For nogle gange så er venlige ord alt vi mangler - og lige præcis det, der gør en forskel.

Har du fortalt dem det?

Jeg er optaget af tanken om, at vi står på skuldrene af dem, der var her før os. Der er nogle, som har banet vejen for, at vi kan leve, som vi gør det i dag.
Noget kan vi læse om i historiebøgerne, mens andet (en ikke uvæsentlig part) er en del af vores egen personlige historie.

Stykker af min personlige historie - dem som har betydning for den, jeg er i dag, er skabt sammen med mennesker, der troede på mig. Og jeg har været så heldig, at dem har der været mange af.

I mange år fortalte jeg gladelig om disse betydningsfulde mennesker i samtaler med andre. Og det er også dejligt at kunne fortælle om, hvordan og hvorfor de har gjort en forskel for mig. Jeg syntes dog efterhånden, at jeg manglede at fortælle dem det selv.
Derfor begyndte jeg for år tilbage at sende breve til disse for mig særlige mennesker. Jeg skrev til dem om, hvordan de havde gjort en forskel i mit liv - og hvilken betydning det efterfølgende havde haft for mig.

Responsen var helt fantastik. For mange af dem var slet ikke klar over, at det de havde gjort - ofte som en naturlig selvfølge - havde gjort så stort indtryk. Det er min klare oplevelse, at det har givet dem lyst til at gøre endnu mere af alt det “gode”.

Jeg er slet ikke færdig med brevskrivningen og med at sige tak til dem, der tog sig tid til mig. Så mens jeg skriver videre, håber jeg at du vil gøre det samme.

Den lille hjælp.

Noget fortravlet ovenpå en forholdsvis heftig uge skulle jeg i dag parallelparkere min bil midt i København - oveni købet til den "forkerte" side.
Trods at tankerne, planer og kalendertider fór rundt i hovedet på mig, havde jeg selvfølgelig vurderet, at min bil kunne være på den ledige plads. Men midt i parkeringen synes jeg alligevel, at det var svært. Lige pludselig fik jeg øje på en forbipasserende mand, der havde stillet sig så jeg præcis kunne se ham. Han viste mig med sine hænder, hvor meget plads jeg havde til bilen bag mig. Vupti - med hans hjælp blev opgaven så meget nemmere.

Uden at han sikkert blev klar over det, ændrede han hele min dag. Jeg blev simpelthen så glad over denne fremmedes hjælpsomme og venlige handling. En handling som udefra kan virke lille og ubetydelig - men som betød så meget for mig netop i dag. Ikke nok med at parkeringen blev nem og ubesværet - så betød hjælpen også, at mit humør steg voldsomt. Jeg forlod min bil og begav mig smilende ud til møde. Alle på min vej fik et ekstra stort smil - og jeg fik mange i retur.

Det er ofte den lille hjælp - den vi nemt kan tilbyde andre, som kan have den største betydning.
At holde døren for andre. Hjælpe den med deres bagage. Eller "låne" dem de 5 kr,-, de mangler i supermarkedet.
De små handlinger som vi ofte har glemt inden vi kommer hjem, kan ændrer dagen for vores medmennesker.

Derfor skal vi endelig ikke holde os tilbage i forhold til at hjælpe hinanden, uanset hvor lille vores hjælp må synes. Vi har alle en mulighed for at gøre en stor forskel.

Dage der forandre dig.

Der har været dage, som har forandret mig grundlæggende. Dage, hvor jeg er stået op med ét syn på livet, men er gået i seng med et ganske andet.

Mest har det handlet om, at jeg har set dele af livet, som jeg ikke helt var klar over kunne være en del af min verden.
Fx oplevede jeg for mange år siden, mens jeg var au pair i USA at modtage en telefonopringning, hvor personen i den anden ende truede med slå mig ihjel. Det var ikke bare én enkelt opringning, men flere henover ca. en times tid. Jeg var skrækslagen. Jeg havde det som om, at jeg var med i en forfærdelig film, som var ganske virkelig. Personen dukkede heldigvis aldrig op - og holdte også op med at ringe...
Da jeg gik i seng den aften, havde jeg mistet en del af mit naive og uskyldige syn på livet.

De dage, som har ændret mit liv, har budt på oplevelser, som har været ekstreme - hvor jeg virkelig har kunne mærke mine grænser og har skulle finde mit ståsted i livet. Det er de dage, der har formet mig - så på den måde ville jeg ikke have været dem foruden.
Mens jeg har været midt i oplevelserne, har jeg haft lyst til at flygte og gemme mig væk. Men i dag er jeg taknemmelig - ikke over de præcise oplevelser - men over at få muligheden for at møde den store styrke, der er inden i mig.

Forskelle i familier er en gevinst.

Et interview med Sarah Jones (sarahjonesonline.com), der optræder med portrættering af mange forskellige karakterer fik mig til at tænke over alle de forskellige karakterer, jeg har omgivet mig med i mit liv. Sarah fortæller om de mange forskellige personer og typer, hun er vokset op med. Hendes familie havde rødder i flere forskellige verdensdele.

Selvom min familie mest har rødder i Danmark, kan jeg genkende følelsen af at være omgivet af forskellige personligheder og typer. Det fik mig til at tænke på, at det er en gave med sådan en alsidig samling af mennesker, som jeg har været i tæt kontakt med mere eller mindre hele mit liv. Det er jo bl.a. samværet med dem, der har lært mig at være den jeg er, samtidig med jeg har givet plads til, at de også kan være dem selv. Familiemiddage og højtider har trænet min tålmodighed og forståelse.

Det er på ingen måde ment ironisk. Tværtimod. Det er sagt med glæde og taknemmelighed. Min familie - i den bredeste forstand med nær familie, søster, svigerfamilie, onkler, tanter, fætre, kusiner - ja alle dem jeg er familierelateret til, er stedet jeg ikke har skulle byde ind for at få en plads. Det har været min "fødselsret". Hvordan jeg forvalter den ret, har dog været op til mig.

Jeg er klar over, at det nok ikke er alle, der er født ind i samme slags forholdsvis harmoniske familie som jeg. Men uanset hvordan din familie er, så vil jeg opfordre dig til at se på deres forskelligeheder (måske ligefrem særheder) med taknemmlige øjne. Find glæden i at have fået menneskers diversitet serveret ved julefrokostbordet.

Glædelig Grundlovsdag

5. juni. For nogle er datoen vigtig fordi det er Fars Dag. I år er det til og med 2. pinsedag. For mig er det en vigtig dag, fordi vi kan fejre vores Grundlov.

Det er ikke alle mennesker forundt at leve i et demokrati, og vi skal ikke langt tilbage i vores egen historie før de rettigheder, vi tager for givet, var ganske uopnåelige for et almindelig menneske.
Derfor synes jeg også, at vi skal bruge denne særlige dag til at tænke på de rettigheder, som egentlig burde være alle menneskers ret og mulighed i livet.
Jeg har været i den heldige situation, at modige mennesker før mig, har kæmpet for, at jeg har en masse muligheder. Netop derfor skal vi være påpasselige med at tage andres rettigheder og mulig-heder fra dem, bare fordi de har en anden baggrund end os.

Taknemmeligheden over det der blev givet os, bør vises ved at give det samme til dem, som endnu ikke har lige så meget.

Vi fejrer dem, der kæmpede for vores frihed.

I dag kan vi fejre 72 års dagen for Danmarks befrielse. Vi sætter lys i vinduerne og lægger kranse på grave og mindesmærker. Vi sender tanker til dem, som var villige til at ofre alt - selv livet, for at andre kunne leve i frihed.

For mig er det en påmindelse om, at frihed ikke kan tages for givet, og at vores medmennesker er villige til at hjælpe, når det kræves. Når vi virkelige skal, så har vi en indre styrke, som overstiger, hvad vi troede vi kunne.

Der er mange historier om frihedskæmpere i Danmark. Dem, vi hører mest om, er om sabotage eller våbensmugleri. Men i modstandsbevægelsen var der også mange, som gjorde ting, der kunne virke små og næsten hverdagsagtige, men i det større billede gjorde de en forskel. Modstandsbevægelsens styrke var vel netop, at alle bød ind med det de kunne, fremfor at gøre ingenting.

Selvom befrielsen for os i nutiden kan virke som en meget fjern fortid, er fejringen af frihed og det helt almindelige menneskes mod meget nærværende. Vi har muligheder, fordi nogle kæmpede for dem. De gav os en gave, endnu før vi blev født. Den skal vi passe på, og vi skal kæmpe for, at den frihed, stadig kan bestå til generationerne efter os.

Så uanset om du og jeg synes, at der er meget eller lidt at kæmpe for, så skal vi finde vores indre styrke og mod frem. Vi skal kæmpe for, at alle skal kunne leve i en fri verden. Vi må ikke vende det blinde øje til, og tænke at andres liv ikke vedkommer os. For engang var det vores bedsteforældre og forældre, der havde brug for at vide, at de ikke var glemte. At deres frihed betød noget - også for mennesker der ikke kendte dem.  

Hverdagens udsigt

"Hvor må det være skønt at have denne udsigt hver eneste dag.", sagde min veninde for en del år siden, da vi en weekend var på vej til et arrangement i nærheden af mit daværende arbejde. Udsigten hun talte om, var den, som mødte mig hver morgen på vej til arbejde. Fra toppen af en bakke kunne jeg se ud over Storebælt og en smuk ådal.
Mens vi kørte snakkede vi om, hvad det gør ved én, når arbejdsdagen indledes af skønhed og udsigt. Der er ingen tvivl om, at det har betydning for os, når vi omgives af smukke rammer - også på vej til arbejdet. Jeg havde følelse af, at udsigten var med til at fyldte mig med god energi, allerede inden dagen for alvor var gået i gang.

Siden da har jeg udskiftet arbejdsplads og udsigt. Jeg har dog stadig fornøjelse af smukke omgivelser.   Det er jeg sikker på, at du også har - ikke mindst, hvis du bestemmer dig for at få øje på dem og nyde det.

Når savnet kan mærkes

For cirka et år siden mistede jeg min højelskede 84-årige faster. Og selvom hun havde levede et langt og aktivt liv, synes jeg af egoistiske grunde, at det var alt for tidligt, hun forlod os. Mest af alt synes jeg det var svært, at jeg ikke vidste, det var sidste gang, jeg så hende - den dag det var den sidste gang...
Jeg synes ikke, at jeg helt fik sagt alt det, jeg gerne ville eller fik spurgt til hende og hendes liv. Det er egentlig ikke fordi, jeg fortryder noget. Jeg er bare ærgelig over, det som ikke er mere.

Nogle år før min faster døde, faldt hun en aften pludselig om. Mine forældre, min mand, vores børn og jeg var til middag hos hende. Det ene øjeblik var vi midt i en samtale, det næste faldt ud sammen, krampede op og vendte det hvide ud af øjnene. Hun nåede aldrig at falde ned af stolen, for i et spiltsekund var jeg henne og holde fast i hende. Det endte med, at vi ringede 112 og hun blev indlagt på sygehuset. Heldigvis var hun kommet til sig selv igen inden, men de beholder hende natten over til observation.
Det er en nat jeg aldrig glemmer. På et tidspunkt sagde hun til mig, at jeg da ikke behøvede at blive for hende skyld. Der var dog ikke nogen tvivl i mit sind. Selvfølgelig blev jeg hos den kvinde, som hele mit liv havde passet uendelig godt på mig. Hos hvem jeg altid har følt mig elsket og velkommen - også da jeg blev voksen, og så sandelig også når jeg havde hele min familie med. Og i det jeg sagde til hende, at jeg ikke havde tænkt mig at gå nogle steder, lyste hendes ansigt op i glæde og taknemmelighed.

Jeg sad ved hendes side hele natten. Vi snakkede om alle mulige forskellige ting. Ikke mindst oplevelser fra hendes ungdom, som jeg aldrig før havde hørt om. Vi grinte og delte fortroligheder.
Selvom jeg har tilbragt rigtig mange timer i min fasters selskab, var den nat et af de bedste minder, jeg har sammen med hende.

Så i disse dage, hvor savnet af hende for alvor har fat i mig, er jeg taknemmelig over, at jeg var der den aften - og at jeg fik natten kun i hendes selskab.

Når samarbejdet stopper og tiderne skifter

Det var nok først under selve afskedsreceptionen, at det helt gik op for mig... At min gode og nære kollega, som vi sagde farvel til - ikke er på kontoret ved siden af mit på mandag. Det bliver ikke hende, jeg kommer til at fortælle små anekdoter fra hverdagen til. Det bliver ikke hende, jeg lige kan hente hjælp hos.

Det er en underlig følelse, der opstår, når et godt samarbejde stopper. En følelse af noget tomhed.Fra på mandag skal jeg finde mine egne ben på en helt anden måde. Og det, som især er underligt for mig er, at jeg de sidste tre år har været den, som forlod et samarbejde - nu er det mig, som er tilbage... Det er bl.a. mig, som skal bære en kultur og et stykke arbejde videre. Jeg skal både være i forandring og stå fast samtidig.

Ligesom så mange andre forhold i livet, tror jeg ikke, at vi ikke helt ved, hvor meget det har betydet, før det er slut. Og paradoksalt nok tror jeg ikke, at jeg helt fik sat nok pris på det, mens det varede...
Fik jeg nu stillet de gode spørgmål, der gav os mulighed for at viderebringe vigtig viden. Fik jeg observeret min kollega nok, så jeg lige kunne lure, hvordan hun håndterede en situation. Og fik jeg vist min taknemmelighed over at have hende ved min side?

Gaverne kom, da jeg ændrede mig

Jeg husker ikke den præcise dag, hvor gaverne i mit liv for alvor begyndte at dukke op. Nok mest fordi det skete langsomt, og jeg først ikke rigtig var klare over, at det var det som skete.

Igennem mange år har jeg virkelig drømt om at være noget - ikke bare i min egen verden, men også i andres. At gøre en forskel, så mine handlinger fik betydning i andres liv. Jeg har ofte jaget efter det mål med hovedet under armen... Og jeg oplevede ikke helt, at det jeg gjorde, var betydningsfuldt. Altså lige indtil, at gaverne, de taknemmelige tilbagemeldinger over det jeg gør eller er for andre, begyndte at dukke i mit liv. Gaverne kommer i form af SMS'er, beskeder og samtaler - både de spontane og de dybe.

Selvom jeg ikke husker præcise, hvornår de for alvor begyndte at dukke op, så ved jeg, at de kom, da jeg holdte op med at fokusere på dem. Da jeg ganske enkelt flyttede mit fokus fra mig selv, og det jeg ønskede at opnå - til andre og det jeg kunne bidrage med. Opskriften er så enkel og helt basal, men alligevel kan den være udfordrende at efterleve. Til gengæld er belønningen overvældende.

Hyldest til kvinderne i mit liv

I gennem store dele af mit liv - især mit arbejdsliv, har jeg hørt på andres holdninger til, at der er alt muligt galt med kvinder, der arbejder sammen. Ja, faktisk er bare galt, når kvinder er sammen uden mænd.
Og det har ikke kun været mænd, der ytrede sig om disse holdninger, det har så sandelig også været kvinder, som langede ud efter andre kvinder.

Men mine personlige og helt subjektive oplevelser er fuldstændig anderledes.  Selvom jeg i mit liv er omgivet af mange fantastiske mænd, kan jeg konstanterer, at der er endnu flere skønne kvinder omkring mig.

Jeg er vokset om i en familie med stærke, kloge og omsorgsfulde kvinder, som ikke bare har givet mig gode oplevelser og en tryg opvækst, men også har styrket mig i troen på mig selv og mine egne evner. Mine veninder og kvindelige bekendte er sjove, skønne og stærke kvinder, og det er altid en fornøjelse at være sammen med dem. Vi sørger at opmuntre og opløfte hinanden - og ikke mindst fejre hinandens succeser. Vi har tid tid at lytte til hinanden, mod til at være ærlige og hjerterum til at være omsorgsfulde. Jeg har tillige giftet mig ind i en familie med stærke kvinder, som ikke står tilbage for de udfordringer livet har givet dem.

I skolen, på mine uddannelser og igennem mine fritidsaktiviter har jeg igen og igen mødt kvinder, som støttede mig, var lyttende og forstod at presse mig, så jeg ydede mit bedste. Under deres vejledning har jeg udviklet dele af mig selv, som jeg er utrolig stolt af.

Senere i mit liv, da arbejdet for alvor kom til at få betydning, har jeg haft vidunderlige, samarbejdsdygtige og enestående kvindelige kolleger. Kvinder der hele tiden prøvede at gøre hinanden bedre eller udvikle og problemløse sammen. Og når det hele ikke gik op i arbejde, havde vi også tid til at have det skide sjovt sammen.
Jeg har også haft enestående kvindelige ledere, som var super gode at sparre med og være kreative med. Stålfaste kvinder, som ikke var bange for at gå ind i konflikter og søge løsninger - også selvom deres person nogle gange stod for skud. Jeg kan bare konstatere, at jeg elsker at arbejde sammen med kvinder.

Så drop alt det køn-fis om, hvad kvinder kan eller ikke kan. Hvordan de er eller ikke er.

Jeg synes, kvinder er fantastiske - både i selskab og i samarbejde med mænd, men så sandelig også uden.